RETTENS DOM (Syvende Afdeling)
13. november 2014 (*)
»Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Syrien – indefrysning af midler – annullationssøgsmål – søgsmålsfrist – delvis afvisning – søgsmålsinteresse – bevisbyrde – tilpasning af de tidsmæssige virkninger af en annullation«
I sag T-653/11,
Aiman Jaber, Lattakia (Syrien), ved advokaterne M. Ponsard, D. Amaudruz og A. Boesch,
sagsøger,
mod
Rådet for Den Europæiske Union ved B. Driessen og S. Kyriakopoulou, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
angående en påstand om annullation af Rådets afgørelse 2011/273/FUSP af 9. maj 2011 om restriktive foranstaltninger over for Syrien (EUT L 121, s. 11), af Rådets forordning (EU) nr. 442/2011 af 9. maj 2011 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Syrien (EUT L 121, s. 1), af Rådets gennemførelsesafgørelse 2011/302/FUSP af 23. maj 2011 om gennemførelse af afgørelse 2011/273 (EUT L 136, s. 91), af Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 504/2011 af 23. maj 2011 om gennemførelse af forordning nr. 442/2011 (EUT L 136, s. 45), af Rådets gennemførelsesafgørelse 2011/367/FUSP af 23. juni 2011 om gennemførelse af afgørelse 2011/273 (EUT L 164, s. 14), af Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 611/2011 af 23. juni 2011 om gennemførelse af forordning nr. 442/2011 (EUT L 164, s. 1), af Rådets gennemførelsesafgørelse 2011/488/FUSP af 1. august 2011 om gennemførelse af afgørelse 2011/273 (EUT L 199, s. 74), af Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 755/2011 af 1. august 2011 om gennemførelse af forordning nr. 442/2011 (EUT L 199, s. 33), af Rådets gennemførelsesafgørelse 2011/515/FUSP af 23. august 2011 om gennemførelse af afgørelse 2011/273 (EUT L 218, s. 20), af Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 843/2011 af 23. august 2011 om gennemførelse af forordning nr. 442/2011 (EUT L 218, s. 1), af Rådets afgørelse 2011/522/FUSP af 2. september 2011 om ændring af afgørelse 2011/273 (EUT L 228, s. 16), af Rådets forordning (EU) nr. 878/2011 af 2. september 2011 om ændring af forordning nr. 442/2011 (EUT L 228, s. 1), af Rådets afgørelse 2011/628/FUSP af 23. september 2011 om ændring af afgørelse 2011/273 (EUT L 247, s. 17), af Rådets forordning (EU) nr. 950/2011 af 23. september 2011 om ændring af forordning nr. 442/2011 (EUT L 247, s. 3), af Rådets afgørelse 2011/684/FUSP af 13. oktober 2011 om ændring af afgørelse 2011/273 (EUT L 269, s. 33), af Rådets forordning (EU) nr. 1011/2011 af 13. oktober 2011 om ændring af forordning nr. 442/2011 (EUT L 269, s. 18), af Rådets afgørelse 2011/735/FUSP af 14. november 2011 om ændring af afgørelse 2011/273 (EUT L 296, s. 53), af Rådets gennemførelsesafgørelse 2011/736/FUSP af 14. november 2011 om gennemførelse af afgørelse 2011/273 (EUT L 296, s. 55), af Rådets forordning (EU) nr. 1150/2011 af 14. november 2011 om ændring af forordning nr. 442/2011 (EUT L 296, s. 1), af Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1151/2011 af 14. november 2011 om gennemførelse af forordning nr. 442/2011 (EUT L 296, s. 3), af Rådets afgørelse 2011/782/FUSP af 1. december 2011 om restriktive foranstaltninger over for Syrien og om ophævelse af afgørelse 2011/273 (EUT L 319, s. 56), af Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1244/2011 af 1. december 2011 om gennemførelse af forordning nr. 442/2011 (EUT L 319, s. 8), af Rådets forordning (EU) nr. 36/2012 af 18. januar 2012 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Syrien og om ophævelse af forordning nr. 442/2011 (EUT L 16, s. 1), af Rådets afgørelse 2012/206/FUSP af 23. april 2012 om ændring af afgørelse 2011/782 (EUT L 110, s. 36), af Rådets gennemførelsesafgørelse 2012/256/FUSP af 14. maj 2012 om gennemførelse af afgørelse 2011/782 (EUT L 126, s. 9), af Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 410/2012 af 14. maj 2012 om gennemførelse af artikel 32, stk. 1, i forordning nr. 36/2012 (EUT L 126, s. 3), af Rådets forordning (EU) nr. 509/2012 af 15. juni 2012, om ændring af forordning nr. 36/2012 (EUT L 156, s. 10), af afgørelse 2012/322/FUSP af 20. juni 2012 om ændring af afgørelse 2011/782 (EUT L 165, s. 45), af Rådets gennemførelsesafgørelse 2012/335/FUSP af 25. juni 2012 om gennemførelse af afgørelse 2011/782 (EUT L 165, s. 80), af Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 544/2012/FUSP af 25. juni 2012 om gennemførelse af artikel 32, stk. 1, i forordning nr. 36/2012 (EUT L 165, s. 20), af Rådets forordning (EU) nr. 545/2012 af 25. juni 2012 om ændring af forordning nr. 36/2012 (EUT L 165, s. 23), af Rådets afgørelse 2012/420/FUSP af 23. juli 2012 om ændring af afgørelse 2011/782 (EUT L 196, s. 59), af Rådets gennemførelsesafgørelse 2012/424/FUSP af 23. juli 2012 om gennemførelse af afgørelse 2011/782 (EUT L 196, s. 81), af Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 673/2012 af 23. juli 2012 om gennemførelse af artikel 32, stk. 1, i forordning nr. 36/2012 (EUT L 196, s. 8), af Rådets afgørelse 2012/739/FUSP af 29. november 2012 om restriktive foranstaltninger over for Syrien og om ophævelse af afgørelse 2011/782 (EUT L 330, s. 21), af Rådets gennemførelsesafgørelse 2013/185/FUSP af 22. april 2013 om gennemførelse af afgørelse 2012/739 (EUT L 111, s. 77), af Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 363/2013 af 22. april 2013 om gennemførelse af forordning nr. 36/2012 (EUT L 111, s. 1) og af Rådets afgørelse 2013/255/FUSP af 31. maj 2013 om restriktive foranstaltninger over for Syrien (EUT L 147, s. 14), for så vidt som disse retsakter vedrører sagsøgeren,
har
RETTEN (Syvende Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, M. van der Woude, og dommerne I. Wiszniewska-Białecka og I. Ulloa Rubio (refererende dommer),
justitssekretær: fuldmægtig C. Heeren,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 11. juni 2014,
afsagt følgende
Dom
Sagens baggrund
1 Sagsøgeren, Aiman Jaber, er en syrisk statsborger, som er uddannet inden for maskiningeniørfaget og driver kommerciel virksomhed på området for stål og byggematerialer samt import og eksport af landbrugsvarer.
Afgørelse 2011/273 og forordning nr. 442/2011
2 Den 9. maj 2011 vedtog Rådet for Den Europæiske Union afgørelse 2011/273/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Syrien (EUT L 121, s. 11), idet det på det kraftigste fordømte den voldelige undertrykkelse af fredelige protester forskellige steder over hele Syrien og opfordrede de syriske myndigheder til at afholde sig fra at anvende magt. I lyset af situationens alvor indførte Rådet en våbenembargo, et forbud mod eksport af udstyr, der kan anvendes til intern undertrykkelse, restriktioner for indrejse i Den Europæiske Union samt indefrysning af pengemidler og økonomiske ressourcer tilhørende bestemte personer, som er ansvarlige for den voldelige undertrykkelse af den syriske civilbefolkning.
3 Navnene på de personer, der er ansvarlige for den voldelige undertrykkelse af civilbefolkningen i Syrien, samt navnene på de personer, fysiske eller juridiske, og enheder, som har tilknytning til disse, er nævnt i bilaget til afgørelse 2011/273. I henhold til denne afgørelses artikel 5, stk. 1, kan Rådet på forslag af en medlemsstat eller Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik vedtage ændringer til dette bilag. Sagsøgerens navn er ikke anført heri.
