Language of document : ECLI:EU:C:2018:423

Sag C-163/16

Christian Louboutin og Christian Louboutin SAS

mod

Van Haren Schoenen BV

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af rechtbank Den Haag)

»Præjudiciel forelæggelse – varemærker – absolutte registreringshindringer eller absolutte ugyldighedsgrunde – tegn, som udelukkende består af varens udformning – begrebet »udformning« – farve – placering på en del af varen – direktiv 2008/95/EF – artikel 2 – artikel 3, stk. 1, litra e), nr. iii)«

Sammendrag – Domstolens dom (Store Afdeling) af 12. juni 2018

Tilnærmelse af lovgivningerne – varemærker – direktiv 2008/95 – registreringshindringer og ugyldighedsgrunde – tegn, som udelukkende består af den udformning, der giver varen en betydelig værdi – varemærke, der består af en farve, der er påført sålen af en højhælet sko

[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/95, art. 3, stk. 1, litra e), nr. iii)]

Artikel 3, stk. 1, litra e), nr. iii), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/95/EF af 22. oktober 2008 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker skal fortolkes således, at et tegn, der består af en farve, der er påført sålen af en højhælet sko, som den i hovedsagen omhandlede, ikke udelukkende består af varens »udformning« som omhandlet i denne bestemmelse.

I forbindelse med varemærkeretten forstås begrebet »udformning« almindeligvis, således som Europa-Kommissionen har påpeget, som en betegnelse for en helhed af linjer og konturer, der rummeligt afgrænser den pågældende vare.

Det fremgår hverken af direktiv 2008/95, af Domstolens retspraksis eller af dette udtryks normale betydning, at en farve i sig selv uden rumlige begrænsninger kan udgøre en udformning.

Imidlertid opstår spørgsmålet, om den omstændighed, at en bestemt farve er påført en specifik placering på den pågældende vare, betyder, at det omhandlede tegn består af en udformning som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra e), nr. iii), i direktiv 2008/95.

Det skal i denne henseende bemærkes, at selv om det er rigtigt, at varens eller en del af varens udformning spiller en rolle i forbindelse med den rummelige afgrænsning af farven, kan det imidlertid ikke lægges til grund, at et tegn består af denne udformning, når det ikke er denne udformning, varemærkeregistreringen tilsigter at beskytte, men alene påførelsen af en farve på en specifik placering på den nævnte vare.

Under alle omstændigheder kan et tegn som det i hovedsagen omhandlede ikke anses for »udelukkende« at bestå af varens udformning, når dette tegns vigtigste bestanddel som i det foreliggende tilfælde er en farve, der er nærmere angivet ved en international anerkendt farveidentificeringskode.

(jf. præmis 21-24, 26 og 27 samt domskonkl.)