FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
M. WATHELET
fremsat den 7. august 2018 (1)
Sag C-310/18 PPU
Spetsializirana prokuratura
mod
Emil Milev
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Spetsializiran nakazatelen sad (særlig domstol i straffesager, Bulgarien))
»Præjudiciel forelæggelse – præjudiciel forelæggelse efter hasteproceduren – direktiv (EU) 2016/343 – artikel 3, 4 og 10 – uskyldsformodning – offentlige henvisninger om skyld – artikel 6, 47 og 48 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – ret til frihed – adgang til effektive retsmidler og til en upartisk domstol – uskyldsformodning og ret til et forsvar – procedure for kontrol med en varetægtsfængslings lovlighed«
I. Indledning
1. Den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse, som Spetsializiran nakazatelen sad (særlig domstol i straffesager, Bulgarien) indleverede til Rettens Justitskontor den 11. maj 2018, vedrører fortolkningen af artikel 3, artikel 4, stk. 1, og artikel 10 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/343 af 9. marts 2016 om styrkelse af visse aspekter af uskyldsformodningen og retten til at være til stede under retssagen i straffesager (2) samt artikel 47 og 48 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).
2. Denne anmodning er fremsat i forbindelse med en sag, som Emil Milev, der er sigtet for et væbnet røveri i en forretning, har anlagt med henblik på ophævelse af en tvangsforanstaltning i form af varetægtsfængsling, som er iværksat over for ham.
II. Retsforskrifter
A. Folkeretten
1. Den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder
3. Under overskriften »Ret til frihed og sikkerhed« bestemmer artikel 5 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«):
»1. Enhver har ret til frihed og personlig sikkerhed. Ingen må berøves friheden undtagen i følgende tilfælde og i overensstemmelse med den ved lov foreskrevne fremgangsmåde:
[…]
c) lovlig anholdelse eller anden frihedsberøvelse af en person med det formål at stille ham for den kompetente retlige myndighed, når der er begrundet mistanke om, at han har begået en forbrydelse, eller rimelig grund til at anse det for nødvendigt at hindre ham i at begå en forbrydelse eller i at flygte efter at have begået en sådan
[…]
3. Enhver, der anholdes eller frihedsberøves i henhold til bestemmelserne i denne artikels stk. 1, litra c), skal ufortøvet stilles for en dommer eller anden øvrighedsperson, der ved lov er bemyndiget til at udøve domsmyndighed, og skal være berettiget til at få sin sag pådømt inden for en rimelig frist, eller til at blive løsladt i afventning af rettergangen. Løsladelsen kan gøres betinget af sikkerhed for, at den pågældende giver møde under rettergangen.
4. Enhver, der berøves friheden ved anholdelse eller anden tilbageholdelse, har ret til at indbringe sagen for en domstol, for at denne hurtigt kan træffe afgørelse om lovligheden af frihedsberøvelsen, og beordre ham løsladt, hvis frihedsberøvelsen ikke er lovlig.
[…]«
4. EMRK’s artikel 6 med overskriften »Ret til retfærdig rettergang« bestemmer:
»1. Enhver har ret til en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig frist for en uafhængig og upartisk domstol, der er oprettet ved lov, når der skal træffes afgørelse enten i en strid om hans borgerlige rettigheder og forpligtelser eller angående en mod ham rettet anklage for en forbrydelse. […]
2. Enhver, der anklages for en lovovertrædelse, skal anses for uskyldig, indtil hans skyld er bevist i overensstemmelse med loven.
[…]«
B. EU-retten
1. Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
5. Artikel 82, stk. 2, TEUF bestemmer:
»I den udstrækning det er nødvendigt for at lette den gensidige anerkendelse af domme og retsafgørelser samt det politimæssige og retlige samarbejde i straffesager med en grænseoverskridende dimension, kan Europa-Parlamentet og Rådet [for Den Europæiske Union] fastsætte minimumsregler ved direktiver efter den almindelige lovgivningsprocedure. Disse minimumsregler tager hensyn til forskellene mellem medlemsstaternes retstraditioner og retssystemer.
Reglerne vedrører:
[…]
b) enkeltpersoners rettigheder inden for strafferetsplejen
[…]«
2. Chartret
6. Det bestemmes i chartrets artikel 6, at »[e]nhver har ret til frihed og personlig sikkerhed«.
7. Chartrets artikel 47 med overskriften »Adgang til effektive retsmidler og til en upartisk domstol« har følgende ordlyd:
»Enhver, hvis rettigheder og friheder som sikret af EU-retten er blevet krænket, skal have adgang til effektive retsmidler for en domstol under overholdelse af de betingelser, der er fastsat i denne artikel.
Enhver har ret til en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig frist for en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov. Enhver skal have mulighed for at blive rådgivet, forsvaret og repræsenteret.
[…]«
8. Chartrets artikel 48 med overskriften »Uskyldsformodning og ret til et forsvar« har følgende ordlyd:
»1. Enhver, der anklages for en strafbar handling, skal anses for uskyldig, indtil hans eller hendes skyld er bevist i overensstemmelse med loven.
