Language of document : ECLI:EU:T:2021:119

RETTENS DOM (Første Afdeling)

10. marts 2021 (*)

»Personalesag – ansatte ved EIB – løn – formaliteten – frist for anmodning om forligsprocedure – bebyrdende retsakt – godtgørelse for geografisk mobilitet – overførsel til et eksternt kontor – afslag på godtgørelse – annullations- og erstatningssøgsmål«

I sag T-134/19,

AM ved advokaterne L. Levi og A. Champetier,

sagsøger,

mod

Den Europæiske Investeringsbank (EIB) ved G. Faedo og M. Loizou, som befuldmægtigede, bistået af advokat A. Dal Ferro,

sagsøgt,

angående et søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF og artikel 50a i statutten for Den Europæiske Unions Domstol med påstand dels om annullation af EIB’s afgørelser af 30.  juni og 11. december 2017 samt om fornødent formanden for EIB’s afgørelse af 20. november 2018, der bekræfter disse afgørelser, hvorved EIB afslog at indrømme sagsøgeren godtgørelse for geografisk mobilitet, dels om erstatning for den økonomiske og ikke-økonomiske skade, som sagsøgeren angiveligt har lidt som følge af disse afgørelser,

har

RETTEN (Første Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, H. Kanninen, og dommerne N. Półtorak og M. Stancu (refererende dommer),

justitssekretær: fuldmægtig L. Ramette,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 14. oktober 2020,

afsagt følgende

Dom

 Tvistens baggrund

1        Sagsøgeren, AM, blev ansat af Den Europæiske Investeringsbank (EIB) den 1. juni 2014 under programmet »Joint Assistance to Support Projects in European Regions« (Jaspers) på grundlag af en tidsbegrænset kontrakt på et år, som efterfølgende blev forlænget to gange, henholdsvis fra den 1. juni 2015 til den 31. maj 2017 og herefter fra den 1. juni 2017 til den 31. maj 2020.

2        Fra starten af sagsøgerens første kontrakt med EIB og indtil den 31. marts 2017 var sagsøgeren tilknyttet EIB’s eksterne kontor i Wien (Østrig).

3        Ved e-mail af 23. marts 2017 (herefter »afgørelsen af 23. marts 2017«) bekræftede EIB, at sagsøgeren skulle overføres fra det eksterne kontor i Wien til det eksterne kontor i Bruxelles (Belgien) fra den 1. april 2017 og indtil udløbet af dennes igangværende kontrakt, dvs. den 31. maj 2020.

4        Det fremgår af de for Retten fremlagte sagsakter, at der findes to versioner af denne afgørelse.

5        Den første version, som blev fremsendt til sagsøgeren den 23. marts 2017, indeholder oplysning om, at tjenesteperioder, som udføres ved de eksterne kontorer, reguleres af bilag VII til de administrative bestemmelser, der gælder for ansatte ved EIB (herefter de »administrative bestemmelser«).

6        I den anden version af denne afgørelse, som sagsøgeren modtog den 24. marts 2017, og som han underskrev den 28. marts 2017, er det derimod anført, at sådanne tjenesteperioder reguleres af bilag I til disse bestemmelser.

7        Den 5. juli 2017 fremsendte EIB en ny afgørelse, som var dateret den 30. juni 2017 (herefter »afgørelsen af 30. juni 2017«), og som indeholdt de kontraktuelle og administrative vilkår for sagsøgerens overførsel til Bruxelles, til sagsøgeren og anmodede sagsøgeren om at godkende denne. Det fremgik navnlig af denne afgørelse, at overførslen af sagsøgeren hverken var omfattet af anvendelsesområdet for de administrative bestemmelsers artikel 1.4 eller anvendelsesområdet for de særlige regler, der finder anvendelse i henhold til bilag VII til disse bestemmelser, og at sagsøgeren derfor ikke havde ret til at modtage godtgørelse for geografisk mobilitet. Sagsøgeren kontrasignerede ikke på noget tidspunkt den nævnte afgørelse for at tilkendegive accept heraf.

8        Den 5. oktober 2017 anmodede sagsøgeren om, at der blev indledt en forligsprocedure med henblik på at anfægte afslaget på at indrømme sagsøgeren den pågældende godtgørelse i henhold til de administrative bestemmelsers artikel 1.4.

9        Ved e-mail af 11. december 2017 (herefter »afgørelsen af 11. december 2017«) bekræftede EIB afslaget på at udbetale den nævnte godtgørelse til sagsøgeren og anmodede ham om at oplyse, om han ønskede at fastholde sin anmodning om indledning af en forligsprocedure, selv om det var sandsynligt, at denne procedure ikke ville føre til et tilfredsstillende resultat.

10      Ved e-mail af 20. december 2017 bekræftede sagsøgeren denne anmodning, og ved e-mail af 8. januar 2018 accepterede EIB anmodningen og indledte forligsproceduren.

