DOMSTOLENS DOM (Store Afdeling)
11. juni 2024 (*)
»Appel – konkurrence – artikel 266 TEUF og 340 TEUF – dom om nedsættelse af en bøde pålagt af Europa-Kommissionen – Kommissionens tilbagebetaling af uretmæssigt inddrevne beløb – pligt til at betale renter – kvalificering – fast kompensation for fratagelsen af rådigheden over den med urette betalte bøde – sats, der skal anvendes«
I sag C-221/22 P,
angående appel i henhold til artikel 56 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, iværksat den 28. marts 2022,
Europa-Kommissionen ved D. Calleja Crespo, N. Khan, B. Martenczuk, P. Rossi og L. Wildpanner, som befuldmægtigede,
sagsøger,
den anden part i appelsagen:
Deutsche Telekom AG, Bonn (Tyskland), ved Rechtsanwälte C. von Köckritz, P. Lohs og U. Soltész,
sagsøgt i første instans,
har
DOMSTOLEN (Store Afdeling),
sammensat af præsidenten, K. Lenaerts, vicepræsidenten, L. Bay Larsen, afdelingsformændene A. Arabadjiev, C. Lycourgos, E. Regan, F. Biltgen, N. Piçarra og Z. Csehi (refererende dommer) samt dommerne P.G. Xuereb, L.S. Rossi, N. Jääskinen, N. Wahl, I. Ziemele, J. Passer og D. Gratsias,
generaladvokat: A.M. Collins,
justitssekretær: kontorchef D. Dittert,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 12. juli 2023,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 23. november 2023,
afsagt følgende
Dom
1 Europa-Kommissionen har med sin appel nedlagt påstand om delvis ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 19. januar 2022, Deutsche Telekom mod Kommissionen (T-610/19, herefter »den appellerede dom«, EU:T:2022:15), hvorved Retten pålagde Kommissionen at betale en erstatning på 1 750 522,83 EUR til Deutsche Telekom AG i kompensation for det lidte tab, annullerede Kommissionens afgørelse af 28. juni 2019 om afslag på at betale morarenter til Deutsche Telekom (herefter »den omtvistede afgørelse«) og i øvrigt frifandt Kommissionen.
Retsforskrifter
EU-retten
Finansforordningen af 2012
2 Artikel 78 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (EUT 2012, L 298, s. 1, herefter »finansforordningen«), der havde overskriften »Fastlæggelse af fordringer«, bestemte følgende i stk. 4:
»Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 210 vedrørende fastsættelse af detaljerede regler for fastlæggelse af fordringer, herunder procedurer og bilag, samt af morarenter.«
Delegeret forordning (EU) nr. 1268/2012
3 Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1268/2012 af 29. oktober 2012 om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget (EUT 2012, L 362, s. 1) blev vedtaget af Kommissionen på grundlag af især 78, stk. 4, i finansforordningen af 2012.
4 Artikel 83 i delegeret forordning nr. 1268/2012 med overskriften »Morarenter« havde følgende ordlyd:
»1. Enhver fordring, som ikke er indfriet inden udløbet af den frist, der er omhandlet i artikel 80, stk. 3, litra b), er rentebærende efter stk. 2 og 3 i denne artikel, jf. dog de særlige bestemmelser, der følger af anvendelsen af sektorspecifikke forordninger.
2. Rentesatsen for fordringer, som ikke er indfriet inden udløbet af den frist, der er omhandlet i artikel 80, stk. 3, litra b), er den sats, som Den Europæiske Centralbank [ECB)] anvender på sine vigtigste refinansieringstransaktioner den første kalenderdag i den måned, hvor fristen udløber, og som offentligøres i Den Europæiske Unions Tidende, C-udgaven [herefter »ECB’s refinansieringssats«], forhøjet med:
a) otte procentpoint, når baggrunden for fordringen er en offentlig vareindkøbs- og tjenesteydelseskontrakt som omhandlet i afsnit V
b) tre og et halvt procentpoint i alle andre tilfælde.
3. Rentebeløbet beregnes fra den kalenderdag, der følger efter udløbet af den frist, som er omhandlet i artikel 80, stk. 3, litra b), og som er anført i debetnotaen, til den kalenderdag, hvor hele gælden er indfriet.
Den indtægtsordre, der tilsvarer beløbet af morarenterne, udstedes, når disse renter rent faktisk inkasseres.
4. I tilfælde af bøder, hvor debitor i stedet for betaling stiller en finansiel garanti, der er godkendt af regnskabsføreren, er den rentesats, der finder anvendelse fra udløbet af den frist, der er omhandlet i artikel 80, stk. 3, litra b), den i stk. 2 i denne artikel omhandlede sats gældende den første dag i den måned, hvor afgørelsen om bødepålæg blev vedtaget, kun forhøjet med halvandet procentpoint.«
5 Forordningens artikel 90 med overskriften »Inddrivelse af bøder eller andre sanktioner« foreskrev følgende:
»1. Når en afgørelse om pålæggelse af en bøde eller en anden sanktion, som Kommissionen har truffet i henhold til [EUF-traktaten] eller Euratomtraktaten, indbringes for Den Europæiske Unions Domstol, indbetaler debitor, indtil alle retsmidler er udtømt, enten midlertidigt de pågældende beløb på den bankkonto, som regnskabsføreren har angivet, eller stiller en finansiel garanti, som kan accepteres af regnskabsføreren. Garantien skal være uafhængig af forpligtelsen til at betale bøden, tvangsbøden eller sanktionen og skal kunne tvangsfuldbyrdes ved første påkrav. Den skal dække fordringens hovedstol og de skyldige renter, jf. artikel 83, stk. 4.
2. Kommissionen sikrer de foreløbigt inkasserede beløb ved at investere dem i finansielle aktiver og dermed garantere pengenes sikkerhed og likviditet, samtidigt med at den sigter mod at opnå et positivt afkast.
[...]
4. Når alle retsmidler er udtømt, og hvis bøden eller tvangsbøden er annulleret eller reduceret, træffes en af følgende foranstaltninger:
a) [D]e uberettiget inddrevne beløb tilbagebetales med renter til den pågældende tredjemand. I tilfælde, hvor det samlede afkast for den pågældende periode har været negativt, tilbagebetales den nominelle værdi af det uberettiget inddrevne beløb.
b) [N]år der er stillet en finansiel garanti, frigøres denne.«
Sagens baggrund
6 Den 15. oktober 2014 vedtog Kommissionen afgørelse C(2014) 7465 final om en procedure i henhold til artikel 102 TEUF og EØS-aftalens artikel 54 (sag AT.39523 – Slovak Telekom), som berigtiget ved dens afgørelse C(2014) 10119 final af 16. december 2014, og ved dens afgørelse C(2015) 2484 final af 17. april 2015.
