Sag T-453/11

Gilbert Szajner

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

»EF-varemærker – ugyldighedssag – EF-ordmærket LAGUIOLE – det ældre franske selskabsnavn Forge de Laguiole – artikel 53, stk. 1, litra c), og artikel 8, stk. 4, i forordning (EF) nr. 207/2009«

Sammendrag – Rettens dom (Første Afdeling) af 21. oktober 2014

1.      EF-varemærker – klagesag – søgsmål ved Unionens retsinstanser – Rettens kompetence – fornyet undersøgelse af de faktiske omstændigheder i lyset af beviser, der for første gang forelægges for Retten – udelukket

(Rådets forordning nr. 207/2009, art. 65)

2.      EF-varemærker – klagesag – søgsmål ved Unionens retsinstanser – lovligheden af et appelkammers afgørelse – hensyntagen til elementer fra den nationale lovgivning eller retspraksis, der ikke er blevet påberåbt for Harmoniseringskontoret, med henblik på fortolkningen af national ret – lovlig

(Rådets forordning nr. 207/2009, art. 65)

3.      EF-varemærker – afkald, fortabelse og ugyldighed – relative ugyldighedsgrunde – ældre rettighed som omhandlet i artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 207/2009 – betingelser – fortolkning i lyset af EU-retten – bedømmelse i forhold til kriterier fastsat i national ret, der regulerer det påberåbte tegn

[Rådets forordning nr. 207/2009, art. 1, stk. 2, art. 8, stk. 4, og art. 53, stk. 1,litra c)]

4.      EF-varemærker – klagesag – søgsmål ved Unionens retsinstanser – lovligheden af et appelkammers afgørelse – hensyntagen til en dom, der er af en senere dato end den anfægtede afgørelse, og som foretager en kovending i national retspraksis med henblik på fortolkningen af national ret – lovlig

(Rådets forordning nr. 207/2009, art. 65)

5.      EF-varemærker – indgivelse af en EF-varemærkeansøgning – identificering af de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af varemærket – brug af de generelle angivelser i klasseoverskrifterne i Niceklassifikationen – rækkevidde

(Kommissionens forordning nr. 2868/95, regel 2, stk. 4)

6.      EF-varemærker – afkald, fortabelse og ugyldighed – relative ugyldighedsgrunde – ældre rettighed som omhandlet i artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 207/2009 – den ældre rettigheds høje grad af særpræg – bedømmelseskriterier

(Rådets forordning nr. 207/2009, art. 8, stk. 4 og 5)

7.      EF-varemærker – afkald, fortabelse og ugyldighed – relative ugyldighedsgrunde – ældre rettighed som omhandlet i artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 207/2009 – ordmærket LAGUIOLE – selskabsnavnet Forge de Laguiole

(Rådets forordning nr. 207/2009, art. 8, stk. 4)

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 21)

2.      Hverken parterne eller Retten er forhindrede i ved fortolkningen af den nationale ret, som EU-retten henviser til, at lade sig inspirere af elementer fra den nationale lovgivning eller retspraksis, da der ikke er tale om at kritisere appelkammeret for ikke at have taget hensyn til de faktiske omstændigheder i en dom fra en bestemt fransk ret, men om at påberåbe sig lovbestemmelser eller domme til støtte for et anbringende om appelkammerets fejlagtige anvendelse af en bestemmelse i national ret.

Selv om en part, der begærer anvendelsen af en national regel, er forpligtet til over for Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) at fremlægge bevis for indholdet af denne lovgivning, betyder dette ikke, at anvendelsen af den nationale regel, som Harmoniseringskontoret har foretaget, ikke kan kontrolleres af Retten i lyset af en national dom, der er af senere dato end vedtagelsen af Harmoniseringskontorets afgørelse, og som er blevet påberåbt for første gang for Retten af en part i sagen.

(jf. præmis 23 og 24)

3.      I henhold til artikel 53, stk. 1, litra c), i forordning nr. 207/2009, sammenholdt med samme forordnings artikel 8, stk. 4, kan et tegn, der ikke er et varemærke, føre til, at et EF-varemærke erklæres ugyldigt, hvis tegnet opfylder fire kumulative betingelser: Tegnet skal være anvendt erhvervsmæssigt, det skal have en betydning, der ikke kun er lokal, rettigheden til tegnet skal være erhvervet i overensstemmelse med reglerne i den medlemsstat, hvor tegnet blev anvendt før tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om registrering som EF-varemærke, og endelig skal tegnet give sin indehaver mulighed for at forbyde anvendelsen af et yngre varemærke. Disse fire betingelser begrænser antallet af tegn, der ikke er varemærker, som kan påberåbes med henblik på at anfægte gyldigheden af et EF-varemærke på hele Fællesskabets område, i overensstemmelse med artikel 1, stk. 2, i forordning nr. 207/2009.

