RETTENS DOM (Ottende Afdeling)

7. februar 2013 (*)

»Dumping – import af opløsninger af urinstof og ammoniumnitrat med oprindelse i Rusland – anmodning om udløbsundersøgelse – anmodning om interimsundersøgelse – formaliteten – den normale værdi – eksportpris – artikel 1 og 2 samt artikel 11, stk. 1-3, i forordning (EF) nr. 384/96 (nu artikel 1 og 2 samt artikel 11, stk. 1-3, i forordning (EF) nr. 1225/2009)«

I sag T-84/07,

EuroChem Mineral and Chemical Company OAO (EuroChem MCC), Moskva (Rusland), først ved advokaterne P. Vander Schueren og B. Evtimov, derefter ved B. Evtimov og solicitor D. O’Keeffe,

sagsøger,

mod

Rådet for Den Europæiske Union ved J.-P. Hix og B. Driessen, som befuldmægtigede, bistået af advokat G. Berrisch,

sagsøgt,

støttet af:

Europa-Kommissionen ved H. van Vliet og K. Talabér-Ritz, som befuldmægtigede,

intervenient,

angående en påstand om annullation af Rådets forordning (EF) nr. 1911/2006 af 19. december 2006 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af opløsninger af urinstof og ammoniumnitrat med oprindelse i Algeriet, [Hviderusland], Rusland og Ukraine efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i forordning (EF) nr. 384/96 (EUT L 365, s. 26),

har

RETTEN (Ottende Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, L. Truchot, og dommerne H. Kanninen (refererende dommer) og M.E. Martins Ribeiro,

justitssekretær: fuldmægtig N. Rosner,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 8. december 2011,

afsagt følgende

Dom

 Retsforskrifter

1        Grundbestemmelserne om antidumping udgøres af Rådets forordning (EF) nr. 384/96 af 22. december 1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EFT 1996 L 56, s. 1), med senere ændringer (herefter »grundforordningen«) (erstattet af Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30.11.2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EUT L 343, s. 51, berigtigelse i EUT 2010 L 7, s. 22)).

2        Grundforordningens artikel 1, stk. 1 og 2 (nu artikel 1, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1225/2009), bestemmer:

»1.      En antidumpingtold kan opkræves for enhver dumpingvare, når en sådan vare ved overgang til fri omsætning i Fællesskabet forvolder skade.

2.      En vare anses for at være en dumpingvare, hvis dens eksportpris ved salg til Fællesskabet er lavere end den sammenlignelige pris for samme vare i normal handel, som er konstateret i eksportlandet.«

3        Grundforordningens artikel 2 (nu artikel 2 i forordning nr. 1225/2009) bestemmer:

»1.      Den normale værdi fastsættes normalt på grundlag af de priser, der er betalt eller skal betales i normal handel af uafhængige kunder i eksportlandet.

Når eksportøren i eksportlandet ikke fremstiller eller sælger samme vare, kan den normale værdi imidlertid fastsættes på grundlag af andre sælgeres eller producenters priser.

Transaktioner mellem parter, som synes at være forretningsmæssigt forbundne eller at have en indbyrdes kompensationsaftale, kan kun anses for at finde sted i normal handel, og priserne for de pågældende transaktioner kan kun anvendes til fastsættelse af den normale værdi, hvis det fastlås, at de ikke er påvirket af dette afhængighedsforhold.

[…]

2.      Salget af samme vare bestemt til forbrug på hjemmemarkedet anvendes normalt som grundlag for fastsættelsen af den normale værdi, hvis den solgte mængde udgør mindst 5% af salget af den pågældende vare til Fællesskabet.

En lavere salgsmængde kan dog anvendes, hvis eksempelvis de priser, hvortil varen sælges, anses for repræsentative for det pågældende marked.

3.      Sælges samme vare ikke eller ikke i tilstrækkelige mængder i normal handel, eller muliggør et sådant salg ikke en behørig sammenligning på grund af den særlige markedssituation, fastsættes den normale værdi for samme vare på grundlag af produktionsomkostningerne i oprindelseslandet plus et rimeligt beløb til dækning af salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger samt fortjeneste eller på grundlag af eksportpriserne ved salg i normal handel til et egnet tredjeland, forudsat at disse priser er repræsentative. En særlig markedssituation for den pågældende vare, som omhandlet i foregående punktum, kan anses for at være til stede, bl.a. når priserne er kunstigt lave, når der forekommer betydelig byttehandel, eller når der foreligger ikke-kommercielle forædlingsforanstaltninger.

[…]

5.      Omkostningerne beregnes normalt på grundlag af optegnelser, der føres af den part, som er omfattet af undersøgelsen, forudsat at sådanne optegnelser er i overensstemmelse med almindeligt anerkendte bogføringsprincipper i det pågældende land, og det påvises, at oplysningerne på en rimelig måde afspejler de omkostninger, der er forbundet med produktion og salg af den pågældende vare.

Hvis omkostninger forbundet med produktion og salg af den vare, der er omfattet af undersøgelsen, ikke er tilstrækkeligt afspejlet i den pågældende parts optegnelser, justeres eller fastsættes de på grundlag af de omkostninger, der bæres af andre producenter eller eksportører i samme land, eller, hvis sådanne oplysninger ikke foreligger eller ikke kan anvendes, på et andet rimeligt grundlag, herunder oplysninger fra andre repræsentative markeder.

En fordeling af omkostninger, der beror på en fast praksis, kan lægges til grund. Omkostninger fordeles i øvrigt på grundlag af omsætningen, medmindre en anden fremgangsmåde er mere berettiget. En passende regulering af omkostningsfordelingen foretages med hensyn til engangsomkostninger, som begunstiger den fremtidige og/eller nuværende produktion, medmindre der i omkostningsfordelingen i henhold til dette afsnit allerede er taget hensyn hertil.

Påvirkes omkostningerne for en del af omkostningsinddækningsperioden af anvendelsen af nye produktionsanlæg, som kræver betydelige yderligere investeringer, og af lav kapacitetsudnyttelse, der skyldes påbegyndelse af virksomhed i eller i en del af undersøgelsesperioden, er de gennemsnitlige omkostninger for den fase, hvor påbegyndelse af virksomhed finder sted, sådanne, som i henhold til ovennævnte fordelingsregler er gældende ved udgangen af denne fase, og de indregnes for undersøgelsesperioden med dette beløb i de vejede gennemsnitlige omkostninger, der er omhandlet i stk. 4, andet afsnit. Fasens længde fastlægges i relation til den pågældende producents eller eksportørs situation, men må ikke overstige en passende indledende del af omkostningsinddækningsperioden. Med henblik på denne justering af omkostninger, der vedrører undersøgelsesperioden, tages der hensyn til oplysninger vedrørende en sådan fase, som går ud over denne periode, for så vidt oplysningerne indgives forud for kontrolbesøg og senest tre måneder efter indledningen af undersøgelsen.

6.      Beløbene til dækning af salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger samt fortjeneste fastsættes på grundlag af de faktiske omkostninger, der påløber i forbindelse med den af undersøgelsen omfattede eksportørs eller producents produktion og salg i normal handel af samme vare. Kan disse beløb ikke fastsættes på dette grundlag, kan de fastsættes på grundlag af:

a)      det vejede gennemsnit af de faktiske beløb, der er fastsat for andre eksportører eller producenter, som er omfattet af undersøgelsen, for så vidt angår produktion og salg af samme vare på oprindelseslandets hjemmemarked

b)      de faktiske beløb, som påløber hos den pågældende eksportør eller producent på oprindelseslandets hjemmemarked i forbindelse med produktion og salg i normal handel af varer inden for samme generelle kategori

c)      enhver anden rimelig metode under forudsætning af, at det derved fastsatte beløb til dækning af fortjeneste ikke overstiger den fortjeneste, som andre eksportører eller producenter normalt opnår ved salg af varer inden for samme generelle kategori på oprindelseslandets hjemmemarked.

7.      a)      Ved indførsel fra lande uden markedsøkonomi […] fastsættes den normale værdi på grundlag af prisen eller den beregnede værdi i et tredjeland med markedsøkonomi eller prisen ved salg fra et sådant tredjeland til andre lande, herunder Fællesskabet, eller, hvis dette ikke er muligt, på ethvert andet rimeligt grundlag, herunder den pris, der faktisk er betalt eller skal betales i Fællesskabet for samme vare, om nødvendigt justeret for at indregne en rimelig fortjenstmargen.

Et egnet tredjeland med markedsøkonomi udvælges på en ikke urimelig måde under skyldig hensyntagen til alle pålidelige oplysninger, der er fremlagt på tidspunktet for udvælgelsen. Der tages også hensyn til tidsfrister, og er det relevant, anvendes et tredjeland med markedsøkonomi, som er omfattet af samme undersøgelse.

[…]

10.      Der foretages en rimelig sammenligning mellem eksportprisen og den normale værdi. Denne sammenligning foretages i samme handelsled for salg, der finder sted på tidspunkter, som ligger så tæt op ad hinanden som muligt og med behørig hensyntagen til andre forskelle, som berører sammenligneligheden af priser. Når den normale værdi og den konstaterede eksportpris ikke er umiddelbart sammenlignelige, tages der i hvert enkelt tilfælde i form af justeringer behørigt hensyn til forskelle i faktorer, der påstås og påvises at påvirke priserne og dermed prisernes sammenlignelighed. Enhver dobbeltjustering skal undgås, navnlig i henseende til rabatter, afslag, mængder og handelsled […]

[…]

i)      Provision

Der foretages en justering for forskelle i provision, der betales i forbindelse med de pågældende salg. Begrebet »provision« anses for at indbefatte den avance, en forhandler af varen eller den samme vare modtager, hvis en sådan forhandler har samme funktion som en agent, der arbejder på provisionsbasis.

[…]«

4        Grundforordningens artikel 11, stk. 1-3 og 5 (nu artikel 11, stk. 1-3 og 5, i forordning nr. 1225/2009), bestemmer:

»1.      En antidumpingforanstaltning forbliver kun i kraft så længe og i det omfang, det er nødvendigt for at modvirke dumping, som forvolder skade.