7 Ved denne afgørelse pålagde Kommissionen selskabet Deutsche Telekom en bøde på 31 070 000 EUR som følge af misbrug af en dominerende stilling på det slovakiske marked for højhastighedstelekommunikationstjenester i strid med artikel 102 TEUF og EØS-aftalens artikel 54.
8 Deutsche Telekom anlagde sag med påstand om annullation af den nævnte afgørelse, men indbetalte bøden midlertidigt den 16. januar 2015. Ved dom af 13. december 2018, Deutsche Telekom mod Kommissionen (T-827/14, herefter »Deutsche Telekom-dommen af 2018«, EU:T:2018:930), gav Retten Deutsche Telekom delvist medhold og nedsatte under udøvelse af sin fulde prøvelsesret den nævnte bøde med 12 039 019 EUR. Den 19. februar 2019 tilbagebetalte Kommissionen dette beløb til Deutsche Telekom.
9 Den 12. marts 2019 anmodede Deutsche Telekom Kommissionen om at betale selskabet morarenter af det uretmæssigt inddrevne beløb for perioden fra datoen for indbetalingen af bøden til datoen for tilbagebetalingen af dette beløb (herefter »den omhandlede periode«).
10 Ved den omtvistede afgørelse afslog Kommissionen at imødekomme denne anmodning. Kommissionen gjorde gældende, at det nominelle beløb for den uberettiget inddrevne bøde i henhold til artikel 90, stk. 4, litra a), i delegeret forordning nr. 1268/2012 ikke skulle forhøjes med morarenter, fordi det samlede afkast fra investeringen af dette beløb i finansielle aktiver, som den havde foretaget i henhold til denne artikel 90, stk. 2, havde været negativt.
11 I denne afgørelse undersøgte Kommissionen ligeledes Deutsche Telekoms argument om, at dette selskab i overensstemmelse med dom af 12. februar 2019, Printeos mod Kommissionen (T-201/17, EU:T:2019:81), havde ret til at modtage morarenter svarende til ECB’s refinansieringssats, forhøjet med 3,5 procentpoint. Som svar på dette argument forklarede Kommissionen, at denne dom ikke udgjorde et retsgrundlag for betaling af de morarenter, som Deutsche Telekom krævede udbetalt. Kommissionen gjorde endvidere gældende, at den nævnte dom skulle forstås med forbehold af anvendelsen af artikel 90, stk. 4, litra a), i delegeret forordning nr. 1268/2012. Endelig anførte den, at den havde iværksat appel af samme dom, som således ikke var blevet endelig.
Søgsmålet for Retten og den appellerede dom
12 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 9. september 2019 anlagde Deutsche Telekom således søgsmål for Retten med påstand om annullation af den omtvistede afgørelse og om, at Kommissionen tilpligtedes at betale erstatning for de tabte indtægter som følge af, at selskabet i den omhandlede periode var blevet frataget rådigheden over beløbet af den del af bøden, som med urette var blevet opkrævet, eller, subsidiært, at betale erstatning for den skade, som selskabet havde lidt som følge af Kommissionens afslag på at betale morarenter af dette beløb.
13 Retten gav delvist medhold i dette søgsmål.
14 I første række frifandt Retten Kommissionen for Deutsche Telekoms påstand om erstatning som følge af Den Europæiske Unions ansvar uden for kontraktforhold for det indtægtstab, der var forårsaget af, at selskabet i den omhandlede periode var blevet frataget rådigheden over den del af bødebeløbet, der med urette var blevet opkrævet, som svarede til det årlige afkast af dets investerede kapital eller til dets vægtede gennemsnitlige kapitalomkostninger.
15 Ifølge Retten havde Deutsche Telekom nemlig ikke fremlagt afgørende beviser for, at den påberåbte skade var faktisk og reel. Nærmere bestemt havde Deutsche Telekom hverken godtgjort, at selskabet nødvendigvis ville have investeret beløbet for den uretmæssigt inddrevne bøde i sin virksomhed, eller at fratagelsen af rådigheden over dette beløb bevirkede, at det måtte give afkald på specifikke og konkrete projekter, eller at det ikke rådede over en alternativ finansieringskilde.
16 I anden række undersøgte Retten Deutsche Telekoms subsidiære påstand om erstatning for en tilsidesættelse af artikel 266, stk. 1, TEUF, som foreskriver, at den institution, fra hvilken en ved dom afsagt af en af Unionens retsinstanser annulleret retsakt hidrører, har pligt til at gennemføre alle de til dommens opfyldelse nødvendige foranstaltninger.
17 Med støtte i den praksis fra Domstolen, der følger af dom af 20. januar 2021, Kommissionen mod Printeos (C-301/19 P, herefter »Printeos-dommen«, EU:C:2021:39), bemærkede Retten i den appellerede doms præmis 72, at når der er opkrævet beløb i strid med EU-retten, indebærer denne ret en pligt til at tilbagebetale disse beløb med renter, og at dette bl.a. er tilfældet, når der er opkrævet beløb i henhold til en EU-retsakt, som er blevet erklæret ugyldig eller annulleret af en af Unionens retsinstanser.
18 I den appellerede doms præmis 75 fremhævede Retten, at indrømmelsen af morarenter af det uretmæssigt inddrevne beløb ses som en uundværlig del af Kommissionens forpligtelse til at genoprette situationen efter en dom om annullation eller af en dom med udøvelse af den fulde prøvelsesret.
19 Hvad nærmere bestemt angår tilkendelsen af sådanne renter fra datoen for den midlertidige indbetaling af den omhandlede bøde fastslog Retten i den appellerede doms præmis 88, at denne tilkendelse har til formål at yde en fast kompensation til den virksomhed, der har betalt denne bøde, for fratagelsen af rådigheden over sine midler i perioden fra datoen for den midlertidige indbetaling af den nævnte bøde til datoen for tilbagebetalingen af denne bøde.
20 Retten fastslog følgelig i den appellerede doms præmis 113, at Kommissionens afslag på at betale disse renter til Deutsche Telekom udgør en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af artikel 266, stk. 1, TEUF, som kan medføre, at Unionen ifalder ansvar uden for kontraktforhold. Henset til, at der forelå en direkte årsagsforbindelse mellem denne tilsidesættelse og skaden i form af et tab af morarenter af det uretmæssigt inddrevne bødebeløb i den omhandlede periode, indrømmede Retten Deutsche Telekom en erstatning på 1 750 522,38 EUR, beregnet på grundlag af en analog anvendelse af den sats, der er fastsat i artikel 83, stk. 2, litra b), i delegeret forordning nr. 1268/2012, dvs. ECB’s refinansieringssats i januar 2015, eller 0,05%, forhøjet med 3,5 procentpoint.
21 Hvad for det tredje angår påstanden om annullation af den omtvistede afgørelse tog Retten denne påstand til følge af de samme grunde som dem, der førte den til i forbindelse med undersøgelsen af erstatningspåstanden at fastslå, at Kommissionen havde tilsidesat artikel 266, stk. 1, TEUF ved at nægte at betale morarenter til Deutsche Telekom af den uretmæssigt inddrevne bøde for den omhandlede periode.
