RETTENS DOM (Appelafdelingen)
21. september 2011
Sag T-325/09 P
Vahan Adjemian m.fl.
mod
Europa-Kommissionen
»Appel – personalesag – ansatte – tidsbegrænset ansættelseskontrakt – afslag på indgåelse af ny ansættelseskontrakt eller på at forlænge en ansættelseskontrakt på ubestemt tid – rammeaftale om tidsbegrænset ansættelse – direktiv 1999/70/EF – artikel 88 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte – Kommissionens beslutning om den maksimale varighed for benyttelse af ikke-permanent personale i Kommissionens tjenestegrene«
Angående: Appel af dom afsagt af Retten for EU-personalesager (Anden Afdeling) den 4. juni 2009 i de forenede sager F-134/07 og F-8/08, Adjemian m.fl. mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-1, s. 149, og II-A-1, s. 841, hvorved der blev nedlagt påstand om ophævelse af denne dom.
Udfald: EU-Personalerettens dom (Anden Afdeling) af 4. juni 2009, Adjemian m.fl. mod Kommissionen (forenede sager F-134/07 og F-8/08), ophæves, for så vidt som det derved fastslås, at det var ufornødent at træffe afgørelse om de påstande, som sagsøgerne, hvis navne fremgår af bilaget til denne dom, havde nedlagt i sag F-134/07 vedrørende afgørelserne om afslag på deres klager. I øvrigt forkastes appellen. Europa-Kommissionen frifindes i sag F-134/07, der er anlagt af de sagsøgere, hvis navne fremgår af bilaget, for så vidt som søgsmålet er anlagt med påstand om annullation af afgørelserne om afslag på deres klager. Vahan Adjemian og de 175 ansatte og tidligere ansatte i Kommissionen, hvis navne fremgår af bilaget, bærer deres egne omkostninger og betaler de omkostninger, som Kommissionen og Rådet for Den Europæiske Union har afholdt i appelsagen.
Sammendrag
1. Tjenestemænd – søgsmål – søgsmål rettet mod afgørelse om afvisning af klage – formaliteten – forpligtelse til at træffe afgørelse vedrørende de påstande, der er rettet mod afgørelsen om afvisning af klagen – påstande uden selvstændigt indhold eller rent bekræftende afgørelse – foreligger ikke
(Tjenestemandsvedtægten, art. 91, stk. 1, ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 117)
2. Institutionernes retsakter – direktiver – direktiv 1999/70 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP – direkte bindende forpligtelser for fællesskabsinstitutionerne i deres forhold til de ansatte – ikke omfattet – påberåbelse udelukket – rækkevidde
(Art. 249 EF)
3. Socialpolitik – rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP – direktiv 1999/70 – foranstaltninger, der har til formål at forhindre misbrug ved anvendelse af flere på hinanden følgende tidsbegrænsende ansættelseskonter – rækkevidde – forholdet mellem Det Europæiske Fællesskab og dets ansatte
(Rådets direktiv 1999/70, bilag, § 5, stk. 1)
4. Tjenestemænd – ansættelsesvilkår for de øvrige ansatte – foranstaltninger, der har til formål at forhindre misbrug ved flere på hinanden følgende tidsbegrænsende ansættelseskontrakter – forbud mod at anvende flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der vedrører den fortsatte varetagelse af permanente opgaver – ændring af ansættelseskontrakt til en tidsubegrænset ansættelseskontrakt – lovlig
(Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte)