2.      Endelige antidumpingforanstaltninger udløber fem år efter indførelsen heraf eller fem år efter datoen for afslutningen af den seneste genoptagelse af en undersøgelse, som omfattede både spørgsmålet om dumping og skade, medmindre det som led i en genoptagelse af en undersøgelse fastslås, at foranstaltningernes bortfald sandsynligvis vil medføre, at der fortsat eller igen vil finde dumping sted med deraf følgende skade […]

3.      Behovet for at opretholde foranstaltninger kan, når det anses for påkrævet, også tages op til genovervejelse på Kommissionens initiativ eller på anmodning fra en medlemsstat, eller, forudsat at der er forløbet en rimelig periode på mindst et år siden indførelsen af de endelige foranstaltninger, på anmodning af en eksportør eller importør eller producenterne i Fællesskabet, når anmodningen indeholder tilstrækkelige beviser for, at der er behov for at genoptage en undersøgelse, mens foranstaltningerne er i kraft.

En undersøgelse genoptages, mens foranstaltningerne er i kraft, når anmodningen herom indeholder tilstrækkelige beviser for, at det ikke længere er nødvendigt at opretholde foranstaltningerne for at modvirke dumping, og/eller at det ikke er sandsynligt, at der fortsat eller igen vil blive forvoldt skade, hvis de pågældende foranstaltninger ophæves eller ændres, eller at gældende foranstaltninger ikke er, eller ikke længere er, tilstrækkelige til at modvirke dumping, der forvolder skade […]

[…]

5.      De relevante bestemmelser i denne forordning om procedurer og om gennemførelsen af undersøgelser, undtagen bestemmelserne vedrørende tidsfrister, gælder for genoptagelse af undersøgelser, der foretages i henhold til stk. 2, 3 og 4. Sådanne undersøgelser gennemføres hurtigt og afsluttes normalt senest tolv måneder efter genoptagelsen af undersøgelsen […]«

5        Tredje og fjerde betragtning til Rådets forordning (EF) nr. 1972/2002 af 5. november 2002 om ændring af grundforordningen (EFT L 305, s. 1) har følgende ordlyd:

»(3)      I artikel 2, stk. 3, i forordning (EF) nr. 384/96 er det bl.a. fastsat, at såfremt salg af den samme vare ikke muliggør en behørig sammenligning på grund af en særlig markedssituation, skal den normale værdi fastsættes på grundlag af produktionsomkostningerne i oprindelseslandet plus et rimeligt beløb til dækning af salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger samt fortjeneste eller på grundlag af eksportpriserne ved salg i normal handel til et relevant tredjeland, forudsat at disse priser er repræsentative. Det vil være fornuftigt at få klarlagt, hvilke omstændigheder der kan anses for at udgøre en særlig markedssituation, hvor salg af den samme vare ikke muliggør en behørig sammenligning. Sådanne omstændigheder kan f.eks. opstå på grund af byttehandel og andre ikke-kommercielle forædlingsforanstaltninger eller andre markedshindringer. Dette kan føre til, at markedssignalerne ikke korrekt afspejler udbud og efterspørgsel, hvilket igen kan indvirke på de pågældende omkostninger og priser og ligeledes føre til en forskydning af hjemmemarkedspriserne i forhold til verdensmarkedspriserne eller priserne på andre repræsentative markeder. Det er klart, at der i denne sammenhæng ikke kan gives en udtømmende præcisering i betragtning af de mange forskellige forhold, der kan udgøre særlige markedssituationer, der ikke muliggør en behørig sammenligning.

(4)      Det anses for hensigtsmæssigt at fastlægge nogle retningslinjer for, hvad der skal gøres, hvis optegnelserne i henhold til artikel 2, stk. 5, i forordning (EF) nr. 384/96 ikke på en rimelig måde afspejler de omkostninger, der er forbundet med produktion og salg af den pågældende vare, især i situationer, hvor salg af den samme vare ikke muliggør en behørig sammenligning på grund af en særlig markedssituation. Under sådanne omstændigheder bør de pågældende oplysninger indhentes fra kilder, der ikke er påvirket af sådanne forvridninger. Disse kilder kan være omkostninger afholdt af andre producenter eller eksportører i samme land eller, hvis sådanne oplysninger ikke foreligger eller ikke kan anvendes, ethvert andet rimeligt grundlag, herunder oplysninger fra andre repræsentative markeder. De pågældende oplysninger kan enten anvendes til justering af visse poster i den pågældende parts optegnelser eller, hvis dette ikke er muligt, til fastsættelse af den pågældende parts omkostninger.«

6        Artikel 2, punkt 2.1.1, i aftalen om anvendelsen af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel 1994 (EFT L 336, s. 103, herefter »antidumpingkodeksen af 1994«), der er gengivet i bilag 1A i overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen (WTO), vedtaget ved Rådets afgørelse 94/800/EF af 22. december 1994 om godkendelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af de aftaler, der er resultatet af de multilaterale forhandlinger i Uruguay-rundens regi (1986-1994), for så vidt angår de områder, der hører under Fællesskabets kompetence (EFT L 336, s. 1), bestemmer:

»Med henblik på stk. 2 beregnes omkostningerne normalt på grundlag af regnskabsbøger, der føres af den eksportør eller producent, der er omfattet af undersøgelsen, forudsat at sådanne regnskabsmæssige oplysninger er i overensstemmelse med almindeligt accepterede bogføringsprincipper i eksportlandet og på en rimelig måde afspejler de omkostninger, der er forbundet med produktion og salg af den pågældende vare. Myndighederne tager hensyn til alle foreliggende oplysninger om den rette fordeling af omkostningerne, herunder oplysninger, der fremlægges af eksportøren eller producenten i løbet af undersøgelsen, forudsat at eksportøren eller producenten traditionelt har foretaget en sådan fordeling, navnlig i forbindelse med fastsættelsen af passende afskrivnings- og nedskrivningsperioder og fradrag for anlægsudgifter og udviklingsomkostninger. Medmindre det allerede afspejles i omkostningsfordelingen i henhold til dette afsnit, foretages der en passende justering for at tage hensyn til de ikke tilbagevendende omkostningsposter, som er til gunst for den fremtidige og/eller nuværende produktion, eller til omstændigheder, hvor startomkostninger i forbindelse med aktiviteter i undersøgelsesperioden påvirker omkostningerne […]«

 Sagens baggrund

7        Den 18. september 2000 vedtog Rådet for Den Europæiske Union forordning (EF) nr. 1995/2000 af 18. september 2000 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af opløsninger af urinstof og ammoniumnitrat med oprindelse i Algeriet, [Hviderusland], Litauen, Rusland og Ukraine og om afslutning af antidumpingproceduren for så vidt angår importen med oprindelse i Slovakiet (EFT L 238, s. 15). De foranstaltninger, der blev pålagt importen af opløsninger af urinstof og ammoniumnitrat (herefter »UAN« eller »den pågældende vare«) med oprindelse i Litauen, udløb efter udvidelsen af Den Europæiske Union den 1. maj 2004.

 Anmodningen om en udløbsundersøgelse af antidumpingforanstaltningerne

8        Den 20. juni 2005 blev der efter offentliggørelsen den 17. december 2004 af en meddelelse om det forestående udløb af gyldigheden af visse antidumping- og visse udligningsforanstaltninger (EUT C 312, s. 5) indgivet en anmodning til Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber om en udløbsundersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 2. Anmodningen blev indgivet af den europæiske sammenslutning af gødningsproducenter.

9        Idet Kommissionen efter høring af det rådgivende udvalg fastslog, at der forelå tilstrækkelige beviser til at berettige indledningen af en udløbsundersøgelse af antidumpingforanstaltningerne vedrørende importen af opløsninger af UAN med oprindelse i Algeriet, Hviderusland, Rusland og Ukraine, offentliggjorde Kommissionen den 22. september 2005 en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende om indledning af en udløbsundersøgelse i overensstemmelse med grundforordningens artikel 11, stk. 2 (EUT C 233, s. 14).

10      Undersøgelsen af sandsynligheden for, at der fortsat eller igen ville finde dumping sted, omfattede perioden fra den 1. juli 2004 til den 30. juni 2005 herefter »undersøgelsesperioden«). Undersøgelsen af de tendenser, der var relevante for vurderingen af sandsynligheden for fortsat eller fornyet skade, omfattede perioden fra 2002 til udgangen af undersøgelsesperioden.

11      De berørte parter fik lejlighed til at tilkendegive deres synspunkter skriftligt og til at anmode om at blive hørt inden for den frist, der er angivet i meddelelsen om indledning af en undersøgelse. Alle berørte parter, der anmodede herom og påviste, at der var særlige grunde til, at de burde høres, blev hørt.

12      Den 19. december 2006 vedtog Rådet forordning (EF) nr. 1911/2006 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af opløsninger af UAN med oprindelse i Algeriet, [Hviderusland], Rusland og Ukraine efter en udløbsundersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 2 (EUT L 365, s. 26) (herefter »den anfægtede forordning«). Rådet besluttede ifølge denne forordnings ordlyd at opretholde antidumpingforanstaltningerne vedrørende importen af UAN med oprindelse i bl.a. Rusland. Det indførte i den henseende en endelig antidumpingtold på importen af blandinger af urinstof og ammoniumnitrat, i vandig eller ammoniakalsk opløsning, henhørende under KN-kode 3102 80 00 og med oprindelse i bl.a. Rusland. Sagsøgeren, som er eksporterende producent i Rusland, er en af de virksomheder, der er omfattet af denne antidumpingtold.

13      58.-63. betragtning til den anfægtede forordning er affattet således:

»(58)      Det blev undersøgt, om omkostningerne i forbindelse med produktion og salg af den pågældende vare var afspejlet i passende omfang i de berørte parters regnskaber. Med hensyn til gasudgifterne blev det konstateret, at hjemmemarkedsprisen på gas, som de russiske producenter betalte, var på ca. en femtedel af eksportprisen for naturgas fra Rusland. I den forbindelse tyder alle tilgængelige oplysninger på, at hjemmemarkedspriserne på gas i Rusland var regulerede priser, der ligger langt under markedspriserne på uregulerede markeder for naturgas. Som fastlagt i grundforordningens artikel 2, stk. 5, blev de udgifter til gas, som blev afholdt af de russiske producenter, derfor justeret ud fra oplysningerne fra andre repræsentative markeder. Den justerede pris var baseret på gennemsnitsprisen for russisk gas, når den blev solgt til eksport ved den tysk/tjekkiske grænse (Waidhaus) efter fradrag af transportomkostninger. Waidhaus, der er midtpunktet for det russiske salg af gas til [Den Europæiske Union], som er både det største marked for russisk gas, og hvis priser i rimeligt omfang afspejler omkostningerne, kan anses for at være et repræsentativt marked, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 5.

