Language of document : ECLI:EU:T:2015:478

Sag T-548/12

Deutsche Rockwool Mineralwoll GmbH & Co. OHG

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

»EF-varemærker – ugyldighedssag – EF-figurmærket REDROCK – de ældre nationale ordmærker ROCK, KEPROCK, FLEXIROCK, FORMROCK, FLOOR-ROCK, TERMAROCK, KLIMAROCK, SPEEDROCK, DUROCK, SPLITROCK, PLANAROCK, TOPROCK, KLEMMROCK, FIXROCK, SONOROCK PLUS, VARIROCK, SONOROCK og MASTERROCK – relativ registreringshindring – artikel 8, stk. 1, litra b), og artikel 53, stk. 1, litra a), i forordning (EF) nr. 207/2009«

Sammendrag – Rettens dom (Niende Afdeling) af 8. juli 2015

1.      EF-varemærker – definition og erhvervelse af et EF-varemærke – relative registreringshindringer – indsigelse fra indehaveren af et identisk eller lignende ældre varemærke, der er registreret for varer eller tjenesteydelser af samme eller lignende art – risiko for forveksling med det ældre varemærke – bedømmelseskriterier

[Rådets forordning nr. 207/2009, art. 8, stk. 1, litra b)]

2.      EF-varemærker – definition og erhvervelse af et EF-varemærke – relative registreringshindringer – indsigelse fra indehaveren af et identisk eller lignende ældre varemærke, der er registreret for varer eller tjenesteydelser af samme eller lignende art – risiko for forveksling med det ældre varemærke

[Rådets forordning nr. 207/2009, art. 8, stk. 1, litra b)]

3.      EF-varemærker – afkald, fortabelse og ugyldighed – relative ugyldighedsgrunde – eksistensen af et identisk eller lignende ældre varemærke, der er registreret for varer eller tjenesteydelser af samme eller lignende art – risiko for forveksling med det ældre varemærke – figurmærket REDROCK og ordmærkerne KEPROCK, FLEXIROCK, FORMROCK, FLOOR-ROCK, TERMAROCK, KLIMAROCK, SPEEDROCK, DUROCK, SPLITROCK, PLANAROCK, TOPROCK, KLEMMROCK, FIXROCK, SONOROCK PLUS, VARIROCK, SONOROCK og MASTERROCK

[Rådets forordning nr. 207/2009, art. 8, stk. 1, litra b), og art. 53, stk. 1, litra a)]

4.      EF-varemærker – definition og erhvervelse af et EF-varemærke – relative registreringshindringer – indsigelse fra indehaveren af et identisk eller lignende ældre varemærke, der er registreret for varer eller tjenesteydelser af samme eller lignende art – lighed mellem de pågældende varemærker

[Rådets forordning nr. 207/2009, art. 8, stk. 1, litra b)]

5.      EF-varemærker – definition og erhvervelse af et EF-varemærke – relative registreringshindringer – indsigelse fra indehaveren af et identisk eller lignende ældre varemærke, der er registreret for varer eller tjenesteydelser af samme eller lignende art – risiko for forveksling med det ældre varemærke

[Rådets forordning nr. 207/2009, art. 8, stk. 1, litra b)]

6.      EF-varemærker – definition og erhvervelse af et EF-varemærke – relative registreringshindringer – indsigelse fra indehaveren af et identisk eller lignende ældre varemærke, der er registreret for varer eller tjenesteydelser af samme eller lignende art – risiko for forveksling med det ældre varemærke

[Rådets forordning nr. 207/2009, art. 8, stk. 1, litra b)]

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 15)

2.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 18)

3.      Der er ikke på tysk område for den relevante kundekreds, der består af fagkyndige inden for byggesektoren og ind imellem velunderrettede gennemsnitsforbrugere inden for byggeri, der køber de pågældende varer i byggemarkeder, nogen risiko for forveksling som omhandlet i artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009 om EF-varemærker mellem på den ene side figurtegnet REDROCK, der søges registreret som EF-varemærke for varer i klasse 1, 2, 17, 19 og 37 i Nicearrangementet, og på den anden side ordmærket KEPROCK, der er et ældre varemærke registreret i Tyskland for varer eller tjenesteydelser i klasse 17, 19 og 37, og ordmærkerne REDROCK, FLEXIROCK, FORMROCK, FLOOR-ROCK, TERMAROCK, KLIMAROCK, SPEEDROCK, DUROCK, SPLITROCK, PLANAROCK, TOPROCK, KLEMMROCK, FIXROCK, SONOROCK PLUS, VARIROCK, SONOROCK og MASTERROCK, der er ældre varemærker registreret i Tyskland for varer eller tjenesteydelser i klasse 17, 19 og 37.