4 Eftersom visse af de restriktive foranstaltninger over for Syrien er omfattet af EUF-traktatens anvendelsesområde, vedtog Rådet forordning (EU) nr. 442/2011 af 9. maj 2011 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Syrien (EUT L 121, s. 1). Denne forordning er i det væsentlige identisk med afgørelse 2011/273, men den fastsætter nogle muligheder for frigivelse af indefrosne pengemidler. Den i bilag II til nævnte forordning indeholdte liste over de personer, enheder og organer, der er blevet identificeret som enten ansvarlige for den pågældende undertrykkelse eller havende tilknytning til disse ansvarlige, er identisk med listen i bilaget til afgørelse 2011/273. Sagsøgerens navn er ikke opført heri. I medfør af artikel 14, stk. 1 og 4, i forordning nr. 442/2011 ændrer Rådet, når det træffer afgørelse om de omhandlede restriktive foranstaltninger med hensyn til en fysisk eller juridisk person, en enhed eller et organ, bilag II i overensstemmelse hermed og reviderer i øvrigt den heri indeholdte liste med regelmæssige mellemrum og mindst hver 12. måned.
5 Ved Rådets gennemførelsesafgørelse 2011/488/FUSP af 1. august 2011 om gennemførelse af afgørelse 2011/273 (EUT L 199, s. 74) ændrede Rådet afgørelse 2011/273 med henblik på bl.a. at anvende de pågældende restriktive foranstaltninger over for andre personer og enheder. Ud over sagsøgerens navn findes i linje 4 i tabellen i bilaget til den nævnte afgørelse en række angivelser, herunder datoen for opførelsen af sagsøgerens navn på den omhandlede liste, i det foreliggende tilfælde »1.8.2011«, sagsøgerens fødested og følgende begrundelse:
»Tilknytning til Mahir al-Assad for Shabihamilitsen. Direkte involveret i undertrykkelse af og vold mod civilbefolkningen og i koordinering af Shabihamilitsgrupper«.
6 På grundlag af artikel 215, stk. 2, TEUF og afgørelse 2011/273 vedtog Rådet samme dag gennemførelsesforordning (EU) nr. 755/2011 om gennemførelse af forordning nr. 442/2011 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Syrien (EUT L 99, s. 33). Sagsøgerens navn er opført heri i linje 4 i tabellen i bilaget til den nævnte gennemførelsesforordning med samme oplysninger og begrundelse som anført i bilaget til gennemførelsesafgørelse 2011/418.
7 Den 2. august 2011 offentliggjorde Rådet i Den Europæiske Unions Tidende en bekendtgørelse til de personer og enheder, der er omfattet af de restriktive foranstaltninger i afgørelse 2011/273, som gennemført ved gennemførelsesafgørelse 2011/488, og i forordning nr. 442/2011, som gennemført ved gennemførelsesforordning nr. 755/2011 (EUT C 227, s. 3).
8 Afgørelse 2011/273 og forordning nr. 442/2011 er endvidere blevet gennemført eller ændret ved bl.a. følgende retsakter, som ikke nævner sagsøgerens navn i listerne i bilagene hertil:
– Rådets gennemførelsesafgørelse 2011/302/FUSP af 23. maj 2011 om gennemførelse af afgørelse 2011/273 (EUT L 136, s. 91) og Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 504/2011 af 23. maj 2011 om gennemførelse af forordning nr. 442/2011 (EUT L 136, s. 45)
– Rådets gennemførelsesafgørelse 2011/367/FUSP af 23. juni 2011 om gennemførelse af afgørelse 2011/273 (EUT L 164, s. 14) og Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 611/2011 af 23. juni 2011 om gennemførelse af forordning nr. 442/2011 (EUT L 164, s. 1)
– Rådets gennemførelsesafgørelse 2011/515/FUSP af 23. august 2011 om gennemførelse af afgørelse 2011/273 (EUT L 218, s. 20) og Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 843/2011 af 23. august 2011 om gennemførelse af forordning nr. 442/2011 (EUT L 218, s. 1)
– Rådets afgørelse 2011/522/FUSP af 2. september 2011 om ændring af afgørelse 2011/273 (EUT L 228, s. 16) og Rådets forordning (EU) nr. 878/2011 af 2. september 2011 om ændring af forordning nr. 442/2011 (EUT L 228, s. 1)
– Rådets afgørelse 2011/628/FUSP af 23. september 2011 om ændring af afgørelse 2011/273 (EUT L 247, s. 17) og Rådets forordning (EU) nr. 950/2011 af 23. september 2011 om ændring af forordning nr. 442/2011 (EUT L 247, s. 3)
– Rådets afgørelse 2011/684/FUSP af 13. oktober 2011 om ændring af afgørelse 2011/273 (EUT L 269, s. 33) og Rådets forordning (EU) nr. 1011/2011 af 13. oktober 2011 om ændring af forordning nr. 442/2011 (EUT L 269, s. 18)
– Rådets afgørelse 2011/735/FUSP af 14. november 2011 om ændring af afgørelse 2011/273 (EUT L 296, s. 53) og Rådets forordning (EU) nr. 1150/2011 af 14. november 2011 om ændring af forordning nr. 442/2011 (EUT L 296, s. 1)
– Rådets gennemførelsesafgørelse 2011/736/FUSP af 14. november 2011 om gennemførelse af afgørelse 2011/273 (EUT L 296, s. 55) og Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1151/2011 af 14. november 2011 om gennemførelse af forordning nr. 442/2011 (EUT L 296, s. 3)
– Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1244/2011 af 1. december 2011 om gennemførelse af forordning nr. 442/2011.
Afgørelse 2011/782 og forordning nr. 36/2012
9 Ved afgørelse 2011/782/FUSP af 1. december 2011 om restriktive foranstaltninger over for Syrien og om ophævelse af afgørelse 2011/273 (EUT L 319, s. 56) fandt Rådet, at det i lyset af den alvorlige situation i Syrien var nødvendigt at indføre yderligere restriktive foranstaltninger. For at sikre klarhed blev de ved afgørelse 2011/273 indførte foranstaltninger og de yderligere foranstaltninger integreret i en enkelt retsakt. Afgørelse 2011/782 fastsætter i artikel 18 restriktioner vedrørende indrejse til Unionens område og i artikel 19 indefrysning af pengemidler og økonomiske ressourcer tilhørende de personer og enheder, hvis navne er opført i bilag I til afgørelsen. Sagsøgerens navn er under overskriften »A. Personer« opført heri i linje 34 i den tabel, der indeholder den omhandlede liste, med samme oplysninger og begrundelse som anført i bilaget til gennemførelsesafgørelse 2011/488.
10 Den 2. december 2011 offentliggjorde Rådet i Tidende en bekendtgørelse til de personer og enheder, som er omfattet af de restriktive foranstaltninger i afgørelse 2011/782 og forordning nr. 442/2011, som gennemført ved Rådets gennemførelsesforordning nr. 1244/2011 (EUT C 351, s. 14).
11 Forordning nr. 442/2011 blev erstattet af Rådets forordning (EU) nr. 36/2012 af 18. januar 2012 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Syrien og om ophævelse af forordning nr. 442/2011 (EUT L 16, s. 1). Sagsøgerens navn er opført i linje 34 i tabellen i bilag II til den sidstnævnte forordning med samme oplysninger og begrundelse som anført i bilaget til gennemførelsesafgørelse 2011/515 og i bilaget til gennemførelsesafgørelse 2011/488.
12 Den 24. januar 2012 offentliggjorde Rådet i Tidende en bekendtgørelse til de personer og enheder, som var omfattet af de restriktive foranstaltninger i afgørelse 2011/782, som gennemført ved Rådets gennemførelsesafgørelse 2012/37/FUSP, og i forordning nr. 36/2012 om restriktive foranstaltninger over for Syrien, som gennemført ved Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 55/2012 om restriktive foranstaltninger over for Syrien (EUT C 19, s. 5).
13 Afgørelse 2011/273 og forordning nr. 36/2012 er endvidere blevet gennemført eller ændret ved bl.a. følgende retsakter, som ikke nævner sagsøgerens navn i listerne i bilagene hertil:
– Rådets afgørelse 2012/122/FUSP af 27. februar 2012 om ændring af afgørelse 2011/782 (EUT L 54, s. 14) og Rådets forordning (EU) nr. 168/2012 af 27. februar 2012 om ændring af forordning nr. 36/2012 (EUT L 54, s. 1)
– Rådets gennemførelsesafgørelse 2012/172/FUSP af 23. marts 2012 om gennemførelse af afgørelse 2011/782 (EUT L 87, s. 103) og Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 266/2012 af 23. marts 2012 om gennemførelse af artikel 32, stk. 1, i forordning (EU) nr. 36/2012 (EUT L 87, s. 45)
– Rådets afgørelse 2012/206/FUSP af 23. april 2012 om ændring af afgørelse 2011/782 (EUT L 110, s. 36)
– Rådets gennemførelsesafgørelse 2012/256/FUSP af 14. maj 2012 om gennemførelse af afgørelse 2011/782 (EUT L 126, s. 9) og Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 410/2012 af 14. maj 2012 om gennemførelse af artikel 32, stk. 1, i forordning (EU) nr. 36/2012 (EUT L 126, s. 3)
– Rådets forordning (EU) nr. 509/2012 af 15. juni 2012 om ændring af forordning nr. 36/2012 (EUT L 156, s. 10).