1. Det følger af vedtægtens artikel 90 og 91, at søgsmål, som en person, der er omfattet af vedtægten, har anlagt vedrørende en afgørelse truffet af ansættelsesmyndigheden eller denne myndigheds undladelse af at træffe en i vedtægten foreskreven foranstaltning, kun kan antages til realitetsbehandling, såfremt den berørte forinden har indbragt en klage til ansættelsesmyndigheden, og klagen i det mindste delvist har været genstand for udtrykkelig eller stiltiende afvisning. I henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 117 finder denne retspraksis analog anvendelse på et søgsmål, der anlægges af en ansat til prøvelse af en afgørelse truffet af ansættelsesmyndigheden eller denne myndigheds undladelse af at træffe en i ansættelsesvilkårene foreskreven foranstaltning. En administrativ klage og administrationens udtrykkelige eller stiltiende afvisning deraf udgør en integrerende del af en sammensat procedure og er kun en forudgående betingelse for at anlægge sag ved Unionens retsinstanser. Under disse omstændigheder har det indbragte søgsmål, selv om det formelt vedrører klagens afvisning, til følge, at Unionens retsinstanser skal prøve den akt, der indeholder det klagepunkt, som klagen omhandlede, undtagen i det tilfælde, hvor afvisningen af klagen har en anden rækkevidde end den akt, som har været genstand for klagen. En udtrykkelig afgørelse om afvisning af en klage, henset til dens indhold, kan således være sådan, at den ikke bekræfter den af sagsøgeren anfægtede retsakt. Dette er tilfældet, når afgørelsen om afvisning af klagen indeholder en fornyet vurdering af sagsøgerens forhold på grundlag af nye faktiske eller retlige omstændigheder, eller når den ændrer eller supplerer den oprindelige afgørelse. I disse tilfælde udgør afvisningen af klagen en retsakt, der er underlagt domstolskontrol, og retsinstansen tager hensyn til den ved vurderingen af lovligheden af den anfægtede retsakt, eller anser den ligefrem for en retsakt, der går adressaten imod, og som erstatter den anfægtede retsakt.
Eftersom den berørte efter vedtægtens og ansættelsesvilkårenes opbygning skal indgive klage over den afgørelse, som anfægtes, og anlægge søgsmål rettet mod den afgørelse, hvorved klagen afslås, har Domstolen fastslået, at søgsmålet kan antages til realitetsbehandling, uanset om det alene vedrører den afgørelse, der er genstand for klagen, om den vedrører afvisningen af klagen, eller om den vedrører begge disse afgørelser i forening, under forudsætning af at klagen indgives, eller søgsmålet anlægges inden for fristerne i vedtægtens artikel 90 og 91. I overensstemmelse med princippet om procesøkonomi kan Unionens retsinstanser imidlertid fastslå, at der ikke er grundlag for at tage særskilt stilling til de påstande, der er rettet mod afgørelsen om at afslå klagen, når det kan konstateres, at disse påstande ikke har et selvstændigt indhold, og de reelt er sammenfaldende med de påstande, der er rettet mod den afgørelse, der har været genstand for klagen. Dette kan bl.a. være tilfældet i de situationer, hvor det fastslås, at afgørelsen om at afslå klagen, eventuelt fordi den har stiltiende karakter, blot bekræfter den afgørelse, der er genstand for klagen, hvilket indebærer, at annullation af den ene afgørelse i princippet ikke vil medføre andre virkninger for den berørte persons retlige situation end de virkninger, der følger af annullationen af den anden afgørelse.