(59)      Beregningen af den normale værdi blev udført ud fra fremstillingsomkostningerne for den varetype, der blev eksporteret, efter justering af de gasudgifter, der er nævnt i [58]. Betragtning […], plus et rimeligt beløb til SA&G-omkostninger samt fortjeneste i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 3 og 6.

(60)      […] SA&G-omkostningerne samt fortjenesten [kunne] ikke fastsættes ud fra grundforordningens artikel 2, stk. 6, første punktum, da de forretningsmæssigt forbundne producenter ikke havde et repræsentativt hjemmemarkedssalg af den pågældende vare i normal handel. Grundforordningens artikel 2, stk. 6, litra a), kunne ikke anvendes, da kun disse to producenter var underlagt undersøgelsen. Artikel 2, stk. 6, litra b), fandt heller ikke anvendelse, da fremstillingsomkostningerne for varer af samme generelle varekategori også skulle justeres for gasudgifter af de grunde, der er nævnt i [58.] betragtning […] ovenfor. Da det blev anset for umuligt at fastslå omfanget af den nødvendige justering for alle varer af samme generelle varekategori, som sælges på hjemmemarkedet, var det også umuligt at fastslå fortjenesten efter en sådan justering. Derfor blev SA&G-omkostninger samt fortjeneste fastsat i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 6, litra c).

(61)      […] SA&G-omkostningerne samt fortjenesten [blev] fastsat ud fra de vejede gennemsnitlige SA&G-omkostninger samt fortjeneste for de samme tre nordamerikanske producenter. Det bør bemærkes, at den således beregnede fortjeneste ikke oversteg den fortjeneste, som de russiske producenter fik på salg af varer af den samme generelle varekategori på det russiske hjemmemarked.

(62)      Det blev konstateret, at de to samarbejdsvillige producenters eksportsalg fandt sted på grundlag af en agentaftale gennem to forretningsmæssigt forbundne forhandlere, den ene i Schweiz og den anden på De Britiske Jomfruøer. Sidstnævnte indstillede sin virksomhed i begyndelsen af 2005. Eksportprisen blev fastsat på grundlag af de eksportpriser, der faktisk var betalt eller skulle betales til den første uafhængige kunde i USA, som var det væsentligste eksportmarked.

(63)      Af data fra de to forretningsmæssigt forbundne forhandlere fremgik det, at eksportpriserne til tredjelande var lavere end den beregnede normale værdi for Rusland. Faktisk blev det i undersøgelsen fastslået, at denne prisforskel generelt lå på mellem 2 og 6% i undersøgelsesperioden. Det kunne tyde på, at der er sandsynlighed for fortsat dumpingeksport til Fællesskabet, hvis foranstaltningerne blev ophævet.«

 Sagsøgerens anmodning om en delvis interimsundersøgelse

14      Den 1. august 2005 modtog Kommissionen ligeledes en anmodning i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 3, om en delvis interimsundersøgelse af de foranstaltninger, der var blevet vedtaget ved forordning nr. 1995/2000. Denne anmodning blev indgivet af to eksporterende producenter i Rusland, Novomoskovskiy Azot (herefter »NAK«) og Nevinnomyssky Azot (herefter »Nevinka«), som begge er datterselskaber til sagsøgeren (herefter under ét »sagsøgeren«). Sagsøgeren har til støtte for anmodningen påberåbt sig to begivenheder, som ifølge virksomheden er betydningsfulde, nemlig tildelingen af status som markedsøkonomi til Den Russiske Føderation i 2002 og udvidelsen af Den Europæiske Union med ti nye medlemsstater den 1. maj 2004.

15      Ved skrivelse af 10. august 2005 svarede Kommissionen sagsøgeren, idet den anmodede virksomheden om at fremlægge en fuldstændig dumpingberegning, transaktion for transaktion, på grundlag af fortegnelser over samtlige salg af det pågældende produkt på hjemmemarkedet og til eksport samt oplysninger om de tilsvarende produktionsomkostninger, understøttet ved normal dokumentation.

16      Sagsøgeren fremsendte i sit svar af 9. september 2005 en dumpingberegning i tabelform. Den 27. oktober 2005 fremlagde sagsøgeren andre dokumenter, supplerende tabeller og dokumentation.

17      Sagsøgeren klagede ved skrivelse af 16. december 2005 over forsinkelsen ved behandlingen af virksomhedens anmodning, og Kommissionen forklarede den 23. december 2005, at denne forsinkelse skyldtes, at den indgivne dokumentation var utilstrækkelig.

18      Den 16. marts 2006 tilsendte Kommissionen sagsøgeren en skrivelse, hvori den opfordrede denne til at udbedre visse mangler.

19      Sagsøgeren fremsendte oplysninger den 12. maj, den 31. oktober og den 23. november 2006, inden Kommissionen den 19. december 2006 indledte interimsundersøgelsen, idet den offentliggjorde en meddelelse derom i Den Europæiske Unions Tidende (EUT C 311, s. 51). Kommissionen fastslog efter høring af det rådgivende udvalg, at anmodningen indeholdt tilstrækkelige umiddelbare beviser.

20      Undersøgelsen var begrænset til en undersøgelse af dumpingaspektet for så vidt angår sagsøgeren. Dumpingundersøgelsen omfattede perioden fra den 1. oktober 2005 til den 30. september 2006.

21      Alle interesserede parter, der anmodede herom og påviste, at der var særlige grunde til, at de burde høres, blev hørt.

22      Den 10. marts 2008 vedtog Rådet forordning (EF) nr. 238/2008 om afslutning af den delvise interimsundersøgelse vedrørende antidumpingtolden på import af opløsninger af UAN med oprindelse i Rusland i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 3, (EUT L 75, s. 14). Undersøgelsen blev afsluttet uden ændring af de gældende foranstaltninger.

 Retsforhandlinger og parternes påstande

23      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 13. marts 2007 har sagsøgeren anlagt denne sag.

24      Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede forordning annulleres, særligt dennes artikel 1, for så vidt som den vedrører sagsøgeren og de selskaber, der er forbundet med sagsøgeren som defineret i 14. betragtning, litra a) og b), til forordningen.

–        Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

25      Rådet har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

26      Efter at Kommissionen havde indgivet en interventionsbegæring den 3. juli 2007, fik Kommissionen ved kendelse afsagt af formanden for Rettens Tredje Afdeling den 7. september 2007 tilladelse til at intervenere til støtte for Rådets påstande.

27      Efter at sagsøgeren havde indgivet et supplerende dokument under retsmødet, meddelte Rådet den 3. januar 2012 Rettens Justitskontor sine bemærkninger, hvorved det anfægtede relevansen af et sådant dokument.

28      Ved skrivelse af 31. januar 2012 meddelte Rettens Justitskontor parterne, at den mundtlige forhandling var afsluttet.

 Retlige bemærkninger

29      Sagsøgeren har til støtte for sit søgsmål gjort to anbringender gældende vedrørende henholdsvis en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 1 og 2, og en tilsidesættelse af samme forordnings artikel 11, stk. 1 og 3.

 Det første anbringende om en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 1 og 2

30      Sagsøgeren gør ved sit første anbringende gældende, at grundforordningens artikel 1 og 2, er blevet tilsidesat. Sagsøgeren har formuleret dette anbringende i tre led, i henhold til hvilke sagsøgeren i det væsentlige for det første gør gældende, at det ved beregningen af den normale værdi med urette er blevet fastslået, at de omkostninger, der er forbundet med produktion og salg af den pågældende vare, ikke på en rimelig måde var afspejlet i sagsøgerens regnskaber, og at der derfor burde foretages en justering. For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at justeringen for prisen på russisk gas med urette er blevet beregnet med udgangspunkt i prisen ved Waidhaus (Tyskland), og at eksportafgiften på 30% på russisk gas ikke er blevet fratrukket beløbet for denne justering. For det tredje har sagsøgeren gjort gældende, at kommissioner til forbundne selskaber, som udgør en del af sagsøgerens økonomiske enhed, med urette er blevet fratrukket eksportprisen til den første uafhængige kunde.

31      Det bemærkes indledningsvis, at når Rådet og Kommissionen (herefter »institutionerne«) på grundlag af grundforordningen træffer konkrete antidumpingforanstaltninger, har de et vidt skøn som følge af kompleksiteten af de økonomiske, politiske og retlige situationer, de skal undersøge (Domstolens dom af 7.5.1991, sag C-69/89, Nakajima mod Rådet, Sml. I, s. 2069, præmis 86, og af 29.5.1997, sag C-26/96, Rotexchemie, Sml. I, s. 2817, præmis 10, samt Rettens dom af 28.9.1995, sag T-164/94, Ferchimex mod Rådet, Sml. II, s. 2681, præmis 131, af 5.6.1996, sag T-162/94, NMB France m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 427, præmis 72, af 18.9.1996, sag T-155/94, Climax Paper mod Rådet, Sml. II, s. 873, præmis 98, af 25.9.1997, sag T-170/94, Shanghai Bicycle mod Rådet, Sml. II, s. 1383, præmis 63, og af 17.7.1998, sag T-118/96, Thai Bicycle mod Rådet, Sml. II, s. 2991, præmis 32).

32      Det følger heraf, at den prøvelse, som Unionens retsinstanser foretager af en sådan bedømmelse, må begrænses til en kontrol af, at formforskrifterne er overholdt, at de faktiske omstændigheder, på grundlag af hvilke det anfægtede valg er foretaget, er materielt rigtige, at der ikke foreligger en åbenbar fejl i vurderingen af de nævnte faktiske omstændigheder, og at der ikke foreligger magtfordrejning (Domstolens domme af 7.5.1987, sag 240/84, NTN Toyo Bearing m.fl. mod Rådet, Sml. s. 1809, præmis 19, og sag 258/84, Nippon Seiko mod Rådet, Sml. s. 1923, præmis 21, dom af 14.3.1990, sag C-156/87, Gestetner Holdings mod Rådet og Kommissionen, Sml. I, s. 781, præmis 63, Rotexchemie-dommen, nævnt i præmis 31 ovenfor, præmis 11, dommen i sagen Climax Paper mod Rådet, nævnt i præmis 31 ovenfor, præmis 98, dommen i sagen Shanghai Bicycle mod Rådet, nævnt i præmis 31 ovenfor, præmis 64, og dommen i sagen Thai Bicycle mod Rådet, nævnt i præmis 31 ovenfor, præmis 33).