– Rådets afgørelse 2012/322/FUSP af 20. juni 2012 om ændring af afgørelse 2011/782 (EUT L 165, s. 45)
– Rådets gennemførelsesafgørelse 2012/335/FUSP af 25. juni 2012 om gennemførelse af afgørelse 2011/782 (EUT L 165, s. 80), Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 544/2012 af 25. juni 2012 om gennemførelse af artikel 32, stk. 1, i forordning nr. 36/2012 (EUT L 165, s. 20) og Rådets forordning (EU) nr. 545/2012 af 25. juni 2012 om ændring af forordning nr. 36/2012 (EUT L 165, s. 23)
– Rådets afgørelse 2012/420/FUSP af 23. juli 2012 om ændring af afgørelse 2011/782 (EUT L 196, s. 59), Rådets gennemførelsesafgørelse 2012/424/FUSP af 23. juli 2012 om gennemførelse af afgørelse 2011/782 (EUT L 196, s. 81) og Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 673/2012 af 23. juli 2012 om gennemførelse af artikel 32, stk. 1, i forordning nr. 36/2012 (EUT L 196, s. 8).
Afgørelse 2012/739
14 Ved Rådets afgørelse 2012/739/FUSP af 29. november 2012 om restriktive foranstaltninger over for Syrien og om ophævelse af afgørelse 2011/782 (EUT L 330, s. 21) blev de omhandlede restriktive foranstaltninger integreret i en enkelt retsakt. Sagsøgerens navn er opført i linje 33 i tabellen i bilag I til afgørelse 2012/739 med samme oplysninger og begrundelse som anført i bilaget til gennemførelsesafgørelse 2011/488.
15 Den 30. november 2012 offentliggjorde Rådet i Tidende en bekendtgørelse til de personer og enheder, som er omfattet af de restriktive foranstaltninger i afgørelse 2012/739 og forordning nr. 36/2012, som gennemført ved Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1117/2012 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Syrien (EUT C 370, s. 6).
16 Rådets gennemførelsesafgørelse 2013/185/FUSP af 22. april 2013 om gennemførelse af afgørelse 2012/739 (EUT L 111, s. 77) har til formål at ajourføre den i bilag I til afgørelse 2012/739 indeholdte liste over de personer og enheder, der er omfattet af restriktive foranstaltninger. Sagsøgerens navn er opført i linje 33 i tabellen i bilag I hertil med samme oplysninger og begrundelse som anført i bilaget til gennemførelsesafgørelse 2011/488.
17 Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 363/2013 af 22. april 2013 om gennemførelse af forordning nr. 36/2012 (EUT L 111, s. 1) indeholder de samme oplysninger og den samme begrundelse som dem, der er anført i bilaget til gennemførelsesafgørelse 2011/488.
18 Den 23. april 2013 offentliggjorde Rådet i Tidende en bekendtgørelse til de personer og enheder, som er omfattet af de restriktive foranstaltninger i afgørelse 2012/739, som gennemført ved gennemførelsesafgørelse 2013/185 og forordning nr. 36/2012, som gennemført ved gennemførelsesforordning nr. 363/2013 (EUT C 115, s. 5).
Afgørelse 2013/255
19 Den 31. maj 2013 vedtog Rådet afgørelse 2013/255/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Syrien (EUT L 147, s. 14). Sagsøgerens navn er opført i linje 33 i tabellen i bilag I til nævnte afgørelse med samme oplysninger og begrundelse som anført i bilaget til gennemførelsesafgørelse 2011/488.
20 Den 1. juni 2013 offentliggjorde Rådet i Tidende en bekendtgørelse til de personer og enheder, der er omfattet af de restriktive foranstaltninger i afgørelse 2013/255 og forordning nr. 36/2012 (EUT C 155, s. 1).
Retsforhandlinger og parternes påstande
21 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 26. december 2011 har sagsøgeren anlagt nærværende søgsmål med påstand om annullation af afgørelse 2011/273, som gennemført eller ændret indtil tidspunktet for indgivelsen af stævningen, herunder alle ændrings- eller gennemførelsesafgørelser, af forordning nr. 442/2011, som gennemført eller ændret indtil tidspunktet for indgivelsen af stævningen, herunder alle ændrings- eller gennemførelsesforordninger, og af afgørelse 2011/782, som gennemført eller ændret indtil tidspunktet for indgivelsen af stævningen, for så vidt som disse retsakter vedrører ham.
22 Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 26. december 2011 fremsatte sagsøgeren anmodning om, at der træffes afgørelse efter en fremskyndet procedure i henhold til artikel 76a i Rettens procesreglement.
23 Ved afgørelse af 29. marts 2012 afslog Retten (Sjette Afdeling) anmodningen om en fremskyndet procedure.
24 Den 20. februar 2012 indleverede Kommissionen svarskrift til Rettens Justitskontor.
25 Ved indlæg indleveret til Rettens Justitskontor den 13. februar 2012 anmodede sagsøgeren om at måtte tilpasse sine påstande for så vidt angår Rådets gennemførelsesafgørelse 2012/37/FUSP af 23. januar 2012 om gennemførelse af afgørelse 2011/782 (EUT L 19, s. 33), Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 55/2012 af 23. januar 2012 om gennemførelse af artikel 33, stk. 1, i forordning nr. 36/2012 (EUT L 19, s. 6) og forordning nr. 36/2012. Ved skrivelse indgivet til Rettens Justitskontor den 16. marts 2012 fremsatte Rådet sine bemærkninger til sagsøgerens anmodning og gjorde herved navnlig gældende, dels at sagsøgeren ikke var nævnt i de to førstnævnte retsakter, som anmodningen vedrørte, dels at søgsmålet til prøvelse af forordning nr. 36/2012 var blevet anlagt for sent. Ved afgørelse af 4. april 2012 gav Retten sagsøgeren tilladelse til at indgive et indlæg med tilpasning af påstandene, men begrænset til forordning nr. 36/2012. Sagsøgeren indgav indlægget med tilpasning af påstandene til Rettens Justitskontor den 15. juni 2012. Ved skrivelse indleveret til Justitskontoret den 29. juni 2012 fremsatte Rådet sine bemærkninger til dette indlæg med tilpasning af påstandene.
26 Ved indlæg indleveret til Rettens Justitskontor den 30. marts 2012 anmodede sagsøgeren om at måtte tilpasse sine påstande for så vidt angår forordning nr. 168/2012, afgørelse 2012/122, gennemførelsesforordning nr. 266/2012 og gennemførelsesafgørelse 2012/172. Ved skrivelse indgivet til Rettens Justitskontor den 24. april 2012 fremsatte Rådet sine bemærkninger til sagsøgerens anmodning og gjorde herved gældende, at sagsøgeren ikke var nævnt i de retsakter, som anmodningen vedrørte. Ved afgørelse af 1. juni 2012 besluttede Retten ikke at give tilladelse til indgivelse af et indlæg med tilpasning af påstandene.
27 Ved indlæg indleveret til Rettens Justitskontor den 24. maj 2012 anmodede sagsøgeren om at måtte tilpasse sine påstande for så vidt angår afgørelse 2012/206. Sagsøgeren indleverede indlægget med tilpasning af påstandene til Rettens Justitskontor den 22. juni 2012. Ved skrivelse indleveret til Justitskontoret den 3. juli 2012 rejste Rådet indsigelse mod tilpasningen af påstandene, for så vidt som sagsøgeren ikke var nævnt i den pågældende afgørelse.
28 Ved indlæg indleveret til Rettens Justitskontor den 22. juni 2012 anmodede sagsøgeren om at måtte tilpasse sine påstande for så vidt angår gennemførelsesafgørelse 2012/256 og gennemførelsesforordning nr. 410/2012. Sagsøgeren indleverede indlægget med tilpasning af påstandene til Rettens Justitskontor den 23. juli 2012. Ved skrivelse indleveret til Justitskontoret den 9. august 2012 rejste Rådet indsigelse mod tilpasningen af påstandene, for så vidt som sagsøgeren ikke var nævnt i disse retsakter.
