Language of document :

Sag anlagt den 4. marts 2022 - Europa-Kommissionen mod Kongeriget Danmark

(Sag C-167/22)

Processprog: dansk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved L. Grønfeldt og P. Messina, befuldmægtigede)

Sagsøgt: Kongeriget Danmark

Påstande

angående påstand om, at det fastslås, at Kongeriget Danmark ved at begrænse den maksimale parkeringsvarighed på statsejede rastepladser langs motorvejsnettet i Danmark til 25 timer har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til bestemmelserne om den frie udveksling af transportydelser, som fastsat i artikel 1, 8 og 9 i Rådets og Europa-Parlamentets forordning (EF) nr. 1072/20091

Kongeriget Danmark tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Kommissionen gør gældende, at 25-timersreglen, om end den ikke udgør direkte forskelsbehandling, ikke desto mindre udgør en hindring i den fri udveksling af tjenesteydelser, idet reglen ikke påvirker danske og ikkehjemmehørende vognmænd på samme måde. Chauffører for ikkehjemmehørende vognmænd vil have sværere ved at overholde deres køre- og hviletidsforpligtelser, der følger af EU-retten, særligt forordning (EF) 561/20061 , end chauffører for danske vognmænd, der har driftscentraler i Danmark, hvortil chaufførerne kan returnere og parkere, mens de afholder deres hviletid.

Efter Kommissionens opfattelse kan reglen ikke retfærdiggøres af de af Danmark påberåbte formål om at sikre mere kapacitet til, at chauffører kan afholde deres pauser og kortere hvil, at komme ulovlig trafikfarlig parkering på motorvejsrastepladserne til livs, at sikre ordnede forhold på rastepladserne ved at modgå de negative effekter, som langtidsparkering medfører, og at sikre chaufførernes miljø- og arbejdsforhold, idet reglen ikke er egnet til at nå disse hensyn og i øvrigt går videre end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.  

____________

1 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1072/2009 af 21. oktober 2009 om fælles regler for adgang til markedet for international godskorsel (EUT 2009 L 300, s. 72).

1 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 561/2006 af 15. marts 2006 om harmonisering af visse sociale bestemmelser inden for vejtransport og om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 3821/85 og (EF) nr. 2135/98 samt ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 3820/85 (EUT 2006 L 102, s. 1).