Language of document : ECLI:EU:T:2014:47

Sag T-168/13

European Platform Against Windfarms (EPAW)

mod

Europa-Kommissionen

»Annullationssøgsmål – juridisk privatretlig person – manglende bevis for, at sagsøgeren består som juridisk person – artikel 44, stk. 5, litra a), i Rettens procesreglement – åbenbart afvisningsgrundlag«

Sammendrag – Rettens kendelse (Anden Afdeling) af 21. januar 2014

Annullationssøgsmål – søgsmålskompetence – juridiske personer – begreb – status som juridisk person afhængig af national lovgivning eller af fællesskabsinstitutionernes anerkendelse som uafhængig retlig enhed

[Art. 263, stk. 4, TEUF; Rettens procesreglement, art. 44, stk. 5, litra a); aftale mellem Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen om oprettelse af et åbenhedsregister for organisationer og selvstændige, der er involveret i udformningen og gennemførelsen af EU’s politikker]

Fremme til realitetsbehandling af et annullationssøgsmål, der er indbragt af en enhed i medfør af artikel 263, stk. 4, TEUF, afhænger først og fremmest af dennes status som juridisk person.

Artikel 44, stk. 5, i Rettens procesreglement bestemmer i denne henseende, at er sagsøgeren en privatretlig juridisk person, skal stævningen være ledsaget af sagsøgerens vedtægter, en nyere udskrift af handelsregistret, en nyere udskrift af selskabs- eller foreningsregistret eller andet bevis for, at sagsøgeren består som juridisk person, samt bevis for, at advokatens fuldmagt er behørigt udstedt af den, der på den juridiske persons vegne er beføjet hertil.

En i henhold til sektorspecifik lovgivning begrænset og særlig ret til at indbringe en sag for en enkelt instans, hvis domstolslignende karakter i øvrigt end ikke er fuldstændigt godtgjort, er ikke tilstrækkeligt til at påvise, at sagsøgeren i medfør af sin nationale ret har status som juridisk person efter fællesskabsretten, som berettiger denne til, uden nogen form for dokumentation for dennes beståen som juridisk person, at indbringe en sag for Unionens retsinstanser i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF.

Bevis for beståen som juridisk person er heller ikke ført ved sagsøgerens registrering i Unionens åbenhedsregister, oprettet i medfør af aftalen mellem Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen om oprettelse af et åbenhedsregister for organisationer og selvstændige, der er involveret i udformningen og gennemførelsen af EU’s politikker, for så vidt som registrering i det nævnte register ikke er betinget af den pågældende enheds beståen som juridisk person.

I henhold til Unionens retssystem har en sagsøger status som juridisk person, såfremt Unionens institutioner har anset den retlige enhed for en uafhængig retlig enhed. De momenter, der i denne henseende skal tages i betragtning for at vurdere, om sagsøgeren er blevet behandlet som en uafhængig juridisk person af en institution, er for det første den pågældende enheds repræsentative karakter, for det andet besiddelse af tilstrækkelig selvstændighed til at kunne handle som en ansvarlig enhed i retlige forhold, således som det er sikret ved dens interne struktur i overensstemmelse med dens vedtægter, og for det tredje det forhold, at en EU-institution har anerkendt den pågældende enhed som forhandlingspartner. Det forhold, at Kommissionen har behandlet sagsøgeren som en uafhængig retlig enhed i den anfægtede afgørelse, kan dog ikke påvise sagsøgerens status som juridisk person, for så vidt som denne vurdering er foranlediget af sagsøgerens egne fejlagtige oplysninger.

(jf. præmis 9, 10, 16, 17, 19 og 23-26)