Parternes påstande for Domstolen
22 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Rettens dom ophæves, for så vidt som Deutsche Telekom gives medhold.
– Domstolen træffer selv afgørelse om de udestående spørgsmål i sagen.
– Subsidiært hjemvises sagen til Retten til fornyet afgørelse, i det omfang den endnu ikke er afgjort.
– Deutsche Telekom tilpligtes at betale alle sagsomkostninger i forbindelse med denne sag og sagen for Retten.
23 Deutsche Telekom har nedlagt følgende påstande:
– Appellen forkastes.
– Kommissionen tilpligtes at bære sine egne omkostninger og betale de af Deutsche Telekom afholdte omkostninger i forbindelse med sagerne for Retten og for Domstolen.
Om appellen
24 Kommissionen har til støtte for appellen fremsat to anbringender, hvoraf det første vedrører en retlig fejl, som Retten begik ved at fastslå, at artikel 266 TEUF pålægger Kommissionen en absolut og ubetinget forpligtelse til med tilbagevirkende kraft at betale »morarenter med karakter af en sanktion« fra datoen for den midlertidige betaling af bøden, og det andet vedrører en retlig fejl, som Retten begik ved at fastslå, at den morarentesats, som Kommissionen er forpligtet til at betale, analogt svarer til den sats, der er fastsat i artikel 83, stk. 2, litra b), i delegeret forordning nr. 1268/2012, dvs. ECB’s refinansieringssats, forhøjet med 3,5 procentpoint.
Formaliteten vedrørende appellen
25 Deutsche Telekom har gjort gældende, at appellen skal afvises i sin helhed, for så vidt som den i realiteten ikke er rettet mod den appellerede dom, men mod Printeos-dommen, som er blevet endelig. Deutsche Telekom har endvidere gjort gældende, at det første anbringendes forskellige led og det andet anbringende ikke kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som de blot udgør en gentagelse af de argumenter, der blev fremført for Retten, eller for så vidt som de er blevet fremført for første gang under appellen. Hvad nærmere bestemt angår det første anbringende følger formalitetsindsigelsen over for dette anbringende ligeledes af den omstændighed, at Kommissionen i strid med kravet i artikel 169, stk. 2, i Domstolens procesreglement ikke har identificeret de præmisser i den appellerede dom, hvoraf det fremgår, at forpligtelsen til at betale renter har karakter af en sanktion.
26 Kommissionen er af den opfattelse, at dens appel i det hele kan antages til realitetsbehandling.
27 Det fremgår i denne forbindelse af artikel 256 TEUF, artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol samt artikel 168, stk. 1, litra d), og artikel 169 i Domstolens procesreglement, at et appelskrift præcist skal angive, hvilke elementer der anfægtes i den dom, som påstås ophævet, og de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand. Ifølge fast retspraksis er dette krav ikke opfyldt, når appelskriftet – endog uden at indeholde en argumentation, der har til formål præcist at angive den retlige fejl, Rettens dom angiveligt er behæftet med – blot gentager de anbringender og argumenter, der allerede er blevet fremført for Retten. En sådan appel har i realiteten kun til formål at opnå, at de i stævningen for Retten fremsatte påstande pådømmes endnu en gang, hvilket ligger uden for Domstolens kompetence (jf. dom af 15.7.2021, DK mod EU-Udenrigstjenesten, C-851/19 P, EU:C:2021:607, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).
28 Imidlertid kan retsspørgsmål, som Retten har behandlet, diskuteres på ny under en appelsag, såfremt appellanten bestrider Rettens fortolkning eller anvendelse af EU-retten. Hvis en appellant således ikke kunne basere sin appel på anbringender og argumenter, som allerede havde været fremført for Retten, ville appelproceduren nemlig blive berøvet en del af sin betydning (jf. dom af 15.7.2021, DK mod EU-Udenrigstjenesten, C-851/19 P, EU:C:2021:607, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).
29 Domstolen har i øvrigt gentagne gange fastslået, at en sagsøger er berettiget til at iværksætte en appel ved at fremsætte anbringender, der er afledt af den appellerede dom, og som på det retlige plan tilsigter at bestride dommens lovlighed (dom af 26.2.2020, EU-Udenrigstjenesten mod Alba Aguilera m.fl., C-427/18 P, EU:C:2020:109, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis).
30 Endelig skal Kommissionen som enhver anden part i en appelsag bevare muligheden for at anfægte de retlige principper, som Retten har anvendt i den dom, der påstås ophævet, selv om disse principper er blevet udviklet i domme, som ikke eller ikke længere kan appelleres.
31 I det foreliggende tilfælde tilsigtes det med appellen, således som Kommissionen har anført i indledningen til denne, at opfordre Domstolen til at foretage en fornyet undersøgelse af den retspraksis, der følger af Printeos-dommen, som den appellerede dom i vidt omfang er baseret på, og som angiveligt er i strid med retspraksis forud for Printeos-dommen. Kommissionens argumentation har med tilstrækkelig præcision identificeret de elementer i den appellerede dom, der kritiseres, og grundene til, at dommen ifølge Kommissionen er behæftet med retlige fejl, og den er således ikke, i modsætning til, hvad Deutsche Telekom har gjort gældende, begrænset til en simpel gentagelse eller gengivelse af de argumenter, som denne institution fremførte for Retten.
32 Deutsche Telekoms formalitetsindsigelse må derfor forkastes.
Det første appelanbringende
Parternes argumentation
33 Med det første anbringende har Kommissionen gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at artikel 266 TEUF pålægger Kommissionen en absolut og ubetinget forpligtelse til med tilbagevirkende kraft at betale »morarenter med karakter af en sanktion«, fra datoen for den midlertidige betaling af bøden.
34 Det første appelanbringende består af seks led.
35 Med det første anbringendes første led har Kommissionen bestridt, at den begik en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af artikel 266, stk. 1, TEUF ved ikke at betale morarenter svarende til det af Deutsche Telekom krævede beløb.
36 Ifølge denne institution forudsætter begrebet morarenter som dem, der kræves af Deutsche Telekom, og som Retten tilkendte, at en debitor i det mindste ved uagtsomhed er i restance. Retten definerede i øvrigt i dom af 8. juni 1995, Siemens mod Kommissionen (T-459/93, EU:T:1995:100, præmis 101), morarenter som »renter, der påløber som følge af forsinket opfyldelse af forpligtelsen til tilbagebetaling«. I den foreliggende sag tilbagebetalte Kommissionen imidlertid efter Deutsche Telekom-dommen af 2018 straks den uretmæssigt inddrevne bøde og var derfor aldrig »forsinket« med betalingen. De morarenter, som institutionen ville være forpligtet til at betale i henhold til Printeos-dommen og den appellerede dom, udgør således en uberettiget sanktion over for Kommissionen.