2. Respekt for retten til et forsvar er sikret enhver, der er anklaget for en strafbar handling.«
9. Chartrets artikel 51 med overskriften »Anvendelsesområde« bestemmer i stk. 1:
»Bestemmelserne i dette charter er rettet til Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer under iagttagelse af nærhedsprincippet samt til medlemsstaterne, dog kun når de gennemfører EU-retten. De respekterer derfor rettighederne, overholder principperne og fremmer anvendelsen heraf i overensstemmelse med deres respektive kompetencer og under overholdelse af grænserne for de kompetencer, der er tildelt Unionen i traktaterne.«
10. Chartrets artikel 52 med overskriften »Rækkevidde og fortolkning af rettigheder og principper« fastsætter i stk. 3:
»I det omfang dette charter indeholder rettigheder svarende til dem, der er sikret ved [EMRK], har de samme betydning og omfang som i konventionen. Denne bestemmelse er ikke til hinder for, at EU-retten kan yde en mere omfattende beskyttelse.«
3. Direktiv 2016/343
11. 16. betragtning til direktiv 2016/343 lyder:
»Der vil foreligge en krænkelse af uskyldsformodningen, hvis der i offentlige udtalelser fra offentlige myndigheder eller i andre retsafgørelser end dem, der omhandler skyldsspørgsmålet, henvises til en mistænkt eller tiltalt som skyldig, så længe denne persons skyld ikke er bevist i overensstemmelse med loven. Sådanne udtalelser og retsafgørelser bør ikke afspejle den opfattelse, at den pågældende person er skyldig. Dette bør ikke berøre handlinger fra anklagemyndigheden, der har til formål at bevise den mistænktes eller tiltaltes skyld, såsom anklageskriftet, og berører ikke retsafgørelser, hvorved en betinget dom får virkning, såfremt retten til et forsvar overholdes. Dette bør heller ikke berøre de foreløbige afgørelser af proceduremæssig art, som er truffet af retslige eller andre kompetente myndigheder, og som er baseret på mistanke eller på elementer af belastende beviser, såsom afgørelser om varetægtsfængsling, forudsat at sådanne afgørelser ikke henviser til den mistænkte eller tiltalte som skyldig. Inden der træffes en foreløbig afgørelse af proceduremæssig art, er den kompetente myndighed måske nødt til forinden at kontrollere, at der er tilstrækkelige elementer af belastende beviser mod den mistænkte eller tiltalte til at begrunde den pågældende afgørelse, og afgørelsen vil kunne indeholde henvisninger til disse elementer.«
12. Følgende fremgår af 48. betragtning til direktiv 2016/343:
»Da der ved dette direktiv fastsættes minimumsregler, bør medlemsstaterne kunne udvide de rettigheder, der er fastlagt i dette direktiv, og fastsætte et højere beskyttelsesniveau. Dette beskyttelsesniveau, der fastsættes af medlemsstaterne, bør aldrig være lavere end de standarder, der er fastsat i chartret eller EMRK som fortolket af Domstolen og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol [herefter »Menneskerettighedsdomstolen«].«
13. Artikel 2 i direktiv 2016/343 med overskriften »Anvendelsesområde« bestemmer:
»Dette direktiv finder anvendelse på fysiske personer, der er mistænkte eller tiltalte i straffesager. Det finder anvendelse på alle stadier i straffesagerne fra det tidspunkt, hvor en person mistænkes eller tiltales for at have begået en strafbar handling eller en påstået strafbar handling, indtil afgørelsen om den endelige fastsættelse af, hvorvidt denne person har begået den pågældende strafbare handling, er blevet endelig.«
14. Artikel 3 i direktiv 2016/343 med overskriften »Uskyldsformodning« bestemmer:
»Medlemsstaterne sikrer, at mistænkte og tiltalte anses for uskyldige, indtil deres skyld er bevist i overensstemmelse med loven.«
15. Artikel 4 i direktiv 2016/343 med overskriften »Offentlige henvisninger om skyld« bestemmer:
»1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at en mistænkt eller tiltalt i offentlige udtalelser fra offentlige myndigheder og i andre retsafgørelser end dem, der omhandler skyldsspørgsmålet, ikke omtales som skyldig, så længe denne persons skyld ikke er bevist i overensstemmelse med loven. Dette berører ikke handlinger fra anklagemyndigheden, der har til formål at bevise den mistænktes eller tiltaltes skyld, og foreløbige afgørelser af proceduremæssig art, som er truffet af retslige eller andre kompetente myndigheder, og som er baseret på mistanke eller belastende beviser.
2. Medlemsstaterne sikrer, at der findes passende foranstaltninger i tilfælde af en tilsidesættelse af forpligtelsen fastsat i denne artikels stk. 1 til at undlade at omtale mistænkte eller tiltalte som skyldige i overensstemmelse med dette direktiv og navnlig artikel 10.
[…]«
16. Artikel 10 i direktiv 2016/343 med overskriften »Retsmidler« bestemmer:
»1. Medlemsstaterne sikrer, at mistænkte og tiltalte råder over et effektivt retsmiddel, hvis deres rettigheder i medfør af dette direktiv er blevet tilsidesat.
2. Uden at det berører nationale regler og systemer, om hvilket bevismateriale der kan anvendes under retssagen, sikrer medlemsstaterne ved bedømmelsen af forklaringer, der er afgivet af mistænkte eller tiltalte, eller af beviser, der er indhentet, i strid med retten til ikke at udtale sig eller retten til ikke at inkriminere sig selv, at retten til et forsvar og en retfærdig rettergang respekteres.«
C. Bulgarsk ret
17. Ifølge artikel 56, stk. 1, i Nakasatelno protsesualen kodeks (strafferetsplejeloven, herefter »NPK«) kan »[e]n tvangsforanstaltning […] vedtages over for den sigtede […], når sagens beviser synes at give begrundet mistanke om, at den pågældende har begået den strafbare handling, og når der foreligger en af de i artikel 57 omhandlede grunde«.
18. I henhold til NPK’s artikel 57 er »[d]isse tvangsforanstaltninger […] indført for at undgå, at den sigtede flygter, begår en strafbar handling eller forhindrer gennemførelsen af den endelige straffedom«.
19. NPK’s artikel 58 nævner varetægtsfængsling blandt disse tvangsforanstaltninger.
20. I henhold til NPK’s artikel 63 kan »tvangsforanstaltningen varetægtsfængsling […] iværksættes, når der er begrundet mistanke om, at den sigtede har begået en strafbar handling, som straffes med frihedsberøvelse eller en anden strengere straf, og det fremgår af bevismaterialet i sagen, at der er en reel fare for, at den sigtede flygter eller begår en strafbar handling«.