11      I en rapport af 12. juni 2018 konkluderede EIB’s forligsudvalg (herefter »forligsudvalget«), at sagsøgerens situation var omfattet af anvendelsesområdet for artikel 1.4 i og bilag VII til de administrative bestemmelser, og at sagsøgeren derfor burde have modtaget godtgørelse for geografisk mobilitet fra den 1. april 2017.

12      Den 6. november 2018 indgav sagsøgeren en klage over fejl eller forsømmelser til Den Europæiske Ombudsmand med den begrundelse, at han endnu ikke havde modtaget en afgørelse fra formanden for EIB efter forligsudvalgets rapport.

13      Den 20. november 2018 fremsendte formanden for EIB sin afgørelse (herefter »afgørelsen af 20. november 2018«) om ikke at følge forligsudvalgets konklusioner til sagsøgeren og bekræftede således EIB’s afslag på at indrømme sagsøgeren godtgørelse for geografisk mobilitet.

 Retsforhandlingerne og parternes påstande

14      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 28. februar 2019 har sagsøgeren anlagt denne sag.

15      Ved særskilt retsakt af 7. marts 2019 har sagsøgeren anmodet om anonymitet i overensstemmelse med artikel 66 i Rettens procesreglement, hvilket blev imødekommet den 17. april 2019.

16      EIB har indleveret svarskrift den 17. maj 2019.

17      Sagsøgeren har indleveret replik den 10. juli 2019.

18      Den skriftlige forhandling blev afsluttet efter indlevering af duplik den 22. august 2019.

19      Den 12. september 2019 har sagsøgeren anmodet om afholdelse af et retsmøde i medfør af procesreglementets artikel 106.

20      Som følge af en ændring af Rettens sammensætning har Rettens præsident ved afgørelse af 16. oktober 2019 i henhold til procesreglementets artikel 27, stk. 3, omfordelt sagen til en ny refererende dommer tilknyttet Første Afdeling.

21      På forslag af den refererende dommer har Retten imødekommet sagsøgerens anmodning og indledt den mundtlige forhandling i sagen.

22      Den 3. marts 2020 har Retten som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse som omhandlet i artikel 89, stk. 3, i Rettens procesreglement stillet EIB skriftlige spørgsmål, som EIB har besvaret inden for den fastsatte frist.

23      Den 14. april 2020 har Retten på grund af den fortsatte sundhedskrise i forbindelse med covid-19 spurgt parterne, om de til trods for denne krise ønsker at afgive mundtlige indlæg i et retsmøde. Den 20. april 2020 har sagsøgeren svaret, at han fastholder sin anmodning om at afgive mundtligt indlæg. Den 8. maj 2020 har EIB svaret, at denne ikke ønsker at afgive mundtligt indlæg.

24      Sagsøgeren har nærmere bestemt nedlagt følgende påstande:

–        Afgørelserne af 30. juni og 11. december 2017 (herefter samlet »de anfægtede afgørelser«) annulleres.

–        Afgørelsen af 20. november 2018, der bekræfter disse afgørelser, annulleres om fornødent.

–        EIB tilpligtes at udbetale godtgørelsen for geografisk mobilitet fra den 1. april 2017.

–        EIB tilpligtes at betale morarenter af den nævnte godtgørelse med Den Europæiske Centralbanks (ECB’s) rentesats, forhøjet med to procentpoint, fra den 1. april 2017 og indtil fuldstændig betaling har fundet sted.

–        EIB tilpligtes at betale erstatning for den lidte ikke-økonomiske skade.

–        EIB tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

25      EIB har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

 Retlige bemærkninger

 Søgsmålets genstand

26      Sagsøgeren har nedlagt påstand om annullation af de to anfægtede afgørelser og om fornødent af afgørelsen af 20. november 2018, for så vidt som denne afgørelse forkaster forligsudvalgets konklusioner og bekræfter de to anfægtede afgørelser.

27      Sagsøgeren har for det første gjort gældende, at de to anfægtede afgørelser, der er truffet henholdsvis den 30. juni og den 11. december 2017, er bebyrdende for ham, for så vidt som han derved er blevet meddelt afslag på godtgørelse for geografisk mobilitet. Sagsøgeren har præciseret, at afgørelsen af 11. december 2017 gentager det afslag, som EIB meddelte i afgørelsen af 30. juni 2017.

28      Selv hvis det i denne henseende antages, at afgørelsen af 11. december 2017 alene er en bekræftelse af afgørelsen af 30. juni 2017, skal det bemærkes, at en sagsøger, der har anlagt sag til prøvelse inden søgsmålsfristens udløb, ifølge fast retspraksis har ret til at få efterprøvet den bekræftede afgørelse eller begge afgørelserne (jf. i denne retning dom af 18.12.2007, Weißenfels mod Parlamentet, C-135/06 P, EU:C:2007:812, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis).