29 Ved indlæg indleveret til Rettens Justitskontor den 31. juli 2012 tilpassede sagsøgeren sine påstande og nedlagde herved påstand om annullation af forordning nr. 509/2012, afgørelse 2012/322, af gennemførelsesafgørelse 2012/335, gennemførelsesforordning nr. 2012/544, forordning nr. 545/2012, gennemførelsesforordning nr. 673/2012, afgørelse 2012/420 og gennemførelsesforordning 2012/424. Ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 9. august 2012 rejste Rådet indsigelse mod tilpasningen af påstandene, for så vidt som sagsøgeren ikke var nævnt i disse retsakter.
30 Ved indlæg indleveret til Rettens Justitskontor den 7. december 2012 anmodede sagsøgeren om at måtte tilpasse sine påstande for så vidt angår afgørelse 2012/739. Sagsøgeren indleverede indlægget med tilpasning af påstandene til Rettens Justitskontor den 7. januar 2013. Ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 21. januar 2013 fremsatte Rådet ingen indvendinger mod denne tilpasning af påstandene.
31 Ved indlæg indleveret til Rettens Justitskontor den 24. maj 2013 anmodede sagsøgeren om at måtte tilpasse sine påstande for så vidt angår Rådets afgørelse 2013/109/FUSP af 28. februar 2013 om ændring af afgørelse 2012/739 (EUT L 58, s. 8), Rådets forordning (EU) nr. 325/2013 af 10. april 2013 om ændring af forordning nr. 36/2012 (EUT L 102, s. 1), gennemførelsesafgørelse 2013/185, Rådets afgørelse 2013/186/FUSP af 22. april 2013 om ændring af afgørelse 2012/739 (EUT L 111, s. 101) og gennemførelsesforordning nr. 363/2013. Ved indlæg indleveret til Rettens Justitskontor den 24. juni 2013 tilpassede sagsøgeren sine påstande og nedlagde herved alene påstand om annullation af den sidstnævnte forordning, af gennemførelsesafgørelse 2013/185 og af afgørelse 2013/255. Ved skrivelse indleveret til Justitskontoret den 17. juli 2013 fremsatte Rådet ingen indvendinger mod denne tilpasning af påstandene.
32 Da sammensætningen af Rettens afdelinger er blevet ændret, er den refererende dommer blevet tilknyttet Syvende Afdeling, som nærværende sag derfor er blevet henvist til.
33 På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten besluttet at indlede den mundtlige forhandling og truffet foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til procesreglementets artikel 64, idet parterne er blevet anmodet om at besvare en række skriftlige spørgsmål og fremlægge visse dokumenter. Rådet har efterkommet denne anmodning. Sagsøgerens repræsentant har derimod meddelt Retten, at han ikke ønskede at besvare de skriftlige spørgsmål.
34 Parterne afgav mundtlige indlæg og besvarede spørgsmål fra Retten under retsmødet den 11. juni 2014.
35 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Annullation af afgørelse 2011/273, forordning nr. 442/2011, gennemførelsesafgørelse 2011/302, gennemførelsesforordning nr. 504/2011, gennemførelsesafgørelse 2011/367, gennemførelsesforordning nr. 611/2011, gennemførelsesafgørelse 2011/488, gennemførelsesforordning nr. 755/2011, gennemførelsesafgørelse 2011/515, gennemførelsesforordning nr. 843/2011, afgørelse 2011/522, forordning nr. 878/2011, afgørelse 2011/628, forordning nr. 950/2011, afgørelse 2011/684, forordning nr. 1011/2011, afgørelse 2011/735, gennemførelsesafgørelse 2011/736, forordning nr. 1150/2011, gennemførelsesforordning nr. 1151/2011, afgørelse 2011/782, gennemførelsesforordning nr. 1244/2011, forordning nr. 36/2012, afgørelse 2012/206, gennemførelsesafgørelse 2012/256, gennemførelsesforordning nr. 410/2012, forordning nr. 509/2012, afgørelse 2012/322, gennemførelsesafgørelse 2012/335, gennemførelsesforordning nr. 544/2012, forordning nr. 545/2012, afgørelse 2012/420, gennemførelsesafgørelse 2012/424, gennemførelsesforordning nr. 673/2012, afgørelse 2012/739, gennemførelsesafgørelse 2013/185, gennemførelsesforordning nr. 363/2013 og afgørelse 2013/255, for så vidt som disse retsakter vedrører sagsøgeren.
– Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.
36 Rådet har nedlagt følgende påstande:
– Afvisning af tilpasningen af påstandene for så vidt angår forordning nr. 36/2012, afgørelse 2012/206, gennemførelsesforordning nr. 410/2012, gennemførelsesafgørelse 2012/256, forordning nr. 509/2012, afgørelse 2012/322, gennemførelsesafgørelse 2012/335, gennemførelsesforordning nr. 2012/544, forordning nr. 545/2012, gennemførelsesforordning nr. 673/2012, afgørelse 2012/420 og gennemførelsesafgørelse 2012/424.
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Retlige bemærkninger
Formaliteten
37 Rådet har, uden at rejse en formalitetsindsigelse i henhold til procesreglementets artikel 114, nedlagt påstand om delvis afvisning af nærværende søgsmål under henvisning til, at det er anlagt for sent, og at sagsøgeren savner søgsmålsinteresse.
Spørgsmålet, om søgsmålet er anlagt for sent
38 I henhold til artikel 263, stk. 6, TEUF skal annullationssøgsmål anlægges inden to måneder efter, at den anfægtede retsakt, alt efter sin art, er offentliggjort eller meddelt sagsøgeren eller, i mangel heraf, senest to måneder efter, at sagsøgeren har fået kendskab til den. Når fristen for anlæggelse af søgsmål til prøvelse af en institutions retsakter begynder at løbe fra tidspunktet for offentliggørelsen af retsakten, regnes fristen i medfør af procesreglementets artikel 102, stk. 1, fra udløbet af fjortendedagen efter datoen for offentliggørelsen af retsakten i Den Europæiske Unions Tidende. I henhold til dette reglements artikel 102, stk. 2, forlænges denne frist desuden under hensyn til afstanden med en fast særlig frist på ti dage.
39 På området for restriktive foranstaltninger begynder fristen for anlæggelse af et søgsmål med påstand om annullation af en retsakt, som pålægger sådanne foranstaltninger over for en person eller en enhed, udelukkende at løbe enten fra tidspunktet for den individuelle meddelelse af denne retsakt til den berørte person, hvis dennes adresse er kendt, eller fra tidspunktet for offentliggørelsen af en bekendtgørelse i Tidende, når det ikke har været muligt at foretage en direkte meddelelse af denne retsakt til den berørte person (Domstolens dom af 23.4.2013, forenede sager C-478/11 P – C-482/11 P, Gbagbo m.fl. mod Rådet, præmis 59-62).
40 Eftersom der i procesreglementets artikel 102, stk. 1, fastsættes en supplerende frist på 14 dage for anlæggelse af søgsmål til prøvelse af retsakter, som er offentliggjort i Tidende, må det antages, at denne bestemmelse ligeledes finder analog anvendelse, når den begivenhed, der udløser søgsmålsfristen, er en bekendtgørelse om sådanne retsakter, som ligeledes offentliggøres i Tidende. De samme grunde til, at der gives en supplerende frist på 14 dage for offentliggjorte retsakter, gælder nemlig for offentliggjorte bekendtgørelser i modsætning til individuelle meddelelser (Rettens dom af 4.2.2014, forenede sager T-174/12 og T-80/13, Syrian Lebanese Commercial Bank mod Rådet, præmis 64 og 65).
41 Hvad for det første angår stævningen, hvorved sagen blev indledt, bemærkes, at den blev indleveret til Rettens Justitskontor den 26. december 2011.
42 I første række bemærkes, at for så vidt som sagsøgeren i stævningen har nedlagt påstand om annullation af afgørelse 2011/273, som gennemført ved gennemførelsesafgørelse 2011/488, og af forordning nr. 442/2011, som gennemført ved gennemførelsesforordning nr. 755/2011, er søgsmålet blevet anlagt for sent.
43 Rådet fremsendte således ikke nogen individuel underretning til sagsøgeren. Rådet gjorde imidlertid de personer, som var omfattet af de restriktive foranstaltninger i afgørelse 2011/273, som gennemført ved gennemførelsesafgørelse 2011/488, og i forordning nr. 442/2011, som gennemført ved gennemførelsesforordning nr. 755/2011, opmærksom herpå ved en bekendtgørelse, som blev offentliggjort i Tidende den 2. august 2011 (jf. præmis 7 ovenfor). Fristen for at anlægge søgsmål udløb derfor den 26. oktober 2011 og dermed længe før det tidspunkt, hvor stævningen blev indgivet.