21. Ifølge NPK’s artikel 65, stk. 4, kan den sigtede på ethvert tidspunkt forud for retssagen anmode om fornyet undersøgelse af tvangsforanstaltningen varetægtsfængsling, og at »[r]etten vurderer alle omstændighederne vedrørende fængslingens lovlighed […]«.
III. Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
22. Emil Milev blev mistænkt for et væbnet røveri, som fandt sted den 30. december 2008 i en af supermarkedskæden Billas forretninger i Sofia (Bulgarien). Imidlertid kunne der ved undersøgelsen ikke indsamles beviser mod ham, og han blev ikke sigtet. Den 31. juli 2009 blev undersøgelsen henlagt, uden at nogen mistænkt var blevet identificeret, og uden at nogen person var blevet sigtet.
23. I mellemtiden var der indledt to andre straffesager (3) mod Emil Milev. I forbindelse med den første af disse to sager afslog en bulgarsk domstol at varetægtsfængsle Emil Milev med den begrundelse, at hovedvidnet BP’s forklaringer ikke var troværdige. Der er endnu ikke afsagt en retsafgørelse om realiteten i denne sag.
24. I forbindelse med den anden sag var Emil Milev fængslet fra den 24. november 2013 til den 9. januar 2018, hvor han blev frifundet for alle anklager mod ham. Den pågældende domstol baserede navnlig denne frifindelse på konstateringen af, at BP’s vidneudsagn ikke var troværdige (4).
25. I de to omhandlede sager afgav vidnet BP talrige forklaringer om forskellige strafbare handlinger, som Emil Milev skulle have deltaget i. Der er ikke henvist til det væbnede røveri i en forretning den 30. december 2008 i nogen af forklaringerne.
26. Den 11. januar 2018 blev sagen om dette væbnede røveri i 2008 genåbnet.
27. Samme dag blev vidnet BP afhørt. Han forklarede, at han havde planlagt det omhandlede røveri sammen med Emil Milev og nogle andre, men at Emil Milev ikke kom den aftalte dato. Efterfølgende erfarede BP gennem medierne, at det væbnede røveri blev begået, og Emil Milev skulle angiveligt have fortalt ham, at han havde begået det med de andre personer. BP forklarede, at han havde vidnet efter en lang periode, fordi han var bange for Emil Milev, og at han var blevet bekymret, da han fandt ud af, at Emil Milev ville blive løsladt efter afgørelsen om frifindelse i en tidligere sag, og derfor besluttede at afgive denne forklaring. Vidnet BP fik forevist en videooptagelse af det væbnede røveri og hævdede kategorisk, at han genkendte Emil Milev som en af gerningsmændene.
28. Samme dag, nemlig den 11. januar 2018, blev Emil Milev sigtet for det pågældende væbnede røveri (5) og anholdt med henblik på at blive stillet for den retsinstans, der skulle træffe afgørelse om hans eventuelle varetægtsfængsling.
29. I første instans blev anklagerens krav om varetægtsfængsling af Emil Milev imødekommet, fordi vidnet BP’s forklaringer »umiddelbart« var troværdige. I anden instans blev varetægtsfængslingen stadfæstet på grundlag af de detaljerede forklaringer, som vidnet BP havde afgivet, og med den begrundelse, at vidnet kunne ifalde strafansvar for falsk forklaring.
30. Den forelæggende ret har i sin anmodning om en præjudiciel afgørelse anført, at de to retsinstanser undersøgte vidnet BP’s forklaringer hver for sig uden at sammenligne dem med andre diskulperende elementer. De argumenter herom, som blev fremsat af Emil Milevs advokat, blev ikke besvaret.
31. Den forelæggende ret har fremhævet, at retten i første instans i forbindelse med den efterfølgende prøvelse af fængslingen var af den opfattelse, at en detaljeret analyse af beviselementerne ikke var nødvendig, og derfor udelukkende undersøgte BP’s forklaringer. Retten i første instans mente også, at de belastende beviselementers mindre beviskraft var tilstrækkelig til at opretholde fængslingen.
32. Retten i anden instans stadfæstede denne afgørelse, på ny på grundlag af vidnet BP’s forklaringer. Denne ret anførte i sin afgørelse, at den »på en meget generel måde undersøgte vidnets forklaringer«, og at beviselementerne, »selv om de er sparsomme […], støtter den vurdering, at der kan rejses tiltale […]. Da de ikke dementeres af andre beviselementer, kan appelretten ikke se bort herfra«.
33. Den afgørelse, der blev truffet i forbindelse med den anden efterprøvelse af varetægtsfængslingen, går i samme retning. Retten i anden instans fandt, at »[…] efter den 5. november 2017, datoen, hvorpå NPK blev ændret, var den begrundede mistanke, der er nødvendig for denne procedure, til stede. Retten traf afgørelse om tilstedeværelsen af en mistanke efter en meget generel undersøgelse af beviselementerne i sagen. Efter den nævnte ændring af NPK er der ingen omstændigheder, hvorunder beviselementerne i sagen skal analyseres indgående […]. I forbindelse med denne meget generelle undersøgelse af forklaringerne og beviselementerne […] skal der konstateres en generel sandsynlighed og en mistanke om en mulig meddelagtighed«.
34. Den forelæggende ret har anført, at de argumenter, som Emil Milevs advokat fremsatte om partiskheden og den manglende troværdighed i BP’s forklaringer, ikke blev diskuteret af retten, og at de argumenter, som han udtrykkeligt påberåbte sig, ikke er blevet besvaret.
35. Emil Milev har anført, at kriteriet »begrundet mistanke«, som er fastsat i bulgarsk lovgivning som en forudsætning for hans varetægtsfængsling, skal fortolkes som defineret i Menneskerettighedsdomstolens dom af 30. august 1990, Fox, Campbell og Hartley mod Det Forenede Kongerige (CE:ECHR:1990:0830JUD001224486), således at kriteriet forudsætter tilstedeværelsen af objektive oplysninger, som ville overbevise en objektiv iagttager om, at den pågældende person sandsynligvis begik forbrydelsen. Emil Milev har også fremført konkrete argumenter om vidnet BP’s manglende troværdighed, og hans advokat har fremsat en række anmodninger om indsamling af beviser med henblik på at undersøge troværdigheden af vidnet BP’s forklaringer.