Graden af fonetisk lighed mellem to varemærker har en begrænset betydning ved varer, der markedsføres således, at den relevante kundekreds normalt ved købet opfatter det mærke, varerne er omfattet af, visuelt. Dette er tilfældet for så vidt angår de byggematerialer, der er omfattet af de omtvistede tegn, der markedsføres på en måde, som gør det muligt for gennemsnitsforbrugeren at opfatte de påførte varemærker visuelt. Det skal endvidere understreges, at den relevante kundekreds nødvendigvis først vælger de omhandlede varer efter at have undersøgt egenskaberne ved disse varer i butikker eller på internettet, idet den nævnte kundekreds ønsker at sikre sig, at de anvendte materialer bevarer deres egenskaber på lang sigt i den bygning, hvori de integreres. Disse omstændigheder indebærer endvidere, at den relevante kundekreds visuelt stilles over for et billede af varemærket, før den skal foretage sit valg.

Under disse omstændigheder er der ingen risiko for forveksling mellem varemærkerne REDROCK og KEPROCK, når de betragtes isoleret, heller ikke for så vidt angår de varer, der er omfattet af de to varemærker, og som er af samme art. En gennemsnitsforbruger, der udviser en særlig høj grad af opmærksomhed ved købet, vil nemlig opfatte de forskelle, der adskiller varemærkerne, og vil ikke tænke, at de varer, der bærer de omtvistede tegn, har den samme handelsmæssige oprindelse.

Det samme gør sig gældende for så vidt angår de tjenesteydelser, der er omfattet af varemærkerne REDROCK og KEPROCK. De omtvistede tegn vil ikke blive forvekslet af den relevante kundekreds, henset til, at varemærket KEPROCK har en gennemsnitlig grad af særpræg, når gennemsnitsforbrugeren udviser en særlig høj grad af opmærksomhed ud fra ønsket om at kende identiteten af den handelsmæssige oprindelse af varerne eller tjenesteydelserne, og henset til den omstændighed, at der er en svag grad af visuel lighed og en gennemsnitlig grad af fonetisk lighed mellem de omtvistede tegn, mens den begrebsmæssige sammenligning af tegnene er neutral.

Under hensyn til den relevante kundekreds’ særligt høje opmærksomhedsniveau er de forskelle, der adskiller det anfægtede varemærke fra de ældre varemærker FLEXIROCK, FORMROCK, FLOOR-ROCK, TERMAROCK, KLIMAROCK, SPEEDROCK, DUROCK, SPLITROCK, PLANAROCK, TOPROCK, KLEMMROCK, FIXROCK, SONOROCK PLUS, VARIROCK, SONOROCK og MASTERROCK, tilstrækkelige til at udelukke enhver risiko for forveksling.

Bestanddelen »rock« er i høj grad beskrivende og lovprisende med hensyn til de varer og tjenesteydelser, der er omfattet af de ældre varemærker. Den er derfor ikke egnet til at udgøre den fælles bestanddel i en varemærkefamilie. En anerkendelse af en varemærkefamilie, der indeholder seriebestanddelen »rock« vil netop føre til, at der gives et monopol på bestanddelen »rock«, der i høj grad er beskrivende og lovprisende med hensyn til de varer og tjenesteydelser, der er omfattet af de ældre varemærker. Den stærkere beskyttelse, der følger af at anerkende en varemærkefamilie, indebærer i praksis, at andre erhvervsdrivende ikke vil kunne registrere et varemærke, der indeholder bestanddelen »rock«, og alt efter omstændighederne vil få forbud mod at anvende denne bestanddel i deres slogan og markedsføringsmateriale. En sådan begrænsning af den frie konkurrence, der ville følge af, at et grundlæggende ord i det engelske sprog blev forbeholdt en enkelt erhvervsdrivende, kan ikke begrundes i et ønske om at belønne den kreative indsats eller reklameindsats, som indehaveren af de ældre varemærker har gjort. Når der ikke er tale om en høj grad af særpræg som følge af brug, er den kommercielle værdi, som det nævnte forbehold udgør, nemlig ikke et resultat af en sådan indsats fra indehaverens side, men udelukkende et resultat af ordets betydning, som er forudbestemt af det pågældende sprog, der henviser til de omhandlede varers og tjenesteydelsers egenskaber.