44 Sagsøgeren har ikke desto mindre kritiseret Rådet for, at det ikke individuelt underrettede ham om afgørelse 2011/273, som gennemført ved gennemførelsesafgørelse 2011/488, og forordning nr. 442/2011, som gennemført ved gennemførelsesforordning nr. 755/2011. Han har herved anført, at hævdelsen af, at Rådet ikke var bekendt med hans adresse, ikke stemmer overens med det forhold, at han er en veletableret forretningsmand og en almindeligt kendt personlighed inden for den syriske økonomiske elite. Han har endvidere anført, at fristen for at anlægge søgsmål først begynder at løbe efter proceduren for fornyet vurdering ved Rådet, som i det foreliggende tilfælde først blev afsluttet den 5. januar 2012, på hvilken dato Rådet for første gang besvarede sagsøgerens anmodning om en fornyet vurdering.
45 Hvad angår sagsøgerens argumentation, hvorefter afgørelserne burde være blevet meddelt ham individuelt, eftersom hans adresse var kendt, bemærkes indledningsvis, at artikel 5, stk. 2, i afgørelse 2011/273 fastsætter, at Rådet underretter den pågældende person eller enhed om sin afgørelse, herunder om begrundelsen for opførelsen på listen over personer og enheder, der er omfattet af de restriktive foranstaltninger, enten direkte, hvis adressen er kendt, eller ved offentliggørelse af en bekendtgørelse, og giver personen eller enheden mulighed for at fremsætte bemærkninger.
46 Der skal endvidere henvises til, at det ifølge retspraksis ikke står Rådet frit for vilkårligt at vælge, hvordan dets afgørelser skal meddeles de berørte personer. Det fremgår således af dommen i sagen Gbagbo m.fl. mod Rådet, præmis 61, at Domstolen alene har haft til hensigt at tillade en indirekte meddelelse af de retsakter, der påstås annulleret, ved offentliggørelse af en bekendtgørelse i Tidende i tilfælde, hvor det er umuligt for Rådet at foretage en underretning.
47 I det foreliggende tilfælde kan det ikke bebrejdes Rådet, at det ikke fremsendte en individuel underretning til sagsøgeren. EU-institutionerne har således ikke ubegrænsede midler til rådighed i Syrien med henblik på at finde privatadresserne på alle fysiske personer, der er omfattet af ordningen med restriktive foranstaltninger, særligt i oprørsperioder. Endvidere er Rådets praksis med alene at sende underretningen til fysiske personer til deres privatadresse, og ikke til deres forretnings- eller arbejdsadresse, begrundet, idet meddelelsen i modsat fald risikerer at blive åbnet og læst af tredjemand i forhold til den berørte, skønt restriktive foranstaltninger udgør et følsomt område. Under de i denne sag foreliggende omstændigheder havde Rådet således ikke andet valg end at give meddelelse om opførelsen af sagsøgerens navn på listen over de personer, som er omfattet af restriktive foranstaltninger, ved offentliggørelse af en bekendtgørelse i Tidende.
48 Sagsøgerens påstand om, at fristen for at anlægge søgsmål først begynder at løbe efter proceduren for fornyet vurdering ved Rådet, kan ikke tiltrædes. Det er i denne henseende tilstrækkeligt at henvise til, at fristen for anlæggelse af et søgsmål til prøvelse af en retsakt udstedt af en EU-institution i henhold til artikel 263, stk. 6, TEUF er på to måneder fra det tidspunkt, hvor den anfægtede retsakt er offentliggjort eller meddelt sagsøgeren eller, i mangel heraf, fra det tidspunkt, hvor sagsøgeren har fået kendskab til den. Muligheden for at indlede en procedure med fornyet vurdering ved Rådet kan derfor ikke indebære en fravigelse af en sådan bestemmelse. Det bemærkes i denne henseende, at bestemmelserne vedrørende procesfrister i henhold til fast retspraksis kun kan fraviges, når der foreligger ganske særlige omstændigheder, omstændigheder, som ikke kunne forudses, eller force majeure, jf. artikel 45, stk. 2, i statutten for Domstolen, da kun en streng overholdelse af disse bestemmelser er i overensstemmelse med hensynet til retssikkerheden og nødvendigheden af at undgå enhver forskelsbehandling eller vilkårlighed i retsplejen (jf. i denne retning Domstolens dom af 26.11.1985, sag 42/85, Cockerill-Sambre mod Kommissionen, Sml. s. 3749, præmis 10, samt Domstolens kendelse af 5.2.1992, sag C-59/91, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 525, præmis 8, og af 7.5.1998, sag C-239/97, Irland mod Kommissionen, Sml. I, s. 2655, præmis 7).
49 I anden række bemærkes, at søgsmålet, for så vidt som sagsøgeren i stævningen har nedlagt påstand om annullation af afgørelse 2011/782, er anlagt under overholdelse af frister, som er fastsat i artikel 263, stk. 6, TEUF, sammenholdt med procesreglementets artikel 102, stk. 2. I denne henseende bemærkes, at for så vidt som Rådet har gjort de personer og enheder, som er omfattet af den nævnte afgørelse, opmærksom herpå ved en bekendtgørelse offentliggjort den 2. december 2011 i Tidende (jf. præmis 10 ovenfor), og stævningen blev indgivet den 26. december 2011, er søgsmålet blevet anlagt rettidigt for så vidt angår denne afgørelse. Det er derfor ikke nødvendigt at tage hensyn til andre faktorer, såsom tidspunktet for offentliggørelsen af afgørelsen i Tidende eller det tidspunkt, hvor de individuelt er blevet meddelt sagsøgeren.
50 Heraf følger, at stævningen ikke kan anses for at være indgivet rettidigt for så vidt angår påstanden om annullation af afgørelse 2011/273, som gennemført ved gennemførelsesafgørelse 2011/488, og af forordning nr. 442/2011, som gennemført ved gennemførelsesforordning nr. 755/2011. Det er den derimod for så vidt angår afgørelse 2011/782.
51 For det andet må det hvad angår anmodningerne om tilpasning af påstandene fastslås, at de er indgivet rettidigt i henhold til artikel 263, stk. 6, TEUF (jf. i denne retning Rettens dom af 6.9.2013, sag T-110/12, Iranian Offshore Engineering & Construction mod Rådet, præmis 16 og 17). Hver enkelt af disse anmodninger er således blevet indgivet inden for to måneder fra tidspunktet for vedtagelsen af retsakten (jf. præmis 25-31 ovenfor). Det er derfor ikke nødvendigt at tage hensyn til andre faktorer, såsom tidspunktet for offentliggørelsen af afgørelsen i Tidende eller det tidspunkt, hvor de individuelt er blevet meddelt sagsøgeren.
52 På denne baggrund skal alle anmodningerne om tilpasning af påstandene ratione temporis anses for at kunne antages til realitetsforhandling.
Spørgsmålet om manglende søgsmålsinteresse
53 Artikel 263, stk. 4, TEUF bestemmer, at »[e]nhver fysisk eller juridisk person […] på det grundlag, der er omhandlet i stk. 1 og 2, [kan] indbringe klage med henblik på prøvelse af retsakter, der er rettet til vedkommende, eller som berører denne umiddelbart og individuelt, samt af regelfastsættende retsakter, der berører vedkommende umiddelbart, og som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger«.
54 I henhold til fast retspraksis kan et annullationssøgsmål, der er anlagt af en fysisk eller juridisk person, kun antages til realitetsbehandling, såfremt sagsøgeren har en eksisterende og faktisk interesse i annullation af den anfægtede retsakt (Domstolens dom af 13.7.2000, sag C-174/99 P, Parlamentet mod Richard, Sml. I, s. 6189, præmis 33, og Rettens dom af 28.9.2004, sag T-310/00, MCI mod Kommissionen, Sml. II, s. 3253, præmis 44).
55 Søgsmålsinteressen skal bestå indtil retsafgørelsen, hvilket forudsætter, at søgsmålet, henset til sagens genstand, med sit resultat kan bibringe sagsøgeren en fordel (jf. Domstolens dom af 7.6.2007, sag C-362/05 P, Wunenburger mod Kommissionen, Sml. I, s. 4333, præmis 42, og Rettens kendelse af 7.12.2011, sag T-255/11, Fellah mod Rådet, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 12).
56 Denne fordel kan vedrøre såvel den berørte persons materielle interesser som dennes ideelle interesser eller fremtidsperspektiver (jf. i denne retning Domstolens dom af 27.6.1973, sag 35/72, Kley mod Kommissionen, Sml. s. 679, præmis 4, og Rettens dom af 28.5.1998, forenede sager T-78/96 og T-170/96, W mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 239, og Sml. II, s. 745, præmis 47).