36. Det fremgår af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at retten inden reformen af NPK den 5. november 2017 først stadfæstede fængslingen af den sigtede efter at have opnået en høj grad af vished for, at der faktisk bestod en »begrundet mistanke« om, at den pågældende person havde begået den strafbare handling. Retten afsagde dom om tilstedeværelsen af en begrundet mistanke efter at have fået »indgående kendskab til alle sagens akter og frit at have kommenteret troværdigheden af diskulperende og belastende beviser, og den gav et konkret og klart svar på de argumenter, den sigtedes forsvarer havde fremsat«.
37. Det var i øvrigt formelt forbudt efter NPK’s artikel 29, stk. 1, punkt 1, litra d), (6) for en ret, som havde afsagt kendelse om vedtagelsen eller stadfæstelsen af den tvangsmæssige foranstaltning varetægtsfængsling, at træffe afgørelse om tiltalen under hovedforhandlingen og at afsige en straffedom (afgørelse om realiteten) vedrørende denne tiltale. Dette forbud var baseret på, at retten allerede i forbindelse med konstateringen af tilstedeværelsen eller fraværet af »begrundet mistanke« og ved at diskutere beviselementernes troværdighed havde dannet sig en holdning til sagen.
38. Efter en række domme afsagt af Menneskerettighedsdomstolen blev NPK ændret den 5. november 2017. I forbindelse med denne lovreform blev det formelle forbud ifølge NPK’s artikel 29, stk. 1, punkt 1, litra d), ophævet. Den forelæggende ret har anført, at »de nationale retter [derfor] fremover [skal] undersøge den begrundede mistanke, herunder forud for retssagen, og samtidig anses for at bevare deres upartiskhed«.
39. Ifølge den forelæggende ret gav ophævelsen af NPK’s artikel 29, stk. 1, punkt 1, litra d), anledning til en ny retspraksis for afgørelsen af, om der foreligger »begrundet mistanke« om, at den sigtede har begået den strafbare handling. I den forbindelse skal retten kun have et »umiddelbart« og ikke detaljeret kendskab til beviselementerne. Det følger heraf, at en ret »kun kan opregne beviselementerne og ikke sammenligne eller kommentere dem og angive, hvilke den finder troværdige, og hvorfor. Den kan kun generelt og ubestemt angive, at det er muligt, at den sigtede har begået den pågældende handling og beskrive en »mistanke«, men den kan ikke udtrykke en klar overbevisning om, at beviselementerne gør det muligt at konkludere, at der foreligger en tilstrækkelig sandsynlighed for, at den sigtede har begået denne strafbare handling. Endelig kan retten ikke give et klart og konkret svar på argumenterne fremsat af sigtedes forsvarer, som ville forpligte den til at udtrykke en mere kategorisk opfattelse af den pågældende strafbare handlings udførelse og diskutere en påstået modsætning mellem beviselementerne eller deres troværdighed eller mangel på samme«.
40. Med andre ord er der en dobbelt begrænsning, nemlig at det i materielretlig henseende er forbudt for dommeren i sin retsafgørelse at anføre, at han har en tydelig overbevisning om, at den strafbare handling blev begået af den sigtede, og at det i procesretlig henseende er forbudt at diskutere beviselementerne og anføre, hvilke der er troværdige, og hvorfor.
41. Den forelæggende ret har anført, at selv om formålet med den nye retspraksis er at værne om dommerens upartiskhed, når han afsiger dom om den begrundede mistanke, medfører dette i praksis en nedsættelse af beskyttelsesniveauet for sigtedes rettigheder for så vidt angår varetægtsfængslingen.
42. Den har tilføjet, at denne nye retspraksis ikke er entydig. En betydelig del af de nationale dommere mener, at for at opretholde sigtedes varetægtsfængsling kræver uskyldsformodningen, at der fastslås en mere betydelig og større sandsynlighed for, at vedkommende begik den strafbare handling. Visse nationale dommere er af den opfattelse, at retten til forsvar påbyder en mere detaljeret diskussion af beviselementerne og en konkret besvarelse af indsigelserne fremsat af den sigtedes forsvarer.
43. På denne baggrund har den forelæggende ret besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Er en national retspraksis, hvorefter opretholdelsen af tvangsforanstaltningen »varetægtsfængsling« (fire måneder efter den sigtedes anholdelse) er betinget af tilstedeværelsen af »begrundet mistanke«, forstået som en ren »umiddelbar« konstatering af, at den sigtede kan have begået den pågældende strafbare handling, forenelig med artikel 3, artikel 4, stk. 1, andet punktum, artikel 10, 16. betragtning, fjerde og femte punktum, og 48. betragtning til direktiv 2016/343 samt artikel 47 og 48 i [chartret]?
Eller, hvis det ikke er tilfældet, er en national retspraksis, hvorefter »begrundet mistanke« forstås som en stor sandsynlighed for, at den sigtede har begået den pågældende forbrydelse, forenelig med ovennævnte bestemmelser?
2) Er en national retspraksis, som pålægger den ret, som skal træffe afgørelse om en anmodning om ændring af en allerede vedtaget tvangsforanstaltning i form af en »varetægtsfængsling«, at begrunde sin afgørelse uden at sammenligne såvel diskulperende som belastende beviselementer, selv om den sigtedes forsvarer har fremført argumenter herom – og hvor den eneste grund til denne begrænsning er, at dommeren skal forblive upartisk i tilfælde af, at denne sag vil blive tildelt ham med henblik på realitetsbehandling – forenelig med artikel 4, stk. 1, andet punktum, og artikel 10 i direktiv 2016/343 samt 16. betragtning, fjerde og femte punktum, og 48. betragtning hertil og […] artikel 47 i [chartret]?