 Første anbringendes første led

33      Sagsøgeren har med dette første led søgt at godtgøre, at institutionerne ved beregningen af den normale værdi med urette anvendte princippet om justering samt en metode for lande uden markedsøkonomi, hvilket er i strid ikke blot med ordlyden af grundforordningens artikel 2, stk. 5, men også med denne bestemmelse sammenholdt med de andre bestemmelser i grundforordningens artikel 1 og 2 (første klagepunkt), samt med bestemmelserne i antidumpingkodeksen af 1994 (andet klagepunkt).

–       Første klagepunkt

34      Ifølge sagsøgeren giver ordlyden af grundforordningens artikel 2, stk. 5, institutionerne mulighed for at efterprøve, om de væsentligste produktions- og salgsomkostninger er korrekt optegnet og bogført i producenternes regnskaber. Derimod foreskriver bestemmelsen ikke, at institutionerne kan efterprøve, om disse omkostninger er rimelige, sammenlignet med prisniveauet på et andet marked. Ordlyden af grundforordningens artikel 2, stk. 5, indebærer ikke, at »pålideligheden« af de væsentligste elementer i produktions- og salgsomkostningerne for den pågældende vare skal efterprøves i lyset af priserne eller værdien af tilsvarende råvarer, der eksporteres til Den Europæiske Union, eller som findes på tredjelandes uregulerede markeder.

35      Sagsøgeren har derudover fastholdt, at fortolkningen af grundforordningens artikel 2, stk. 5, sammenholdt med de andre bestemmelser i forordningens artikel 1 og artikel 2, stk. 1-6, ikke tillader institutionernes justering af gaspriserne i den foreliggende sag.

36      Det bemærkes indledningsvis, at sagsøgeren ikke har anfægtet Rådets beslutning om at søge hjemmel til beregningen af den pågældende vares normale værdi i grundforordningens artikel 2, stk. 3, som sådan.

37      Denne bestemmelse anviser for det første kriterierne for at se bort fra den metode til fastsættelse af den normale værdi, som bygger på prisen på hjemmemarkedet i eksportørens land, og for det andet de alternative metoder til beregningen af denne værdi.

38      I den foreliggende sag har institutionerne anvendt den metode, der er foreskrevet i grundforordningens artikel 2, stk. 3, i henhold til hvilken varens normale værdi beregnes på grundlag af produktionsomkostningerne i oprindelseslandet plus et rimeligt beløb til dækning af salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger samt fortjeneste (herefter »den beregnede normale værdi«).

39      Parterne er uenige om fastsættelsen af produktionsomkostningerne for den pågældende vare i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 5, første afsnit. Mere præcist vedrører tvisten beregningen af de omkostninger, som gassen udgør ved produktionen af den pågældende vare.

40      Det er uomtvistet, at gas udgør den væsentligste råvare for den pågældende vare, og at den gaspris, som sagsøgeren har nydt godt af ved produktionen af denne vare, var reguleret i Rusland. Sagsøgerens faktiske omkostninger til gas er ikke omtvistede, idet Rådet ikke har fastholdt, at denne omkostning var anderledes end opført i sagsøgerens regnskaber. Sagsøgeren har kritiseret Rådet for ikke at have beregnet den pågældende vares normale værdi på grundlag af disse omkostninger og for ved denne beregning at have anvendt en anden og højere gaspris, som var taget fra et andet marked end det russiske hjemmemarked.

41      Det fremgår af grundforordningens artikel 2, stk. 3, første punktum, og artikel 2, stk. 5, første afsnit, første punktum, at omkostningerne normalt ved beregningen af den normale værdi på grundlag af produktionsomkostningerne beregnes på grundlag af optegnelser, der føres af den part, som er omfattet af undersøgelsen.

42      Institutionerne har fastholdt, at den anden af disse bestemmelser indeholder to præciseringer, der fremstår som to betingelser, nemlig dels at optegnelserne skal være i overensstemmelse med almindeligt anerkendte bogføringsprincipper i det pågældende land, dels at oplysningerne på en rimelig måde skal afspejle de omkostninger, der er forbundet med produktion og salg af den pågældende vare. Den anden betingelse berettiger institutionerne til at efterprøve den »rimelige« karakter af bogføringen af omkostningerne i optegnelserne, selv hvis den er i overensstemmelse med almindeligt anerkendte bogføringsprincipper i det pågældende land, og efter omstændighederne at foretage justeringer som omhandlet i grundforordningens artikel 2, stk. 5, første afsnit, andet punktum, på grundlag af andre kilder til oplysninger end optegnelserne.

43      Rådet har ikke påstået, at den første betingelse ikke skulle være opfyldt i den foreliggende sag. Til gengæld har det anført, at sagsøgeren ikke på rimelig vis har taget omkostningerne ved produktionen af den pågældende vare i betragtning, idet gasprisen var kunstigt lav og klart mindre end den gaspris, der fandt anvendelse på de uregulerede markeder. Grundet denne omstændighed var Rådet berettiget til i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 5, første afsnit, at justere gasprisen på grundlag af oplysninger fra andre repræsentative markeder.

44      Det må således undersøges, om Rådet kunne tilsidesætte de omkostninger til gas, som sagsøgeren faktisk har båret ved produktionen af den pågældende vare, og som er angivet i dennes regnskaber, med den begrundelse, at denne omkostning ifølge Rådet var kunstigt lav på grund af reguleringen af gasprisen i Rusland, og at Rådet som følge deraf kunne justere denne omkostning i opadgående retning, idet det tog gasprisen på et marked, som det anså for at være repræsentativt, i betragtning.

45      Det bemærkes i den henseende for det første, at grundforordningens artikel 2, stk. 3, første punktum, foreskriver metoden til beregning af den normale værdi, når den samme vare ikke sælges eller ikke sælges i tilstrækkelige mængder i normal handel, eller når et sådant salg ikke muliggør en behørig sammenligning på grund af den særlige markedssituation.

46      Grundforordningens artikel 2, stk. 3, andet punktum, som fastlægger de tilfælde, hvor der er tale om en særlig markedssituation, blev tilføjet ved forordning nr. 1972/2002. Ifølge dette punktum foreligger der en særlig markedssituation, bl.a. når priserne er kunstigt lave, når der forekommer betydelig byttehandel, eller når der foreligger ikke-kommercielle forædlingsforanstaltninger.

47      Det fremgår af tredje betragtning til forordning nr. 1972/2002, at tilføjelsen af grundforordningens artikel 2, stk. 3, andet punktum, tilsigtede at klarlægge, hvilke omstændigheder der kan anses for at udgøre en særlig markedssituation, hvor salg af den samme vare ikke muliggør en behørig sammenligning. I henhold til denne betragtning kan sådanne omstændigheder f.eks. opstå på grund af byttehandel og andre ikke-kommercielle forædlingsforanstaltninger eller andre markedshindringer. Dette kan føre til, at markedssignalerne ikke korrekt afspejler udbud og efterspørgsel, hvilket igen kan indvirke på de pågældende omkostninger og priser og føre til en forskydning af hjemmemarkedspriserne i forhold til verdensmarkedspriserne eller priserne på andre repræsentative markeder.

48      Grundforordningens artikel 2, stk. 3, andet punktum, foreskriver, at en særlig markedssituation kan anses for at være til stede, bl.a. når priserne på markedet i eksportørens land er kunstigt lave.

49      Rådet har under retsmødet bekræftet, at anvendelsen af metoden med den beregnede normale værdi var begrundet i det utilstrækkelige antal normale, sammenlignelige kommercielle transaktioner i Rusland. Det præciserede, at der logisk set også måtte foreligge en særlig markedssituation, idet omkostningerne til gas, som er den væsentligste råvare for den pågældende vare, var reguleret, og idet prisen på naturgas var fastsat kunstigt lavt på hjemmemarkedet.

50      Det bemærkes, at grundforordningens artikel 2, stk. 3, udelukkende anfører de kriterier, hvorefter der skal ses bort fra metoderne til fastsættelse af den normale værdi, som beregnes på grundlag af varens pris på hjemmemarkedet i eksportørens land. Bestemmelsen fastsætter ikke fremgangsmåden for beregningen af produktionsomkostninger for fastsættelsen af den beregnede normale værdi, idet denne beregning fastsættes i samme artikels stk. 5.

51      Grundforordningens artikel 2, stk. 5, første afsnit, foreskriver, at omkostningerne normalt beregnes på grundlag af optegnelser, der føres af den part, som er omfattet af undersøgelsen. Beregningen af den beregnede normale værdi foretages således normalt ved anvendelse af oplysninger fra disse optegnelser.

52      Grundforordningens artikel 2, stk. 5, andet og tredje afsnit, indeholder konkrete bestemmelser vedrørende fordeling af omkostninger og omkostninger ved påbegyndelse af virksomhed. Disse bestemmelser foreskriver muligheder for at justere de omkostninger, der er gengivet i optegnelserne, idet disse omkostninger under visse betingelser kan tilpasses og fordeles på anden vis.

53      Det fremgår ligeledes af grundforordningens artikel 2, stk. 5, første afsnit, at den berørte parts optegnelser ikke lægges til grund for beregningen af den normale værdi, hvis de omkostninger, der er forbundet med produktionen af en vare, der er omfattet af en undersøgelse, ikke på en rimelig måde er afspejlet i disse optegnelser. I så tilfælde justeres eller fastsættes omkostningerne i henhold til dette afsnits andet punktum på grundlag af andre kilder til oplysninger end disse optegnelser. Disse oplysninger kan hidrøre fra de omkostninger, der bæres af andre producenter eller eksportører, eller, hvis sådanne oplysninger ikke foreligger eller ikke kan anvendes, fra enhver anden kilde til rimelige oplysninger, herunder oplysninger fra andre repræsentative markeder.

54      Det bemærkes i den henseende, at andet punktum i grundforordningens artikel 2, stk. 5, første afsnit, om fremgangsmåden ved beregningen af denne værdi blev tilføjet ved forordning nr. 1972/2002.

55      Det fremgår af fjerde betragtning til denne forordning, at tilføjelsen af dette andet punktum tilsigtede at fastlægge nogle retningslinjer for, hvad der skal gøres, hvis optegnelserne ikke på en rimelig måde afspejler de omkostninger, der er forbundet med produktion og salg af den pågældende vare, især i situationer med en særlig markedssituation, hvor salg af den samme vare ikke muliggør en behørig sammenligning. I et sådant tilfælde bør de pågældende oplysninger indhentes fra kilder, der ikke er påvirket af sådanne forvridninger.