37 Med dette anbringendes andet led har Kommissionen gjort gældende, at den appellerede dom tilsidesætter retspraksis forud for Printeos-dommen.
38 Ifølge Kommissionen er de renter, som tilbagebetalingen af beløb, der er uretmæssigt inddrevet, skal tillægges, ikke »morarenter med karakter af en sanktion«, som skal betales med tilbagevirkende kraft, men udligningsrenter, der har til formål at undgå en ugrundet berigelse af debitor, således som det bl.a. fremgår af dom af 5. september 2019, Den Europæiske Union mod Guardian Europe og Guardian Europe mod Den Europæiske Union (C-447/17 P og C-479/17 P, EU:C:2019:672). Kommissionen har anført, at selv om Domstolen i denne dom kvalificerede de renter, der skulle betales, som »morarenter«, præciserede den ikke desto mindre, at disse var reguleret af bestemmelserne i delegeret forordning nr. 1268/2012. Der er således reelt tale om udligningsrenter svarende til renterne af de investeringer, som Kommissionen havde foretaget på grundlag af den delegerede forordnings artikel 90. Det kan således ikke udledes af den nævnte dom, som den appellerede doms præmis 73 henviser til, at Kommissionen skulle betale de morarenter til Deutsche Telekom, som selskabet krævede, og som Retten ved den appellerede dom tilkendte dette selskab.
39 På grundlag af denne retspraksis har Kommissionen medgivet, at den i henhold til artikel 266, stk. 1, TEUF, når de bøder, som den har pålagt, efterfølgende er blevet annulleret eller nedsat af en af Unionens retsinstanser, er forpligtet til at tilbagebetale de uretmæssigt inddrevne bøder samt påløbne renter i overensstemmelse med artikel 90 i delegeret forordning nr. 1268/2012. Forbuddet mod ugrundet berigelse, som er fastslået i retspraksis i sådanne tilfælde, forhindrer nemlig Kommissionen i at beholde renterne af disse bøder. Ikke desto mindre er Kommissionen af den opfattelse, at det er den delegerede forordnings artikel 90, stk. 4, der bør finde anvendelse, hvilken pålægger Kommissionen at tilbagebetale de pågældende virksomheder »de uberettiget inddrevne beløb [...] med renter« som følge af en dom om annullation eller nedsættelse af den midlertidigt inddrevne bøde. I tilfælde, hvor det samlede investeringsafkast for de beløb, der svarer til denne bøde, har været negativt, er den derimod kun forpligtet til at tilbagebetale »den nominelle værdi af det uberettiget inddrevne beløb«.
40 Anvendelsen af de principper, der er lagt til grund i den appellerede dom, ville i den aktuelle økonomiske situation medføre en ugrundet berigelse af de berørte virksomheder som følge af anerkendelsen af en absolut og ubetinget ret til betaling af renter til en sats, der svarer til ECB’s refinansieringssats, forhøjet med 3,5 procentpoint.
41 Med det første anbringendes tredje led har Kommissionen gjort gældende, at artikel 90 i delegeret forordning nr. 1268/2012 regulerer de renter, der skal betales for at opfylde domme afsagt af Unionens retsinstanser.
42 Kommissionen rejser navnlig tvivl om, hvorvidt den appellerede doms præmis 97 – hvori Retten fastslog, at når det påløbne rentebeløb som omhandlet i artikel 90, stk. 4, i delegeret forordning nr. 1268/2012 er lavere end beløbet for morarenterne, er Kommissionen forpligtet til at betale forskellen mellem disse to beløb – er velbegrundet. Denne fortolkning fra Rettens side ville have til følge, at denne bestemmelse de facto aldrig finder anvendelse. Renterne af en sikker investering kan nemlig aldrig være højere end morarenterne, hvis sats svarer til ECB’s refinansieringssats, forhøjet med 3,5 procentpoint.
43 Med det første anbringendes fjerde led har Kommissionen gjort gældende, at betingelserne for, at Unionen ifalder ansvar uden for kontraktforhold som omhandlet i artikel 340 TEUF, ikke er opfyldt.
44 Ved at forpligte Kommissionen til med tilbagevirkende kraft at betale morarenter fra og med den midlertidige indbetaling af bøden, sidestillede Retten for det første med urette den blotte fastsættelse af en bøde, hvis størrelse efterfølgende nedsættes af en af Unionens retsinstanser, med en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en retsregel. Dernæst førte Deutsche Telekom ikke bevis for Retten for, at selskabet havde lidt en skade. I denne forbindelse kan Kommissionens afslag på at betale renter til ECB’s refinansieringssats, forhøjet med 3,5 procentpoint, ikke anses for et tab, der er forårsaget af Deutsche Telekom. Endelig er det usammenhængende at foreholde Kommissionen en kvalificeret tilsidesættelse af retten på grund af faktorer, såsom varigheden af retslige procedurer, som ligger uden for dens kontrol.
45 Med det første anbringendes femte led har Kommissionen gjort gældende, at virkningen ex tunc af domme afsagt af Unionens retsinstanser ikke medfører en forpligtelse til at betale morarenter fra datoen for den midlertidige betaling af bøden.
46 Kommissionen har i denne forbindelse gjort gældende, at selv om en annullation af en retsakt foretaget af en af Unionens retsinstanser har den virkning, at denne retsakt fjernes med tilbagevirkende kraft fra Unionens retsorden, forholder det sig ikke desto mindre således, at Kommissionen før Deutsche Telekom-dommen af 2018 ikke havde nogen forpligtelse til at tilbagebetale bøden, så meget desto mindre som dens afgørelser er omfattet af en formodning om gyldighed. Kommissionen har fremhævet, at virkningen ex tunc af en dom, som annullerer eller nedsætter en bøde, ikke kan forpligte den til at betale renter fra den midlertidige betaling af denne bøde, når den på tidspunktet for denne betaling hverken var forpligtet eller i stand til at tilbagebetale den nævnte bøde.
47 Kommissionen har tilføjet, at hovedkravet, dvs. størrelsen af den uretmæssigt inddrevne bøde, i modsætning til, hvad Retten fastslog, på dette tidspunkt under ingen omstændigheder »i det mindste [kunne] bestemmes på grundlag af objektive oplysninger, der [var] godtgjort« som omhandlet i Printeos-dommen.
48 Med det første anbringendes sjette led har Kommissionen gjort gældende, at den ved den appellerede dom pålagte betaling af morarenter skader bødernes afskrækkende virkning.
49 Kommissionen er af den opfattelse, at der skal tages hensyn til denne virkning ved fastsættelsen af en bødes størrelse. Kommissionen har i denne forbindelse anført, at da den ikke på forhånd kan fastlægge udfaldet af eventuelle søgsmål anlagt til prøvelse af dens afgørelser om pålæggelse af en bøde og varigheden af de tilsvarende retslige procedurer, er den ikke, når den fastsætter en bødes størrelse, i stand til at foretage en afvejning af den nævnte afskrækkende virkning og størrelsen af de morarenter, som den i givet fald kan blive nødt til at betale. Desuden ville den uforholdsmæssige karakter af disse renter, som ifølge Kommissionen kunne beløbe sig til mere end halvdelen af bøderne, bringe disses afskrækkende virkning i fare.