29      Hvad for det andet angår afgørelsen af 20. november 2018 skal det bemærkes, at det af fast retspraksis vedrørende bl.a. vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union og de bestemmelser, der gælder for ansatte ved ECB, fremgår, at påstande om annullation, der formelt er rettet mod en afgørelse om afslag på en administrativ ansøgning, der anfægter en bebyrdende retsakt, har den virkning retligt at få prøvet denne akt, når de som sådan er uden selvstændigt indhold (jf. i denne retning dom af 26.3.2020, Teeäär mod ECB, T-547/18, EU:T:2020:119, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis, og af 16.1.2018, SE mod Rådet, T-231/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:3, præmis 21).

30      Retten bemærker, at denne retspraksis finder tilsvarende anvendelse i den foreliggende sag.

31      Hvad angår den særlige administrative procedure, der gælder for tvisterne mellem EIB og dennes ansatte, er det væsentligt at bemærke, at artikel 41 i EIB’s personalevedtægt i den affattelse, som finder anvendelse på ansatte, der som sagsøgeren er blevet ansat ved EIB efter den 1. juli 2013 (herefter »personalevedtægt II«), bestemmer, at der skal indledes en forligsprocedure, inden der anlægges sag i henhold til denne bestemmelse (jf. i denne retning dom af 13.7.2018, SQ mod EIB, T-377/17, EU:T:2018:478, præmis 71).

32      Denne artikel bestemmer følgende:

»[E]thvert søgsmål anlagt af et medlem af personalet til prøvelse af en retsakt, som er udstedt af [EIB], og som er bebyrdende for den pågældende, skal anlægges inden for tre måneder.

Alle tvister […] skal inden vedtagelsen af retslige foranstaltninger gøres til genstand for en obligatorisk forligsprocedure ved [EIB’s] forligsudvalg, og dette gælder, uanset om der anlægges sag ved Den Europæiske Unions Domstol.

Anmodning om forligsprocedure skal indgives inden for en frist på tre måneder fra indtrædelsen af de omstændigheder, der ligger til grund for tvisten, eller meddelelsen af de retsakter, der giver anledning til tvisten.«

33      Forligsproceduren har således til formål at gøre det muligt at løse tvister mellem EIB og dennes ansatte i mindelighed, og afgørelsen fra formanden for EIB, der afslutter denne procedure, er blot en forudgående betingelse for at anlægge sag ved Unionens retsinstanser. Under disse omstændigheder skal det i overensstemmelse med retspraksis vedrørende sager om vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union eller de bestemmelser, der gælder for ansatte ved ECB, som er nævnt i præmis 29 ovenfor, bemærkes, at påstande om annullation, der formelt er rettet mod en afgørelse fra formanden for EIB, der afslutter en forligsprocedure, har den virkning retligt at få prøvet den bebyrdende retsakt, som er genstand for denne procedure, undtagen i det tilfælde, hvor den nævnte afgørelse har en anden rækkevidde end den retsakt, der er genstand for forligsproceduren. Når denne afgørelse indeholder en fornyet vurdering af sagsøgerens situation på grundlag af nye faktiske eller retlige omstændigheder, eller når den ændrer eller supplerer den oprindelige retsakt, udgør denne en retsakt, der er underlagt domstolskontrol, og retsinstansen tager hensyn til den ved vurderingen af lovligheden af den anfægtede retsakt, eller anser den ligefrem for en retsakt, der går adressaten imod, og som erstatter den anfægtede retsakt (jf. analogt dom af 21.5.2014, Mocová mod Kommissionen, T-347/12 P, EU:T:2014:268, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

34      Eftersom påstanden om annullation af afgørelsen af 20. november 2018 ikke har et selvstændigt indhold, og da konklusionerne i forligsudvalgets rapport af 12. juni 2018 i denne afgørelse kun er blevet forkastet med henvisning til grunde, der i det væsentlige er de samme som dem, der er anført i de anfægtede afgørelser, er det ufornødent at tage særskilt stilling til denne påstand. I forbindelse med undersøgelsen af lovligheden af de anfægtede afgørelser skal der imidlertid tages hensyn til begrundelsen i afgørelsen af 20. november 2018, idet denne begrundelse skal anses for at være sammenfaldende med begrundelsen i de anfægtede afgørelser (jf. analogt dom af 26.3.2020, Teeäär mod ECB, T-547/18, EU:T:2020:119, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis, og af 16.1.2018, SE mod Rådet, T-231/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:3, præmis 22).

 Formaliteten

35      Uden formelt at have fremsat en formalitetsindsigelse i henhold til procesreglementets artikel 130 har EIB gjort gældende, at nærværende søgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling, idet sagsøgeren fremsatte sin anmodning om indledning af forligsproceduren efter udløbet af den frist på tre måneder, der er fastsat i artikel 41, stk. 3, i personalevedtægt II.

36      EIB har i denne henseende principalt gjort gældende, at fristen for at anfægte den manglende udbetaling af godtgørelsen for geografisk mobilitet skal regnes fra den 12. april 2017, hvor sagsøgeren modtog sin første lønseddel efter overførslen til det eksterne kontor i Bruxelles.

