RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM
(Anden Afdeling)
19. juni 2013
Sag F-89/11
Charles Dieter Goetz
mod
Den Europæiske Unions Regionsudvalg
»Personalesag – tjenestemænd – ansvar uden for kontraktforhold – erstatningssøgsmål – formaliteten – begyndelsestidspunkt for søgsmålsfristen – OLAF’s undersøgelse – administrativ undersøgelse – disciplinærsag for disciplinærrådet – pligt for administrationen til at handle med den fornødne omhu – varigheden af en disciplinærsag – ansvar for indledning af en disciplinærsag, der afsluttes uden pålæggelse af en sanktion«
Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder Charles Dieter Goetz i det væsentlige har nedlagt påstand om, at Den Europæiske Unions Regionsudvalg for det første dømmes til at betale erstatning for den ikke-økonomiske skade, som sagsøger har lidt som følge af den uforholdsmæssige forlængelse af den tilstand af retsusikkerhed, som han har befundet sig i, siden beskyldningerne imod ham blev fremsat, for det andet for den ikke-økonomiske skade, som sagsøger har lidt som følge af de fejl og undladelser, som Regionsudvalget gjorde sig skyldig i i forbindelse med disciplinærprocedurerne imod ham, og for det tredje for den økonomiske skade, som han har lidt som følge af sin tvungne førtidige pensionering.
Udfald: Regionsudvalget frifindes. Charles Dieter Goetz bærer sine egne omkostninger og betaler Regionsudvalgets omkostninger.
Sammendrag
1. Tjenestemandssager – frister – erstatningskrav fremsendt til en institution – overholdelse af en rimelig frist – varighed og begyndelsestidspunkt for søgsmålsfristen
(Statutten for EF-Domstolen, art. 46; tjenestemandsvedtægten, art. 90)
2. Tjenestemænd – institutionernes ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – erstatning af en skade forvoldt en tjenestemand eller en øvrig ansat – administrationens omsorgspligt – rækkevidde
(Art. 268 TEUF, 270 TEUF og 340, stk. 2, TEUF; tjenestemandsvedtægten, art. 24, 90 og 91)
3. Tjenestemandssager – erstatningssøgsmål – påstand om erstatning for den ikke-økonomiske skade, der er forvoldt som følge af en urimeligt langvarig disciplinærsag – formaliteten – betingelser
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
4. Tjenestemænd – disciplinærordning – disciplinærsag – frister – pligt for Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) og administrationen til at udvise fornøden omhu – vurdering – tilsidesættelse – særlige omstændigheder – bevisbyrde
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41, stk. 1; tjenestemandsvedtægten, bilag IX)
5. Tjenestemænd – disciplinærordning – disciplinærsag – frister – administrationens pligt til at handle inden en rimelig frist – undersøgelse forud for indledningen af en disciplinærsag – administrationens skønsbeføjelse – rækkevidde
(Tjenestemandsvedtægten, bilag IX)
6. Tjenestemænd – disciplinærordning – proceduren ved Disciplinærrådets sagsbehandling – frist fastsat i medfør af bilag IX til vedtægten – uforbindende frister
(Tjenestemandsvedtægten, bilag IX)
7. Tjenestemænd – disciplinærordning – disciplinærsag – disciplinærforfølgning og disciplinærsager iværksat samtidigt vedrørende de samme forhold – suspension af den disciplinære forfølgning – berettigelse – tjenestemandens begæring om at afvente en afgørelse truffet af en retslig myndighed i forhold til ham – lovlig
(Tjenestemandsvedtægten, bilag IX, art. 25)
8. Tjenestemænd – disciplinærordning – disciplinærsag – ansættelsesmyndighedens beføjelser og Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svigs (OLAF) beføjelser – rækkevidde
(Tjenestemandsvedtægten, bilag IX, art. 3; Kommissionens afgørelse 1999/352)
9. Tjenestemandssager – akt, der indeholder et klagepunkt – begreb – intern revisionsberetning – ikke omfattet
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90)
10. Tjenestemænd – disciplinærordning – disciplinærsag – Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svigs (OLAF) indledning af en undersøgelse og derpå ansættelsesmyndighedens indledning af en disciplinærsag – skøn – rækkevidde – kravet om alvorlige indicier – overholdelse af princippet om uskyldsformodning
(Tjenestemandsvedtægten, bilag IX)
1. Når et søgsmål har en rent erstatningsmæssig karakter i den forstand, at det tilsigter at opnå godtgørelse for et tab, der angiveligt er lidt som følge af en række fejl eller undladelser, der ikke har nogen retsvirkninger og derfor ikke kan kvalificeres som en akt, der indeholder et klagepunkt, kan disse påstande kun fremmes til realitetsbehandling, hvis sagsøgeren tidligere har gjort dem gældende i forbindelse med en ansøgning om godtgørelse indgivet til administrationen inden for en rimelig frist, der skal anses for at løbe fra det tidspunkt, hvor den påståede skade reelt er sket, og derpå i forbindelse med en klage rettet mod afslag på ansøgningen om godtgørelse inden for de frister, der er fastsat i medfør af vedtægtens artikel 90 og 91.