57 I det foreliggende tilfælde har Rådet gjort gældende, at søgsmålet bør afvises for så vidt angår de retsakter, som ikke nævner sagsøgeren, idet han dermed ikke har nogen søgsmålsinteresse. Rådet har endvidere gjort gældende, at annullationspåstanden vedrørende afgørelse 2011/273 bør afvises på grund af manglende søgsmålsinteresse, henset til den omstændighed, at denne retsakt er blevet ophævet og erstattet af afgørelse 2011/782.
– De retsakter, hvori sagsøgerens navn ikke er nævnt
58 Hvad for det første angår de retsakter, med hensyn til hvilke Rådet hævder, at sagsøgeren ikke har nogen søgsmålsinteresse, fordi de ikke nævner hans navn, må det fastslås, at det blandt alle de retsakter, som anfægtes i stævningen, kun er afgørelse 2011/782, der ophæver afgørelse 2011/273, som udtrykkeligt henviser til sagsøgeren i sine bilag. Sagsøgeren havde derfor på tidspunktet for indgivelsen af stævningen en interesse i at nedlægge påstand om annullation af denne retsakt, eftersom denne annullation kan indebære, at sagsøgerens navn fjernes fra listerne over de personer og enheder, der er omfattet af de restriktive foranstaltninger over for Syrien.
59 Hvad for det andet angår de retsakter, som anfægtes i indlæggene med tilpasning af påstandene, har sagsøgeren nedlagt påstand om annullation af en række retsakter, som er vedtaget af Rådet, og som gennemfører eller ændrer såvel afgørelse 2011/782 som forordning nr. 36/2012 samt afgørelse 2012/739 og 2013/255.
60 I denne henseende skal det fastslås, at kun forordning nr. 36/2012, som gennemført ved gennemførelsesforordning nr. 363/2013, afgørelse 2012/739, som gennemført ved gennemførelsesafgørelse 2013/185, og afgørelse 2013/255 udtrykkeligt henviser til sagsøgeren. Hvad angår disse retsakter er sagsøgerens navn således enten opført på listerne vedrørende restriktive foranstaltninger i bilagene til basisretsakterne, eller angivelserne vedrørende disse opførelser er blevet erstattet. Af denne grund må det fastslås, at sagsøgeren fortsat har en søgsmålsinteresse med hensyn til disse retsakter, eftersom annullation heraf vil resultere i, at hans navn fjernes fra de omhandlede lister. Dette gælder derimod ikke for de øvrige retsakter, der er omfattet af indlæggene om tilpasning af påstandene, som på ingen måde henviser til sagsøgeren.
61 Søgsmålet skal derfor, henset til konklusionerne i præmis 50, 52, 58 og 60 ovenfor, afvises, for så vidt som det er rettet mod følgende retsakter:
– afgørelse 2011/273, som ændret eller gennemført ved gennemførelsesafgørelse 2011/302, 2011/367, 2011/515 og 2011/736 samt ved afgørelse 2011/522, 2011/628, 2011/684 og 2011/735
– forordning nr. 442/2011, som ændret eller gennemført ved gennemførelsesforordning nr. 504/2011, nr. 611/2011, nr. 843/2011, nr. 1151/2011 og nr. 1244/2011 samt ved forordning nr. 878/2011, nr. 950/2011, nr. 1011/2011 og nr. 1150/2011
– gennemførelsesafgørelse 2012/256, 2012/335 og 2012/424 samt afgørelse 2012/206, 2012/322 og 2012/420 om gennemførelse eller ændring af afgørelse 2011/782
– gennemførelsesforordning nr. 410/2012, nr. 2012/544 og nr. 673/2012 samt forordning nr. 509/2012, nr. 545/2012 og nr. 325/2013 om gennemførelse eller ændring af forordning nr. 36/2012.
– Ophævede og erstattede retsakter
62 Hvad angår de retsakter, med hensyn til hvilke Rådet hævder, at sagsøgeren ikke har nogen søgsmålsinteresse, fordi de ikke længere er i kraft, bemærkes, i overensstemmelse med det af Rådet anførte, at afgørelse 2011/782 blev ophævet og erstattet med afgørelse 2012/739, og at denne sidstnævnte afgørelse i overensstemmelse med dens artikel 31, stk. 1, siden den 1. juni 2013 ikke længere har været i kraft.
63 Det må derfor fastslås, at afgørelse 2011/782 og 2012/739 siden tidspunkterne for deres ophævelse henholdsvis udløb, ikke længere har retsvirkninger.
64 Ifølge fast retspraksis kan sagsøgeren i forbindelse med et annullationssøgsmål fortsat have en interesse i at opnå annullation af en under retssagen ophævet retsakt, såfremt annullationen heraf stadig kan få retlige følger (jf. Rettens kendelse af 14.1.2013, sag T-497/10, Divandario mod Rådet, præmis 19 og den deri nævnte retspraksis).
65 Spørgsmålet om, hvorvidt en sagsøgers søgsmålsinteresse fortsat består, skal bedømmes konkret, idet der bl.a. skal tages hensyn til følgerne af den hævdede ulovlighed og arten af den skade, som angiveligt er lidt (Domstolens dom af 6.6.2013, sag C-183/12 P, Ayadi mod Kommissionen, præmis 63).
66 Det er imidlertid sagsøgeren selv, der skal godtgøre at have søgsmålsinteresse med hensyn til ophævede retsakter (Rettens kendelse af 15.5.2013, sag T-413/12, Post Invest Europe mod Kommissionen, præmis 22).
67 I det foreliggende tilfælde fremgår det hverken af sagens akter eller af de svar, som sagsøgeren har givet i denne henseende under retsmødet, at annullation af de anfægtede retsakter, som ikke længere er i kraft, stadig vil kunne bibringe ham en fordel. Herved bemærkes særligt, at sagsøgeren i replikken undlod at reagere på Rådets argumenter i svarskriftet om, at sagsøgeren ikke længere havde søgsmålsinteresse med hensyn til retsakter, som var ophævet. På denne baggrund har han ikke godtgjort at have en søgsmålsinteresse som omhandlet i den i præmis 66 ovenfor nævnte retspraksis (jf. i denne retning Rettens dom af 12.6.2013, forenede sager T-128/12 og T-182/12, HTTS mod Rådet, præmis 34 og 35, og af 6.9.2013, forenede sager T-42/12 og T-181/12, Bateni mod Rådet, præmis 31 og 32).
68 Heraf følger, at sagsøgeren ikke har gjort det klart, at han har søgsmålsinteresse med hensyn til afgørelse 2011/782, 2012/739 og 2013/185. Retten finder derfor, at det er ufornødent at træffe afgørelse med hensyn til det foreliggende søgsmål, for så vidt som det er rettet mod disse retsakter.
Konklusion vedrørende formaliteten
69 Henset til vurderingerne i præmis 37-68 ovenfor kan det foreliggende søgsmål kun antages til realitetsbehandling for så vidt angår forordning nr. 36/2012, gennemførelsesforordning nr. 363/2013 og afgørelse 2013/255, for så vidt som disse retsakter vedrører sagsøgeren (herefter »de anfægtede retsakter«).
Realiteten
70 Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet fremsat to anbringender. Det første anbringende vedrører tilsidesættelse af retten til forsvar, af begrundelsespligten, af retten til at blive hørt og af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse. Det andet anbringende vedrører tilsidesættelse af ejendomsretten og af retten til økonomisk frihed.
71 Med det første anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at Rådet har tilsidesat hans ret til forsvar, begrundelsespligten, hans ret til at blive hørt og hans ret til en effektiv domstolsbeskyttelse. I denne henseende har han anført, at de grundlæggende rettigheder i henhold til retspraksis er en integrerende del af de almindelige EU-retlige principper, således at overholdelsen af disse rettigheder er en betingelse for, at Unionens retsakter er lovlige.
72 Sagsøgeren har herved i det væsentlige gjort tre underanbringender gældende.
73 For det første har sagsøgeren kritiseret Rådet for ikke at have fremsendt nogen formel underretning til ham, der kunne gøre det muligt for ham at blive bekendt med begrundelsen for opførelsen af hans navn på listerne over de personer, der er omfattet af restriktive foranstaltninger i henhold til de anfægtede retsakter. Ifølge sagsøgeren indebærer retten til en effektiv domstolsbeskyttelse navnlig, at Rådet er forpligtet til at meddele den person eller den enhed, som er omfattet af restriktive foranstaltninger, den begrundelse, der har ført til opførelsen af den pågældendes navn på de nævnte lister. Desuden har sagsøgeren påpeget, at Rådet ikke har besvaret hans henvendelser, men blot begrænset sig til at bekræfte, at hans navn fortsat var opført på disse lister.