De to første betingelser, dvs. betingelserne om det påberåbte tegns brug og betydning, som ikke kun må være lokal, følger af selve ordlyden i artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 207/2009 og skal derfor fortolkes i lyset af EU-retten. Forordning nr. 207/2009 fastlægger således ensartede standarder for tegns brug og betydning, der stemmer overens med de principper, der inspirerer den ordning, der er tilvejebragt ved denne forordning.

Til gengæld følger det af sætningsleddet »hvis og i det omfang der i henhold til medlemsstatens lovgivning vedrørende det pågældende tegn«, at de to øvrige betingelser, der fremgår af artikel 8, stk. 4, litra a) og b), i forordning nr. 207/2009, er betingelser fastlagt ved forordningen, som til forskel fra de forrige betingelser skal vurderes i henhold til kriterier fastlagt i den lovgivning, der regulerer det påberåbte tegn. Denne henvisning til den lovgivning, der regulerer det påberåbte tegn, er fuldt ud berettiget, idet forordning nr. 207/2009 anerkender, at tegn, der ikke er omfattet af EF-varemærkeordningen, kan påberåbes over for et EF-varemærke. Det er derfor kun den lovgivning, der gælder for det påberåbte tegn, der giver mulighed for at fastslå, om tegnet er ældre end EF-varemærket, og om det kan berettige et forbud mod brugen af et nyere varemærke.

(jf. præmis 27-29)

4.      Retten kan i forbindelse med sin undersøgelse af den fortolkning, der er blevet foretaget af Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) af den nationale lovgivning, som EU-retten henviser til, tage hensyn til en dom fra en national ret, der foretager en kovending i retspraksis, selv om den er af senere dato end den anfægtede afgørelse. Sådanne kovendinger finder nemlig i princippet anvendelse med tilbagevirkende kraft på bestående forhold.

Dette princip er begrundet i den betragtning, at fortolkningen i retspraksis af en regel på et givent tidspunkt ikke kan være forskellig alt efter tidspunktet for de faktiske omstændigheder, og ingen kan påberåbe sig en erhvervet ret til en stivnet retspraksis. Til trods for, at dette princip kan blive afsvækket derved, at retterne i særlige situationer kan afvige derfra for at tilpasse den tidsmæssige virkning af en kovendings tilbagevirkende kraft, er det stadig den tilbagevirkende kraft ved kovendinger, der er princippet.

Selv om en dom fra en national ret, der foretager en kovending i retspraksis, som sådan er en ny faktisk omstændighed, begrænser den sig således til at fastslå den nationale ret, således som denne skulle have været anvendt af Harmoniseringskontoret i den anfægtede afgørelse, og således som den skal anvendes af Retten.

(jf. præmis 45-50)

5.      Niceklassifikationen har kun et administrativt formål, og den tilsigter kun at lette udformningen og behandlingen af varemærkeansøgninger, idet den foreslår bestemte klasser og kategorier af varer og tjenesteydelser. Klassernes overskrifter udgør derimod ikke et system, hvor det er udelukket, at en vare eller en tjenesteydelse, der er indeholdt i en klasse eller en kategori, også kan indgå i en anden klasse eller kategori, således som det bl.a. fremgår af regel 2, stk. 4, i forordning nr. 2868/95 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 40/94 om EF-varemærker.

(jf. præmis 88)

6.      Tilstedeværelsen af et særpræg, der er stærkere end normalt, på grund af det kendskab, kundekredsen har til et selskabsnavn på markedet, forudsætter nødvendigvis, at dette selskabsnavn er kendt af i det mindste en betydelig del af den berørte kundekreds, uden at selskabsnavnet nødvendigvis har et renommé i henhold til artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009 om EF-varemærker. Det kan ikke generelt angives – f.eks. ved hjælp af bestemte procentdele, der viser, i hvor høj grad kundekredsen har kendskab til selskabsnavnet i de berørte omsætningskredse – fra hvornår et selskabsnavn har en høj grad af særpræg. Det må ikke desto mindre anerkendes, at der er en vis indbyrdes afhængighed mellem det kendskab, kundekredsen har til et selskabsnavn, og selskabsnavnets særpræg i den forstand, at jo større kendskab, den tilsigtede kundekreds har til selskabsnavnet, desto mere styrkes dette selskabsnavns særpræg. For at vurdere, om et selskabsnavn har en høj grad af særpræg på grund af det kendskab, kundekredsen har hertil, skal der tages hensyn til alle sagens relevante omstændigheder, således navnlig selskabsnavnets markedsandel, intensiteten, den geografiske udstrækning og varigheden af brugen af dette selskabsnavn, størrelsen af de investeringer, som virksomheden har foretaget for at fremme selskabsnavnet, den andel af de relevante kundekredse, der identificerer varen eller tjenesteydelsen som hidrørende fra en bestemt virksomhed på grund af selskabsnavnet, samt erklæringer fra industri- og handelskamre eller andre faglige sammenslutninger.

(jf. præmis 132)

7.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 161-166)