Selv om den rimelige frist skal vurderes på grundlag af omstændighederne i den enkelte sag, herunder navnlig sagens betydning for den pågældende, dens kompleksitet samt parternes adfærd, foreligger der i denne forbindelse et sammenligningsgrundlag i forhold til forældelsesfristen på fem år for søgsmål vedrørende ansvar uden for kontrakt i artikel 46 i Den Europæiske Unions Domstols statut, og dette selv om denne sidstnævnte frist ikke finder anvendelse i sager mellem Unionen og dens ansatte.
(jf. præmis 95 og 96)
Henvisning til:
Domstolen: 19. april 2007, sag C-282/05 P, Holcim (Tyskland) mod Kommissionen, præmis 33; 17. juli 2008, sag C-51/05 P, Kommissionen mod Cantina sociale di Dolianova m.fl., præmis 63
Retten i Første Instans: 5. oktober 2004, sag T-144/02, Eagle m.fl. mod Kommissionen, præmis 71
Personaleretten: 2. maj 2007, sag F-23/05, Giraudy mod Kommissionen, præmis 69
2. Søgsmål, som angår erstatning for et tab, som en institution har forvoldt en tjenestemand eller en ansat, der er anlagt på grundlag af artikel 270 TEUF og vedtægtens artikel 90 og 91, følger regler, der er særlige og specielle i forhold til de regler, der følger af de almindelige principper vedrørende Unionens ansvar uden for kontraktforhold inden for rammerne af artikel 268 TEUF og artikel 340, stk. 2, TEUF. Det følger nemlig bl.a. af vedtægten, at en tjenestemand eller en ansat i Unionen i modsætning til enhver anden borger er bundet til den institution, han tilhører, af en ansættelsesretlig forbindelse, som indebærer en ligevægt af specifikke gensidige rettigheder og pligter, som afspejles i institutionens omsorgspligt i forhold til den pågældende. Det følger heraf, at når Unionen handler som arbejdsgiver, er den underlagt et skærpet ansvar, der kommer til udtryk ved en pligt til at erstatte den skade, som personalet måtte lide, som følge af de ulovligheder, Unionen måtte begå i sin egenskab af arbejdsgiver, uden at det for at etablere institutionens ansvar uden for kontrakt i forbindelse med en EU-personalesag er nødvendigt at godtgøre, at der foreligger en tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse af reglerne, eller at en institution åbenbart og groft har overskredet grænserne for sit skøn.
(jf. præmis 98)
Henvisning til:
Retten: 16. december 2010, sag T-143/09 P, Kommissionen mod Petrilli, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis; 12. juli 2012, sag T-308/10 P, Kommissionen mod Nanopoulos, præmis 103 og 104
3. Den omstændighed, at den ikke-økonomiske skade, som en tjenestemand gør gældende på grund af en urimelig langvarig disciplinærsag, ikke fuldstændig var indtruffet på det tidspunkt, hvor denne indgav sin ansøgning om godtgørelse, udgør ikke en betingelse for, at et erstatningskrav i forhold til en urimeligt langvarig disciplinærsag kan fremmes til realitetsbehandling. Hvis dette ikke var tilfældet, ville administrationen nemlig kunne trække en administrativ procedure ud i det uendelige for at forhindre, at denne blev draget til ansvar for procedurens urimelige varighed.
(jf. præmis 122)
Henvisning til:
Retten i Første Instans: 11. april 2006, sag T-394/03, Angeletti mod Kommissionen
4. Administrationen er forpligtet til at udvise fornøden omhu, når den behandler en persons situation. Denne pligt udgør et generelt EU-retligt princip, hvis overholdelse Unionens retsinstanser sikrer, og er, som en del af retten til god forvaltningsskik, anført i artikel 41, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, hvis manglende overholdelse kan pådrage Unionen et erstatningsansvar. Når det ser ud til, at administrationen ikke har udvist den fornødne omhu, påhviler det denne at godtgøre, at der foreligger særlige omstændigheder, der kan begrunde denne handlemåde.