Eller, hvis det ikke er tilfældet, er en national retspraksis, hvorefter retten foretager en mere detaljeret og præcis undersøgelse af beviselementerne og giver et klart svar på den sigtedes forsvarers argumenter, selv om retten i så fald risikerer at være ude af stand til at undersøge sagen eller afsige en endelig afgørelse vedrørende skyldsspørgsmålet, hvis nævnte sag bliver tildelt den med henblik på realitetsbehandling – hvilket ville kræve, at en anden dommer undersøger sagens realitet – forenelig med ovennævnte bestemmelser?«
IV. Hasteproceduren og retsforhandlingerne for Domstolen
44. Den forelæggende ret har anmodet om, at den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse undergives den præjudicielle hasteprocedure, der er fastsat i artikel 107 i Domstolens procesreglement.
45. Til støtte for denne anmodning har retten anført, at Emil Milev sidder varetægtsfængslet. Retten er af den opfattelse, at denne anmodning om en præjudiciel afgørelse, som vedrører fortolkningen af direktiv 2016/343, er nødvendig for, at den kan træffe afgørelse om lovligheden af varetægtsfængslingen af Emil Milev. Den forelæggende ret har bl.a. anført, at Emil Milev forbliver varetægtsfængslet, indtil Domstolen har truffet afgørelse om anmodningen om præjudiciel afgørelse.
46. Domstolens Første Afdeling har den 5. juni 2018 efter forslag fra den refererende dommer og efter at have hørt undertegnede besluttet at efterkomme den forelæggende rets anmodning om, at den foreliggende præjudicielle forelæggelse undergives den præjudicielle hasteprocedure.
47. Der er indgivet skriftlige indlæg af Emil Milev og af Europa-Kommissionen. Den bulgarske regering har ikke indgivet skriftlige indlæg. Den nederlandske regering og Kommissionen har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet, der blev afholdt den 11. juli 2018.
V. Bedømmelse
48. Den forelæggende ret ønsker med disse spørgsmål, som efter min opfattelse bør besvares samlet, nærmere bestemt oplyst, om artikel 3, artikel 4, stk. 1, andet punktum, og artikel 10 i direktiv 2016/343 samt chartrets artikel 47 og 48 skal fortolkes således, at det for at opretholde en sigtets varetægtsfængsling er tilstrækkeligt, at en dommer, der undersøger en klage over denne varetægtsfængsling, blot konstaterer, at denne person »umiddelbart« (7) har kunnet begå den omhandlede strafbare handling, eller om det tværtimod er nødvendigt, at dommeren konstaterer, at der er »en stor sandsynlighed« (8) for, at denne person har begået denne strafbare handling.
49. Den forelæggende ret ønsker ligeledes oplysning om begrundelsen for en afgørelse om den præventive frihedsberøvelse og de beviselementer, som retten skal tage i betragtning for at respektere retten til en upartisk domstol som fastsat i chartrets artikel 47 og uskyldsformodningen som fastsat i chartrets artikel 48 og i artikel 3 og 4 i direktiv 2016/343.
A. Anvendelsen af chartrets artikel 6, 47 og 48 og af direktiv 2016/343 på afgørelser om varetægtsfængsling
50. Det fremgår af anmodningen om præjudiciel afgørelse og af den forelæggende rets spørgsmål, at denne ret har anmodet Domstolen om at klarlægge uskyldsformodningen (9), retten til frihed (10) og dommerens upartiskhed (11).
51. I henhold til artikel 1 i direktiv 2016/343 er dette direktivs formål bl.a. at fastsætte fælles minimumsregler for visse aspekter af uskyldsformodningen i straffesager med henblik på at styrke medlemsstaternes tillid til hinandens strafferetlige systemer og således at lette gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager (12).
52. Varetægtsfængslingen af Emil Milev, som er en fysisk person, der er sigtet i en verserende straffesag, falder ind under anvendelsesområdet for direktiv 2016/343, som jf. direktivets artikel 2 (13) »finder anvendelse på alle stadier i straffesagerne fra det tidspunkt, hvor en person mistænkes eller tiltales for at have begået en strafbar handling eller en påstået strafbar handling, indtil afgørelsen om den endelige fastsættelse af, hvorvidt denne person har begået den pågældende strafbare handling, er blevet endelig« (14).
53. I denne forbindelse fremgår det af 16. betragtning til direktiv 2016/343, at uskyldsformodningen finder anvendelse på afgørelser om varetægtsfængsling, og at den bl.a. krænkes, hvis der i disse afgørelser henvises til en mistænkt eller tiltalt som skyldig, så længe denne persons skyld ikke er bevist i overensstemmelse med loven.
54. Efter Kommissionens opfattelse kan den omhandlede sag i mangel af foranstaltninger til harmonisering af EU-retten om den pågældende strafbare handling ikke betragtes som en gennemførelse af EU-retten. Det følger heraf, at chartret ikke finder anvendelse som sådan på denne sag.
55. Kommissionen har ligeledes begrundet sin holdning om, at chartret ikke finder anvendelse, med, at der i direktiv 2016/343 savnes materielle positive bestemmelser om varetægtsfængsling.
56. Jeg er ikke enig i denne vurdering.
57. Jeg er af den opfattelse, at direktiv 2016/343 ikke vedrører den omhandlede strafbare handling, men straffesagen generelt, og at de bestemmelser, som direktivet fastsætter om uskyldsformodningen, er lige så bindende som positive krav. Da dette direktiv finder anvendelse på den omhandlede straffesag, udgør anvendelsen af de deri indeholdte bestemmelser, navnlig artikel 3 og 4, i øvrigt en gennemførelse af EU-retten i henhold til chartrets artikel 51, stk. 1. Den forelæggende ret skal derfor sikre, at de grundlæggende rettigheder, som chartret garanterer de sigtede i hovedsagen, overholdes. Pligten til at overholde uskyldsformodningen indebærer således, at disse rettigheder respekteres (15).