(jf. præmis 31-33)
Henvisning til:
Domstolen: 28. maj 1980, forenede sager 33/79 og 75/79, Kuhner mod Kommissionen, Sml. s. 1677, præmis 9; 17. januar 1989, sag 293/87, Vainker mod Parlamentet, Sml. s. 23, præmis 7 og 8; 26. januar 1989, sag 224/87, Koutchoumoff mod Kommissionen, Sml. s. 99, præmis 7
Retten: 12. december 2002, forenede sager T-338/00 og T-376/00, Morello mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 301, og II, s. 1457, præmis 35; 10. juni 2004, sag T-258/01, Eveillard mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 167, og II, s. 747, præmis 31; 14. oktober 2004, sag T-389/02, Sandini mod Domstolen, Sml. Pers. I-A, s. 295, og II, s. 1339, præmis 49; 7. juni 2005, sag T-375/02, Cavallaro mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 151, og II, s. 673, præmis 63-66; 25. oktober 2006, sag T-281/04, Staboli mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-2, s. 251, og II-A-2, s. 1303, præmis 26; 9. december 2009, sag T-377/08 P, Kommissionen mod Birkhoff, Sml. Pers. I-B-1, s. 133, og II-B-1, s. 807, præmis 50-59 og 64
2. Direktiv 1999/70 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, er rettet til medlemsstaterne og ikke til institutionerne. Dette direktivs bestemmelser kan derfor ikke som sådan anses for at pålægge institutionerne forpligtelser, når de udøver deres lovgivnings- og beslutningskompetence. Det følger heraf, at bestemmelserne i direktiv 1999/70, der gennemfører rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, ikke som sådan kan pålægge Rådet eller Kommissionen forpligtelser, når de udøver deres lovgivnings- og beslutningskompetence med henblik på at regulere forholdet mellem De Europæiske Fællesskaber og deres ansatte. De nævnte bestemmelser kan heller ikke som sådan begrunde en indsigelse om, at ansættelsesvilkårenes artikel 88 eller Kommissionens beslutning af 28. april 2004 vedrørende den maksimale varighed for benyttelse af ikke-permanent personale i Kommissionens tjenestegrene er ulovlige.
Selv om bestemmelserne i direktiv 1999/70, der gennemfører rammeaftalen, ikke som sådan kan pålægge Rådet og Kommissionen forpligtelser, når de udøver deres lovgivnings- og beslutningskompetence med henblik på at regulere forholdet mellem De Europæiske Fællesskaber og deres ansatte, og disse bestemmelser heller ikke kan begrunde en indsigelse om, at ansættelsesvilkårenes artikel 88 og beslutningen af 28. april 2004 er ulovlige, forholder det sig ikke desto mindre således, at de regler eller principper, der er fastlagt eller fastsat inden for rammerne af dette direktiv, kan påberåbes over for disse institutioner, når de kun er anført som et specifikt udtryk for EF-traktatens grundlæggende regler og de almindelige retsgrundsætninger, der påhviler institutionerne. I et retsfællesskab er den ensartede anvendelse af retten nemlig et grundlæggende krav, og ethvert retssubjekt er underlagt et princip om overholdelse af lov og ret. Institutionerne er således forpligtet til at overholde EF-traktatens regler og de almindelige retsgrundsætninger, der gælder for dem, på samme måde som ethvert andet retssubjekt. Følgelig skal ansættelsesvilkårene og Kommissionens beslutning af 28. april 2004 så vidt som muligt alene fortolkes således, at der skal ske ensartet retsanvendelse i overensstemmelse med formålene og bestemmelserne i rammeaftalen, der er gennemført ved direktiv 1999/70, for så vidt som de nævnte formål og bestemmelser i sig selv må anses for at udgøre et specifikt udtryk for EF-traktatens grundlæggende regler og de almindelige retsgrundsætninger, der forpligter fællesskabsadministrationen direkte.