74 For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at Rådet i den foreliggende sag har begrænset sig til at anføre vage og generelle betragtninger med henblik på at begrunde opførelsen af hans navn på de omhandlede lister. I denne henseende har han henvist til, at det fremgår af retspraksis, at overholdelsen af begrundelsespligten er så meget desto vigtigere, henset til den omstændighed, at personer og enheder, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, ikke har ret til at blive hørt forud for vedtagelsen af disse. Begrundelsen skal ikke alene omfatte det retlige grundlag for anvendelsen af den pågældende retsakt, men også de specifikke og konkrete grunde til, at Rådet ved udøvelsen af sin skønsbeføjelse finder, at de berørte personer og enheder skal være genstand for restriktive foranstaltninger. Sagsøgeren har endelig gjort gældende, at en utilstrækkelig begrundelse af EU-retsakter ikke kan afhjælpes gennem forklaringer, som fremsættes under en sag for Unionens retsinstanser.
75 For det tredje har sagsøgeren bestridt de anførte grunde til at opføre hans navn på de omhandlede lister og gjort gældende, at Rådet ikke har løftet sin bevisbyrde i denne henseende.
76 Rådet har anfægtet sagsøgerens argumenter.
77 Retten finder det hensigtsmæssigt først at tage stilling til det tredje underanbringende.
78 Til støtte for det tredje underanbringende har sagsøgeren gjort gældende, at Rådet ikke i tilstrækkelig grad har godtgjort de grunde, der angiveligt begrunder opførelsen af hans navn på de omhandlede lister. Han har gjort gældende, at Rådet ikke har ført bevis for hans forbindelser til Maher Al-Asaad og Shabihamilitsen. Han har påpeget, at det er Rådet, der har bevisbyrden, og at det ikke kan forlade sig på formodninger.
79 Rådet har for det første henvist til, at Retten på området for restriktive foranstaltninger kun er forpligtet til at foretage en begrænset prøvelse af lovligheden af afgørelser, der vedtages af EU-institutionerne. Dernæst har det gjort gældende, at opførelsen af sagsøgerens navn på de omhandlede lister er begrundet, for så vidt som sagsøgeren navnlig hører til blandt de personer med tilknytning til styret, som medvirker til tilsidesættelse af menneskerettighederne. I denne henseende har Rådet anført, at sagsøgeren er gjort til genstand for indefrysningen af midler på grundlag af oplysninger fra en medlemsstat, der er klassificeret som »EU Confidential«. Det har endvidere henvist til oplysninger fra såkaldte »åbne« kilder. Det er Rådets opfattelse, at sagsøgeren, selv om han anfægter rigtigheden af begrundelsen, ikke har fremlagt nogen oplysninger, som ville kunne godtgøre, at begrundelsen er urigtig.
80 Ifølge retspraksis indebærer den effektive domstolsprøvelse, der er sikret ved artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, navnlig, at Unionens retsinstanser i forbindelse med prøvelsen af, om begrundelsen for afgørelsen om at opføre en bestemt persons navn eller lade det forblive på listerne over de personer, der er omfattet af sanktionerne, er lovlig, skal sikre sig, at denne afgørelse er baseret på et tilstrækkeligt solidt faktisk grundlag. Dette indebærer en efterprøvelse af de faktiske omstændigheder, der indgår i begrundelsen for nævnte afgørelse, og domstolsprøvelsen skal således ikke begrænses til en vurdering af, om den anførte begrundelse er sandsynlig i abstrakt forstand, men skal indebære en stillingtagen til, om der er belæg for disse grunde, eller i det mindste én af dem, som i sig selv anses for at kunne begrunde nævnte afgørelse (jf. Domstolens dom af 18.7.2013, forenede sager C-584/10 P, C-593/10 P og C-595/10 P, Kommissionen m.fl. mod Kadi, herefter »Kadi II-dommen«, præmis 119).
81 Det er Unionens kompetente myndighed, som i tilfælde, hvor den begrundelse, der foreholdes den berørte person, bestrides, skal godtgøre, at den er velbegrundet, og ikke sidstnævnte, der skal føre bevis for, at begrundelsen ikke er velbegrundet. De oplysninger eller beviser, som vedkommende myndighed har fremlagt, skal understøtte den begrundelse, som er foreholdt den berørte person. Hvis det på dette grundlag ikke er muligt at fastslå, at en del af begrundelsen er velbegrundet, skal Unionens retsinstanser udelukke denne fra grundlaget for afgørelsen om den pågældende opførelse eller opretholdelse af en opførelse (jf. Kadi II-dommen, præmis 121-123).
82 I det foreliggende tilfælde må det for det første fastslås, at den eneste dokumentation, som Rådet har fremlagt med henblik på at begrunde opførelsen af sagsøgerens navn på de omhandlede lister, er nogle uddrag af dokumentet af 25. juli 2011 med referencen »Coreu FUSP/0317/11« (Rådets dok. 5044/12). Dette dokument indeholder samme kortfattede begrundelse som den, der er anført i de anfægtede retsakter, nemlig navnlig, at sagsøgeren havde tilknytning til Mahir al-Assad for Shabihamilitsen, og at han direkte deltog i undertrykkelse ved at støtte Shabihamilitsen. Rådet har derfor ikke fremlagt noget yderligere bevis, der ville kunne understøtte, endsige antyde, at der foreligger en tilknytning mellem sagsøgeren og Maher Al-Assad.
83 Rådet har endvidere som bilag til sine skriftlige indlæg fremlagt nogle artikler, som er offentliggjort på forskellige internetsider vedrørende Shabihamilitsen for at godtgøre sagsøgerens forbindelser til denne milits, herunder webstedet Wikipedia, Det Muslimske Broderskabs officielle websted og webstedet Saada Syria Forums. Uafhængigt af spørgsmålet, om disse oplysninger er pålidelige, og om de faktisk blev taget i betragtning af Rådet på tidspunktet for vedtagelsen af de anfægtede retsakter, må det fastslås, at kun to af disse bilag kort nævner sagsøgerens navn, og at ingen af dem indeholder tilstrækkeligt underbyggede oplysninger vedrørende sagsøgeren og hans deltagelse i Shabihamilitsen.
84 Som svar på et spørgsmål fra Retten under retsmødet var Rådet ikke i stand til at fremlægge noget yderligere bevis, der kunne underbygge påstandene om tilknytning mellem sagsøgeren og henholdsvis Maher Al-Assad og Shabihamilitsen.
85 Følgelig indeholder de af Rådet fremlagte oplysninger og beviser ingen indicier, der kan understøtte dets påstande om, at sagsøgeren dels har tilknytning til Maher Al-Assad for Shabihamilitsen, dels er direkte involveret i undertrykkelse af og vold mod civilbefolkningen og i koordinering af Shabihamilitsgrupper.
86 Det følger heraf, at Rådet ikke har løftet sin bevisbyrde i henhold til artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder som fortolket af Domstolen i Kadi II-dommen.
87 Herefter skal det tredje underanbringende til støtte for sagsøgerens første anbringende tages til følge, og de anfægtede retsakter skal annulleres, for så vidt som de vedrører sagsøgeren, uden at det er fornødent at undersøge de øvrige anbringender, der er blevet anført til støtte for det foreliggende søgsmål.
De tidsmæssige virkninger af annullationen af de anfægtede retsakter
88 I medfør af artikel 264, stk. 2, TEUF kan Retten, dersom den skønner det nødvendigt, angive, hvilke af en annulleret retsakts virkninger der skal betragtes som bestående. Det fremgår af retspraksis, at denne bestemmelse gør det muligt for Unionens retsinstanser at træffe bestemmelse om, fra hvilket tidspunkt en dom om annullation får virkning (jf. Rettens dom af 12.12.2013, sag T-58/12, Nabipour m.fl. mod Rådet, præmis 250 og 251 og den deri nævnte retspraksis).
89 I den foreliggende sag finder Retten af de nedenfor anførte grunde, at det er nødvendigt at opretholde den tidsmæssige virkning af de anfægtede retsakter indtil udløbet af den appelfrist, der er fastsat i artikel 56, stk. 1, i statutten for Domstolen, eller, såfremt appel iværksættes inden for denne frist, indtil appellen forkastes eller afvises.
