Sag anlagt den 19. marts 2010 - FESI mod Rådet

(Sag T-134/10)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Fédération européenne de l'industrie du sport (FESI) (Bruxelles, Belgien) (ved lawyers E. Vermulst og Y. Van Gerven)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1294/2009 af 22. december 2009 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse typer fodtøj med overdel af læder med oprindelse i Vietnam og i Folkerepublikken Kina som udvidet til også at omfatte import af visse typer fodtøj med overdel af læder afsendt fra Macao SAR, uanset om den er angivet med oprindelse i Macao SAR eller ej, som følge af en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 384/96 ¹ annulleres helt eller subsidiært for så vidt angår sagsøgeren og dennes medlemmer (Adidas AG, Nike European Operations BV, Puma AG og Timberland Europe BV).

Rådet tilpligtes at fremlægge produktionstallene for hver af EU-producenterne i stikprøven, hvilke tal udgjorde grundlaget for stikprøveudvælgelsen i forbindelse med den fornyede undersøgelse, og beskæftigelsesdataene for hver af EU-producenterne i stikprøven.

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat syv anbringender:

For det første har sagsøgeren gjort gældende, at Rådet ved ikke at pålægge de klagende EU-producenter at besvare stikprøveskemaer foretog urigtig anvendelse af grundforordningens artikel 17, stk. 1², anlagde et åbenbart urigtigt skøn og tilsidesatte retten til forsvar og princippet om forbud mod forskelsbehandling. Sagsøgeren har især gjort gældende, at Unionens institutioner ikke krævede, at de klagende EU-producenter besvarede stikprøveskemaer, og derfor at disse producenters stikprøver blev udvalgt henset til de manglende relevante oplysninger, på grundlag af begrænsede ubeviste data, afgivet af klagerne. Sagsøgeren har derfor anført, at klagerne var udelukket fra at efterprøve, om den udvalgte stikprøve var egnet. Sagsøgeren finder desuden, at Unionens institutioner behandlede interesserede parter i sammenlignelige situationer forskelligt uden objektiv begrundelse og tilsidesatte det grundlæggende princip om forbud mod forskelsbehandling.

For andet har sagsøgeren gjort gældende, at Rådet ved udvælgelsen af EU-producenternes stikprøve anlagde et åbenbart urigtigt skøn og tilsidesatte grundforordningens artikel 17, stk. 1. Sagsøgeren har gjort gældende, at EU-producenternes stikprøve ikke udgjorde den største repræsentative producerede eller solgte mængde, som med rimelighed kunne undersøges inden for det tidsrum, der var til rådighed, som omhandlet i grundforordningens artikel 17, stk. 1, og stikprøven blev hovedsageligt udvalgt på grundlag af kriterier, som ikke er nævnt i denne bestemmelse.

For det tredje har sagsøgeren gjort gældende, at Rådet tilsidesatte artikel 6.10 i Verdenshandelsorganisationens aftale om antidumping ved ikke at anvende grundforordningens artikel 17, stk. 1, i overensstemmelse med førstnævnte. Rådet fastsatte ikke en stikprøve af EU-producenter, som repræsenterede den største producerede eller solgte mængde som krævet i henhold til artikel 6.10 i antidumpingaftalen.

For det fjerde har sagsøgeren gjort gældende, at Rådet ved fastsættelsen af sandsynligheden for fortsat skade tilsidesatte grundforordningens artikel 3, stk. 1, artikel 3, stk. 2, artikel 3, stk. 5, og artikel 11, stk. 2, og anlagde et åbenbart urigtigt skøn af de faktiske omstændigheder. Efter sagsøgerens opfattelse fastslog Rådet med urette, at der forelå sandsynlighed for fortsat skade på grund af fraværet af foranstaltninger, på grundlag af konstateringen af fortsat skade under den fornyede undersøgelsesperiode ("RIP") for EU-erhvervsgrenen med støtte i makroøkonomiske data, der omfattede data fra producenter, som ikke er en del af EU-erhvervsgrenen, og ubeviste data. Desuden blev de mikroøkonomiske indikatorer vurderet på grundlag af data vedrørende et ikke-repræsentativt udsnit af EU-producenter.

For det femte har sagsøgeren gjort gældende, at Rådet ved at indrømme fortrolig behandling til de klagende EU-producenter tilsidesatte grundforordningens artikel 19, stk. 1, og retten til forsvar, eftersom den indrømmede fortrolig behandling uden gyldig grund og uden at foretage en grundig undersøgelse af kravene om fortrolighed.

For det sjette har sagsøgeren gjort gældende, at Rådet ved fastlæggelsen af det omhandlede system til klassificering af den pågældende vare med varekontrolnumre ("PCN") tilsidesatte grundforordningens artikel 2, stk. 10, og artikel 3, stk. 2, og diligensprincippet og princippet om god forvaltning. Sagsøgeren anfører, at det anvendte PCN-system og omklassificeringen af visse fodtøjskategorier midtvejs i undersøgelsesperioden udelukkede en rimelig sammenligning mellem normalværdien og eksportprisen. Desuden udelukkede dette efter sagsøgerens opfattelse en objektiv undersøgelse både af omfanget af dumpingimporten og dennes indvirkning på prisen på samme vare på det indenlandske marked, og denne indførsels følgevirkninger for indenlandske producenter af denne vare. Sagsøgeren har ligeledes gjort gældende, at Rådet ikke foretog en omhyggelig og upartisk undersøgelse af alle de relevante forhold og den behørige begrundelse, som gjorde det nødvendigt at ændre PCN-systemet, som sagsøgeren har gjort gældende.

Endelig har sagsøgeren gjort gældende, at Rådet ved valget af referencelandet tilsidesatte diligensprincippet og princippet om god forvaltning, anlagde et åbenbart urigtigt skøn med hensyn til sagens omstændigheder og tilsidesatte grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra a). Sagsøgeren anfører, at Rådet begik en række alvorlige processuelle uregelmæssigheder ved at vælge Brasilien som referenceland, eftersom dette valg ikke blev foretaget på en hensigtsmæssig og rimelig måde i den foreliggende sag.

____________

¹ - EUT 2009 L 352, s. 1.

² - Rådets forordning (EF) nr. 384/96 af 22.12.1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EFT 1996 L 56, s. 1).