58. Endvidere bør det bemærkes, at chartrets artikel 52, stk. 3, fastsætter, at i det omfang chartret indeholder rettigheder svarende til dem, der er sikret ved EMRK, har de samme betydning og omfang som i konventionen. Denne bestemmelse i chartret skal sikre den nødvendige sammenhæng mellem de i chartret indeholdte rettigheder og de tilsvarende i EMRK sikrede rettigheder, dog uden at dette berører EU-rettens og Den Europæiske Unions Domstols autonomi (16).
59. Jeg gør opmærksom på, at »retten til frihed«, der er fastsat i chartrets artikel 6, svarer til samme begreb i EMRK’s artikel 5, stk. 1 (17), at retten til adgang til en upartisk domstol, der er fastsat i chartrets artikel 47, svarer til EMRK’s artikel 6, stk. 1, og at princippet om uskyldsformodning, der er fastsat i chartrets artikel 48, stk. 1, svarer til EMRK’s artikel 6, stk. 2 og 3 (18). Det fremgår i øvrigt af 48. betragtning til direktiv 2016/343, at »[dette] beskyttelsesniveau, der fastsættes af medlemsstaterne, [aldrig bør] være lavere end de standarder, der er fastsat i chartret eller EMRK som fortolket af Domstolen og [Menneskerettighedsdomstolen]«.
B. EMRK’s artikel 5 og varetægtsfængsling
60. Det fremgår af Menneskerettighedsdomstolens praksis vedrørende EMRK’s artikel 5, som skal tages i betragtning ved fortolkningen af chartrets artikel 6, at denne bestemmelse beskytter personers fysiske sikkerhed og som sådan er af afgørende betydning (19). Dette indbefatter målet om at beskytte personen mod vilkårlig eller ubegrundet frihedsberøvelse (20).
61. Ifølge Menneskerettighedsdomstolens faste praksis følger det af EMRK’s artikel 5, at der foreligger formodning for løsladelse. Indtil sin domfældelse skal den tiltalte omtales som uskyldig, og EMRK’s artikel 5, stk. 3 og 4, har primært til formål at påbyde løsladelse, hvis varetægtsfængslingen ikke er lovlig, eller hvis dommen ikke fældes inden for en rimelig frist (21). Menneskerettighedsdomstolen fandt i § 84 i sin dom af 26. juli 2001, Ilijkov mod Bulgarien, CE:ECHR:2001:0726JUD003397796, at den fortsatte fængsling i et givent tilfælde alene kan begrundes, hvis der er konkrete indicier, som viser et reelt samfundsmæssigt krav, som på trods af uskyldsformodningen går forud for reglen om respekt for den individuelle frihed.
62. Efter min opfattelse bør det fremhæves, at der i Menneskerettighedsdomstolens praksis er en tæt tilknytning mellem retten til frihed og uskyldsformodningen. De er således uadskillelige.
63. Fortegnelsen over undtagelser fra retten til frihed i EMRK’s artikel 5, stk. 1, har udtømmende karakter (22). Ifølge EMRK’s artikel 5, stk. 1, litra c), må en person kun berøves friheden, hvis det sker i forbindelse med en straffesag med det formål at stille ham for den kompetente retlige myndighed, når der er begrundet mistanke om, at han har begået en forbrydelse (23).
64. Samme tekst kræver bl.a. (24), at der foreligger »begrundet« (25) mistanke om, at den anholdte og tilbageholdte person har begået en forbrydelse. Denne bestemmelse forudsætter tilstedeværelsen af faktiske omstændigheder eller oplysninger, som kan overbevise en objektiv iagttager om, at den pågældende person kan have begået forbrydelsen. Hvad der kan regnes for »begrundet«, afhænger imidlertid af analysen af samtlige sagens omstændigheder (26).
65. Det skal fremhæves, at »the facts which raise a [reasonable] suspicion need not be of the same level as those necessary to justify a conviction, or even the bringing of a charge« (27).
66. I § 61 i Menneskerettighedsdomstolens dom af 25. marts 1999, Nikolova mod Bulgarien (CE:ECHR:1999:0325JUD003119596), anføres det, at selv om »[Article 5(4) ECHR] does not impose an obligation on a judge examining an appeal against detention to address every argument contained in the appellant’s submissions, its guarantees would be deprived of their substance if the judge, relying on domestic law and practice, could treat as irrelevant, or disregard, concrete facts invoked by the detainee and capable of putting in doubt the existence of the conditions essential for the »lawfulness«, in the sense of the [ECHR], of the deprivation of liberty«. Det følger heraf, at når en sagsøger gør sådanne faktiske omstændigheder gældende, som hverken forekommer lidet sandsynlige eller ligegyldige, opfylder en domstol i sin domstolsprøvelse ikke kravene i EMRK’s artikel 5, stk. 4, hvis den ikke tager disse argumenter i betragtning.
67. Når det drejer sig om opretholdelse af fængslingen af en person (28), er det i øvrigt en betingelse sine qua non for lovligheden af denne opretholdelse, at der fortsat består en begrundet mistanke om, at den pågældende person har begået en forbrydelse (29).
C. EMRK’s artikel 6, stk. 1, og domstolens upartiskhed
68. I henhold til EMRK’s artikel 6, stk. 1, skal domstolens upartiskhed vurderes både ved en subjektiv test for at fastslå en given dommers overbevisning og personlige optræden ved en given lejlighed (30) og ved en objektiv test af, at dommeren giver garantier, der er tilstrækkelige til at udelukke enhver rimelig tvivl herom (31).
