Sag anlagt den 13. juni 2013 – Adorisio m.fl. mod Kommissionen
(Sag T-321/13)
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøgere: Stefania Adorisio (Rom, Italien) og 367 andre (ved advokaterne F. Sciaudone, L. Dezzani, D. Contini, R. Sciaudone og S. Frazzani)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgernes påstande
Europa-Kommissionens afgørelse af 22. februar 2013 (K(2013) 1053 endelig), vedrørende statsstøtte SA.35382 (2013/N) – Nederlandene (Rescue SNS REAAL 2013) (EUT C 104, s. 3), annulleres.
Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremført fem anbringender.
Første anbringende vedrørende tilsidesættelse af artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF og et åbenbart urigtigt skøn, idet
De anfægtede støtteforanstaltninger ikke er relateret til usædvanlige omstændigheder, men snarere til SNS REAAL’s manglende ledelse og dårlige forretningsevner
Den angivelige forstyrrelse af den nederlandske økonomi ikke er alvorlig. De nederlandske myndigheder har ikke bevist, at der foreligger alvorlige sociale og økonomiske vanskeligheder
De angivelige forstyrrelser end ikke vedrører én hel økonomisk sektor, og slet ikke hele den nederlandske økonomi. Den nederlandske regering har således ikke godtgjort, at SNS Banks konkurs ville have haft systematiske virkninger på det nederlandske finansielle system og mere overordnet på hele den nederlandske økonomi, og den nederlandske regering har i den sammenhæng ikke foretaget en kvantitativ vurdering af eventuelle konsekvenser for den samlede økonomi ved bankens insolvens.
Andet anbringende vedrørende tilsidesættelse af artikel 4, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 1 , idet Kommissionens afgørelse indeholder en række betingelser, der er pålagt af Kommissionen, og som tilsigter at ændre de anmeldte støtteforanstaltninger, hvilket er i strid med artikel 4, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999. Kommissionen har i henhold til en sådan bestemmelse nemlig ikke beføjelser til, i den foreløbige undersøgelsesfase, at gribe ind i den anmeldte statsstøtteforanstaltning og ændre den gennem betingelser eller andre krav, som pålægges medlemsstaten.
Tredje anbringende vedrørende tilsidesættelse af artikel 4, stk. 4, i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999, idet der var elementer og omstændigheder, som beviste, at der var alvorlig tvivl, om foranstaltningerne var forenelige med fællesmarkedet, såsom uoverensstemmelsen mellem Kommissionens udtalelse om, »at nederlandske banker klarede sig godt i den seneste runde af EBA’s [NB: Den Europæiske Banktilsynsmyndighed] stresstests, takket være en fordelagtig vægtning af risikovægtede aktiver (herunder realkreditlån) og burde være i stand til at modstå et forøget omfang af misligholdelser«, og den stiltiende accept af de nederlandske myndigheders argument om, at den nederlandske banksektor i stedet er svag, og at brugen af det nederlandske DGS (indskudsgarantiordning) ville have forværret sektoren, eller det forhold, at den anfægtede afgørelse indeholder betingelser, som udgør endnu en klar indikation på, at indledningen af den formelle undersøgelsesprocedure var nødvendig.
Fjerde anbringende vedrørende tilsidesættelse af sagsøgerens rettigheder, idet
Der ikke er bevis for, at der blev foretaget en undersøgelse eller analyse af sagsøgerens klage over statsstøtteforanstaltningerne. Der blev således ikke henvist til klagen i den anfægtede afgørelse
Sagsøgerne ikke på nogen måde blev underrettet om den anfægtede afgørelse.
Femte anbringende vedrørende tilsidesættelse af artikel 17 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, idet
Anvendelsen af statsstøttereglerne ikke kan tilsidesætte andre EU-rettigheder, såsom ejendomsretten. I nærværende sag, kunne Kommissionen ikke støtte ret på ekspropriation af investeringer, uden så meget som at
foretage en analyse af, om handlingen blev udført i overensstemmelse med loven. Ekspropriation udgør i sig selv en tilsidesættelse af ejendomsretten, og Kommissionen kunne ikke se bort fra denne omstændighed i dens vurdering
Kommissionen skulle have undersøgt betingelserne og vilkårene for en sådan ekspropriation med henblik på at afgøre, om det var et element, den kunne støtte sig på, ved vurderingen af støtteforanstaltningerne.
____________1 Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22.3.1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (EFT L 83, s. 1).