Language of document :

Sag anlagt den 16. marts 2010 - M mod EMEA

(Sag T-136/10)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: M (ved barrister C. Thomann og solicitor I. Khawaja)

Sagsøgt: Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMEA)

Sagsøgerens påstande

Der tilkendes skadeerstatning i henhold til artikel 340 TEUF for tab lidt som følge af tilsidesættelser, erstatningen beregnes senere, eller der fastsættes et beløb, som Retten finder rimeligt.

Der tillægges disse beløb renter med en sats, der svarer til de satser, der finder anvendelse i medfør af section 35A i Supreme Court Act 1981, eller der fastsættes et beløb, som Retten finder rimeligt.

Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMEA) tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Der anordnes sådanne yderligere foranstaltninger, som Retten skønner rimelige.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Ved dette søgsmål påstår sagsøgeren, at Retten skal tilkende ham skadeserstatning i henhold til artikel 340 TEUF for tab lidt som følge af en arbejdsulykke. Sagsøgeren gør gældende, at han pådrog sig skader som følge af EMEA's tilsidesættelse af de forpligtelser, der påhvilede EMEA i sin egenskab af sagsøgerens arbejdsgiver.

Sagsøgeren påberåber sig bl.a. artikel 6, stk. 3, i direktiv 89/391/EØF 1, artikel 15 i bilag I til Rådets direktiv 89/654/EØF 2 og artikel 3 i direktiv 89/655/EØF 3 om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med arbejdsstedet.

EMEA's manglende opfyldelse af sine forpligtelser vedrørende sikkerhed og sundhed for så vidt angår vurderingen og begrænsningen af risici, forpligtelsen til at stille egnet arbejdsudstyr til rådighed, samt af bestemmelsen om ryddelige arealer på arbejdsstedet, udgør en tilsidesættelse af United Kingdom Health and Safety Law og den generelle forpligtelse til rettidig omhu. Sagsøgeren påstår at have lidt personskade, økonomiske tab og ikke-økonomisk skade som følge af ovenstående tilsidesættelser, og han hævder sig berettiget til erstatning herfor.

____________

1 - Rådets direktiv 89/391/EØF af 12.6.1989 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet (EFT L 183, s. 1).

2 - Rådets direktiv 89/654/EØF af 30.11.1989 om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med arbejdsstedet (første særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF) (EFT L 393, s. 1).

3 - Rådets direktiv 89/655/EØF af 30.11.1989 om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med arbejdstagernes brug af arbejdsudstyr under arbejdet (andet særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, direktiv 89/391/EØF) (EFT L 393, s. 13).