PERSONALERETTENS DOM
(Første Afdeling)
21. februar 2008
Sag F-4/07
Eleni-Eleftheria Skoulidi
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
»Personalesag – tjenestemænd – udveksling af tjenestemænd mellem Kommissionen og medlemsstaterne – tilrådighedsstillelse af en EF-tjenestemand ved den græske forvaltning – afslag – erstatningssøgsmål – ikke-økonomisk skade – administrativ procedure – formaliteten – materielle betingelser for at pålægge Fællesskabet ansvar uden for kontraktforhold«
Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Eleni-Eleftheria Skoulidi har nedlagt påstand om erstatning for den ikke-økonomiske skade, sagsøgeren har lidt som følge af afgørelse truffet den 28. marts 2006 af generaldirektøren for Kommissionens Generaldirektorat »Personale og Administration« om ikke at tillade hende at gøre midlertidig tjeneste i det græske undervisnings- og kirkeministerium i forbindelse med en udveksling af tjenestemænd mellem Kommissionen og medlemsstaterne.
Udfald: Kommissionen frifindes. Hver part bærer sine egne omkostninger.
Sammendrag
1. Tjenestemænd – søgsmål – erstatningssøgsmål – selvstændigt søgsmål i forhold til annullationssøgsmål
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
2. Tjenestemænd –søgsmål – erstatningssøgsmål – administrativ procedure
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
3. Tjenestemænd – søgsmål – erstatningssøgsmål – søgsmålsfrist
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
4. Tjenestemænd – ligebehandling – grænser
5. Procedure – stævning – krav om erstatning for tab, der forvoldes af en fællesskabsinstitution – krav om erstatning for ikke-økonomisk skade
[Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1, litra c)]
1. Annullations- og erstatningssøgsmål udgør selvstændige retsmidler, og den berørte part kan frit vælge mellem dem eller vælge dem begge samtidigt. Når der foreligger en afgørelse, der indeholder et klagepunkt imod en tjenestemand, har vedkommende følgelig ret til – uden at nedlægge påstand om annullation af den pågældende akt – at indgive et søgsmål støttet på, at denne akt angiveligt er ugyldig, og udelukkende med påstand om erstatning for den skade, som den pågældende akt har forvoldt ham.
(jf. præmis 49 og 50)
Henvisning til:
Domstolen, 22. oktober 1975, sag 9/75, Meyer-Burckhardt mod Kommissionen, Sml. s. 1171, præmis 10 og 11.
Retten, 24. januar 1991, sag T-27/90, Latham mod Kommissionen, Sml. II, s. 35, præmis 36; 28. maj 1997, sag T-59/96, Burban mod Parlamentet, Sml. Pers. I-A, s. 109, og II, s. 331, præmis 25; 8. juli 2004, sag T-136/03, Schochaert mod Rådet, Sml. Pers. I-A, s. 215, og II, s. 957, præmis 24; 12. september 2007, sag T-249/04, Combescot mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, appelleret til Domstolen, sag C-525/07 P, præmis 30.
Personaleretten, 9. oktober 2007, sag F-85/06, Bellantone mod Revisionsretten, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 80.
2. Den administrative procedure er forskellig, afhængig af, om det tab, der kræves erstattet, er forvoldt ved en afgørelse, der indeholder et klagepunkt i vedtægtens artikel 90, stk. 2’s forstand, eller ved en af administrationen udvist handlemåde, som ikke har karakter af en afgørelse. I det første tilfælde skal den pågældende inden for den fastsatte frist indgive en klage til ansættelsesmyndigheden over vedkommende foranstaltning, idet erstatningskravet enten kan fremsættes i denne klage eller først i stævningen, hvorimod den administrative procedure i det andet tilfælde skal indledes ved indgivelse af en ansøgning i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 1, med krav om erstatning og skal i givet fald efterfølges af en klage over afslaget på ansøgningen.
Når der foreligger en bebyrdende afgørelse, der indeholder et klagepunkt, skal tjenestemanden anvende klageproceduren i vedtægtens artikel 90, stk. 2, ikke blot, når vedkommende har til hensigt at påstå den bebyrdende retsakt annulleret, men ligeledes når den pågældende inden for rammerne af et erstatningssøgsmål blot søger at opnå erstatning for den skade, han er blevet forvoldt ved den pågældende akt.
(jf. præmis 56 og 66)
Henvisning til:
Retten, 7. juni 1991, sag T-14/91,Weyrich mod Kommissionen, Sml. II, s. 235, præmis 32 og 34; 6. juli 1995, sag T-36/93, Ojha mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 161, og II, s. 497, præmis 117; 28. juni 1996, sag T-500/93, Y mod Domstolen, Sml. Pers. I-A, s. 335, og II, s. 977, præmis 64; 6. november 1997, sag T-15/96, Liao mod Rådet, Sml. Pers. I-A, s. 329, og II, s. 897, præmis 57; 1. april 2003, sag T-11/01, Mascetti mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 117, og II, s. 579, præmis 33.
Personaleretten: 28. juni 2006, sag F-27/05, Le Maire mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-1, s. 47, og II‑A-1, s. 159, præmis 36; 2. maj 2007, sag F-23/05, Giraudy mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 69; 27. marts 2007, sag F-87/06, Manté mod Rådet, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 19.
3. En tjenestemand, der ønsker at anlægge et erstatningssøgsmål støttet på de angivelige ulovligheder, som en akt, der indeholder et klagepunkt, er behæftet med, skal indlede den administrative procedure senest tre måneder, efter at denne akt blev ham meddelt, eller efter den dato, hvorpå han fik kendskab hertil, hvilket gælder både for det materielle tab og den ikke-økonomiske skade.
(jf. præmis 70)
4. Overholdelse af ligebehandlingsprincippet må ses i sammenhæng med overholdelsen af legalitetsprincippet, hvilket medfører, at ingen til egen fordel kan påberåbe sig en ulovlighed, der er begået til fordel for andre, idet en sådan fremgangsmåde ville svare til at indføre et princip om »ligebehandling i tilfælde af retsstridighed«. En tjenestemand kan følgelig ikke støtte ret på en ulovlig afgørelse for at påberåbe sig en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet. Dette gælder ikke blot for annullationssøgsmål, men ligeledes for erstatningssøgsmål.
(jf. præmis 81)
Henvisning til:
Retten, 16. november 2006, sag T-120/04, Peróxidos Orgánicos mod Kommissionen, Sml. II, s. 4441, præmis 77.
5. En stævning, hvori der nedlægges påstand om betaling af erstatning for et tab, der angiveligt er forvoldt af en fællesskabsinstitution dels ved en ulovlig afgørelse, dels ved institutionens ulovlige adfærd, skal indeholde en angivelse af, hvilken del af erstatningsbeløbet der vedrører institutionens ulovlige adfærd, og hvilken del der vedrører den ulovlige bebyrdende retsakt. Det påhviler derfor sagsøgeren efter at have præciseret arten af den ikke-økonomiske skade, der hævdes at være lidt, i det mindste tilnærmelsesvis at opgøre tabets størrelse, hvorved der skal sondres mellem den skade, der skyldes fællesskabsinstitutionens afgørelse, og den, der skyldes sidstnævntes ulovlige adfærd, med henblik på at Personaleretten kan bedømme omfanget og karakteren heraf.
(jf. præmis 82)
Henvisning til:
Personaleretten, 13. december 2007, sag F-95/05, N mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 91.