50 Deutsche Telekom har bestridt Kommissionens argumentation i sin helhed og er af den opfattelse, at det første anbringende skal forkastes.
Domstolens bemærkninger
51 Det fremgår af artikel 266, stk. 1, TEUF, at den institution, fra hvilken en annulleret retsakt hidrører, har pligt til at gennemføre de foranstaltninger, der er nødvendige til opfyldelse af den dom, hvorved retsakten er erklæret ugyldig, med virkning ex tunc. Dette medfører bl.a. betaling af beløb, der uberettiget er opkrævet på grundlag af den nævnte retsakt, samt betaling af renter (jf. i denne retning dom af 2.2.2015, Kommissionen mod IPK International, C-336/13 P, EU:C:2015:83, præmis 29, og af 5.9.2019, Den Europæiske Union mod Guardian Europe og Guardian Europe mod Den Europæiske Union, C-447/17 P og C-479/17 P, EU:C:2019:672, præmis 55).
52 Det fremgår ligeledes af fast retspraksis, at betaling af renter udgør en foranstaltning til opfyldelse af annullationsdommen som omhandlet i artikel 266, stk. 1, TEUF, for så vidt som den har til formål at yde en fast kompensation for ikke at kunne råde over en fordring og i øvrigt efter afsigelsen af denne annullationsdom at tilskynde debitor til at opfylde denne hurtigst muligt (jf. i denne retning dom af 12.2.2015, Kommissionen mod IPK International, C-336/13 P, EU:C:2015:83, præmis 30, og af 10.10.2001, Corus UK mod Kommissionen, T-171/99, EU:T:2001:249, præmis 53 og 54 og den deri nævnte retspraksis).
53 Det følger således af artikel 266, stk. 1, TEUF, at i tilfælde af, at en af Unionens retsinstanser annullerer eller nedsætter en bøde, der er pålagt ved en afgørelse truffet af Kommissionen for overtrædelse af konkurrencereglerne, med virkning ex tunc, er denne institution forpligtet til helt eller delvis at tilbagebetale det midlertidigt indbetalte bødebeløb med tillæg af renter for perioden fra datoen for den midlertidige indbetaling af denne bøde til datoen for dens tilbagebetaling.
54 Forpligtelsen til at tilbagebetale uberettiget inddrevne pengebeløb med renter gælder i øvrigt ikke kun for Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer, men også for medlemsstaternes myndigheder.
55 I denne henseende følger det af fast retspraksis, at enhver borger, som en national myndighed har pålagt at betale en skat, told eller anden afgift i strid med EU-retten, i henhold til EU-retten har ret til fra denne myndighed ikke alene at opnå tilbagebetaling af det uretmæssigt inddrevne pengebeløb, men også betaling af renter som kompensation for den manglende rådighed over dette beløb (jf. i denne retning dom af 9.11.1983, San Giorgio, 199/82, EU:C:1983:318, præmis 12, af 8.3.2001, Metallgesellschaft m.fl., C-397/98 og C-410/98, EU:C:2001:134, præmis 84, af 19.7.2012, Littlewoods Retail m.fl., C-591/10, EU:C:2012:478, præmis 24-26, af 9.9.2021, Hauptzollamt B (Fakultativ afgiftslempelse), C-100/20, EU:C:2021:716, præmis 26 og 27, og af 28.4.2022, Gräfendorfer Geflügel- und Tiefkühlfeinkost Produktions m.fl., C-415/20, C-419/20 og C-427/20, EU:C:2022:306, præmis 51 og 52).
56 Når pengebeløb er opkrævet i strid med EU-retten, hvad enten det er en national myndighed eller en EU-institution, et EU-organ, ‑kontor eller ‑agentur, skal disse beløb følgelig tilbagebetales, og tilbagebetalingen skal forhøjes med renter, der dækker hele perioden fra datoen for indbetalingen af disse beløb til datoen for deres tilbagebetaling, hvilket er udtryk for et generelt princip om tilbagesøgning af uretmæssigt udbetalte beløb (jf. i denne retning dom af 28.4.2022, Gräfendorfer Geflügel- und Tiefkühlfeinkost Produktions GmbH m.fl., C-415/20, C-419/20 og C-427/20, EU:C:2022:306, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis).
57 Retten begik således ikke en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 111 efter et ræsonnement, der bl.a. støttede sig på Printeos-dommen, at fastslå, at Kommissionen havde tilsidesat artikel 266, stk. 1, TEUF ved at afslå at betale renter til Deutsche Telekom af den uretmæssigt inddrevne bøde for den pågældende periode. Retten bekræftede blot i lighed med Printeos-dommen de principper, der er nævnt i nærværende doms præmis 51-56, og som følger af en fast retspraksis, der ikke er anledning til at vende tilbage til.
58 Det skal i denne sammenhæng fremhæves, at i modsætning til, hvad Kommissionen har gjort gældende, svarer den kompensation, som Retten ved den appellerede dom pålagde Kommissionen at betale Deutsche Telekom, ikke til »morarenter med karakter af en sanktion«. Før datoen for afsigelsen af Deutsche Telekom-dommen af 2018 var Kommissionen nemlig på ingen måde forpligtet til at tilbagebetale bøden til Deutsche Telekom, hverken helt eller delvist, i første række, henset til eksigibiliteten af Kommissionens afgørelser, der indebærer en forpligtelse for andre end medlemsstaterne til at betale en pengeforpligtelse, dernæst den manglende opsættende virkning i henhold til artikel 278 TEUF af indbringelse af klager for en af Unionens retsinstanser og endelig den gyldighedsformodning, der gælder for Kommissionens afgørelser, så længe de ikke er blevet annulleret eller trukket tilbage (jf. i denne retning dom af 17.6.2010, Lafarge mod Kommissionen, C-413/08 P, EU:C:2010:346, præmis 81 og den deri nævnte retspraksis). Det er derfor først fra denne dato, at Kommissionen havde en tilbagebetalingsforpligtelse og i mangel af øjeblikkelig tilbagebetaling af den uretmæssigt inddrevne bøde kunne anses for at være forsinket med opfyldelsen af denne forpligtelse. I det foreliggende tilfælde er det imidlertid ubestridt mellem parterne, at Kommissionen efter afsigelsen af Deutsche Telekom-dommen af 2018 tilbagebetalte Deutsche Telekom den uretmæssigt inddrevne bøde.