I denne henseende har ansættelsesmyndigheden eller i givet fald Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) på det disciplinære område pligt til at udvise fornøden omhu fra det tidspunkt, hvor administrationen er blevet bekendt med de forhold og den adfærd, der kan udgøre tilsidesættelse af en tjenestemands vedtægtsmæssige forpligtelser i forhold til at vurdere, om der skal indledes en undersøgelse, såvel som i givet fald i forbindelse med udførelsen af denne undersøgelse og – når der er tale om den nævnte myndighed – i forbindelse med at føre disciplinærsagen. Navnlig hvad angår disciplinærsagen skal denne myndighed sørge for, at enhver retsakt, der vedtages, sker inden for en rimelig frist i forhold til den foregående retsakt.
Ved vurderingen af, om administrationens manglende omhu har gjort det svært for den pågældende tjenestemand at udøve sin ret til forsvar – her i forbindelse med en forældelsesregel – og således ville retfærdiggøre annullationen af den sanktion, der blev vedtaget efter afslutning af denne procedure, skal der tages højde for det tidsrum, der ligger imellem den dato, hvor de omtvistede handlinger blev begået, og den dato, hvorpå ansættelsesmyndigheden og OLAF fik kendskab til dem. Derimod er denne frist ikke relevant i forhold til at vurdere, om den nævnte myndighed og OLAF, ved at fastholde en person i den belastende situation, der er forbundet med at være mistænkt for at have tilsidesat sine vedtægtsmæssige forpligtelser i urimeligt lang tid, har forårsaget en skade, der skal erstattes, idet hverken den ene eller den anden i dette tilfælde, så længe denne myndighed eller OLAF ikke har fået kendskab til nogen omstændighed, der kunne medføre, at der foreligger en tilsidesættelse af forpligtelser fra den pågældende tjenestemands side, kan bebrejdes, at de på grund af manglende omhu i urimeligt lang tid har fastholdt den nævnte tjenestemand i en tilstand af retsusikkerhed.
(jf. præmis 123 og 125-127)
Henvisning til:
Domstolen: 21. september 2006, sag C-105/04 P, Nederlandse Federatieve Vereniging voor de Groothandel op Elektrotechnisch Gebied mod Kommissionen, præmis 35
Retten i Første Instans: Angeletti mod Kommissionen, præmis 162
Personaleretten: 13. januar 2010, forenede sager F-124/05 og F-96/06, A og G mod Kommissionen, præmis 395; 8. marts 2012, sag F-12/10, Kerstens mod Kommissionen, præmis 124-126
5. Ansættelsesmyndighedens beslutning om i tillæg til Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svigs (OLAF) undersøgelse at indlede en intern administrativ undersøgelse vil nødvendigvis føre til en forlængelse af den disciplinære periodes varighed, om end det dog ikke i princippet kan antages, at udarbejdelsen af den nævnte interne undersøgelse gør varigheden af denne periode urimeligt lang. Når de omtvistede faktiske omstændigheder er ganske komplekse, eller når administrationen ikke råder over den fornødne ekspertise til at vurdere, om bestemte fremgangsmåder navnlig på det finansielle område udgør uregelmæssigheder, kan det blive nødvendigt for ansættelsesmyndigheden at gøre brug af ydelser fra tredjemand for at belyse følgerne af de handlinger, der er blevet angivet i OLAF’s undersøgelsesrapport.
(jf. præmis 135 og 136)
6. Bilag IX til vedtægten fastlægger ikke nogen frist, inden for hvilken ansættelsesmyndigheden, når denne har vedtaget en afgørelse om at indlede en disciplinærsag ved disciplinærrådet, skal indgive sin udtalelse til disciplinærrådet. Under alle omstændigheder er de tidsfrister, der er indeholdt i bilag IX til vedtægten, ikke ufravigelige, og anvendelsen af frister, der er længere end dem, der er indeholdt i det nævnte bilag, kan være nødvendig for at gennemføre en tilstrækkelig fyldestgørende vurdering af de faktiske omstændigheder, der giver den berørte part alle de retsgarantier, som vedtægten tilsigter at give.
(jf. præmis 141)
Henvisning til:
Retten i Første Instans: 18. december 1997, sag T-12/94, Daffix mod Kommissionen, præmis 130 og 131; 10. juni 2004, sag T-307/01, François mod Kommissionen, præmis 47
7. En begrundelse, der er forbundet med hensynet til at imødekomme en ansøgning fra en tjenestemand, der er genstand for en disciplinærforfølgning og en national retsforfølgning, om at afvente en afgørelse fra de nationale myndigheders side i forhold til denne, synes at kunne anses for en gyldig grund til at suspendere disciplinærforfølgningen og dermed en forlængelse af den disciplinære periodes varighed.