(jf. præmis 51, 52, 56 og 57)
Henvisning til:
Domstolen: 17. december 1998, sag C-185/95 P, Baustahlgewebe mod Kommissionen, Sml. I, s. 8417, præmis 18-21; 9. september 2003, sag C-25/02, Rinke, Sml. I, s. 8349, præmis 24-28; 6. december 2005, forenede sager C-453/03, C-11/04, C-12/04 og C-194/04, ABNA m.fl., Sml. I, s. 10423, præmis 104
Retten: 21. maj 2008, sag T-495/04, Belfass mod Rådet, Sml. II, s. 781, præmis 43; 10. december 2009, sag T-195/08, Antwerpse Bouwwerken mod Kommissionen, Sml. II, s. 4439, præmis 55
3. Princippet om forbud mod rettighedsmisbrug, ifølge hvilket det ikke er tilladt at påberåbe sig retsregler med misbrug for øje, udgør en almindelig retsgrundsætning, som Unionens retsinstanser skal beskytte. Det bemærkes endvidere, at indførelsen af en retlig ramme for at forhindre rettighedsmisbrug hidrørende fra flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold er et formål, som lovgiver har anerkendt og fremhævet i direktiv 1999/70 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP. Arbejdet med at bekæmpe rettighedsmisbrug inden for dette område svarer endvidere til de mål, som Fællesskabet og medlemsstaterne, der er opmærksomme på de grundlæggende arbejdsmæssige og sociale rettigheder, som bl.a. er fastlagt i den europæiske socialpagt af 1961 og fællesskabspagten af 1989 om arbejdstagernes grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder, har indført i artikel 136 EF, hvoriblandt indgår en forbedring af arbejdstagernes leve- og arbejdsvilkår samt en passende social beskyttelse for denne gruppe. Det følger heraf, at lovgiver i forbindelse med, at den udøver sin lovgivningskompetence i henhold til artikel 283 EF til at vedtage ansættelsesvilkårene, og at ansættelsesmyndigheden i forbindelse med, at den udøver det vide skøn, som tilkommer denne myndighed inden for rammerne af ansættelsesvilkårenes bestemmelser, har pligt til, når den vedtager eller gennemfører bestemmelser, der regulerer forholdet mellem De Europæiske Fællesskaber og deres ansatte, at forhindre rettighedsmisbrug hidrørende fra flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter i overensstemmelse med formålet om at forbedre arbejdstagernes leve- og arbejdsvilkår samt sikre en passende social beskyttelse for denne gruppe i henhold til artikel 136 EF. For så vidt som Personaleretten således i den appellerede dom har konstateret, at formålene og minimumsforskrifterne i rammeaftalen, som er gennemført ved direktiv 1999/70, og nærmere bestemt rammeaftalens § 5, stk. 1, er et specifikt udtryk for princippet om forbud mod rettighedsmisbrug, der udgør en almindelig retsgrundsætning, var det med føje, at den i forbindelse med realitetsbehandlingen af indsigelsen om, at ansættelsesvilkårenes artikel 88 og Kommissionens beslutning af 28. april 2004 vedrørende den maksimale varighed for benyttelse af ikke-permanent personale i Kommissionens tjenestegrene, var ulovlige, undersøgte, i hvilket omfang denne artikel og denne beslutning kunne anses for at være i overensstemmelse med de i rammeaftalen opstillede formål og minimumsforskrifter og i sidste ende med forbuddet mod rettighedsmisbrug.
(jf. præmis 59-62)
Henvisning til:
Domstolen: 22. maj 2008, sag C-162/07, Ampliscientifica og Amplifin, Sml. I, s. 4019, præmis 27, 30 og 32 og den deri nævnte retspraksis
Retten: 8. maj 2007, sag T-271/04, Citymo mod Kommissionen, Sml. II, s. 1375, præmis 107 og den deri nævnte retspraksis
4. De bestemmelser i ansættelsesvilkårene, der omhandler indgåelse og fornyelse af ansættelseskontrakter som midlertidigt ansat, hjælpeansat, kontraktansat eller kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner, er til hinder for, at ansættelsesmyndigheden kan anvende flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der vedrører den fortsatte varetagelse af permanente opgaver. Endvidere gælder, at hvis ansættelsesmyndigheden har anvendt flere på hinanden følgende tidsbegrænsende ansættelseskontrakter i forbindelse med varetagelsen af permanente opgaver, kan dette misbrug og de negativer konsekvenser, som den berørte udsættes for, afhjælpes ved at ændre ansættelseskontrakten i henhold til bestemmelserne i ansættelsesvilkårene, hvilket bl.a. kan indebære, at flere på hinanden følgende tidsbegrænsende ansættelseskontrakter ændres til tidsubegrænsede ansættelseskontrakter.
(jf. præmis 67)