37      Eftersom sagsøgeren allerede ved denne lønseddel fik kendskab til den manglende udbetaling af den pågældende godtgørelse, var afgørelsen af 30. juni 2017 blot en bekræftelse af EIB’s administrative stillingtagen i forhold til sagsøgeren, og denne afgørelse udgør derfor ikke en bebyrdende retsakt.

38      EIB har subsidiært anført, at selv i det for sagsøgeren mest fordelagtige tilfælde, hvor afgørelsens dato anses for det tidspunkt, hvorfra fristen begyndte at løbe, har sagsøgeren under alle omstændigheder ikke overholdt fristen på tre måneder i artikel 41, stk. 3, i personalevedtægt II for at forelægge sagen for forligsudvalget.

39      Sagsøgeren har bestridt EIB’s argument om, at søgsmålet ikke kan antages til realitetsbehandling.

40      Det skal indledningsvis bemærkes, at fremsendelse af en månedlig lønseddel eller pensionsopgørelse bevirker, at fristerne for at indbringe klage eller søgsmål til prøvelse af en administrativ afgørelse begynder at løbe, såfremt eksistensen og rækkevidden af denne afgørelse klart og for første gang fremgår af lønsedlen eller pensionsopgørelsen (jf. dom af 12.2.2020,  ZF mod Kommissionen, T-605/18, EU:T:2020:51, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis).

41      Det skal i denne henseende bemærkes, at denne retspraksis har været anvendt i situationer, hvor de lønsedler, mod hvilke søgsmålene var rettet, indeholdt oplysninger om, at der var truffet afgørelser med et rent økonomisk formål, og om rækkevidden heraf, idet disse afgørelser på grund af selve deres beskaffenhed kan være omhandlet i en sådan lønseddel. Lønsedlerne blev nemlig anset for at udgøre bebyrdende retsakter i de tilfælde, hvor de udsprang af afgørelser, der navnlig vedrørte betaling af løn til en tjenestemand, renter af lønefterbetaling, anvendelse af en justeringskoefficient på løn til tjenestemænd, tilbagebetaling af rejseudgifter, udlandstillæg, familietillæg eller fastsættelse af forældrebidrag til børnepasningstilbud (jf. dom af 9.1.2007, Van Neyghem mod Regionsudvalget, T-288/04, EU:T:2007:1, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).

42      Selv om det er korrekt, at sagsøgerens lønseddel for april 2017 rent økonomisk afspejlede virkningerne af afgørelsen om overførsel af denne til det eksterne kontor i Bruxelles, forholder det sig ikke desto mindre således, at hverken afgørelsen eller den nævnte lønseddel i det foreliggende tilfælde klart tilkendegav EIB’s stillingtagen til spørgsmålet om godtgørelse for geografisk mobilitet.

43      Det skal i denne henseende for det første bemærkes, at undladelsen af at angive et tillæg på den berørte persons lønseddel ikke nødvendigvis betyder, at administrationen nægter denne ret hertil (jf. i denne retning dom af 22.9.1988, Canters mod Kommissionen, 159/86, EU:C:1988:432, præmis 7). For det andet modtog sagsøgeren som anført i præmis 5 og 6 ovenfor to forskellige versioner af afgørelsen af 23. marts 2017, som, når de sammenlignes, således som sagsøgeren med rette har anført, viser en uoverensstemmelse med hensyn til, hvilke bestemmelser der finder anvendelse på sagsøgerens overførsel.

44      Under disse omstændigheder, og eftersom afgørelsen af 30. juni 2017 er den første, der klart udtrykker EIB’s afslag på at indrømme sagsøgeren godtgørelse for geografisk mobilitet, skal denne afgørelse anses for den første bebyrdende retsakt for sagsøgeren, som har den virkning, at fristerne for at indbringe klage eller søgsmål begynder at løbe.

45      Det skal i denne sidstnævnte henseende præciseres, at en part, som har gjort gældende, at et søgsmål er anlagt for sent i forhold til de frister, der er fastsat i de gældende bestemmelser, bærer bevisbyrden for, hvornår den anfægtede afgørelse blev meddelt, og under alle omstændigheder for, hvornår den berørte person fik kendskab til, at der var tale om en individuel foranstaltning (jf. i denne retning dom af 29.11.2018, WL mod ERCEA, T-493/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:852, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).

46      Imidlertid har EIB, der bærer denne bevisbyrde, i det foreliggende tilfælde hverken bestridt sagsøgerens argument om eller det af ham fremlagte bevis for, at han fik kendskab til afgørelsen af 30. juni 2017 ved e-mail af 5. juli 2017.

47      Heraf følger, at den dato, fra hvilken fristen for at indgive anmodning om forligsprocedure i det foreliggende tilfælde skal beregnes, er den 5. juli 2017, hvor afgørelsen af 30. juni 2017 blev meddelt sagsøgeren. Derfor har sagsøgeren ved at anmode om indledning af en forligsprocedure den 5. oktober 2017 overholdt den i artikel 41, stk. 3, i personalevedtægt II omhandlede frist.

