Appel iværksat den 3. august 2023 af Meta Platforms Ireland Ltd, tidligere Facebook Ireland Ltd til prøvelse af dom afsagt af Retten (Femte Udvidede Afdeling) den 24. maj 2023 i sag T-452/20, Meta Platforms Ireland mod Kommissionen
(Sag C-496/23 P)
Processprog: engelsk
Parter
Appellant: Meta Platforms Ireland Ltd, tidligere Facebook Ireland Ltd (ved D. Jowell KC, Barrister-at-Law D. Bailey, solicitors J Aitken, D. Das, S. Malhi og R. Haria, samt avocat T. Oeyen)
De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen og Forbundsrepublikken Tyskland
Appellanten har nedlagt følgende påstande
Den appellerede dom ophæves.
Kommissionens afgørelse C(2020) 3011 final af 4. maj 2020 om en procedure efter artikel 18, stk. 3, og artikel 24, stk. 1, litra d), i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 (sag AT.40684 — Facebook Marketplace), som ændret ved Kommissionens afgørelse C(2020) 9229 final af 11. december 2020 (herefter »den anfægtede afgørelse«) annulleres.
Eller, subsidiært:
Sagen hjemvises til Retten med henblik på fornyet prøvelse af det første og det andet anbringende til støtte for annullationssøgsmålet.
Kommissionen tilpligtes at betale alle sagsomkostningerne, og omkostningerne i dommen i første instans fordeles, så de afspejler afgørelsen i appelsagen.
Anbringender og væsentligste argumenter
Appellanten har til støtte for appellen fremsat følgende anbringender:
Første anbringende om, at det var med urette, at Retten forkastede det første anbringende og begik en retlig fejl, da den i den appellerede doms præmis 87-108 fastslog, at søgeordene i den appellerede doms præmis 87 og 102 var i overensstemmelse med nødvendighedsprincippet i artikel 18, stk. 1 og stk. 3 i forordning nr. 1/2003 1 . Navnlig:
Retten begik en retlig fejl i den appellerede doms præmis 92, 93-95, 99 og 103, da den i det væsentlige fastslog, at nødvendighedsprincippet var opfyldt, blot fordi Kommissionen med rimelighed kunne formode, at søgeordene, betragtet helt abstrakt, kunne hjælpe den med at afgøre, om adfærden i første betragtning til den omtvistede afgørelse havde fundet sted. Retten lagde ikke (subsidiært, ikke tilstrækkelig) vægt på den omstændighed, at de urimeligt generelle søgeord, som Kommissionen havde valgt, når de blev anvendt på alle den dataansvarliges dokumenter i hele perioden, nødvendigvis måtte give anledning til en meget stor overvægt af dokumenter, der ikke havde nogen forbindelse til undersøgelsen (og hvoraf mange ville indeholde følsomme personlige eller kommercielt fortrolige oplysninger), under omstændigheder, hvor Kommissionen på forhånd var bekendt med, at dens tilgang nødvendigvis ville frembringe sådanne resultater.
Retten begik en retlig fejl i den appellerede doms præmis 99, for så vidt som den fastslog, at dokumenter »først kan anses for irrelevante for undersøgelsen, efter at søgeordene er blevet anvendt på sagsøgerens databaser«. I praksis indebærer en sådan tilgang en reel risiko for, at nødvendighedsprincippet ikke længere kan være genstand for domstolsprøvelse. Dette ville reelt give Kommissionen et skøn, der er ubegrænset, og som gør nødvendighedsprincippet overflødigt. Det er ikke en korrekt fortolkning af det retlige krav om nødvendighed (og proportionalitet) at tillade en myndighed at anvende åbenbart brede søgetermer på et stort antal dokumenter, der genererer en enorm mængde irrelevante og fortrolige dokumenter. I præmis 99 så Retten endvidere bort fra- og foretog en forkert gengivelse af appellantens beviser for, at Kommissionen på forhånd var klar over, at den mekaniske anvendelse af brede søgetermer nødvendigvis ville opfange en overvældende overvægt af irrelevante dokumenter (hvilket viste sig at være tilfældet).
Retten begik ligeledes en retlig fejl i præmis 105-106, da den afviste at anse den retlige ramme, der finder anvendelse på beslutninger om at foretage kontrolundersøgelser, for at være relevant for anmodninger om oplysninger og ved at tillade Kommissionen at anmode om dokumenter uden de garantier eller filtre svarende til dem, der indrømmes i forbindelse med kontrolundersøgelser i henhold til artikel 20 i forordning nr. 1/2003.
Med det andet anbringende gøres gældende, at Retten begik en retlig fejl og undlod at give en tilstrækkelig begrundelse i den appellerede doms præmis 75, da den fastslog, at »en samlet vurdering af Kommissionens overholdelse af nødvendighedsprincippet ikke er hensigtsmæssig«.
Med det tredje anbringende gøres gældende, at Retten med urette forkastede det andet anbringende og begik en retlig fejl i den appellerede doms præmis 179-185, da den fastslog, at Kommissionen kunne anmode om dokumenter, der indeholdt personlige oplysninger, og som ligeledes var knyttet til appellantens forretningsaktiviteter, uden at give nogen garantier eller anvende et filter for personlige oplysningerne.
____________
1 Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT 2003, L 1, s. 1).