56      Det præciseres i samme fjerde betragtning til forordning nr. 1972/2002, at det er muligt at anvende omkostninger afholdt af andre producenter eller eksportører i samme land eller, hvis sådanne oplysninger ikke foreligger eller ikke kan anvendes, ethvert andet rimeligt grundlag, herunder oplysninger fra andre repræsentative markeder. Det fremgår ligeledes af denne betragtning, at de pågældende oplysninger enten kan anvendes til justering af visse poster i den pågældende parts optegnelser eller, hvis dette ikke er muligt, til fastsættelse af den pågældende parts omkostninger.

57      Rådet har i den foreliggende sag fastholdt for Retten, at der forelå en særlig markedssituation, fordi prisen på gas, som er den væsentligste råvare for den pågældende vare, var reguleret, således at denne pris var kunstigt lav på hjemmemarkedet. Sagsøgeren har ikke anfægtet den omstændighed, at gasprisen på det russiske marked var reguleret, og at den udgjorde en væsentlig del af omkostningerne ved den pågældende vare.

58      Da gasprisen i Rusland var reguleret, må det således antages, at omkostningerne ved produktionen af den pågældende vare var påvirket af en forvridning på det russiske hjemmemarked for så vidt angår prisen på gas, idet denne pris ikke var et resultat af markedskræfterne.

59      Den fortolkning af grundforordningens artikel 2, stk. 5, første punktum, som sagsøgeren har fremført, hvorefter produktionsomkostningerne kun beregnes på grundlag af den berørte parts optegnelser, ville i øvrigt føre til, at anvendelsen af den beregnede normale værdi fuldstændig blev afskåret bl.a. i et tilfælde, hvor produktionsomkostningerne blev påvirket af en særlig markedssituation, selv om en sådan anvendelse udtrykkeligt er foreskrevet i forordningens artikel 2, stk. 3.

60      Institutionerne har således med rette kunnet konkludere, at et af elementerne i sagsøgerens optegnelser ikke kunne anses for at være rimeligt, og at der som følge af dette burde foretages en justering deraf under anvendelse af andre kilder fra markeder, som de anså for at være mere repræsentative, og at der derfor burde foretages en justering af gasprisen.

61      Med hensyn til argumentet om, at grundforordningens artikel 2, stk. 7, giver institutionerne mulighed for at fastsætte den normale værdi under henvisning til oplysninger om priserne og omkostningerne i et tredjeland med markedsøkonomi i stedet for under henvisning til priserne og omkostningerne i eksportørens land eller oprindelseslandet, har sagsøgeren anført, at anvendelsesområdet for denne bestemmelse er begrænset til en udtømmende liste over lande, som ikke har markedsøkonomi. Sagsøgeren har således anført, at på tidspunktet for indledningen af udløbsundersøgelsen i den foreliggende sag var Den Russiske Føderation ikke opført på listen over disse lande. Den Russiske Føderation opnåede status som markedsøkonomi på nationalt plan i 2002, og en sådan status medfører en uafkræftelig formodning om, at omkostningerne for producenter etableret i dette land, og som er genstand for en undersøgelse, er tilstrækkeligt troværdige til, at den normale værdi kan beregnes på grundlag af bl.a. grundforordningens artikel 2, stk. 3-6.

62      I den foreliggende sag er den normale værdi ikke blevet fastsat på grundlag af grundforordningens artikel 2, stk. 7, idet Den Russiske Føderation ikke på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i sagen var et land, der var omfattet af grundforordningens artikel 2, stk. 7, og fordi forordningens artikel 1-6 fandt anvendelse på disse omstændigheder. Som det er anført i denne doms præmis 53, giver grundforordningens artikel 2, stk. 5, første afsnit, under visse betingelser mulighed for at tage oplysninger fra andre markeder end markedet i eksportørens land eller oprindelseslandet i betragtning.

63      Sagsøgeren har tilføjet, at den fortolkning af grundforordningens artikel 2, stk. 5, som institutionerne har foreslået, ville føre til flere usammenhængende resultater.

64      For det første konfronteres den producent, som nyder godt af lave priser på det hjemlige marked for de væsentligste råvarer til sine varer, med et dilemma, nemlig enten at undlade at forhøje sine priser med risikoen for at blive anset for at importere produkter til Unionen, som er genstand for dumping, eller at forhøje sine priser for at undgå enhver antidumpingundersøgelse, men med risikoen for således at få priser, der bliver prohibitive på det hjemlige marked. De samme producenter vil for at undgå en antidumpingundersøgelse ledes til i strid med deres nationale lovgivning at angive ikke de faktiske omkostninger for råvarerne til deres varer, men de gennemsnitlige omkostninger for disse råvarer på udenlandske uregulerede markeder.

65      Som Rådet med rette har anført i den henseende, tvinger Rådets og Kommissionens fremgangsmåde ikke sagsøgeren til at forhøje prisen på dennes salg på hjemmemarkedet. De i den anfægtede forordning fastholdte antidumpingforanstaltninger begrænser ikke sagsøgerens muligheder for at anvende de priser, sagsøgeren måtte ønske, på det russiske marked (jf. i denne retning Rettens dom af 18.12.1997, forenede sager T-159/94 og T-160/94, Ajinomoto og NutraSweet mod Rådet, Sml. II, s. 2461, præmis 196).

66      For det andet vil omkostningerne ved produktionen af en vare i et land med status som markedsøkonomi ifølge sagsøgeren kunne anses for at være for lave, sammenlignet med de omkostninger, der konstateres ved en sammenlignelig vare i Unionen eller på andre udenlandske markeder. Den antidumpingundersøgelse, som institutionerne i den foreliggende sag har foretaget, stiller sig med urette i stedet for lovgivningen om statsstøtte og mere konkret Rådets forordning (EF) nr. 2026/97 af 6. oktober 1997 om beskyttelse mod subsidieret indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EFT L 288, s. 1).

67      Det bemærkes i den henseende, at grundforordningen og forordning nr. 2026/97, som det fremgår af femte betragtning til sidstnævnte forordning, tilsigter at fastsætte tilstrækkelig detaljerede bestemmelser for anvendelsen af hvert af disse to instrumenter til beskyttelse af handelen.

68      Der er imidlertid intet, der indikerer, at spørgsmålet i den foreliggende sag, som vedrører en lovgivning, der forpligter Gazprom til at levere naturgas i Rusland til en lav pris, udelukkende burde være blevet behandlet som statsstøtte. Det bemærkes, at sagsøgeren ikke har fremlagt noget beviselement i denne retning.

69      I øvrigt er der heller intet, der indikerer, at den omstændighed alene, at spørgsmålet muligvis kunne være blevet undersøgt ud fra synsvinklen statsstøtte, ville have hindret institutionerne i ligeledes at analysere den foreliggende sag ud fra grundforordningens bestemmelser.

70      Som Rådet anførte under retsmødet, har Kommissionen og Rådet allerede undersøgt visse situationer samtidigt ud fra både statsstøtte- og dumpingreglerne (jf. eksempelvis Rettens dom af 17.12.2008, sag T-462/04, HEG og Graphite India mod Rådet, Sml. II, s. 3685).

71      Der kan højst være tale om, som det er foreskrevet i grundforordningens artikel 14, stk. 1, og artikel 24, stk. 1, i forordning nr. 2026/97, at ingen vare må pålægges både antidumping- og udligningstold med det formål at afhjælpe en og samme situation, som er opstået som følge af dumping eller eksportsubsidiering.

72      Det følger af det ovenstående, at det første klagepunkt er ugrundet.

–       Det andet klagepunkt

73      Sagsøgeren har anført, at grundforordningens bestemmelser har til formål at gennemføre reglerne i antidumpingkodeksen af 1994, og at institutionerne skal fortolke og anvende grundforordningens bestemmelser i overensstemmelse med denne kodeks.

74      Det fremgår i den henseende af fast retspraksis, at WTO-aftalerne efter deres art og opbygning ikke principielt er omfattet af de retsakter vedtaget af fællesskabsinstitutionerne, hvis lovlighed efterprøves af Unionens retsinstanser i henhold til artikel 230, stk. 1, EF (Domstolens dom af 9.1.2003, sag C-76/00 P, Petrotub og Republica mod Rådet, Sml. I, s. 79, præmis 53, og Rettens dom af 24.9.2008, sag T-45/06, Reliance Industries mod Rådet og Kommissionen, Sml. II, s. 2399, præmis 87).

75      Såfremt Unionen imidlertid har ønsket at opfylde en særlig inden for rammerne af WTO påtaget forpligtelse, eller når den pågældende EU-retsakt udtrykkeligt henviser til bestemte bestemmelser i WTO-aftalerne, tilkommer det Unionens retsinstanser at efterprøve den pågældende EU-retsakts lovlighed efter WTO-bestemmelserne (Domstolens dom i sagen Petrotub og Republica mod Rådet, nævnt i præmis 74 ovenfor, præmis 54, og dom af 27.9.2007, sag C-351/04, Ikea Wholesale, Sml. I, s. 7723, præmis 30, samt dommen i sagen Reliance Industries mod Rådet og Kommissionen, nævnt i præmis 74 ovenfor, præmis 88).

76      Det fremgår af femte betragtning til grundforordningen, at denne navnlig har til formål i videst muligt omfang at gennemføre de nye og detaljerede regler i antidumpingkodeksen af 1994, herunder bl.a. reglerne vedrørende beregning af dumpingmargenen, med henblik på at sikre en korrekt og gennemsigtig gennemførelse heraf (dommen i sagen Petrotub og Republica mod Rådet, nævnt i præmis 74 ovenfor, præmis 55).

77      Fællesskabet har således udstedt grundforordningen med henblik på at opfylde sine internationale forpligtelser ifølge antidumpingkodeksen af 1994, og Fællesskabet har ved grundforordningens artikel 2, stk. 5, villet gennemføre de særlige forpligtelser, som er indeholdt i artikel 2, stk. 2.1.1, i antidumpingkodeksen af 1994. (jf. i denne retning dommen i sagen Petrotub og Republica mod Rådet, nævnt i præmis 74 ovenfor, præmis 56).

78      Det følger heraf, at grundforordningens artikel 2, stk. 5, i videst muligt omfang skal fortolkes i lyset af artikel 2, stk. 2.1.1 i antidumpingkodeksen af 1994 (jf. i denne retning dommen i sagen Petrotub og Republica mod Rådet, nævnt i præmis 74 ovenfor, præmis 57, og dommen i sagen Reliance Industries mod Rådet og Kommissionen, nævnt i præmis 74 ovenfor, præmis 91 og den deri nævnte retspraksis).