48      Det følger af ovenstående betragtninger, at den af EIB fremsatte formalitetsindsigelse skal forkastes.

 Påstandene om annullation

49      Til støtte for påstandene om annullation har sagsøgeren fremført fire anbringender, hvoraf det første vedrører tilsidesættelse af de administrative bestemmelsers artikel 1.4 og artikel 11 i bilag VII til disse bestemmelser, det andet vedrører tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, princippet om retlig forudsigelighed og omsorgsprincippet, det tredje vedrører tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling, af artikel 1.3 i adfærdskodeksen for ansatte ved EIB og af artikel 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og det fjerde vedrører tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik og princippet om en rimelig frist.

 Det første anbringende vedrørende tilsidesættelse af de administrative bestemmelsers artikel 1.4 og af artikel 11 i bilag VII til disse bestemmelser

50      Sagsøgeren har for det første i det væsentlige gjort gældende, at overførslen af ham til det eksterne kontor i Bruxelles ikke var permanent, idet det af afgørelsen af 23. marts 2017 klart fremgår, at hans ansættelse var midlertidig.

51      For det andet har sagsøgeren bestridt EIB’s fortolkning af de administrative bestemmelsers artikel 1.4 og af artikel 11 i bilag VII til disse bestemmelser, for så vidt som EIB gør indrømmelsen af godtgørelse for geografisk mobilitet betinget af, at den ansatte genindtræder i tjenesten ved EIB’s hovedsæde i Luxembourg (Luxembourg) efter sin ansættelse på et eksternt kontor.

52      Sagsøgeren har i denne henseende præciseret, at de omhandlede bestemmelsers artikel 1.4 som eneste betingelser for indrømmelsen af denne godtgørelse fastsætter, dels at den ansatte overføres til et andet tjenestested inden for Den Europæiske Union, dels at der foreligger en forudgående tjenesteperiode af en varighed på mindst 12 måneder. Sagsøgeren er således berettiget til den nævnte godtgørelse, eftersom han blev overført til et andet tjenestested i Unionen, nemlig det eksterne kontor i Bruxelles, og havde udført mindst 12 måneders tjeneste ved det foregående tjenestested, idet han havde arbejdet ved det eksterne kontor i Wien i tre år.

53      EIB har bestridt disse argumenter og har heroverfor anført, at godtgørelse for geografisk mobilitet kun indrømmes ansatte, der er tilknyttet de eksterne kontorer i en bestemt periode, og som efter denne midlertidige tjeneste ved et sådant kontor genindtræder i tjenesten ved EIB’s hovedsæde, selv i det tilfælde, hvor der ved »EIB’s hovedsæde« ikke blot må forstås hovedsædet i Luxembourg, men også ethvert andet tjenestested eller eksternt kontor. EIB har navnlig gjort gældende, at det følger af artikel 2, stk. 2, i bilag VII til de administrative bestemmelser, at hvis en person, der er permanent tilknyttet et eksternt kontor, afslutter sin tjeneste ved EIB på det omhandlede eksterne kontor, har denne ikke ret til den nævnte godtgørelse.

54      Dette er tilfældet for sagsøgeren, som var permanent tilknyttet det eksterne kontor i Bruxelles indtil udløbet af sin kontrakt, og som ikke havde udsigt til at genindtræde i tjenesten ved EIB’s hovedsæde efter udløbet af denne tjenesteperiode.

55      For at besvare dette anbringende skal der tages stilling til, hvilke betingelser der skal være opfyldt for at indrømme godtgørelse for geografisk mobilitet i det tilfælde, hvor der sker overførsel til et af EIB’s eksterne kontorer inden for Unionen, herunder især om indrømmelsen af denne godtgørelse, således som EIB har gjort gældende, ligeledes er betinget af, at den pågældende vender tilbage til EIB’s hovedsæde efter at have udført tjeneste på det eksterne kontor.

56      Det skal først bemærkes, at betingelserne for at indrømme godtgørelse for geografisk mobilitet i det tilfælde, hvor der sker overførsel til et af EIB’s eksterne kontorer inden for EU, er reguleret i de administrative bestemmelsers artikel 1.4.

57      Denne artikel er affattet som følger:

»Godtgørelse for geografisk mobilitet indrømmes et medlem af personalet, som overføres til et andet tjenestested inden for Den Europæiske Union. Tjenesteperiodens varighed fastsættes for en periode på mellem et og tre år med mulighed for forlængelse med et år og med en varighed på højst fem år i alt.

Godtgørelsen udbetales fra datoen for den faktiske overførsel og i perioden under tjeneste. For at have ret hertil skal det pågældende medlem af personalet have [udført] mindst tolv måneders tjeneste ved det foregående tjenestested.

Ved overførsel til Luxembourg udbetales godtgørelsen maksimalt for en periode på et år.