I denne henseende er det rigtigt, at artikel 25 i bilag IX til vedtægten ikke pålægger disciplinærrådet at suspendere sit arbejde. I henhold til denne artikel forhindrer en sideløbende straffesag på den ene side ikke disciplinærsagen i at gå sin gang, men alene ansættelsesmyndigheden i at træffe sin afgørelse. På den anden side er administrationen kun forpligtet til at suspendere en disciplinærsag, hvis tjenestemanden kan godtgøre, at der er indledt en straffesag imod ham, et begreb, der på grund af den omstændighed, at det indebærer iværksættelse af en offentlig påtale med henblik på pålæggelse af en straf, ikke blot kan omfatte en undersøgelse, en oplysning eller en instruks, men medfører en formodning for, at der er indledt strafforfølgning.
Den omstændighed, at disciplinærrådet ikke er forpligtet til at suspendere disciplinærsagen, betyder dog ikke, at den suspendering af disciplinærsagen, som det træffer afgørelse om, ikke er berettiget. For at fastslå, om en sådan suspendering er hensigtsmæssig, skal der nemlig alene tages hensyn til de beviser, der var til rådighed for den myndighed eller det disciplinære organ, der har truffet afgørelse om suspenderingen på det tidspunkt, hvor man vedtog denne beslutning.
Derimod er begrundelser forbundet med sagens kompleksitet, antallet af vidneudsagn, der skal indsamles, og andre efterforskningsskridt, der er påtænkt af disciplinærrådet, ikke tilbøjelige til at kunne retfærdiggøre suspenderingen af disciplinærsagen og som følge heraf forlængelsen af den disciplinære periode, men bør så meget desto mere formå disciplinærrådet til at investere flere ressourcer i behandlingen af sagsøgerens sag. Ligeledes hvad angår sommerferieperioden kan denne heller ikke retfærdiggøre, at en disciplinærsag suspenderes.
(jf. præmis 147 og 150-153)
Henvisning til:
Personaleretten: 17. juli 2012, sag F-54/11, BG mod Ombudsmanden, præmis 70
8. Selv om artikel 3 i bilag IX til vedtægten bestemmer, at det efter afslutningen af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svigs (OLAF) undersøgelse tilkommer ansættelsesmyndigheden og ikke OLAF at træffe afgørelse om, hvorvidt der skal indledes en disciplinærsag, og som følge heraf muligheden for at vedtage en sanktion, kan det ikke sluttes af disse bestemmelser, at ansættelsesmyndigheden kan bringe en undersøgelse, der foretages af OLAF, til ophør, medmindre der rejses tvivl om princippet om uafhængigheden af OLAF’s undersøgelser, som er fastlagt ved artikel 3 i afgørelse 1999/352 om oprettelse af OLAF.
(jf. præmis 159)
9. En institutions interne revisionsberetning, der tilsigter at analysere en tjenestegrens virkemåde og ikke en persons handlinger, er derfor ikke forbundet med ulovligheden af en akt, der indeholder et klagepunkt, der er rettet mod en tjenestemand, og udgør heller ikke en akt, der indeholder et klagepunkt, i forhold til hvilken tjenestemanden, for at klagen kan antages til realitetsbehandling, skal indgive denne inden for den frist på tre måneder, der er fastsats i vedtægtens artikel 90, stk. 2.
(jf. præmis 170)
10. Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) og ansættelsesmyndigheden råder begge over en vid skønsbeføjelse ved vurderingen af, om der, i betragtning af de beviselementer, de har til rådighed, er anledning til at indlede en undersøgelse, og i givet fald de disciplinære procedurer, der er indeholdt i afsnit 4 og 5 i bilag IX til vedtægten.
Denne vide skønsbeføjelse kan imidlertid ikke retfærdiggøre, at OLAF eller ansættelsesmyndigheden alt efter omstændighederne indleder en procedure uden at råde over umiddelbare beviser i forhold til de berørte personer. For at beskytte den berørte tjenestemands rettigheder skal såvel OLAF som ansættelsesmyndigheden derfor, inden de indleder en undersøgelse, sikre sig, at de råder over beviser, der i forhold til den pågældende person kan give anledning til at tro, at der foreligger en tilsidesættelse af de vedtægtsmæssige forpligtelser og – inden de indleder en disciplinærsag – at der foreligger tilstrækkeligt præcise og relevante beviser til at underbygge deres mistanke. Derudover skal OLAF og ansættelsesmyndigheden tage hensyn til princippet om uskyldsformodningen, hvilket medfører, at det af begge kræves, at de under hele disciplinærsagen er mådeholdne i deres udtalelser.
(jf. præmis 184 og 185)
Henvisning til:
Personaleretten: Giraudy mod Kommissionen, præmis 99
Den Europæiske Unions Ret: Kommissionen mod Nanopoulos, præmis 150 og 152