79      I den henseende bemærkes det for det første, at sagsøgeren har henvist til et af de sidste udkast før vedtagelsen af antidumpingkodeksen af 1994, som vedrørende de bestemmelser, der blev til kodeksens artikel 2, stk. 2.1.1, foreskriver, at »omkostningerne normalt skal beregnes i overensstemmelse med de almindeligt anerkendte regnskabsprincipper i eksportlandet, i det omfang disse principper på rimelig vis afspejler de omkostninger, der er forbundet med produktionen og salget af den pågældende vare«. Det fremgår af denne ordlyd, at det oprindelige formål med kodeksens artikel 2, stk. 2.1.1, og som konsekvens deraf med grundforordningens artikel 2, stk. 5, var at sikre, at den producent, der var genstand for en undersøgelse, anvendte gode regnskabsprincipper, som objektivt afspejlede de faktiske omkostninger, der var blevet båret af den producent, som var genstand for undersøgelsen, og ikke at undersøge, om den pris, som producenten havde betalt for råvarerne, svarede til priserne på uregulerede markeder.

80      Den omstændighed, at et udkast til en bestemmelse påberåbes, er imidlertid ikke tilstrækkeligt til at godtgøre, at forfatternes hensigt med denne bestemmelse er forblevet uændret, i særdeleshed ikke, når det viser sig, at ordlyden i bestemmelsens endelige udgave er anderledes end ordlyden af den tilsvarende bestemmelse i udkastet, således som Rådet med rette i det væsentlige har fremført.

81      Det forekommer for det andet, at ordlyden af bestemmelsen i artikel 2, stk. 2.1.1, i antidumpingkodeksen af 1994 ikke fremviser betydningsfulde forskelle i forhold til grundforordningens artikel 2, stk. 5, første afsnit, første punktum, der tilsigter, at optegnelserne skal føres i overensstemmelse med de almindeligt anerkendte regnskabsprincipper i eksportlandet, og at de på rimelig vis skal afspejle de omkostninger, der er forbundet med produktionen og salget af den pågældende vare.

82      Som Rådet imidlertid med rette har fremhævet under retsmødet, er de bestemmelser, der er omhandlet i grundforordningens artikel 2, stk. 5, første afsnit, andet punktum, ikke indeholdt i antidumpingkodeksen af 1994. Det forekommer således, at disse bestemmelser om situationer, hvor omkostningerne forbundet med den pågældende vare ikke på rimelig vis er afspejlet i optegnelserne, ikke fuldt ud kan fortolkes i lyset af antidumpingkodeksen af 1994.

83      Det må tilføjes, at WTO-bestemmelserne ikke definerer udtrykket »en særlig markedssituation«, som defineret i grundforordningens artikel 2, stk. 3, andet punktum, der kan tjene som grundlag for institutionerne ved bedømmelsen af, om optegnelserne på rimelig vis afspejler omkostningerne i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 5, første afsnit, andet punktum, som det er blevet fastslået i denne doms præmis 51-60.

84      Det andet klagepunkt er således ugrundet.

85      Det fremgår af det ovenstående, at det første anbringendes første led er ugrundet.

 Det første anbringendes andet led

86      Sagsøgeren har påberåbt sig en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 5, første afsnit, andet punktum, et åbenbart fejlskøn og manglende begrundelse, idet Rådet ved den anfægtede forordning fastholdt justeringen af den betalte gaspris på grundlag af prisen ved Waidhaus og ikke fradrog den eksportafgift på 30%, som fandt anvendelse på russisk gas, fra beløbet for justeringen. Sagsøgeren har i den henseende anfægtet de sidste punktummer i 58. betragtning til den anfægtede forordning.

87      Betragtningen er affattet således:

»De udgifter til gas, som blev afholdt af de russiske producenter, [blev] justeret ud fra oplysningerne fra andre repræsentative markeder. Den justerede pris var baseret på gennemsnitsprisen for russisk gas, når den blev solgt til eksport ved den tysk/tjekkiske grænse (Waidhaus) efter fradrag af transportomkostninger. Waidhaus, der er midtpunktet for det russiske salg af gas til EU, som er både det største marked for russisk gas, og hvis priser i rimeligt omfang afspejler omkostningerne, kan anses for at være et repræsentativt marked, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 5.«

88      Sagsøgeren har dels anført, at hvis institutionerne havde valgt et andet grundlag, såsom eksportprisen for russisk gas til de baltiske lande eller ethvert repræsentativt marked med et niveau for gaspriser nærmest det niveau for gaspriser, som var sagsøgerens, ville dumpingmargenen have været negativ eller anderledes. Institutionerne var forpligtede til at vælge et »rimeligt grundlag« som omhandlet i grundforordningens artikel 2, stk. 5, andet punktum, snarere end prisen ved Waidhaus.

89      Det åbenbare fejlskøn fremgår først og fremmest af, at de repræsentative markeder, som Kommissionen anførte som mulige grundlag for justeringen (nemlig Den Europæiske Union, Det Forenede Kongerige, USA, Canada eller Japan), havde de højeste gaspriser i verden, og de var ikke i nærheden af sagsøgerens prisniveauer for gas.

90      Dernæst blev justeringen af gasprisen foretaget på grundlag af en pris inden for Fællesskabet, nemlig ved den tysk-tjekkiske grænse, som ikke kun afspejlede produktions- og salgsomkostninger for gassen, men også profitmargenen inden for Fællesskabet for Waidhaus-installationen. Grundlaget for justeringen svarer til at anse sagsøgeren for – for så vidt angår størsteparten af dennes samlede produktionsomkostninger – at være baseret ved den tysk-tjekkiske grænse og for at have købt gassen direkte på markedet ved Waidhaus. At placere sagsøgeren i en stilling som om virksomheden producerede den pågældende vare i Rusland, samtidig med, at den betaler eksportafgifter og en profitmargen inden for Fællesskabet, udgør ikke et »rimeligt grundlag« som omhandlet i grundforordningens artikel 2, stk. 5.

91      Endelig afspejler markedet ved Waidhaus udelukkende Waidhaus’ geografiske beliggenhed, nemlig på ruten for de væsentligste gasrørledninger mellem Rusland og Den Europæiske Union, samt antallet af indgåede kontrakter for levering af gas og den dertil hørende mængde af gas. Disse faktorer er ikke relevante for karakteriseringen af gasprisen ved Waidhaus som et »rimeligt grundlag«.

92      Sagsøgeren har for det andet anført, at Rådet ligeledes har begået et åbenbart fejlskøn, og at den anfægtede forordning lider under manglende begrundelse, idet Rådet har nægtet at fradrage eksportafgiften på 30% på russisk gas, alt imens det har fradraget transportomkostninger, som det fremgår af 58. betragtning til den anfægtede forordning.

93      Det fulgte ræsonnement er ifølge sagsøgeren usammenhængende og selvmodsigende, fordi afgiften på 30%, der opkræves ved eksport af gassen fra Rusland, og som sagsøgeren aldrig bærer ved produktion af den pågældende vare i Rusland, også burde fradrages – på samme måde som der gives fradrag for omkostningerne til transport og distribution af gassen, fordi russiske forbrugere ikke skal betale for transport af gassen fra Rusland til Waidhaus.

94      Sagsøgeren har tilføjet, at selv om institutionerne tilsigtede at pålægge den ordning med dobbelte priser, som de russiske myndigheder anvendte inden for gassektoren, sanktioner, kunne dette ikke fritage de nævnte institutioner fra deres forpligtelse til at basere justeringen af gasprisen på et rimeligt grundlag som omhandlet i grundforordningens artikel 2, stk. 5.

95      Hvad i den henseende for det første angår valget at prisen ved Waidhaus som referencepris bemærkes det, at institutionerne ikke er forpligtede til at tage alle mulige referencepriser i betragtning i forbindelse med en antidumpingprocedure, men at de skal være parate til på grundig vis at undersøge eventuelle forslag fra parterne i tilfælde af tvivl vedrørende valget af referencepris (jf. i denne retning Domstolens dom af 22.10.1991, sag C-16/90, Nölle, Sml. I, s. 5163, præmis 32).

96      I den foreliggende sag forekommer det ikke, at Rådet har begået et åbenbart fejlskøn i den anfægtede forordning ved at fastholde valget af prisen ved Waidhaus, som forekommer rimelig af flere årsager.

97      Som det anføres i 58. betragtning til den anfægtede forordning, er Waidhaus midtpunktet for det russiske salg af gas til Unionen. Det fremgår af sagens akter, at Waidhaus er en tysk by beliggende på ruten for de væsentligste gasrørledninger mellem Rusland og Unionen, og at den både med hensyn til antallet af indgåede kontrakter om levering af gas og med hensyn til mængden af den omhandlede gas er det væsentligste ankomststed for gas eksporteret af de russiske producenter til Unionen.

98      Den gaspris, som aftales på dette sted, er således den pris, som russiske sælgere fakturerer til deres europæiske kunder, og ikke en pris inden for Fællesskabet, modsat hvad sagsøgeren har søgt at fastholde i stævningen.

99      Følgelig er der, henset til mængderne af den omhandlede gas og antallet af indgåede kontrakter, intet, der indikerer, at prisen på russisk gas ved Waidhaus ikke skulle være et resultat af markedskræfterne uden forvridning.

100    Under retsmødet henviste sagsøgeren til Kommissionens beslutning af 8. juli 2009 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 81 (sag COMP/39 401 – E.ON/GDF) (hvoraf et resumé er offentliggjort i EUT C 248, s. 5) til støtte for, at det kartel, som blev pålagt sanktioner ved denne beslutning, havde haft indvirkning på de oplysninger, som Kommissionen havde anvendt til at beregne justeringen i den foreliggende sag. Ifølge sagsøgeren fremgår det af denne beslutning, at prisen på russisk gas ved Waidhaus ikke var et resultat af markedskræfterne.

101    Kommissionen har ligeledes under retsmødet udtrykt tvivl om, hvorvidt et dokument, som indgives på dette stadie af proceduren, kan tillades, mens Rådet imidlertid ikke har anfægtet relevansen af et sådant dokument.

102    Uden at det er fornødent at træffe afgørelse om tilladeligheden af dette dokument, idet beslutningen i E.ON/GDF (jf. denne doms præmis 100) blev truffet af Kommissionen efter vedtagelsen af den anfægtede forordning, er det tilstrækkeligt at konstatere, at selv om den ganske vist vedrører salg af gas med oprindelse i Rusland, vedrører beslutningen kun en aftale om opdeling af markederne i Tyskland og Frankrig mellem E.ON og GDF for salg af gas til deres kunder. Den omhandler hverken en undersøgelse af engroseksportmarkedet for russisk gas til EU som helhed eller en undersøgelse af E.ON’s og GDF’s forbindelser med deres leverandør af russisk gas.