[…]

Ved tjenstlig placering ved et af [EIB’s] kontorer uden for Den Europæiske Union indrømmes godtgørelse for geografisk mobilitet på de i bilag VII til de [administrative bestemmelser] angivne betingelser.«

58      Det følger af en ordlydsfortolkning af den nævnte artikel, således som sagsøgeren med rette har anført, at to kumulative betingelser skal være opfyldt, for at der kan indrømmes godtgørelse for geografisk mobilitet i det tilfælde, hvor der sker overførsel til et af EIB’s eksterne kontorer inden for EU, nemlig dels overførsel til et andet tjenestested inden for Unionen for en periode på mellem et og fem år, dels udførelse af mindst tolv måneders tjeneste ved det foregående tjenestested. Det følger således af den nævnte artikels ordlyd, at hvis disse to betingelser er opfyldt, har den pågældende ret til den omhandlede godtgørelse under hele tjenesteperioden ved det eksterne kontor, hvortil denne er overført.

59      Det skal således indledningsvis konstateres, at denne artikel ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til den betingelse om midlertidig tjeneste ved et eksternt kontor inden for EU, som EIB har gjort gældende, hvorefter den ansatte skal genindtræde i tjenesten ved EIB’s hovedsæde efter denne tjenesteperiodes udløb for at være berettiget til den omhandlede godtgørelse.

60      Ifølge fast retspraksis skal der imidlertid ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse ikke blot tages hensyn til ordlyden, men også til den sammenhæng, hvori bestemmelsen indgår, og de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (jf. dom af 24.4.2018, Caisse régionale de crédit agricole mutuel Alpes Provence m.fl. mod ECB, T-133/16 – T-136/16, EU:T:2018:219, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis).

61      Hvad navnlig angår sammenhængen bemærkes, at de administrative bestemmelsers artikel 1.4 regulerer betingelserne for indrømmelse af godtgørelse for geografisk mobilitet, mens de særlige bestemmelser, som er gældende for de medlemmer af personalet, der er tilknyttet EIB’s eksterne kontorer, derimod findes i bilag VII til disse bestemmelser. I denne henseende skal det præciseres, at selv om det sidste stykke i artikel 1.4 kun indeholder en udtrykkelig henvisning til dette bilag for så vidt angår overførslen til et eksternt kontor uden for Unionen, bestemmer artikel 1 i det nævnte bilag udtrykkeligt, at bilaget også finder anvendelse på personale, der overføres til et af EIB’s eksterne kontorer inden for Unionen, og parterne er i øvrigt enige om denne fortolkning. Det er således i denne sammenhæng, at de nævnte bestemmelsers artikel 1.4 og dermed betingelserne for indrømmelse af den omhandlede godtgørelse i tilfælde, hvor der sker overførsel til et af EIB’s eksterne kontorer inden for EU, skal fortolkes.

62      Navnlig bestemmer artikel 2 i bilag VII til de administrative bestemmelser med overskriften »Tjenesteperiodens varighed«:

»Tjenstlig placering ved et eksternt kontor er principielt begrænset til tre år. [EIB] kan efter eget skøn og i tjenestens interesse forlænge tjenesteperioden op til en samlet varighed på højst seks år.

Ved afslutningen af tjenesteperiodens varighed som omhandlet i det foregående stykke skal det pågældende medlem af personalet genindtræde i tjenesten ved [EIB’s] hovedsæde. Medlemmet genindsættes i en stilling på samme funktionsniveau (hvis den pågældendes ansættelseskontrakt er omfattet af [p]ersonalevedtægt I) eller i samme lønklasse (hvis den pågældendes ansættelseskontrakt er omfattet af [p]ersonalevedtægt II), som vedkommende havde ved afslutningen af tjenesten ved det eksterne kontor.«

63      Artikel 11 i det nævnte bilag bestemmer, at et medlem af personalet, som er tilknyttet et eksternt kontor, har ret til godtgørelse for geografisk mobilitet som omhandlet i de administrative bestemmelsers artikel 1.4.

64      Det følger således af artikel 2, sammenholdt med artikel 11, i bilag VII til de administrative bestemmelser, at en tjenstlig placering på et eksternt kontor ikke kan have en varighed, der overstiger den i de gældende bestemmelser fastsatte, og at en ansat, der opfylder betingelserne i de relevante administrative bestemmelser, under denne tjenesteperiode har ret til godtgørelse for geografisk mobilitet. Det foreskrives i øvrigt, at den ansatte efter denne tjenesteperiodes udløb skal genindtræde i tjenesten ved EIB’s hovedsæde.

65      Det skal således fastslås, at den genindtrædelse i tjenesten ved EIB’s hovedsæde, der er fastsat i artikel 2 i bilag VII til de administrative bestemmelser, ikke udgør en betingelse for indrømmelse af godtgørelse for geografisk mobilitet, men kun er den logiske følge af ophøret af den midlertidige tjenesteperiode ved et eksternt kontor for en ansat, hvis kontrakt ikke er udløbet, og som skal genindtræde i tjenesten ved EIB’s hovedsæde efter denne periode. Den nævnte artikel fastsætter i øvrigt en garanti for, at de berørte ansatte ved afslutningen af denne periode genindsættes i en stilling på samme funktionsniveau eller i samme lønklasse, som de pågældende havde ved afslutningen af deres tjeneste ved et sådant eksternt kontor.