69. Ifølge Menneskerettighedsdomstolen består en objektiv vurdering i at undersøge, om der uafhængigt af dommerens personlige optræden findes omstændigheder, der kan efterprøves, og som kan gøre det muligt at så tvivl om dommerens upartiskhed. I denne forbindelse kan selv udseendet have betydning. Det handler om den tillid, som et demokratisk samfunds domstole bør indgyde borgerne, herunder i straffesager først og fremmest de tiltalte (32). Enhver dommer skal derfor vige sit sæde, hvis man med rette kan frygte manglende upartiskhed (33).
70. Det fremgår af den forelæggende rets andet spørgsmål, at den har ønsket Domstolens klarlægning af spørgsmålet om domstolenes objektive upartiskhed.
71. Menneskerettighedsdomstolen fastslog i sin dom af 24. maj 1989, Hauschildt mod Danmark (CE:ECHR:1989:0524JUD001048683, § 49), at det kan så tvivl hos den tiltalte om domstolens upartiskhed, hvis de dommere, som har deltaget i den endelige behandling af appelsagen, allerede havde truffet afgørelse på et tidligere trin og før sagen havde truffet forskellige afgørelser vedrørende appellanten, bl.a. afgørelser om varetægtsfængsling. Ifølge Menneskerettighedsdomstolen kan man imidlertid ikke anse appellantens tvivl om domstolens upartiskhed »as objectively justified. Whether they should be so treated depends on the circumstances of each particular case«.
72. Menneskerettighedsdomstolen fandt, at »suspicion and a formal finding of guilt are not to be treated as being the same [and] the mere fact that a trial judge or an appeal judge, […], has also made pre-trial decisions in the case, including those concerning detention on remand, cannot be held as in itself justifying fears as to his impartiality. […] Nevertheless, special circumstances may in a given case be such as to warrant a different conclusion« (34).
73. I denne henseende fandt Menneskerettighedsdomstolen, at når en dommer, der træffer afgørelse om varetægtsfængsling, skal sikre sig, at der foreligger en »særligt bestyrket mistanke« om, at en mistænkt har begået en strafbar handling, er der tale om en overtrædelse af EMRK’s artikel 6, stk. 1, hvis dommeren skal træffe afgørelse om den mistænktes skyld. Menneskerettighedsdomstolen vurderede således, at forskellen mellem tilstedeværelsen af en »særligt bestyrket mistanke« og det spørgsmål, der skal besvares ved sagens endelige afgørelse (35), var ubetydelig (36).
D. EMRK’s artikel 6, stk. 2, og uskyldsformodningen
74. Den uskyldsformodning, der er fastsat i EMRK’s artikel 6, stk. 2, fordrer navnlig, at dommerne i udøvelsen af deres hverv ikke tager udgangspunkt i en forudfattet mening om, at den tiltalte har begået den strafbare handling. Bevisbyrden påhviler anklagemyndigheden, og tvivlen kommer den tiltalte til gode (37). Denne uskyldsformodning optræder således også blandt elementerne i en retfærdig rettergang i straffesager, som kræves ifølge EMRK’s artikel 6, stk. 1 (38). Den tilsidesættes, hvis en retsafgørelse vedrørende en tiltalt giver det indtryk, at vedkommende er skyldig, selv om skyldsspørgsmålet ikke forinden er afgjort i overensstemmelse med loven. Det er tilstrækkeligt, selv i mangel af en formel konstatering, at der gives en begrundelse, som giver anledning til at tro, at dommeren anser den pågældende for skyldig (39). Menneskerettighedsdomstolens praksis tilsiger, at »a distinction must be made between statements which reflect the opinion that the person concerned is guilty and statements which merely describe a state of suspicion. The former infringe the presumption of innocence, while the latter have been found to be in conformity with the spirit of Article 6 [ECHR]« (40).
E. Anvendelse på den foreliggende sag
75. Jeg gør først og fremmest opmærksom på, at medlemsstaterne er bundet af alle chartrets bestemmelser, når de gennemfører direktiv 2016/343, og at de skal forene kravene i disse bestemmelser, også selv om pligten til at overholde alle chartrets bestemmelser under visse omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede kan gøre det til en følsom sag at finde den rette balance mellem de omhandlede rettigheder (41).
76. Idet varetægtsfængslingen (42) af en sigtet i straffesager som Emil Milev falder ind under dette direktivs anvendelsesområde (43), fremgår det klart af artikel 3 og 4 i direktiv 2016/343 samt af 16. betragtning hertil, at når en national ret træffer en afgørelse om varetægtsfængsling, skal uskyldsformodningen respekteres. Det følger heraf, at denne ret ikke må omtale den sigtede som skyldig, så længe denne persons skyld ikke er bevist i overensstemmelse med loven (44).
77. Artikel 4, stk. 1, i direktiv 2016/343 er derimod ikke til hinder for foreløbige afgørelser af proceduremæssig art såsom afgørelser om varetægtsfængsling (45), som træffes af retslige myndigheder, og som er baseret på mistanke eller belastende beviser. I øvrigt skal medlemsstaterne ifølge artikel 4, stk. 2, i direktiv 2016/343 sikre, at der findes passende foranstaltninger i tilfælde af en tilsidesættelse af forpligtelsen fastsat i samme artikels stk. 1 (46).
78. Jeg vurderer imidlertid, at hvis en dommer, der undersøger en klage over en varetægtsfængsling, konstaterer, at der er en »stor sandsynlighed« (47) for, at en sigtet har begået en strafbar handling, bibringes man det klare indtryk, at denne person er skyldig i denne strafbare handling, selv om vedkommendes skyld ikke er bevist i overensstemmelse med loven. En sådan konstatering er ikke blot »beskrivelsen af en mistanke« (48).
79. Selv om en sådan tilgang kan sikre en øget beskyttelse af retten til frihed, der er fastsat i chartrets artikel 6 (49), tilsidesætter den også den uskyldsformodning, der er fastsat i chartrets artikel 48 og i artikel 3 og 4 i direktiv 2016/343.