103    Endelig, selv om sagsøgeren har anfægtet, at prisen ved Waidhaus er højere end prisen på gas solgt på det russiske hjemmemarked, har sagsøgeren selv anerkendt i replikken, at den kan være lavere end de gaspriser, der forhandles i Det Forenede Kongerige, USA eller Canada. Institutionerne har således ikke valgt den højeste referencepris på markedet. Det er derudover ikke sikkert, at gasprisen ved eksport til de baltiske lande ikke er sammenlignelig med prisen på gas i transit ved Waidhaus.

104    Hvad for det andet angår beslutningen om ikke at fradrage de eksportafgifter, som blev opkrævet i Rusland, idet kun transportomkostningerne blev fradraget, har sagsøgeren påberåbt sig tre sager, som har givet anledning til rådsforordninger, der vidner om en usammenhængende og fejlbehæftet beslutningspraksis fra Rådets side.

105    Rådet har svaret, at i de tre sager, som sagsøgeren har henvist til, har Kommissionen og Rådet kun foretaget fradrag for punktafgifter, der var skyldige ved hjemmemarkedssalg af gas, men intet fradrag for eksportafgifter. I den henseende har Rådet præciseret, at det var en fejl, at det i 31. betragtning til Rådets forordning (EF) nr. 1891/2005 af 14. november 2005 om ændring af forordning (EØF) nr. 3068/92 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af kaliumchlorid med oprindelse i Hviderusland, Rusland og Ukraine (EUT L 302, s. 14) anførte, at toldeksportafgift blev fradraget fra prisen af den eksporterede gas. Rådet har anført, at det er blevet informeret af Kommissionen om, at der rent faktisk ikke er foretaget nogen justering af denne type.

106    Det forekommer i den henseende, at bortset fra forordning nr. 1891/2005, hvor et fradrag for toldeksportafgift, der i praksis ikke er blevet foretaget, er nævnt i 31. betragtning hertil, er disse afgifter ikke blevet fradraget i henhold til de andre forordninger, som sagsøgeren har søgt at støtte sig til.

107    Det fremgår således af 97. betragtning til Rådets forordning (EF) nr. 954/2006 af 27. juni 2006 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse sømløse rør af jern eller stål med oprindelse i Kroatien, Rumænien, Rusland og Ukraine, om ophævelse af forordning (EF) nr. 2320/97 og (EF) nr. 348/2000, om afslutning af interims- og udløbsundersøgelserne af antidumpingtolden på importen af visse sømløse rør af jern eller ulegeret stål med oprindelse i bl.a. Rusland og Rumænien samt om afslutning af interimsundersøgelserne af antidumpingtolden på importen af visse sømløse rør af jern eller ulegeret stål med oprindelse i bl.a. Rusland og Rumænien og i Kroatien og Ukraine (EUT L 175, s. 4), som sagsøgeren har påberåbt sig, at justeringen for omkostninger til gas blev foretaget på grundlag af prisen på gas ved eksport til Vesteuropa efter fradrag af transportomkostninger og told.

108    På samme måde blev en tilpasning af gasprisen ifølge 54. betragtning til Rådets forordning (EF) nr. 1050/2006 af 11. juli 2006 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af kaliumchlorid med oprindelse i [Hviderusland] og Rusland (EUT L 191, s. 1) foretaget på basis af oplysninger om gasprisen ved eksport, fratrukket udgifterne til transport, moms og punktafgifter.

109    Rådet har under alle omstændigheder begrundet fraværet af et fradrag for eksportafgifterne med den omstændighed, at Gazproms prisfastsættelse ikke blev påvirket af beløbet for eksportafgifterne. Til støtte for denne påstand har Rådet i bilag B.2 til svarskriftet anført data vedrørende udviklingen i prisen på russisk gas, som vidner om den omstændighed, at denne pris forekommer i vidt omfang at være uafhængig af beløbet for eksportafgifterne. Rådet har bl.a. tilføjet, at Gazprom altid har forsøgt at forhøje prisen på den gas, Gazprom solgte, og at prisfastsættelsen ikke blev påvirket af beløbet for eksportafgifterne, men udelukkende af, hvilken pris Gazproms kunder var parate til at betale. Under retsmødet gentog Rådet sin analyse, ifølge hvilken det er den pris, der betales ved Waidhaus, som er af betydning, uden at det er relevant at vide, hvad denne pris omfatter.

110    Det forekommer således, at sagsøgeren hverken har været i stand til at forklare eller at godtgøre, hvorledes den prisfastsættelse, som Gazprom anvender ved Waidhaus, skulle kunne have været påvirket af beløbet for eksportafgiften. Det må således anses, at Rådet ikke har begået et åbenbart fejlskøn ved ikke at fradrage disse afgifter fra den pris, der betaltes ved Waidhaus.

111    Det bør i øvrigt tilføjes, at den omstændighed, at punktafgifter var blevet fradraget i de to sager, som sagsøgeren har henvist til, og at transportomkostninger ligeledes blev fradraget i den foreliggende sag, er uden betydning for spørgsmålet om, hvorvidt der er blevet foretaget et åbenbart fejlskøn i den foreliggende sag for så vidt angår nægtelsen af at fradrage eksportafgifterne.

112    Endelig skal sagsøgerens argumentation om en begrundelsesmangel hvad angår nægtelsen af at fradrage eksportafgiften på 30% på russisk gas, selv om transportomkostninger fradrages, forkastes. Begrundelsen for den anfægtede forordning skal således især vurderes i forhold til de oplysninger, som sagsøgeren er blevet meddelt, og oplysninger, som sagsøgeren har afgivet under den administrative procedure (Rettens dom af 4.3.2010, sag T-410/06, Foshan City Nanhai Golden Step Industrial mod Rådet, Sml. II, s. 879, præmis 127).

113    I den foreliggende sag blev grundene til, at det ikke var passende at fradrage eksportafgiften på 30% på russisk gas, anført for sagsøgeren på s. 5 i Kommissionens skrivelse af 12. december 2006, tilsendt sagsøgeren under den administrative procedure og anført i stævningens bilag A12, hvilket undtager Rådet fra at skulle gentage denne forklaring i den anfægtede forordnings tekst, således at Rådet kunne holde sig til de faktuelle og retlige grunde, der udgør begrundelsen for denne forordning.

114    Det første anbringendes andet led er således ugrundet.

 Det første anbringendes tredje led

115    Sagsøgeren har påberåbt sig en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 10, og et åbenbart fejlskøn, idet Rådet i den anfægtede forordning har trukket kommissioner betalt til forbundne selskaber, som udgør en del af den økonomiske enhed, som sagsøgeren udgør, fra sagsøgerens eksportpris til den første uafhængige kunde. Sagsøgeren har i den henseende anfægtet 62. betragtning til den anfægtede forordning, for så vidt som den gentager Kommissionens konklusioner af 28. september 2006, nemlig at kommissionerne til sagsøgerens handelsselskaber, Eurochem Moskva og Eurochem Trading GmbH, skal fradrages eksportprisen.

116    Ifølge sagsøgeren er de justeringer, der er opregnet i grundforordningens artikel 2, stk. 10, hverken obligatoriske eller automatiske, og den part, som ønsker justeringen, bærer bevisbyrden.

117    Indledningsvis skal der henvises til den relevante faktuelle kontekst, hvori institutionerne i den foreliggende sag har anvendt grundforordningens artikel 2, stk. 10, som foreskriver, at sammenligningen mellem den normale værdi og eksportprisen skal foretages i samme handelsled for salg, der finder sted på tidspunkter, som ligger så tæt op ad hinanden som muligt, og med behørig hensyntagen til andre forskelle, som berører sammenligneligheden af priser.

118    Rådet har vedrørende anvendelsen af denne bestemmelse forklaret, at sagsøgeren og dennes produktionsselskaber ikke solgte det omhandlede produkt direkte til kunder i USA. Det forklarede, at salget fandt sted som følger: Produktionsselskaberne, som er datterselskaber til sagsøgeren, indgik en agenturaftale med sagsøgeren, som i henhold til aftalen modtog en kommission af salget af produktet. Sagsøgeren sørgede som kommissionær for, at produktet blev solgt af dets produktionsselskaber til to handelsselskaber, der ligeledes var datterselskaber til sagsøgeren; et beliggende på De Britiske Jomfruøer, hvis aktiviteter ophørte i 2005, og et andet beliggende i Schweiz. Disse handelsselskaber solgte de omhandlede produkter til den første uafhængige kunde med tillæg af en margen.

119    Selv om sagsøgeren har anført at have anfægtet disse konklusioner under den administrative procedure, forekommer det, at dette udelukkende er sket for at gøre gældende, at alle de selskaber, som er forbundne med sagsøgeren, herunder dennes produktionsselskaber og de to handelsselskaber, ejes, kontrolleres og ledes af den samme aktionær, nemlig sagsøgeren selv. Ifølge sagsøgeren udøvede Eurochem Moskva og Eurochem Trading de samme funktioner som en fuldt integreret eksportsalgsafdeling.

120    Det fremgår af 59.-62. betragtning til den anfægtede forordning, at den normale værdi og eksportprisen blev fastsat på »distributør«-niveau.

121    Det anføres i den henseende, som det tidligere er blevet anført i 59. betragtning til den anfægtede forordning med hensyn til den normale værdi, at beregningen af denne blev udført ud fra fremstillingsomkostningerne for den varetype, der blev eksporteret, efter justering af de gasudgifter, der er nævnt i 58. betragtning til samme forordning, plus et rimeligt beløb til SA&G-omkostninger samt fortjeneste. Det præciseres i 61. betragtning til den anfægtede forordning, at SA&G-omkostningerne samt fortjenesten blev fastsat ud fra de vejede gennemsnitlige SA&G-omkostninger samt fortjeneste for de samme tre nordamerikanske producenter, og at den således beregnede fortjeneste ikke oversteg den fortjeneste, som de russiske producenter fik på salg af varer af den samme generelle varekategori på det russiske hjemmemarked.

122    Med hensyn til eksportprisen anføres det i 62. betragtning til den anfægtede forordning, at eksportprisen blev fastsat på grundlag af de eksportpriser, der faktisk var betalt eller skulle betales til den første uafhængige kunde i USA, som var sagsøgerens væsentligste eksportmarked.