66      Det skal ganske vist konstateres, at selv om bilag VII til de administrative bestemmelser, således som det præciseres i disse bestemmelsers artikel 1, finder anvendelse »på medlemmer af personalet ved [EIB], der er tilknyttet et eksternt kontor i eller uden for [Unionen]«, regulerer ingen bestemmelse i dette bilag eller nogen bestemmelse generelt situationen for en ansat som sagsøgeren, hvis tidsbegrænsede kontrakt udløber ved afslutningen af den pågældendes tjenesteperiode ved et eksternt kontor.

67      Selv om der ikke findes nogen præcis bestemmelse herom, kan EIB’s argument, hvorefter en sådan overførsel under de foreliggende omstændigheder bør anses for permanent, således at de administrative bestemmelsers artikel 1.4 ikke finder anvendelse, ikke godtages.

68      Det skal nemlig bemærkes, at den forudsætning, som dette argument bygger på, nemlig at sagsøgerens overførsel havde permanent karakter, er fejlagtig.

69      Det skal i denne henseende bemærkes, at det af afgørelsen af 23. marts 2017, uanset hvilken version af denne afgørelse der blev fremsendt til sagsøgeren, for det første klart fremgår, at overførslen af sagsøgeren til det eksterne kontor i Bruxelles havde virkning indtil udløbet af sagsøgerens kontrakt, dvs. den 31. maj 2020, for det andet at vilkårene og betingelserne for denne tjenstlige placering i tilfælde af en kontraktforlængelse skulle revideres, og for det tredje at tjenstlige placeringer ved EIB’s eksterne kontorer har en varighed på højst seks år, der ikke kan forlænges ud over varigheden af den igangværende kontrakt.

70      Det skal derfor fastslås, at den faktiske varighed af sagsøgerens tjenesteperiode ved det eksterne kontor i Bruxelles svarede til en bestemt periode fra den 1. april 2017 til den 31. maj 2020, således som det fremgik af afgørelsen af 23. marts 2017.

71      Under disse omstændigheder skal det bemærkes, at en overførsel til et eksternt kontor på grundlag af de relevante administrative bestemmelser som følge af en sådan overførsels beskaffenhed ikke blot ikke kan anses for »permanent«, eftersom overførslen fra starten er begrænset til den maksimale varighed, der er fastsat i de nævnte bestemmelser, men selv i det tilfælde, hvor et medlem af personalet ved EIB er tilknyttet et sådant kontor for en periode, hvis afslutning er sammenfaldende med ophøret af den pågældendes tidsbegrænsede kontrakt, således som det er tilfældet i den foreliggende sag, er dette medlem af personalet berettiget til denne godtgørelse, hvis den pågældende opfylder de to kumulative betingelser, der er fastsat i de administrative bestemmelsers artikel 1.4, og som er nævnt i præmis 58 ovenfor.

72      Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at EIB ved at afslå at indrømme sagsøgeren godtgørelse for geografisk mobilitet har tilsidesat de administrative bestemmelsers artikel 1.4.

73      Det første anbringende skal derfor tages til følge.

74      Følgelig og uden at det er nødvendigt at tage stilling til sagsøgerens øvrige anbringender til støtte for påstandene om annullation, skal disse påstande tages til følge og de anfægtede afgørelser annulleres, for så vidt som sagsøgeren derved er blevet meddelt afslag på godtgørelse for geografisk mobilitet.

 Påstandene om erstatning

75      Sagsøgeren har i det væsentlige nedlagt påstand dels om erstatning for en hævdet økonomisk skade hidrørende fra den manglende udbetaling af godtgørelsen for geografisk mobilitet fra den 1. april 2017, dels om erstatning for en hævdet ikke-økonomisk skade, der følger af EIB’s passivitet med hensyn til at afslutte forligsproceduren.

 Påstandene om erstatning for en hævdet økonomisk skade og betaling af morarenter

76      Med den første erstatningspåstand har sagsøgeren i det væsentlige nedlagt påstand om betaling af erstatning på 36 045,60 EUR svarende til den godtgørelse for geografisk mobilitet, som skal betales fra den 1. april 2017 og til anlæggelsen af denne sag. Dette beløb skal forhøjes med 1 567,20 EUR for hver yderligere måned.

77      Med den anden erstatningspåstand har sagsøgeren nedlagt påstand om betaling af morarenter fastsat til ECB’s rentesats, forhøjet med to procentpoint, af de i præmis 76 ovenfor nævnte beløb.

78      Det er i denne henseende tilstrækkeligt at bemærke, at det af artikel 266, stk. 1, TEUF fremgår, at den institution eller det organ, kontor eller agentur, fra hvilken en annulleret retsakt hidrører, har pligt til at gennemføre de til dommens opfyldelse nødvendige foranstaltninger. Imidlertid er det sagsøgerens hensigt med disse påstande at opnå, at EIB tilpligtes at betale ham et beløb, som han vil have ret til som følge af den afgørelse, som EIB skal træffe for at opfylde den foreliggende dom om annullation.

