Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunale Amministrativo Regionale per la Lombardia (Italien) den 26. januar 2022 – VZ mod CA

(Sag C-53/22)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Tribunale Amministrativo Regionale per la Lombardia

Parter i hovedsagen

Sagsøger: VZ

Sagsøgt: CA

Præjudicielle spørgsmål

Er artikel 1, stk. 3, i direktiv 89/665 1 til hinder for, at en tilbudsgiver, som er endeligt udelukket fra en procedure for udvælgelse af kontrahenten, nægtes adgang til at klage over afslaget på annullation af tildelingen, når vedkommende har til hensigt at vise, at den valgte tilbudsgiver og alle de øvrige tilbudsgivere, der er placeret på ranglisten, i forbindelse med udøvelsen af erhvervet har begået en alvorlig forsømmelse bestående i indgåelsen af konkurrencebegrænsende aftaler, som først er blevet fastlagt under en retssag efter vedkommendes udelukkelse, og dette med henblik på at opnå muligheden for at deltage i en ny udbudsprocedure?

2)    Er artikel 1, stk. 3, i direktiv 89/665 og de [EU-]retlige principper vedrørende fri konkurrence til hinder for, at en forvaltningsdomstol afskæres fra at efterprøve søgsmålet anlagt af en tilbudsgiver, som er endeligt udelukket fra en procedure for udvælgelse af kontrahenten, til prøvelse af den ordregivende myndigheds beslutning om ikke at tilbagekalde retsakterne og om at give tilbudsgivere, som har indgået konkurrencebegrænsende aftaler, på samme område som det af proceduren omfattede, der er blevet fastlagt under en retssag, adgang til udbudsproceduren og tildele kontrakten til en af disse?

____________

1     Rådets direktiv 89/665/EØF af 21.12.1989 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende anvendelsen af klageprocedurerne i forbindelse med indgåelse af offentlige indkøbs- samt bygge- og anlægskontrakter (EFT 1989, L 395, s. 33).