123    Grundforordningens artikel 2, stk. 10, foreskriver, at justeringer er mulige.

124    Desuden fremgår det ifølge retspraksis både af ordlyden og opbygningen af grundforordningens artikel 2, stk. 10, at en justering af eksportprisen eller den normale værdi kun kan foretages for at tage hensyn til forskelle i faktorer, der påvirker priserne og dermed prisernes sammenlignelighed (Rettens dom af 21.11.2002, sag T-88/98, Kundan og Tata mod Rådet, Sml. II, s. 4897, præmis 94). Sagt med andre ord har justeringen til formål at genoprette symmetrien mellem den normale værdi og eksportprisen.

125    Det bemærkes i den henseende, at grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra i), foreskriver, at der foretages en justering for forskelle i provision, der betales i forbindelse med de pågældende salg. Det andet punktum i denne bestemmelse præciserer, at begrebet »provision« anses for at indbefatte den avance, en forhandler af varen eller den samme vare modtager, hvis en sådan forhandler har samme funktion som en agent, der arbejder på provisionsbasis.

126    Dette andet punktum i grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra i), blev tilføjet ved artikel 1, stk. 5, i forordning nr. 1972/2002. Ifølge ordlyden af sjette betragtning til denne forordning var formålet med at indsætte den omhandlede sætning i overensstemmelse med institutionernes faste praksis at præcisere, at sådanne justeringer også bør foretages, hvis parterne ikke opererer på basis af et principal-agent-forhold, men opnår samme økonomiske resultat som køber og som sælger.

127    Følgelig giver grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra i), mulighed for at foretage en justering, ikke blot for forskellene mellem de provisioner, der er udbetalt for det pågældende salg, men også for den margen, de erhvervsdrivende har optjent på varen, såfremt de har funktioner, der svarer til dem, der udføres af en agent, der arbejder på provisionsbasis (Rettens dom af 18.3.2009, sag T-299/05, Shanghai Excell M&E Enterprise og Shanghai Adeptech Precision mod Rådet, Sml. II, s. 565, præmis 281).

128    I den foreliggende sag må de roller, som henholdsvis sagsøgeren, dens produktionsselskaber og dens handelsselskaber har spillet, derfor undersøges.

129    Sagsøgeren har ikke anfægtet, at der er blevet betalt kommissioner i henhold til agenturaftalen om eksportsalg. Rådet har understreget, at aftalen var en fuldstændig agenturaftale, som endda indeholdt en voldgiftsklausul.

130    Sagsøgeren har fastholdt, at institutionerne ikke har godtgjort disse kommissioners indvirkning på sammenligneligheden mellem eksportprisen og den normale værdi.

131    Det fremgår imidlertid, at Rådet har anført, at de udbetalte kommissioner udgjorde betaling for opgaver udført i forbindelse med funktioner, som er sammenlignelige med dem, der udføres af en agent, der arbejder på provisionsbasis, og at betalingen af kommissioner ikke blot udgjorde en enkel, intern omfordeling af overskuddet, som ikke havde indflydelse på prisernes sammenlignelighed.

132    Det er uomtvistet, at den pågældende vare blev videresolgt af handelsselskabet, som fastsatte en pris, der inkluderede en margin, og som derved spillede rollen som forhandler. Det bør tilføjes, at sagsøgeren ikke har anfægtet hverken sin egen rolle eller de roller, som henholdsvis dens produktionsselskaber og handelsselskaber, har spillet, som beskrevet i denne doms præmis 118, ud over for at fastholde, at sagsøgeren selv og dennes selskaber udgjorde en enkelt økonomisk enhed.

133    Sagsøgeren har derudover tilsendt Kommissionen et oplysningsdokument, hvori det nævnes, at alle sagsøgerens eksportsalg blev gennemført direkte ved de forbundne selskabers mellemkomst. En sådan henvisning er imidlertid ikke tilstrækkelig til effektivt at anfægte forbindelserne mellem de omhandlede selskaber som fastslået af Rådet.

134    Det forekommer således ikke, at der i det foreliggende tilfælde er tale om en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra i), og et åbenbart urigtigt skøn ved anvendelsen af denne bestemmelse.

135    Det første anbringendes tredje led er følgelig ugrundet.

136    Det følger af det anførte, at det første anbringende må anses for ugrundet og derfor må forkastes.

 Det andet anbringende om en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 11, stk. 1 og 3

137    Sagsøgeren har med sit andet anbringende påberåbt sig en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 11, stk. 1 og 3.

138    Sagsøgeren har for så vidt angår tilsidesættelsen af grundforordningens artikel 11, stk. 3 præciseret, at institutionerne skulle have indledt, gennemført og færdiggjort en interimsundersøgelse i forbindelse med udløbsundersøgelsen. Sagsøgeren har fremlagt tilstrækkelige beviser, da sagsøgeren indgav sin anmodning om interimsundersøgelse den 1. august 2005, og, under alle omstændigheder, da sagsøgeren meddelte Kommissionen sine svar den 9. september og 27. oktober 2005 vedrørende beregningen af dumpingmargenen.

139    Sagsøgeren har for så vidt angår tilsidesættelsen af grundforordningens artikel 11, stk. 1, tilføjet, at institutionerne, set i lyset af disse samme beviselementer, med urette vedtog den anfægtede forordning og forlængede antidumpingtolden på dens oprindelige niveau. Sagsøgeren understreger i den henseende, at den forlængede antidumpingtold blev fastsat under anvendelse af metoder beregnet til lande uden markedsøkonomi og på grundlag af en EU-industri, der nødvendigvis var mindre, idet Unionen på det tidspunkt kun bestod af 15 medlemsstater.

140    Rådet har nedlagt påstand om afvisning af det andet anbringende med den begrundelse, at sagsøgerens væsentligste argument i forbindelse med dette anbringende er, at Kommissionen og Rådet har undladt at indlede interimsundersøgelsen af de oprindelige foranstaltninger i tide. Dette anbringende støtter ikke sagsøgerens påstand om annullation af den anfægtede forordning.

141    Rådet har subsidiært påberåbt sig udløbet af en præklusionsfrist. Det fastholder, at sagsøgeren ikke længere på dette stadie kan anfægte en undladelse eller nægtelse af at indlede interimsundersøgelsen, som er blevet endelig. Rådet henviser herved til Domstolens dom af 9. marts 1994, TWD Textilwerke Deggendorf (sag C-188/92, Sml. I, s. 833), og af 15. februar 2001, Nachi Europe (sag C-239/99, Sml. I, s. 1197).

142    Sagsøgeren har bestridt denne formalitetsindsigelse med den begrundelse, at sagsøgerens andet anbringende ikke kun vedrører den for sene indledning af en interimsundersøgelse, men også opretholdelsen af antidumpingforanstaltningerne ved den anfægtede forordning. Sagsøgeren har anført, at Kommissionen aldrig har nægtet at indlede interimsundersøgelsen, idet den sågar indledte denne den 19. december 2006, hvilket godtgør, at sagsøgeren ikke havde mulighed for at anlægge hverken et passivitetssøgsmål med den angivelige undladelse af at indlede en sådan undersøgelse, eller et annullationssøgsmål mod den ligeledes angivelige nægtelse af at indlede undersøgelsen. Sagsøgeren har tilføjet, at Kommissionens meddelelser, der offentliggjorde indledningen af undersøgelserne, ikke er retsakter, der kan anfægtes.

143    Under alle omstændigheder kunne sagsøgeren ikke på tidspunktet for indgivelsen af stævningen anlægge et passivitetssøgsmål, da Kommissionen allerede havde handlet. Sagsøgeren kunne heller ikke anlægge et annullationssøgsmål før vedtagelsen af den anfægtede forordning.

144    Det bemærkes i den henseende, at sagsøgeren med sit andet anbringende ikke har anfægtet Kommissionens nægtelse af at indlede en interimsundersøgelse, idet denne i øvrigt var blevet indledt ved indledningsmeddelelsen offentliggjort den 19. december 2006. Sagsøgeren har anført, at virksomheden endvidere anfægter opretholdelsen af antidumpingtolden, idet den mener at have fremlagt tilstrækkelige beviser i forbindelse med sin anmodning om interimsundersøgelsen.

145    Som Rådet imidlertid med rette har anført, betyder det ikke – selv hvis Kommissionens afvisning af eller undladelse af at indlede en interimsundersøgelse i rette tid skulle være ulovlig – at den denne ulovlighed påvirker lovligheden af den anfægtede forordning, som er den eneste retsakt, der er blevet nedlagt påstand om annullation af i stævningen. Den anfægtede forordning afsluttede den procedure, der var blevet indledt efter en anmodning om en udløbsundersøgelse af de gældende foranstaltninger, og er ikke et svar på sagsøgerens anmodning om interimsundersøgelse, som blev besvaret ved forordning nr. 238/2008.

146    Det andet anbringende må således afvises fra realitetsbehandling, idet det er rettet mod eventuelle ulovligheder i forbindelse med sagsøgerens anmodning om en interimsundersøgelse.

147    Det må endvidere tilføjes, at selv hvis det antages, at dette anbringende var begrundet med den omstændighed, at institutionerne havde været forpligtede til sammen at behandle anmodningen om den i grundforordningens artikel 11, stk. 2, omhandlede undersøgelse og den i samme artikels stk. 3, omhandlede undersøgelse, er det ikke blevet anført, hvorledes denne undladelse af en fælles undersøgelse skulle kunne påvirke lovligheden af den anfægtede forordning. Sagsøgeren har bl.a. ikke godtgjort, hvorledes det ville have ændret sagens realitet, hvis de to anmodninger var blevet behandlet samlet.

148    Det andet anbringende bør således afvises.

149    Af samtlige de anførte betragtninger følger, at Rådet bør frifindes i det hele.

 Sagens omkostninger

150    I henhold til Rettens procesreglements artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgeren har tabt sagen, bør virksomheden pålægges at bære sine egne omkostninger og betale Rådets omkostninger i overensstemmelse med Rådets påstand herom.

151    I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 4, første afsnit, bærer institutioner, der er indtrådt i en sag, deres egne omkostninger. Kommissionen skal derfor bære sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Ottende Afdeling):

1)      Rådet for Den Europæiske Union frifindes.

2)      EuroChem Mineral and Chemical Company OAO (EuroChem MCC) bærer sine egne omkostninger og betaler Rådets omkostninger.

3)      Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger.

Truchot Kanninen Martins Ribeiro

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 7. februar 2013.

Underskrifter

* Processprog: engelsk.