Language of document : ECLI:EU:T:2012:301

Sag T-396/09

Vereniging Milieudefensie og

Stichting Stop Luchtverontreiniging Utrecht

mod

Europa-Kommissionen

»Miljø – forordning (EF) nr. 1367/2006 – medlemsstaternes forpligtelse til at beskytte og forbedre luftkvaliteten – midlertidig undtagelse meddelt en medlemsstat – anmodning om intern prøvelse – afslag – individuel foranstaltning – gyldighed – Århuskonventionen«

Rettens dom (Syvende Afdeling) af 14. juni 2012………….?II - 0000

Sammendrag af dom

1.      Annullationssøgsmål – Unionens retsinstansers kompetence – påstand om, at en institution meddeles et påbud – afvisning

(Art. 263 TEUF og 266 TEUF)

2.      Institutionernes retsakter – Kommissionens beslutning om at meddele en medlemsstat en midlertidig undtagelse – almengyldig retsakt – ingen forvaltningsakt, som kan gøres til genstand for en anmodning om intern prøvelse i henhold til forordning nr. 1367/2006

[Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1367/2006, art. 2, stk. 1, litra g), og art. 10, stk. 1; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/50, art. 22, stk. 4]

3.      Internationale aftaler – Unionens aftaler – konventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet (Århuskonventionen) – retsvirkninger – forrang for afledte EU-retsakter – bedømmelse af gyldigheden af en bestemmelse i forordning nr. 1367/2006 i forhold til denne konvention – betingelser

(Art. 300, stk. 7, EF; Århuskonventionen; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1367/2006)

4.      Internationale aftaler – Unionens aftaler – konventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet (Århuskonventionen) – begrænsning ved en bestemmelse i forordning nr. 1367/2006 af muligheden for prøvelse til alene at omfatte individuelle foranstaltninger – ugyldighed henset til konventionen

[Århuskonventionen, art. 9, stk. 3; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1367/2006, art. 2, stk. 1, litra g), og art. 10, stk. 1]

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 18)

2.      En beslutning fra Kommissionen, som meddeler en medlemsstat en midlertidig undtagelse fra forpligtelserne i direktiv 2008/50 om luftkvaliteten og renere luft i Europa, udgør ikke en individuel foranstaltning og kan ikke kvalificeres som en forvaltningsakt som omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra g), i forordning nr. 1367/2006 om anvendelse af Århuskonventionens bestemmelser om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet på Fællesskabets institutioner og organer. Følgelig kan denne beslutning ikke gøres til genstand for en anmodning om intern prøvelse i henhold til artikel 10, stk. 1, i denne forordning.

Med henblik på at fastslå rækkevidden af en retsakt skal der nemlig i første omgang tages hensyn til dens formål og indhold. En beslutning, der har en medlemsstat som adressat, er således en almengyldig retsakt, hvis den vedrører objektivt fastlagte situationer og har retsvirkning over for generelt og abstrakt afgrænsede personkredse.

I tilfælde, hvor en retsakt indeholder begrænsninger eller fravigelser af tidsmæssig karakter eller med hensyn til den geografiske rækkevidde, indgår disse desuden som et led i de pågældende bestemmelser som helhed og er dermed omfattet af deres generelle karakter, medmindre der foreligger magtfordrejning.

Endelig har undtagelser fra den almindelige ordning, der indføres ved bekræftelsesbeslutninger, som Kommissionen vedtager i henhold til en bestemmelse i et direktiv, samme generelle karakter som direktivet, idet de i abstrakte vendinger retter sig til ikke nærmere specificerede grupper af personer og finder anvendelse på objektivt bestemte situationer.

(jf. præmis 26-28, 34 og 41)

3.      Unionens institutioner er bundet af Århuskonventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet, der har forrang for afledte fællesskabsretsakter. Det følger heraf, at gyldigheden af forordning nr. 1367/2006 om anvendelse af Århuskonventionens bestemmelser på Fællesskabets institutioner og organer kan påvirkes af den omstændighed, at den ikke er forenelig med Århuskonventionen.

Når Fællesskabet ønsker at opfylde en bestemt forpligtelse, det har påtaget sig inden for rammerne af en international aftale, eller hvis fællesskabsretsakten udtrykkeligt henviser til særlige bestemmelser i denne aftale, tilkommer det Unionens retsinstanser at efterprøve den pågældende fællesskabsretsakts lovlighed på grundlag af denne aftales regler.

Unionens retsinstanser bør således kunne prøve lovligheden af en forordning med hensyn til en international aftale uden forinden at undersøge, om den internationale aftales art og opbygning er til hinder herfor, og om bestemmelserne i denne aftale, henset til deres indhold, fremstår som ubetingede og tilstrækkeligt præcise, når denne forordning har til formål at gennemføre en forpligtelse, som Unionens institutioner er pålagt ved den internationale aftale.

(jf. præmis 52-54)

4       Artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 1367/2006 om anvendelse af Århuskonventionens bestemmelser om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet på Fællesskabets institutioner og organer er ikke forenelig med Århuskonventionens artikel 9, stk. 3, idet bestemmelsen begrænser begrebet handlinger, der kan anfægtes, i Århuskonventionens artikel 9, stk. 3, til alene at omfatte forvaltningsakter, der i samme forordnings artikel 2, stk. 1, litra g), defineres som individuelle foranstaltninger.

(jf. præmis 69)