80. Selv om en dommer, der undersøger en klage over en varetægtsfængsling, konstaterer, at den sigtede »umiddelbart« (50) har kunnet begå den omhandlede strafbare handling, dvs. uden at foretage en afvejning af de fremlagte belastende henholdsvis diskulperende beviselementer, berører det ikke i sig selv, i det mindste ikke direkte (51), uskyldsformodningen, men det tilsidesætter den ret til frihed, der er fastsat i chartrets artikel 6, fordi dommeren ikke kontrollerer, om der foreligger begrundet mistanke om, at den pågældende person har begået den strafbare handling (52).
81. EMRK’s artikel 5, stk. 1, litra c), kræver sammen med Menneskerettighedsdomstolens praksis vedrørende denne bestemmelse således, at en person ikke må frihedsberøves uden begrundet mistanke om, at han har begået en strafbar handling (53).
82. Det fremgår af Menneskerettighedsdomstolens dom af 25. marts 1999, Nikolova mod Bulgarien (CE:ECHR:1999:0325JUD003119596, § 61), at en dommer, der undersøger en klage over en varetægtsfængsling, skal tage hensyn til konkrete omstændigheder, der påberåbes af den tilbageholdte, og som kan så tvivl om frihedsberøvelsens lovlighed. Det følger heraf, at når en sigtet gør sådanne faktiske omstændigheder gældende, som hverken forekommer lidet sandsynlige eller ligegyldige, skal en dommer, der undersøger en klage over varetægtsfængslingen, tage dem i betragtning.
83. Når en sigtet i forbindelse med en klage over sin varetægtsfængsling fremlægger diskulperende beviselementer, som hverken forekommer lidt sandsynlige eller ligegyldige, skal den dommer, der skal behandle klagen, nærmere bestemt tage disse elementer i betragtning sammen med de belastende beviselementer for at vurdere, om der foreligger begrundet mistanke om, at denne person har begået en strafbar handling (54). Den pågældende dommer tilsidesætter derved hverken den ret til frihed, der er fastsat i chartrets artikel 6, eller den uskyldsformodning, der er fastsat i chartrets artikel 48 og i artikel 3 og 4 i direktiv 2016/343.
84. Det fremgår i øvrigt af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at det forhold alene, at en dommer har truffet afgørelse om varetægtsfængslingen af en sigtet, ikke nødvendigvis indebærer, at denne dommers upartiskhed kan betvivles, og at han under visse meget bestemte omstændigheder endda senere kan træffe afgørelse om den pågældendes skyld. Det afgørende er, om dommeren – vurderet på grundlag af begrundelsen for afgørelsen om varetægtsfængsling – har eller ikke har en forudfattet mening om den sigtedes skyld (55).
85. Selv om det fremgår af begrundelsen for en afgørelse om varetægtsfængsling af en sigtet, at dommeren har dannet sig en mening om den sigtedes skyld, må den pågældende dommer ikke træffe afgørelse om sagens realitet, idet det vil være en overtrædelse af chartrets artikel 47, stk. 2, om retten til en upartisk domstol.
86. En begrundelse, som omtaler den sigtede som skyldig, selv om hans skyld ikke er blevet bevist i overensstemmelse med loven, vil endvidere udgøre en overtrædelse af chartrets artikel 48 og artikel 3 og 4 i direktiv 2016/343, uafhængigt af, om den pågældende dommer senere træffer afgørelse om den berørte persons skyld.
87. Hvis den dommer, der træffer afgørelse om varetægtsfængsling af en sigtet, nøjes med at kontrollere, om der foreligger begrundet mistanke om, at personen har begået den omhandlede strafbare handling, kan denne dommer til gengæld træffe afgørelse om realiteten og dermed skyldspørgsmålet. Som det fremgår af punkt 83 i dette forslag til afgørelse, er det min opfattelse, at når en sigtet fremlægger diskulperende beviselementer, som hverken forekommer lidt sandsynlige eller ligegyldige, påhviler det den dommer, der skal behandle en klage over varetægtsfængslingen af den sigtede, at tage disse elementer i betragtning sammen med de belastende beviselementer for at vurdere, om der foreligger begrundet mistanke om, at denne person har begået en strafbar handling.
VI. Forslag til afgørelse
88. På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen, at den besvarer de af Spetsializiran nakazatelen sad (særlig domstol i straffesager, Bulgarien) forelagte spørgsmål på følgende måde:
»1) Artikel 6 og 48 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og artikel 3 og 4 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/343 af 9. marts 2016 om styrkelse af visse aspekter af uskyldsformodningen og retten til at være til stede under retssagen i straffesager skal fortolkes således, at når en sigtet fremlægger diskulperende beviselementer, som hverken forekommer lidet sandsynlige eller ligegyldige, påhviler det den dommer, der skal behandle en klage over varetægtsfængslingen af den sigtede, at tage disse elementer i betragtning sammen med de belastende beviselementer for at vurdere, om der foreligger begrundet mistanke om, at denne person har begået den omhandlede strafbare handling.
2) Selv om det fremgår af begrundelsen for en afgørelse om varetægtsfængsling af en sigtet, at dommeren har dannet sig en mening om den sigtedes skyld, må den pågældende dommer ikke træffe afgørelse om sagens realitet, idet det vil være en overtrædelse af artikel 47, stk. 2, i chartret om grundlæggende rettigheder. En begrundelse, som omtaler den sigtede som skyldig, selv om hans skyld ikke er blevet bevist i overensstemmelse med loven, vil udgøre en overtrædelse af artikel 48 i chartret om grundlæggende rettigheder og artikel 3 og 4 i direktiv 2016/343, uafhængigt af om den pågældende dommer senere træffer afgørelse om den sigtedes skyld.
3) Hvis den dommer, der træffer afgørelse om varetægtsfængsling af en sigtet, nøjes med at kontrollere, om der foreligger begrundet mistanke om, at personen har begået den omhandlede strafbare handling, kan denne dommer træffe afgørelse om realiteten og dermed skyldspørgsmålet.«