(jf. præmis 19, 24, 74-76, 78-81, 88, 93 og 95)

4.      Helhedsvurderingen af risikoen for forveksling for så vidt angår den visuelle, fonetiske eller begrebsmæssige lighed af de omtvistede tegn skal være støttet på det helhedsindtryk, disse giver, idet der navnlig skal tages hensyn til deres særprægede og dominerende bestanddele. Den opfattelse, som gennemsnitsforbrugeren har af de pågældende varer eller tjenesteydelser, spiller en afgørende rolle i helhedsvurderingen af den nævnte risiko. I denne henseende opfatter gennemsnitsforbrugeren normalt et varemærke som en helhed og foretager ikke en undersøgelse af dets forskellige detaljer.

Vurderingen af ligheden mellem to varemærker kan ikke begrænses til, at der alene tages hensyn til én bestanddel i et sammensat varemærke, og til at sammenligne denne bestanddel med et andet varemærke. Sammenligningen skal tværtimod foretages ved at undersøge de pågældende varemærker, hvorved hvert varemærke betragtes i sin helhed, hvilket ikke udelukker, at det helhedsindtryk, som et sammensat varemærke fremkalder i erindringen hos den relevante kundekreds, under visse omstændigheder kan være domineret af en eller flere af varemærkets bestanddele. Det er kun, når alle de andre varemærkebestanddele er uden betydning, at bedømmelsen af ligheden alene kan afhænge af den dominerende bestanddel. Dette kan navnlig være tilfældet, når denne bestanddel i sig selv kan præge det billede af dette varemærke, som den relevante kundekreds har i erindringen, således at alle varemærkets andre bestanddele er uden betydning i helhedsindtrykket af mærket.

Selv om gennemsnitsforbrugeren normalt opfatter et varemærke som en helhed og ikke foretager en undersøgelse af dets forskellige detaljer, forholder det sig ikke desto mindre således, at gennemsnitsforbrugeren i sin opfattelse af et ordmærke vil identificere de ordbestanddele, som for ham har en konkret betydning eller minder om ord, som han kender. Identificeringen af ordbestanddele, som forbrugeren kan forstå, er relevant for vurderingen af den fonetiske, visuelle og begrebsmæssige lighed mellem de omtvistede tegn.

Der er intet til hinder for, at appelkammeret først identificerer de forståelige bestanddele i de omtvistede tegn og vurderer deres grad af særpræg, og efterfølgende foretager en sammenligning af de nævnte tegn i deres helhed. En sådan fremgangsmåde er fuldt ud forenelig med den anførte retspraksis. Identificeringen af de »særprægede« og »dominerende« bestanddele kan gøre det nødvendigt at foretage en vurdering af, hvorvidt alle varemærkets enkelte dele har fornødent særpræg, og dermed også identificere de bestanddele, der har en mindre grad af særpræg. En sådan fremgangsmåde foregriber ikke en hensyntagen til helhedsindtrykket af varemærkerne på et senere tidspunkt i undersøgelsen.

(jf. præmis 32, 33, 37 og 43)

5.      For at kunne vurdere det fornødne særpræg af en bestanddel, der udgør et varemærke, skal det vurderes, om denne bestanddel er mere eller mindre egnet til at bidrage til at identificere de varer eller tjenesteydelser, for hvilke varemærket er registreret, som hidrørende fra en bestemt virksomhed og dermed til at adskille disse varer fra andre virksomheders. Ved denne vurdering skal der bl.a. tages hensyn til den pågældende bestanddels egentlige egenskaber i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt den beskriver de varer eller tjenesteydelser, for hvilke varemærket er registreret.

(jf. præmis 34)

6.      Risikoen for, at der antages at være en forbindelse, er et særligt tilfælde af risikoen for forveksling, der er kendetegnet ved, at de omhandlede varemærker, selv om de ikke kan forveksles direkte af den tilsigtede kundekreds, vil kunne opfattes som to varemærker med samme indehaver. For at kunne tage hensyn til disse kriterier er det nødvendigt, at ugyldighedsbegæringen støttes på eksistensen af en række varemærker, der har nogle fælles egenskaber, der gør det muligt at betragte dem som hørende til samme serie eller familie. Faktoren vedrørende varemærkeserien eller ‑familien er imidlertid kun relevant, såfremt den fælles bestanddel har særpræg. Hvis denne bestanddel er beskrivende, kan den nemlig ikke skabe en risiko for forveksling.

Den udvidede beskyttelse, der tillægges en varemærkefamilie, kan ikke med føje påberåbes, når den fælles bestanddel i de ældre varemærker i høj grad er beskrivende med hensyn til de omhandlede varer og tjenesteydelser. Et ord, der henviser til arten af de nævnte varer og tjenesteydelser, kan nemlig ikke udgøre den fælles særprægede kerne i en varemærkefamilie.

(jf. præmis 91 og 92)