90 Der skal således henvises til, at Unionen har vedtaget restriktive foranstaltninger over for Syrien på grund af undertrykkelsen af den syriske civilbefolkning, og at disse foranstaltninger dermed forfølger humanitære og fredelige mål.
91 Sagsøgerens interesse i, at nærværende dom om annullation får øjeblikkelig virkning, skal derfor afvejes over for det almene mål, som forfølges med Unionens politik vedrørende restriktive foranstaltninger over for Syrien. En tilpasning af de tidsmæssige virkninger af annullationen af en restriktiv foranstaltning kan således være begrundet i hensynet til at sikre effektiviteten af de restriktive foranstaltninger og i sidste ende i tvingende hensyn vedrørende varetagelse af Unionens og dens medlemsstaters internationale forbindelser.
92 Annullation med øjeblikkelig virkning af de anfægtede retsakter, for så vidt som de vedrører sagsøgeren, vil imidlertid gøre det muligt for denne at flytte alle eller en del af sine aktiver uden for Unionen, uden at Rådet i givet fald i rette tid ville kunne anvende artikel 266 TEUF med henblik på at afhjælpe de mangler, som er fastslået i nærværende dom, hvilket kunne risikere at være til alvorlig og uoprettelig skade for effektiviteten af enhver indefrysning af aktiver, som Rådet i fremtiden måtte vedtage over for sagsøgeren.
93 Hvad angår anvendelsen af artikel 266 TEUF i den foreliggende sag bemærkes således, at denne dom annullerer opførelsen af sagsøgerens navn på de omhandlede lister som følge af, at begrundelsen for denne opførelse ikke er underbygget af tilstrækkelige beviser (jf. præmis 82-86 ovenfor). Selv om det tilkommer Rådet at træffe bestemmelse om den nærmere fremgangsmåde til opfyldelse af denne dom, kan en ny opførelse af sagsøgeren på listerne således ikke på forhånd udelukkes. Inden for rammerne af en ny vurdering har Rådet nemlig mulighed for på ny at opføre sagsøgerens navn på listerne på grundlag af en begrundelse, som er tilstrækkeligt underbygget.
94 Heraf følger, at virkningerne af de annullerede afgørelser og forordninger skal opretholdes for så vidt angår sagsøgeren indtil udløbet af appelfristen eller, såfremt appel iværksættes inden for denne frist, indtil appellen eventuelt forkastes eller afvises.
Sagens omkostninger
95 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, første afsnit, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 3, kan Retten imidlertid fordele sagens omkostninger eller bestemme, at hver part skal bære sine egne omkostninger, hvis parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter.
96 I det foreliggende tilfælde, hvor parterne har henholdsvis tabt eller vundet på et eller flere punkter, findes det passende i medfør af ovennævnte bestemmelse, at Rådet bærer sine egne omkostninger og betaler en tredjedel af sagsøgerens omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Syvende Afdeling):
1) Søgsmålet afvises som følge af, at det er anlagt for sent, for så vidt som der herved er nedlagt påstand om annullation af Rådets gennemførelsesafgørelse 2011/488/FUSP af 1. august 2011 om gennemførelse af afgørelse 2011/273/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Syrien og af Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 755/2011 af 1. august 2011 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 442/2011 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Syrien.
2) Søgsmålet afvises, for så vidt som der herved er nedlagt påstand om annullation af Rådets afgørelse 2011/273/FUSP af 9. maj 2011 om restriktive foranstaltninger over for Syrien, Rådets forordning (EU) nr. 442/2011 af 9. maj 2011 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Syrien, Rådets gennemførelsesafgørelse 2011/302/FUSP af 23. maj 2011 om gennemførelse af afgørelse 2011/273, Rådets gennemførelsesafgørelse 2011/367/FUSP af 23. juni 2011 om gennemførelse af afgørelse 2011/273, Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 504/2011 af 23. maj 2011 om gennemførelse af forordning nr. 442/2011, Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 611/2011 af 23. juni 2011 om gennemførelse af forordning nr. 442/2011, Rådets gennemførelsesafgørelse 2011/515/FUSP af 23. august 2011 om gennemførelse af afgørelse 2011/273, Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 843/2011 af 23. august 2011 om gennemførelse af forordning nr. 442/2011, Rådets afgørelse 2011/522/FUSP af 2. september 2011 om ændring af afgørelse 2011/273, Rådets forordning (EU) nr. 878/2011 af 2. september 2011 om ændring af forordning nr. 442/2011, Rådets afgørelse 2011/628/FUSP af 23. september 2011 om ændring af afgørelse 2011/273, Rådets forordning (EU) nr. 950/2011 af 23. september 2011 om ændring af forordning nr. 442/2011, Rådets afgørelse 2011/684/FUSP af 13. oktober 2011 om ændring af afgørelse 2011/273, Rådets forordning (EU) nr. 1011/2011 af 13. oktober 2011 om ændring af forordning nr. 442/2011, Rådets afgørelse 2011/735/FUSP af 14. november 2011 om ændring af afgørelse 2011/273, Rådets gennemførelsesafgørelse 2011/736/FUSP af 14. november 2011 om gennemførelse af afgørelse 2011/273, Rådets forordning (EU) nr. 1150/2011 af 14. november 2011 om ændring af forordning nr. 442/2011, Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1151/2011 af 14. november 2011 om gennemførelse af forordning nr. 442/2011, Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1244/2011 af 1. december 2011 om gennemførelse af forordning nr. 442/2011, Rådets afgørelse 2012/206/FUSP af 23. april 2012 om ændring af afgørelse 2011/782/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Syrien, Rådets gennemførelsesafgørelse 2012/256/FUSP af 14. maj 2012 om gennemførelse af afgørelse 2011/782/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Syrien, Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 410/2012 af 14. maj 2012 om gennemførelse af artikel 32, stk. 1, i forordning (EU) nr. 36/2012 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Syrien, Rådets forordning (EU) nr. 509/2012 af 15. juni 2012 om ændring af forordning (EU) nr. 36/2012 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Syrien, afgørelse 2012/322/FUSP af 20. juni 2012 om ændring af afgørelse 2011/782/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Syrien, Rådets gennemførelsesafgørelse 2012/335/FUSP af 25. juni 2012 om gennemførelse af afgørelse 2011/782/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Syrien, Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 544/2012/FUSP af 25. juni 2012 om gennemførelse af artikel 32, stk. 1, i forordning (EU) nr. 36/2012 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Syrien, Rådets forordning (EU) nr. 545/2012 af 25. juni 2012 om ændring af forordning (EU) nr. 36/2012 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Syrien, Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 673/2012 af 23. juli 2012 om gennemførelse af artikel 32, stk. 1, i forordning (EU) nr. 36/2012 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Syrien, Rådets afgørelse 2012/420/FUSP af 23. juli 2012 om ændring af afgørelse 2011/782/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Syrien og Rådets gennemførelsesafgørelse 2012/424/FUSP af 23. juli 2012 om gennemførelse af afgørelse 2011/782/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Syrien, idet disse retsakter ikke vedrører Aiman Jaber.
3) Det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen, for så vidt som der herved er nedlagt påstand om annullation af Rådets afgørelse 2011/782/FUSP af 1. december 2011 om restriktive foranstaltninger over for Syrien og om ophævelse af afgørelse 2011/273, Rådets afgørelse 2012/739/FUSP af 29. november 2012 om restriktive foranstaltninger over for Syrien og om ophævelse af afgørelse 2011/782 og Rådets gennemførelsesafgørelse 2013/185/FUSP af 22. april 2013 om gennemførelse af afgørelse 2012/739, idet disse retsakter er blevet ophævet og erstattet.
4) Følgende retsakter annulleres, for så vidt som de vedrører Aiman Jaber:
– Rådets forordning (EU) nr. 36/2012 af 18. januar 2012 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Syrien og om ophævelse af forordning nr. 442/2011
– Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 363/2013 af 22. april 2013 om gennemførelse af forordning nr. 36/2012
– Rådets afgørelse 2013/255/FUSP af 31. maj 2013 om restriktive foranstaltninger over for Syrien.
5) Virkningerne af de annullerede afgørelser og forordninger opretholdes for så vidt angår Aiman Jaber indtil udløbet af appelfristen eller, såfremt appel iværksættes inden for denne frist, indtil appellen eventuelt forkastes eller afvises.
6) Rådet for Den Europæiske Union bærer sine egne omkostninger og betaler en tredjedel af Aiman Jabers omkostninger.
7) Aiman Jaber bærer to tredjedele af sine egne omkostninger.
Van der Woude | Wiszniewska-Białecka | Ulloa Rubio |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 13. november 2014.