Sag T-660/11

Polytetra GmbH

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked

(Varemærker og Design) (KHIM)

»EF-varemærker – indsigelsessag – ansøgning om EF-ordmærket POLYTETRAFLON – det ældre EF-ordmærke TEFLON – ingen reel brug af det ældre varemærke – artikel 42, stk. 2 og 3, i forordning (EF) nr. 207/2009 – færdigvare, der integrerer en bestanddel – brug af det ældre varemærke til tredjemands færdigvarer – begrundelsespligt«

Sammendrag – Rettens dom (Første Afdeling) af 16. juni 2015

1.      EF-varemærker – bestemmelser om sagsbehandlingen – begrundelse for afgørelser – artikel 75, første punktum, i forordning nr. 207/2009 – samme rækkevidde som artikel 296 TEUF

(Art. 296, stk. 2, TEUF; Rådets forordning nr. 207/2009, art. 75, første punktum)

2.      Annullationssøgsmål – anbringender – overtrædelse af væsentlige formforskrifter – efterprøvelse af egen drift

(Art. 263 TEUF)

3.      EF-varemærker – bestemmelser om sagsbehandlingen – begrundelse for afgørelser

(Rådets forordning nr. 207/2009, art. 42, stk. 2 og 3)

4.      EF-varemærker – klagesag – søgsmål ved Unionens retsinstanser – Rettens kompetence – prøvelse af lovligheden af appelkamrenes afgørelser

(Rådets forordning nr. 207/2009)

5.      EF-varemærker – bemærkninger fra tredjemand og indsigelse – behandling af indsigelsen – bevis for brug af det ældre varemærke – reel brug – begreb – bedømmelseskriterier

[Rådets forordning nr. 207/2009, tiende betragtning, art. 42, stk. 2 og 3, og art. 78, stk. 1, litra f); Kommissionens forordning nr. 2868/95, regel 22, stk. 3 og 4]

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 18)

2.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 19)

3.      En afgørelse er behæftet med en utilstrækkelig begrundelse, når det dels konkluderes, at et ældre varemærke har været genstand for reel brug som omhandlet i artikel 42, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 om EF-varemærker, dels ikke præciseres, i hvilket omfang de fremlagte beviser understøtter denne konklusion i forhold til hver enkelt vare eller tjenesteydelse eller hver af de kategorier af varer eller tjenesteydelser, for hvilke denne brug er blevet anerkendt. Denne bestemmelse pålægger appelkammeret ved Kontoret for Harmonisering i Det Indre Marked (Varemærker og Design) at godtgøre, at der er overensstemmelse mellem de varer eller tjenesteydelser, for hvilke appelkammeret finder, at der er godtgjort reel brug, og alle eller en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke varemærket er registreret, med henblik på at gøre det muligt at foretage den efterfølgende vurdering af risikoen for forveksling.

En manglende præcisering i denne henseende i en afgørelse truffet af Harmoniseringskontoret gør det bl.a. umuligt at kontrollere appelkammerets anvendelse af artikel 42, stk. 2, sidste afsnit, i forordning nr. 207/2009. Det fremgår nemlig af forordningens artikel 42, stk. 2 og 3, at når et varemærke er blevet registreret for en kategori af varer og tjenesteydelser, der er tilstrækkelig bred til, at der inden for denne kategori kan foretages en opdeling i flere underkategorier, der kan betragtes selvstændigt, følger det af de nævnte bestemmelser, at beviset for, at en reel brug af varemærket for en del af disse varer eller tjenesteydelser har fundet sted, i en indsigelsessag kun medfører en beskyttelse for den eller de underkategorier, som de varer eller tjenesteydelser, for hvilke varemærket rent faktisk er blevet brugt, tilhører. Er et varemærke derimod blevet registreret for varer eller tjenesteydelser, der er defineret på en så præcis og afgrænset måde, at det ikke er muligt at opdele den pågældende kategori i underkategorier af betydning, må beviset for, at der er gjort reel brug af varemærket for de nævnte varer eller tjenesteydelser, nødvendigvis omfatte hele denne kategori med henblik på indsigelsen.

Det tilkommer således appelkammeret ved Harmoniseringskontoret i tilfælde, hvor der fremlægges bevis for brug alene for en del af de varer eller tjenesteydelser, der henhører under en kategori, for hvilken det ældre varemærke er registreret, og på hvilken indsigelsen støttes, at vurdere, om denne kategori omfatter selvstændige underkategorier, som de varer eller tjenesteydelser, for hvilke der er godtgjort brug, henhører under, således at det bør antages, at der alene er ført bevis for denne underkategori af varer eller tjenesteydelser, eller omvendt om disse underkategorier ikke kan tænkes at eksistere.

(jf. præmis 23-25)

4.      Når der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at efterprøve lovligheden af den anfægtede afgørelse, tilkommer det ikke Retten at foretage en efterprøvelse, der er støttet på begrundelser, som ikke fremgår af den anfægtede afgørelse. Det tilkommer nemlig Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) at give vejledning om ansøgningen om registrering af et EF-varemærke og at træffe afgørelse herom. Det tilkommer derefter i givet fald Retten at foretage en retslig kontrol af den vurdering, som appelkammeret har foretaget i den trufne afgørelse på grundlag af de begrundelser, som appelkammeret lagde til grund for sin konklusion. Det tilkommer derimod ikke Retten at sætte sig i Harmoniseringskontorets sted ved udøvelsen af de kompetencer, som kontoret er blevet overdraget ved forordning nr. 207/2009 om EF-varemærker.

(jf. præmis 34)

5.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 42-48 og 94)