Language of document : ECLI:EU:T:2012:374

Sag T-170/11

Rivella International AG

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

»EF-varemærker – indsigelsessag – ansøgning om EF-figurmærket BASKAYA – det ældre internationale figurmærke Passaia – bevis for reel brug af det ældre varemærke – relevante geografiske område – artikel 42, stk. 2 og 3, i forordning (EF) nr. 207/2009«

Sammendrag af dom

1.      EF-varemærker – bemærkninger fra tredjemand og indsigelse – behandling af indsigelsen – bevis for brug af det ældre varemærke – fastlæggelse af det relevante område – spørgsmål reguleret af forordning nr. 207/2009 og ikke af national ret

(Rådets forordning nr. 207/2009, art. 42, stk. 2 og 3; Kommissionens forordning nr. 2868/95, art. 1, regel 22, stk. 3)

2.      Tilnærmelse af lovgivningerne – varemærker – direktiv 2008/95 – manglende reel brug af varemærket – frist på fem år – begrebet »datoen for registreringsprocedurens afslutning« – ingen fællesskabsretlig harmonisering – den enkelte medlemsstats fastlæggelse heraf efter dens egne procedureregler vedrørende registrering

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/95, art. 10, stk. 1)

3.      EF-varemærker – bemærkninger fra tredjemand og indsigelse – behandling af indsigelsen – bevis for brug af det ældre varemærke – rimelig grund til, at brug ikke har fundet sted – begreb – national anerkendelse af defensive varemærker – udelukket

(Rådets forordning nr. 207/2009, art. 42, stk. 2 og 3)

4.      EF-varemærker – bemærkninger fra tredjemand og indsigelse – behandling af indsigelsen – bevis for brug af det ældre varemærke – varemærker, som er genstand for en international registrering med retsvirkning i en medlemsstat – varemærker, der anses for nationale varemærker

[Rådets forordning nr. 207/2009, art. 8, stk. 2, litra a), og art. 42, stk. 3]

1.      Det fremgår af artikel 42, stk. 2 og 3, i forordning nr. 207/2009 om EF-varemærker og af regel 22, stk. 3, i forordning nr. 2868/95 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 40/94, at spørgsmål vedrørende det bevis, som fremlægges til støtte for indsigelsen mod EF-varemærkets registrering, og spørgsmål vedrørende den territoriale udstrækning af brugen af varemærker er reguleret i de relevante bestemmelser i forordning nr. 207/2009, og at det er unødvendigt at henvise til en bestemmelse i medlemsstaternes nationale ret.

Den omstændighed, at ældre nationale eller internationale varemærker kan påberåbes til støtte for en indsigelse mod registreringen af EF-varemærker, indebærer ikke, at den nationale ret, som finder anvendelse på det ældre varemærke, som er påberåbt til støtte for indsigelsen, også er den relevante ret for så vidt angår en fællesskabsretlig indsigelsessag.

I mangel af relevante bestemmelser i forordning nr. 207/2009 eller i givet fald i direktiv 2008/95 om varemærker kan national ret ganske vist tjene som reference.

Dette er tilfældet for så vidt angår tidspunktet for registreringen af et ældre varemærke, som er påberåbt under en fællesskabsretlig indsigelsessag.

Dette er imidlertid ikke tilfældet for så vidt angår fastlæggelsen af det område, for hvilket brug af det ældre varemærke skal godtgøres. Dette spørgsmål reguleres på udtømmende vis af forordning nr. 207/2009, uden at det er nødvendigt at henvise til national ret.

I henhold til de ovenfor nævnte bestemmelser skal den reelle brug af et ældre varemærke godtgøres inden for Den Europæiske Union eller den berørte medlemsstat, uanset om der er tale om et EF-varemærke, et nationalt eller et internationalt varemærke.

(jf. præmis 26-31)

2.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 29)

3.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 34)

4.      Den henvisning i artikel 8, stk. 2, litra a), i forordning nr. 207/2009 om EF-varemærker, der er foretaget i samme forordnings artikel 42, stk. 3, skal forstås således, at »varemærker, som er genstand for en international registrering med retsvirkning i en medlemsstat«, skal sidestilles med »nationale varemærker«. Artikel 42, stk. 3, finder dermed anvendelse på internationale varemærker.

(jf. præmis 39 og 40)