79      Da de nævnte påstande dermed er nedlagt for tidligt, kan de ikke tages til følge (jf. i denne retning dom af 25.6.2020, ZS mod EIB, T-659/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:281, præmis 90 og den deri nævnte retspraksis).

 Påstanden om erstatning for en hævdet ikke-økonomisk skade

80      Med den tredje erstatningspåstand har sagsøgeren gjort gældende, at EIB’s formand ikke traf sin afgørelse inden for en rimelig frist efter, at forligsudvalgets rapport forelå, hvilket medfører, at EIB har pådraget sig erstatningsansvar.

81      I denne henseende har sagsøgeren gjort gældende, at han har lidt en ikke-økonomisk skade, som han har opgjort til 2 000 EUR, som følge af, at han ud over den allerede vanskelige økonomiske situation, som han befandt sig i på grund af, at han ikke modtog godtgørelse for geografisk mobilitet, også befandt sig i en situation præget af usikkerhed, der skyldtes, at formanden for EIB ikke traf en afgørelse efter, at rapporten forelå, hvilket i øvrigt gav sagsøgeren anledning til at klage til Den Europæiske Ombudsmand.

82      EIB har bestridt disse argumenter.

83      I denne henseende skal det indledningsvis bemærkes, at annullation af en ulovlig retsakt ifølge fast retspraksis i sig selv udgør en passende og principielt tilstrækkelig erstatning for den ikke-økonomiske skade, som retsakten kan have forvoldt. Dette er imidlertid ikke tilfældet, når sagsøgeren godtgør at have lidt en ikke-økonomisk skade, som kan adskilles fra den ulovlighed, der danner grundlag for annullationen, og som ikke kan erstattes fuldt ud ved denne annullation (jf. dom af 30.1.2020, BZ mod Kommissionen, T-336/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:210, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis; jf. ligeledes i denne retning dom af 14.9.2017, Bodson m.fl. mod EIB, T-504/16 og T-505/16, EU:T:2017:603, præmis 77 og den deri nævnte retspraksis).

84      Endelig følger det ligeledes af fast retspraksis, at det i forbindelse med et krav om erstatning fremsat af en tjenestemand eller ansat er en forudsætning for, at en institution kan ifalde ansvar, at tre betingelser vedrørende retsstridigheden af den adfærd, som den omhandlede institution foreholdes, er opfyldt, nemlig at den adfærd, der foreholdes institutionen, er ulovlig, at der er lidt et tab, og at der foreligger årsagsforbindelse mellem adfærden og den påberåbte skade. De tre betingelser for at ifalde ansvar er kumulative, hvilket betyder, at når en af betingelserne ikke er opfyldt, kan institutionen ikke ifalde ansvar. Desuden har Unionens retsinstanser ikke pligt til at undersøge disse betingelser i en bestemt rækkefølge (jf. kendelse af 11.6.2020, Vanhoudt m.fl. mod EIB, T-294/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:264, præmis 70 og den deri nævnte retspraksis).

85      I det foreliggende tilfælde skyldes den ikke-økonomiske skade, som sagsøgeren hævder at have lidt, i det væsentlige en følelse af usikkerhed forvoldt af den urimelige lange periode, der forløb, før formanden for EIB traf den afgørelse, der afsluttede forligsproceduren.

86      Selv om en sådan ikke-økonomisk skade kan anses for at kunne adskilles fra den ulovlighed, der danner grundlag for annullationen af de anfægtede afgørelser, nemlig tilsidesættelse af de administrative bestemmelsers artikel 1.4, skal det imidlertid konstateres, at stævningen ikke indeholder det mindste bevis for omfanget af den ikke-økonomiske skade, som sagsøgeren angiveligt har lidt.

87      Under disse omstændigheder skal den tredje erstatningspåstand forkastes.

88      På baggrund af det ovenstående skal de anfægtede afgørelser annulleres, for så vidt som sagsøgeren derved er blevet meddelt afslag på godtgørelse for geografisk mobilitet, og i øvrigt frifindes EIB.

 Sagsomkostninger

89      I henhold til procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da EIB har tabt sagen, bør det pålægges denne at afholde omkostningerne i overensstemmelse med sagsøgerens påstande.

På grundlag af disse præmisser,

udtaler og bestemmer

RETTEN (Første Afdeling):

1)      Afgørelserne fra Den Europæiske Investeringsbank (EIB) af 30. juni og 11. december 2017 annulleres, for så vidt som AM derved blev meddelt afslag på godtgørelse for geografisk mobilitet.

2)      I øvrigt frifindes EIB.

3)      EIB bærer sine egne omkostninger og betaler de af AM afholdte omkostninger.

Kanninen

Półtorak

Stancu

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 10. marts 2021.

Underskrifter


*      Processprog: fransk.