59 Det er korrekt, at Retten i den appellerede dom i lighed med den retspraksis, som den støttede sig på, flere gange kvalificerede de renter, som Kommissionen skulle betale i den foreliggende sag, som »morarenter« eller »renter for forsinket betaling«, hvilke begreber henviser til en skyldners forsinkede betaling og til en hensigt om at pålægge denne en sanktion.
60 En sådan kvalificering, uanset om den kan anfægtes, i betragtning af formålet med de omhandlede renter, kan imidlertid ikke, henset til den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 51-56, rejse tvivl om gyldigheden af det ræsonnement, på grundlag af hvilket Retten fastslog, at Kommissionen var forpligtet til at tillægge tilbagebetalingen af det uretmæssigt inddrevne beløb renter med henblik på at yde den pågældende virksomhed en fast kompensation for fratagelsen af rådigheden over dette beløb.
61 Hvad angår den af Kommissionen fremførte omstændighed, at de renter, som Retten i den appellerede dom pålagde Kommissionen at betale, vedrører perioden fra datoen for den midlertidige indbetaling af bøden til datoen for tilbagebetalingen af det uretmæssigt inddrevne beløb som følge af dommen om nedsættelse af denne bøde, og at de således vedrører en periode, der i vid udstrækning ligger forud for denne dom, er denne en følge af den virkning ex tunc, der knytter sig til en sådan dom, og af Kommissionens forpligtelse, som følger af artikel 266, stk. 1, TEUF, til at efterkomme denne dom ved at bringe den pågældende virksomhed tilbage i den situation, som den ville have befundet sig i, hvis den ikke i hele denne periode havde været frataget rådigheden over det beløb, der svarer til det uretmæssigt inddrevne beløb. Det er i denne forbindelse ubestridt, at når bøden er blevet indbetalt midlertidigt af den pågældende virksomhed, kan Kommissionen, henset til retten til at anlægge sag til prøvelse af enhver kommissionsafgørelse om pålæggelse af en bøde, i givet fald være forpligtet til at træffe foranstaltninger til opfyldelse af en dom, hvorved en sådan afgørelse annulleres helt eller delvis, således som der er redegjort for i denne doms præmis 51-53.
62 På samme måde kan Kommissionens argumentation om, at der i det foreliggende tilfælde ikke foreligger en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en retsregel eller et tilstrækkeligt bevis for en af Deutsche Telekom lidt skade, ikke tiltrædes. Når Kommissionen i henhold til artikel 266, stk. 1, TEUF er forpligtet til at lægge renter til tilbagebetalingen af et bestemt pengebeløb, råder den nemlig ikke over nogen skønsmargen med hensyn til muligheden for at betale disse renter, således at den blotte tilsidesættelse af EU-retten, der består i en nægtelse af at betale dem, er tilstrækkelig til at godtgøre, at der foreligger en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af denne ret, der kan medføre, at Unionen ifalder ansvar uden for kontraktforhold (jf. i denne retning Printeos-dommen, præmis 103 og 104). I det foreliggende tilfælde var Kommissionen imidlertid i overensstemmelse med denne bestemmelse efter dommen i sagen Deutsche Telekom af 2018 forpligtet til at lægge renter til tilbagebetaling af den uretmæssigt inddrevne bøde, således som Retten med rette fastslog i den appellerede doms præmis 112. Eftersom disse renter er »faste«, således som det fremgår af den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 52, kan Kommissionen ikke unddrage sig denne forpligtelse med den begrundelse, at Deutsche Telekom ikke har ført tilstrækkeligt bevis for, at der foreligger en skade.
63 Under disse omstændigheder må det første anbringendes første, andet, fjerde og femte led forkastes.
64 Retten begik heller ikke en retlig fejl ved at forkaste Kommissionens argumenter vedrørende bestemmelserne i artikel 90 i delegeret forordning nr. 1268/2012. Som Retten med rette anførte i den appellerede doms præmis 98, er Kommissionen, når de i denne delegerede forordnings artikel 90, stk. 4, omhandlede påløbne »renter« er lavere end de renter, der skal betales i medfør af forpligtelsen til en fast kompensation, eller der endog ikke er påløbet nogen renter, idet afkastet af den investerede kapital har været negativt, skal Kommissionen ikke desto mindre for at opfylde sin forpligtelse efter artikel 266, stk. 1, TEUF betale den berørte part differencen mellem de påløbne »renter« som omhandlet i artikel 90, stk. 4, i nævnte delegerede forordning og de skyldige renter for perioden fra datoen for indbetalingen af det pågældende beløb til datoen for beløbets tilbagebetaling (jf. i denne retning Printeos-dommen, præmis 75 og 76).
65 Som Kommissionen selv har anført, og som generaladvokaten ligeledes har fremhævet i punkt 77 i forslaget til afgørelse, har den forpligtelse, der for denne institution følger af artikel 90, stk. 4, i delegeret forordning nr. 1268/2012, til at betale den pågældende virksomhed de »påløbne renter« først og fremmest til formål at undgå en uberettiget berigelse af Unionen. Denne eventuelle forpligtelse berører imidlertid ikke den forpligtelse, der under alle omstændigheder påhviler den nævnte institution i henhold til artikel 266, stk. 1, TEUF, til at yde denne virksomhed en fast kompensation for den rådighedsberøvelse, der følger af overførslen til Kommissionen af et beløb svarende til den med urette betalte bøde, herunder når investeringen af den bøde, som den nævnte virksomhed midlertidigt har indbetalt, ikke har genereret et afkast, der er højere end ECB’s refinansieringssats, forhøjet med 3,5 procentpoint.
66 Selv om det i øvrigt er korrekt, at Kommissionen i overensstemmelse med artikel 90, stk. 2, i delegeret forordning nr. 1268/2012 sikrer de foreløbigt inkasserede beløb ved at investere dem i finansielle aktiver og dermed garantere pengenes sikkerhed og likviditet, samtidigt med at den sigter mod at opnå et positivt afkast, fremgår det ligeledes af denne bestemmelse, at den virksomhed, der midlertidigt indbetaler den bøde, som den er blevet pålagt, ikke har nogen indflydelse på de betingelser, hvorunder dette bødebeløb investeres. Kommissionen har imidlertid ikke forklaret, hvorfor de risici, som sådanne investeringer er udsat for, under sådanne omstændigheder skal bæres af den virksomhed, der midlertidigt har indbetalt den bøde, der er pålagt på grundlag af en retsakt, der er helt eller delvist ulovlig.
