Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Cour de cassation (Frankrig) den 16. marts 2021 – Procureur général près la cour d’appel d’Angers mod KL

(Sag C-168/21)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Cour de cassation

Parter i hovedsagen

Appellant i kassationssagen: Procureur général près la cour d’appel d’Angers

Kassationsindstævnte: KL

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 2, stk. 4, og artikel 4, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 1 fortolkes således, at betingelsen om dobbelt strafbarhed er opfyldt i en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor der anmodes om overgivelse for handlinger, der i udstedelsesstaten er blevet kvalificeret som hærværk og plyndring, som består i hærværk og plyndring, der kan krænke den offentlige orden, når der i fuldbyrdelsesstaten er tale om strafbarhed for tyveri med vandalisme, ødelæggelse og vandalisme, som ikke forudsætter dette element af krænkelse af den offentlige orden?

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, skal artikel 2, stk. 4, og artikel 4, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 da fortolkes således, at retten i fuldbyrdelsesstaten kan afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på straffuldbyrdelse, når den konstaterer, at den pågældende er blevet idømt en straf af de judicielle myndigheder i udstedelsesstaten for at have begået en samlet lovovertrædelse, hvor tiltalen vedrørte forskellige handlinger, og hvor kun en del af handlingerne udgør en lovovertrædelse for fuldbyrdelsesstaten? Skal der sondres mellem, om udstedelsesstatens fuldbyrdende judicielle myndigheder har anset disse forskellige handlinger for at kunne opdeles eller ej?

Pålægger artikel 49, stk. 3, i chartret om grundlæggende rettigheder den fuldbyrdende medlemsstats judicielle myndighed at afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre, når denne arrestordre dels er blevet udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en samlet straf for en samlet lovovertrædelse, dels når visse af de forhold, som ligger til grund for idømmelsen af denne straf, ikke udgør en lovovertrædelse efter den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning, og overgivelsen derfor kun kan gennemføres for en del af disse forhold?

____________

1     Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13.6.2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (EFT 2002 L 190, s. 1).