KENDELSE AFSAGT AF PRÆSIDENTEN FOR RETTEN FOR EU-PERSONALESAGER
13. februar 2014
Sag F-5/14 R
CX
mod
Europa-Kommissionen
»Personalesag – særlige rettergangsformer – disciplinærsag – fjernelse fra tjenesten – begæring om udsættelse af gennemførelse«
Angående: Søgsmål anlagt i medfør af artikel 278 TEUF og artikel 157 AE samt artikel 279 TEUF, der finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder CX har nedlagt påstand om udsættelse af gennemførelsen af afgørelsen af 16. oktober 2013, hvorved Europa-Kommissionen som en disciplinær sanktion fjernede ham fra tjenesten med virkning fra den 1. november 2013. Samme dag anlagde sagsøgeren sag ved Personaleretten med påstand om, principalt, annullation af denne afgørelse. Søgsmålet blev registreret ved Personalerettens Justitskontor som sag F-5/14.
Udfald: CX’ begæring om foreløbige forholdsregler tages ikke til følge. Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.
Sammendrag
1. Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelsen – betingelser – »Fumus boni juris« – umiddelbar undersøgelse af anbringender fremført til støtte for søgsmålet i hovedsagen
(Art. 278 TEUF; Personalerettens procesreglement, art. 102, stk. 2)
2. Særlige rettergangsformer – betingelser for antagelse til realitetsbehandling – stævning – formkrav – kort fremstilling af søgsmålsgrundene – ingen fremstilling af retlige søgsmålsgrunde i stævningen – henvisning til samtlige bilag – afvisning
(Statutten for Domstolen, art. 21, stk. 1, og bilag I, art. 7, stk. 3; Personalerettens procesreglement, art. 34 og 35)
3. Tjenestemænd – disciplinærordning – disciplinærsag – frister – administrationens pligt til at handle inden en rimelig frist – vurdering – tilsidesættelse – særlige omstændigheder – bevisbyrde
(Tjenestemandsvedtægten, bilag IX, art. 22)
4. Tjenestemænd – disciplinærordning – disciplinærsag – frister – administrationens pligt til at handle inden en rimelig frist – tilsidesættelse – følger
(Tjenestemandsvedtægten, bilag IX, art. 22)
5. Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelsen – betingelser – alvorlig og uoprettelig skade – afvejning af samtlige interesser i sagen – beskyttelse af Unionens finansielle interesser går forud for sagsøgerens interesser
(Art. 278 TEUF og 279 TEUF; Personalerettens procesreglement, art. 102, stk. 2; Kommissionens afgørelse 1999/352)
1. For at fastslå, om betingelsen vedrørende fumus boni juris er opfyldt, skal der foretages en umiddelbar undersøgelse af rigtigheden af de anbringender, sagsøgeren har gjort gældende til støtte for søgsmålet i hovedsagen, og dermed en vurdering af, om mindst et af anbringenderne er tilstrækkeligt væsentligt til, at det ikke kan forkastes inden for rammerne af den foreliggende sag om foreløbige forholdsregler.
(jf. præmis 30)
Henvisning til:
Retten i Første Instans: 15. november 2007, sag T-215/07 R, Donnici mod Parlamentet, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis
2. Hvis stævningen, der såvel i forbindelse med en sag om foreløbige forholdsregler som i forbindelse med en hovedsag, opfylder de formkrav, der er fastsat i artikel 34 og 35 i Personalerettens procesreglement, kan underbygges og fuldstændiggøres på særlige områder ved hjælp af henvisninger til dertil bilagte akter, har bilagene en rent bevismæssig og instrumental funktion. Bilagene kan således ikke tjene til grundlag for et anbringende, der er kortfattet fremsat i stævningen, med fremsættelse af kritikpunkter og argumenter, som ikke fremgår af stævningen. Sagsøgeren skal i sin stævning angive de præcise kritikpunkter, som Retten skal tage stilling til, samt på mere eller mindre kortfattet vis de retlige og faktiske omstændigheder, som disse støttes på.
Følgelig kan den ret, der tager stilling til sagen om foreløbige forholdsregler, ikke tage hensyn til fremstillingen af faktiske og retlige anbringender, således som denne fremgår af stævningen i hovedsagen, som er bilagt begæringen om foreløbige forholdsregler, og hvortil denne henviser.
(jf. præmis 31 og 32)
Henvisning til:
Retten i Første Instans: 30. januar 2007, sag T-340/03, France Télécom mod Kommissionen, præmis 167
Personaleretten: 2. juli 2009, sag F-49/08, Giannini mod Kommissionen, præmis 86
3. Selv om fristerne i artikel 22 i vedtægtens bilag IX ligesom, i almindelighed, de vedrørende disciplinærsager fastsatte frister ikke udgør forældelsesfrister, er de dog udtryk for et princip om god forvaltningsskik, hvis formål er såvel i administrationens som i tjenestemændenes interesse at undgå, at vedtagelsen af den afgørelse, som afslutter disciplinærsagen, forsinkes unødigt.