67 Under disse omstændigheder skal det første anbringendes tredje led forkastes.
68 Hvad angår Kommissionens argumentation om, at den omstændighed, at den pålægges at betale renter fra datoen for den midlertidige opkrævning af bøden, skader bødernes afskrækkende virkning, tilslutter Domstolen sig Rettens betragtninger i den appellerede doms præmis 93 og 94, hvorefter bødernes afskrækkende virkning skal forenes med kravene til en effektiv domstolsbeskyttelse. Disse indebærer imidlertid, at i tilfælde af annullation eller nedsættelse ved dom afsagt af en af Unionens retsinstanser af en bøde, som den omhandlede virksomhed har betalt midlertidigt, skal denne, henset til såvel artikel 266, stk. 1, TEUF som en sådan doms ex tunc-virkning, modtage en fast kompensation for fratagelsen af rådigheden over det beløb, der svarer til det beløb, som Kommissionen uberettiget har opkrævet, for perioden mellem datoen for denne midlertidige indbetaling og datoen for denne institutions tilbagebetaling af beløbet. Under alle omstændigheder kan bødernes afskrækkende virkning ikke påberåbes i forbindelse med bøder, som er blevet annulleret eller nedsat af en af Unionens retsinstanser, idet Kommissionen ikke kan påberåbe sig en retsakt, der er erklæret ulovlig, med henblik på afskrækkelse.
69 Under disse omstændigheder må det første anbringendes sjette led ligeledes forkastes.
70 Henset til det ovenstående skal Kommissionens første anbringende forkastes som ugrundet.
Det andet appelanbringende
Parternes argumentation
71 Med det andet anbringende har Kommissionen gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, da den i den appellerede doms præmis 114-138 fastslog, at den rentesats, der finder anvendelse på de renter, som Kommissionen er forpligtet til at betale, i analogi med artikel 83, stk. 2, litra b), i delegeret forordning nr. 1268/2012 er lig med ECB’s refinansieringssats, forhøjet med 3,5 procentpoint.
72 Kommissionen har anført, at Domstolen i dom af 5. september 2019, Den Europæiske Union mod Guardian Europe og Guardian Europe mod Den Europæiske Union (C-447/17 P og C-479/17 P, EU:C:2019:672, præmis 56), fastslog, at der med henblik på fastsættelsen af de renter, der skal betales som følge af annullationen af en bøde, skal anvendes den sats, der er fastsat ved bestemmelserne i delegeret forordning nr. 1268/2012, uden dog at identificere den præcise bestemmelse i denne delegerede forordning, der skulle henvises til.
73 Printeos-dommen, som den appellerede doms præmis 121 henviser til, fortolkede imidlertid dom af 5. september 2019, Den Europæiske Union mod Guardian Europe og Guardian Europe mod Den Europæiske Union (C-447/17 P og C-479/17 P, EU:C:2019:672), således, at sidstnævnte dom henviste til den nævnte delegerede forordnings artikel 83. Retten udledte heraf i den appellerede doms præmis 133 og 134, at samme delegerede forordnings artikel 83, stk. 2, litra b), som pålægger betaling af renter til ECB’s refinansieringssats, forhøjet med 3,5 procentpoint, skulle anvendes analogt.
74 Ifølge Kommissionen er en sådan analog anvendelse for det første ikke begrundet, for så vidt som artikel 83 i delegeret forordning nr. 1268/2012 regulerer de morarenter, som Kommissionens debitorer skal betale i tilfælde af forsinket betaling, ved at fastsætte en særlig procedure med henblik herpå.
75 For det andet kan det ikke udledes af Printeos-dommen, at Domstolen, der tog stilling til beregningen af renters rente, havde til hensigt at anvende den sats, der er omhandlet i artikel 83, stk. 2, litra b), i delegeret forordning nr. 1268/2012, analogt ved beregningen af morarenter. I øvrigt tilkendte hverken Retten i dom af 12. februar 2019, Printeos mod Kommissionen (T-201/17, EU:T:2019:81), eller Domstolen, der traf afgørelse i appelsagen i forbindelse med Printeos-dommen, morarenter til den sats, der er fastsat i denne bestemmelse.
76 Såfremt Domstolen alligevel finder, at der bør anvendes en rentesats som fastsat i artikel 83 i delegeret forordning nr. 1268/2012, er Kommissionen af den opfattelse, at det, medmindre der fastsættes en anden passende rentesats, er hensigtsmæssigt, analogt med artikel 83, stk. 4, i nævnte delegerede forordning, at anvende ECB’s refinansieringssats, forhøjet med 1,5 procentpoint, hvilken Kommissionen anvender, hvor adressaten for en afgørelse om pålæggelse af en bøde stiller en bankgaranti i stedet for at indbetale bøden midlertidigt. Denne situation er tilstrækkeligt sammenlignelig med situationen i den foreliggende sag, idet renterne i begge tilfælde kompenserer for, at Kommissionen i det første tilfælde og den berørte virksomhed i det andet tilfælde ikke frit kan råde over bødebeløbet, så længe retssagen pågår.
77 Deutsche Telekom har bestridt Kommissionens argumentation og er af den opfattelse, at det andet anbringende ligeledes skal forkastes.
Domstolens bemærkninger
78 Det fremgår af Domstolens praksis, at med henblik på fastlæggelsen af størrelsen af det rentebeløb, som skal betales til en virksomhed, der har betalt en bøde, som Kommissionen havde pålagt, skal denne institution, efter annullationen eller nedsættelsen af denne bøde, anvende den sats, der er fastsat hertil i den delegerede forordning nr. 1268/2012 (jf. i denne retning dom af 5.9.2019, Den Europæiske Union mod Guardian Europe og Guardian Europe mod Den Europæiske Union (C-447/17 P og C-479/17 P, EU:C:2019:672, præmis 56). Domstolen præciserede endvidere, at der ikke er tale om en henvisning til denne delegerede forordnings artikel 90, hvori der ikke angives nogen specifik rentesats, men til den nævnte delegerede forordnings artikel 83, hvori er fastsat rentesatsen for de fordringer, der ikke tilbagebetales inden for tidsfristen (jf. i denne retning Printeos-dommen, præmis 81).
79 Artikel 83 i delegeret forordning nr. 1268/2012, som indeholdt gennemførelsesbestemmelserne til den dagældende finansforordning af 2012, fastsatte med henblik herpå flere rentesatser, som alle svarede til ECB’s refinansieringssats, forhøjet med forskellige procentpoint. I overensstemmelse med denne delegerede forordnings artikel 83, stk. 2, litra a) og b), var forhøjelsen på henholdsvis 8 procentpoint, når baggrunden for fordringen er en offentlig vareindkøbs- og tjenesteydelseskontrakt, og 3,5 procentpoint i alle andre tilfælde. Hvor debitor derudover i stedet for betaling stillede en finansiel garanti, der er godkendt af regnskabsføreren, fastsatte den nævnte delegerede forordnings artikel 83, stk. 4, en forhøjelse på 1,5 procentpoint.
80 I det foreliggende tilfælde anvendte Retten ingen af de to rentesatser vedrørende de specifikke tilfælde, der er omhandlet i henholdsvis artikel 83, stk. 2, litra a), og stk. 4, i delegeret forordning nr. 1268/2012. Den fastholdt den supplerende sats for »alle andre tilfælde« i denne delegerede forordnings artikel 83, stk. 2, litra b).
