Language of document :

Sag anlagt den 25. september 2008 - S.F. Turistico Immobiliare mod Rådet og Kommissionen

(Sag T-408/08)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: S.F. Turistico Immobiliare Srl (Orosei, Italien) (ved avvocato L. Marcialis)

Sagsøgte: Rådet for Den Europæiske Union og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Principalt

Kommissionens beslutning K(2008) 2997 af 2. juli 2008 vedrørende støtteordningen "regionallov nr. 9 af 1998 - misbrug af støtte N 272/98" annulleres.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Subsidiært

Den anfægtede beslutning annulleres delvist, for så vidt som den erklærer hele støtteordningen uforenelig med fællesmarkedet, "medmindre støttemodtageren ikke har fremsat en ansøgning om støtte i henhold til denne ordning inden gennemførelsen af arbejder vedrørende et oprindeligt investeringsprogram", hvorved bestemmes, at Den Italienske Republik skal tilbagesøge de forbundne beløb uden at undtage støtten, i det omfang den virker fremmende for udgifter - afholdt af den begunstigede inden indgivelsen af en støtteansøgning - som forekommer inden for de i støttebestemmelserne fastsatte grænser "de minimis".

Mere subsidiært

Punkt 4.2 i Rådets retsakt 98 C 74/06 vedrørende "retningslinjer for statsstøtte med regionalt sigte", hvorefter "[det skal] fastsættes i støtteordningerne, at anmodningen om støtte skal indgives, inden gennemførelsen af projekterne påbegyndes" erklæres ulovligt, for så vidt som dette underkender hele den støtte, der er fastsat til fordel for modtagerne, uden at undtage støttedelen i forhold til investeringerne, som er gennemført efter indgivelsen af ansøgningen, og som er funktionelt og strukturelt selvstændige.

Den anfægtede beslutning annulleres delvist, for så vidt som den bestemmer, at Den Italienske Republik skal tilbagesøge alle de udbetalte beløb uden at undtage støtten, i det omfang den virker fremmende for udgifter afholdt af den begunstigede efter indgivelsen af en støtteansøgning og vedrørende tiltag, der er funktionelt og strukturelt uafhængige af det iværksatte projekt.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Den i sagen anfægtede beslutning er den samme som i sag T-394/08, Regionen Sardinien mod Kommissionen.

Søgsmålsgrundene og de væsentligste argumenter svarer til de i nævnte sag påberåbte.

Sagsøgeren har særligt gjort gældende, at punkt 4.2 i Rådets retsakt 98 C 74/06 vedrørende "retningslinjer for statsstøtte med regionalt sigte" er ulovlig i henhold til EF-traktatens artikel 241, for så vidt som det ses at være i fuldstændig modstrid med indholdet af politikken for EF-støtte, særligt i et tilfælde, der er kendetegnet ved så enestående særegenheder, at udlede af gennemførelsen af en lille del (omkring en tyvendedel) af de projekterede arbejder, at hele støtten for alle andre er ulovlig på trods af, at de var iværksat jævnligt i perioden efter den ved de pågældende retningslinjer fastsatte.

____________