Sag T-387/09

Applied Microengineering Ltd

mod

Europa-Kommissionen

»Femte rammeprogram for indsats inden for forskning, teknologisk udvikling og demonstration – kontrakter vedrørende projekterne »Formation of a New Design House for MST« og »Assessment of a New Anodic Bonder« – tilbagesøgning af en del af det udbetalte finansielle bidrag – beslutning, der kan tvangsfuldbyrdes – afgørelse, der under sagen ændrer den anfægtede beslutning – det juridiske grundlag for søgsmålet – de anførte anbringenders karakter – berettiget forventning – begrundelsespligt – princippet om god forvaltningsskik«

Sammendrag – Rettens dom (Sjette Afdeling) af 27. september 2012

1.      Annullationssøgsmål – søgsmål til prøvelse af en beslutning, der kan tvangsfuldbyrdes – beslutning, der kan anfægtes på grundlag af artikel 230 EF – formaliteten – anbringender vedrørende kontraktbestemmelserne og den nationale ret, der finder anvendelse – ikke antagelse til realitetsbehandling

(Art. 230 EF, 238 EF, 249 EF og 256 EF)

2.      EU-ret – principper – beskyttelse af den berettigede forventning – betingelser – præcise forsikringer afgivet af administrationen – informationsudveksling med Kommissionen før kontraktindgåelsen ikke en præcis forsikring eller et præcist løfte – tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning – foreligger ikke

3.      Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – kommissionsbeslutning om tilbagesøgning af en del af et finansielt bidrag udbetalt inden for rammerne af et forskningsprogram – behov for at vedlægge revisionsrapporten – foreligger ikke

(Art. 253 EF)

4.      EU-ret – principper – princippet om god forvaltningsskik – medkontrahentens manglende informering af Kommissionen om sin adresseændring – post sendt til den gamle adresse – tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik – foreligger ikke – ny adresse nævnt i e-mails sendt til en revisor og videresendt til Kommissionen – kontraktperiodens udløb – ingen betydning

(Chartret om grundlæggende rettigheder, art. 41)

1.      Retsakter, som er vedtaget af institutionerne, og som er en uadskillelig del af et rent kontraktforhold, hører som følge af selve deres karakter ikke til de retsakter, der er nævnt i artikel 249 EF.

Derimod hører beslutninger, der kan tvangsfuldbyrdes, som omhandlet i artikel 256 EF, idet andet ikke er bestemt i EF-traktaten, til de retsakter, der er omfattet af artikel 249 EF, hvis velbegrundethed kun kan anfægtes for den retsinstans, som behandler annullationssøgsmålet, på grundlag af artikel 230 EF. Det gælder særligt, når en beslutning, der kan tvangsfuldbyrdes, er vedtaget med henblik på opkrævning af en fordring, der udspringer af en kontrakt, som en institution har indgået.

Når et annullationssøgsmål indbringes for Unionens retsinstanser på grundlag af bestemmelserne i artikel 230 EF, skal de efterprøve lovligheden af den anfægtede retsakt i forhold til EF-traktaten eller enhver retsregel vedrørende traktatens anvendelse, og dermed i forhold til EU-retten. Derimod kan en sagsøger inden for rammerne af et søgsmål anlagt i henhold til artikel 238 EF kun foreholde den medkontraherende institution tilsidesættelser af kontraktbestemmelser eller af den ret, der finder anvendelse på kontrakten.

Heraf følger, at anbringender vedrørende tilsidesættelse af kontraktbestemmelserne og den nationale ret, der finder anvendelse på kontrakten, ikke kan antages til realitetsbehandling under et annullationssøgsmål, som er anlagt til prøvelse af en beslutning, der kan tvangsfuldbyrdes.

(jf. præmis 36 og 38-41)

2.      Jf. afgørelsens tekst

(jf. præmis 57-62)

3.      Rækkevidden af begrundelsespligten afhænger af arten af den pågældende retsakt og den sammenhæng, der ligger til grund for dens vedtagelse. Begrundelsen skal klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, på en måde, der gør det muligt dels for Unionens retsinstanser at udøve deres prøvelsesret, dels for de berørte parter at få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning med henblik på at forsvare deres rettigheder og på at kontrollere, om beslutningen er korrekt.

Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en beslutnings begrundelse opfylder kravene efter artikel 253 EF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område.

Navnlig er Kommissionen ikke forpligtet til at tage stilling til alle de argumenter, som de berørte parter har fremført for den. Den behøver kun at redegøre for de faktiske omstændigheder og retlige betragtninger, der har været afgørende med henblik på beslutningens opbygning.

Såfremt en person har været nært inddraget i forarbejdet til den anfægtede beslutning og således kender grundene til, at administrationen har vedtaget den, er begrundelsespligtens omfang således bestemt af den situation, som dermed er skabt ved en sådan medvirken. I denne situation er kravene efter retspraksis på området meget lempeligere.

Når Kommissionen med henvisning til en revisionsrapport således tilstrækkeligt klart i en beslutning har angivet de betragtninger, der ligger til grund for, at den har besluttet at tilbagesøge en del af et finansielt bidrag, som er udbetalt inden for rammerne af et forskningsprogram, har den gjort det muligt for sagsøgeren at gøre sine rettigheder gældende for Unionens retsinstanser og for disse at efterprøve lovligheden af denne beslutning, uden at det er nødvendigt at vedlægge revisionsrapporten som bilag.

(jf. præmis 64-67 og 72)

4.      De garantier, som EU-retten giver under den administrative sagsbehandling, omfatter bl.a. princippet om god forvaltningsskik, som er fastsat i artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, hvortil er knyttet kravet om, at den kompetente institution omhyggeligt og upartisk skal undersøge alle relevante forhold i den konkrete sag.

Når den skrivelse, hvorved sagsøgeren – i forbindelse med tilbagesøgningen af en del af et bidrag, som er udbetalt inden for rammerne af et forskningsprogram – blev informeret om afslutningen af revisionsproceduren, blev sendt som rekommanderet brev med modtagelseskvittering til den adresse, som den berørte havde oplyst til Kommissionen, kan denne ikke bebrejdes at have fulgt denne fremgangsmåde, når den berørte ikke har meddelt Kommissionen sin adresseændring. Dels fritager den blotte omstændighed, at kontraktperioden var udløbet, nemlig ikke vedkommende fra at skulle informere Kommissionen om sin adresseændring, eftersom der var indledt en revisionsprocedure. Dels er den blotte angivelse af den nye adresse i e-mail-signaturen i vedkommendes korrespondance med revisoren ikke tilstrækkelig til at kunne anse Kommissionen for at være blevet korrekt informeret om adresseændringen, selv om revisoren videresendte e-mail-korrespondancen til Kommissionen.

(jf. præmis 76 og 80)