81 Det var på denne måde, at Retten i den appellerede doms præmis 136 med henblik på fastsættelsen af den faste kompensation til Deutsche Telekom for fratagelsen af rådigheden over selskabets midler – på grundlag af den analyse, som den foretog i den nævnte doms præmis 125-135 – fastsatte satsen ud fra en analog anvendelse af den sats, der var fastsat i artikel 83, stk. 2, litra b), i delegeret forordning nr. 1268/2012, dvs. ECB’s refinansieringssats, forhøjet med 3,5 procentpoint.
82 Retten tilkendte således i den appellerede doms præmis 137 Deutsche Telekom i erstatning for den skade, som den tilstrækkeligt kvalificerede tilsidesættelse af artikel 266, stk. 1, TEUF havde forvoldt selskabet, en kompensation på 1 750 522,83 EUR, svarende til rentetabet på 3,55% i den pågældende periode af den uretmæssigt inddrevne bøde.
83 Som Kommissionen har gjort gældende, fastsætter artikel 83, stk. 2, litra b), i delegeret forordning nr. 1268/2012 ganske vist ikke en rentesats svarende til en fast kompensation af den art, der er omhandlet i den foreliggende sag. Denne bestemmelse tager nemlig sigte på en situation, der ikke foreligger i den foreliggende sag, hvor der er tale om forsinket betaling, nemlig den situation, hvor en fordring ikke indfries inden for den fastsatte frist. Det er netop den omstændighed, at hverken denne artikel 83 eller nogen anden bestemmelse i denne delegerede forordning fastsatte denne sats, som foranledigede Retten til inden for rammerne af udøvelsen af sin skønsbeføjelse at foretage en »analog« anvendelse af nævnte delegerede forordnings artikel 83, stk. 2, litra b).
84 Det følger imidlertid ikke heraf, at Retten ved at anvende den sats, der er fastsat i denne bestemmelse, som i øvrigt ikke forekommer urimelig eller uforholdsmæssig i forhold til de omhandlede renters formål, begik en retlig fejl ved udøvelsen af den kompetence, som den er tillagt i forbindelse med sager om Unionens ansvar uden for kontraktforhold.
85 Det skal i denne forbindelse fremhæves, at Kommissionen, selv om den bøde, som den pålagde Deutsche Telekom, og som denne virksomhed midlertidigt indbetalte til den, var blevet nedsat af Retten, ikke kunne stilles gunstigere end den, som Deutsche Telekom ville have befundet sig i, hvis Kommissionen var blevet frifundet i det af virksomheden anlagte søgsmål, efter at virksomheden – frem for at foretage en sådan midlertidig indbetaling – havde valgt at stille en bankgaranti i afventning af udfaldet af den retslige procedure, der var indledt ved anlæggelsen af søgsmålet. I sidstnævnte situation ville Deutsche Telekom være blevet pålagt at betale renter på 1,55% i overensstemmelse med artikel 83, stk. 4, i delegeret forordning nr. 1268/2012, hvortil ville være kommet omkostningerne til etablering af denne bankgaranti.
86 Af disse grunde kan Kommissionens subsidiære argumentation om, at det rentebeløb, som skal betales til Deutsche Telekom, begrænses til en sats på 1,55%, ikke tiltrædes.
87 Hertil kommer, som Retten korrekt i den appellerede doms præmis 127 og 131 anførte, at situationen for en virksomhed, der, selv om den har anlagt sag til prøvelse af Kommissionens afgørelse om at pålægge den en bøde, midlertidigt indbetaler denne bøde, adskiller sig fra situationen for en virksomhed, der stiller en bankgaranti, indtil alle retsmidler udtømmes. I det tilfælde, hvor en virksomhed har stillet en bankgaranti og følgelig har fået henstand med betalingen, har den til forskel fra den, der midlertidigt indbetaler bøden, ikke overført et beløb svarende til den pålagte bøde til Kommissionen, således at Kommissionen ikke kan være forpligtet til at tilbagebetale virksomheden et beløb, som den uberettiget har opkrævet. Det eneste økonomiske tab, den pågældende virksomhed måtte lide, følger af dens egen beslutning om at stille en bankgaranti.
88 Endelig, og som Kommissionen har fremhævet, gælder, at selv om det er korrekt, at Domstolen i Printeos-dommen ikke tilkendte ECB’s refinansieringssats, forhøjet med 3,5 procentpoint af det bødebeløb, der skulle tilbagebetales, skyldtes dette, at sagsøgeren i første instans i den sag, der gav anledning til denne dom, i forbindelse med et sådant beløb kun krævede, at ECB’s refinansieringssats, forhøjet med 2 procentpoint, blev anvendt.
89 Det skal endvidere fremhæves, at hvis Kommissionen måtte finde, at de nuværende lovbestemmelser ikke tager tilstrækkeligt hensyn til en situation som den, der ligger til grund for den foreliggende sag, tilkommer det Kommissionen eller i givet fald EU-lovgiver at foretage de nødvendige tilpasninger af hensyn til retssikkerheden og forudsigeligheden af Kommissionens handlinger.
90 Derfor, og henset til den omstændighed, at Kommissionens forpligtelse til at lægge renter til tilbagebetalingen af en bøde, som en af Unionens retsinstanser helt eller delvist har annulleret, følger af artikel 266, stk. 1, TEUF, skal enhver ny metode eller procedure til beregning af disse renter overholde de formål, der forfølges med sådanne renter. Den sats, der finder anvendelse på disse renter, kan derfor ikke begrænses til blot at kompensere for pengeforringelsen i den periode, for hvilken renterne skal betales, uden at dække den faste kompensation, som den virksomhed, der har indbetalt denne bøde, har ret til som følge af, at den i en vis periode har været frataget muligheden for at råde over de midler, der svarer til det af Kommissionen uberettiget inddrevne beløb.
91 Henset til det ovenstående skal det fastslås, at Retten ikke begik en retlig fejl, da den fastsatte den faste kompensation til Deutsche Telekom ved at foretage en analog anvendelse af den rentesats, der er fastsat i artikel 83, stk. 2, litra b), i delegeret forordning nr. 1268/2012, henset til formålet med de omhandlede renter og forpligtelsen til at erstatte det af selskabet lidte tab. Det andet anbringende må derfor ligeledes forkastes.
92 Da ingen af de af Kommissionen påberåbte anbringender til støtte for appellen er blevet taget til følge, skal appellen forkastes i sin helhed.
Sagsomkostninger
93 I henhold til procesreglementets artikel 184, stk. 2, træffer Domstolen afgørelse om sagsomkostningerne, såfremt appellen ikke tages til følge.
94 I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, som i medfør af dette reglements artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.
95 Kommissionen har tabt sagen, og Deutsche Telekom har nedlagt påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne, hvilken påstand vil være at tage til følge.
På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Store Afdeling):
1) Appellen forkastes.
2) Europa-Kommissionen betaler sagsomkostningerne.
Underskrifter