Det følger heraf, at de disciplinære myndigheder er forpligtet til at gennemføre en disciplinærsag med fornøden omhu og drage omsorg for, at enhver handling i forbindelse hermed sker inden for en rimelig frist i forhold til den forudgående handling. Pligten til omhyggelighed og overholdelse af en rimelig frist gælder også for indledningen af disciplinærsagen, bl.a. i det tilfælde og fra det tidspunkt, hvor administrationen er blevet bekendt med de forhold og den adfærd, der kan udgøre tilsidesættelse af en tjenestemands vedtægtsmæssige forpligtelser.
Om sagsbehandlingstiden er rimelig skal vurderes på baggrund af omstændighederne i hver enkelt sag og navnlig sagens betydning for den pågældende, dens kompleksitet samt sagsøgerens og de kompetente myndigheders adfærd.
Når en procedure vedrørende en tjenestemand har overskredet det, der normalt anses for en rimelig frist, tilkommer det ansættelsesmyndigheden at godtgøre, at der foreligger særlige omstændigheder, som kan berettige denne overskridelse.
(jf. præmis 36, 37, 42, 44 og 45)
Henvisning til:
Domstolen: 5. maj 1983, sag 207/81, Ditterich mod Kommissionen, præmis 26; 17. december 1998, sag C-185/95 P, Baustahlgewebe mod Kommissionen, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis
Retten i Første Instans: 17. oktober 1991, sag T-26/89, de Compte mod Parlamentet, præmis 88; 3. juli 2001, sag T-24/98, E mod Kommissionen, præmis 52; 10. juni 2004, sag T-307/01, François mod Kommissionen, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis
4. I forbindelse med en disciplinærsag gælder, at for at en procedurefejl kan føre til annullation af en retsakt, er det en betingelse, at proceduren, såfremt denne fejl ikke havde foreligget, kunne have ført til et andet resultat.
I denne forbindelse kan en tilsidesættelse af princippet om overholdelse af en rimelig frist ikke i almindelighed begrunde, at den afgørelse, der er truffet efter en forsinket administrativ procedure, annulleres. Det er nemlig kun, når den urimeligt lange tid, der er forløbet, kan påvirke selve indholdet af den afgørelse, der er truffet efter den administrative procedure, at den manglende overholdelse af princippet om en rimelig frist påvirker gyldigheden af den administrative procedure.
Under alle omstændigheder gælder, at selv om retsakter, der er behæftet med en mangel, hvis grovhed er så åbenlys, at den ikke kan tolereres af Unionens retsorden, skal anses for ikke at have affødt nogen som helst retsvirkning, kræver den alvorlige karakter af de konsekvenser, som er forbundet med konstateringen af, at en retsakt hidrørende fra Unionens institutioner er en nullitet, at denne konstatering af retssikkerhedsmæssige grunde forbeholdes fuldstændig ekstreme tilfælde.
(jf. præmis 40, 48 og 50)
Henvisning til:
Domstolen: 21. marts 1990, sag C-142/87, Belgien mod Kommissionen, præmis 48
Retten i Første Instans: 23. april 2002, sag T-372/00, Campolargo mod Kommissionen, præmis 39
Personaleretten: 9. oktober 2013, sag F-116/12, Wahlström mod Frontex, præmis 40
Den Europæiske Unions Ret: 24. november 2010, sag T-9/09 P, Marcuccio mod Kommissionen, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis
5. Hvad angår afvejningen af interesserne i forbindelse med en sag om foreløbige forholdsregler, når der ikke foreligger tilstrækkeligt væsentlige og relevante klagepunkter til på tidspunktet for begæringen om foreløbige forholdsregler at udgøre fumus boni juris, kan bibeholdelsen i tjenesten af en tjenestemand, som netop kritiseres for at have fremsat akter, som strider mod Unionens finansielle interesser, selv om han var ansat af denne og burde have en upåklagelig adfærd, alvorligt påvirke institutionernes troværdighed og den tillid, som medlemsstaterne og offentligheden i almindelighed har til disse. Følgelig gælder, at selv om det hypotetisk antages, at eksistensen af en alvorlig og uoprettelig fejl er blevet godtgjort, skal den pågældende institutions interesse i ikke at blive påtvunget en opretholdelse af et ansættelsesforhold i en situation, hvor en tjenestemand er blevet fjernet fra tjenesten efter en disciplinærsag, gå forud for nævnte tjenestemands interesse i at opnå en udsættelse af den anfægtede afgørelse.
Det fremgår nemlig af præamblen til afgørelse 1999/352 om oprettelse af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF), at institutionerne og medlemsstaterne tillægger beskyttelsen af Unionens finansielle interesser og bekæmpelsen af svig og alle andre former for ulovlig virksomhed, der skader Unionens finansielle interesser, stor betydning. Desuden er det almindeligt kendt, at offentligheden tillægger spørgsmålet om beskyttelse af offentlige midler og den europæiske skatteyder stor betydning.
(jf. præmis 80 og 81)
Henvisning til:
Retten i Første Instans: 14. august 2002, sag T-198/02 R, N mod Kommissionen, præmis 60