Language of document :

Sag anlagt den 17. december 2009 - Bennett m.fl. mod KHIM

(Sag F-102/09)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøgere: Kelly-Marie Bennett (Mutxamel, Spanien) m.fl. (ved avocat L. Levi)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked

Søgsmålets genstand og beskrivelse af tvisten

Dels annullation af afgørelserne om at afskedige sagsøgerne i medfør af en opsigelsesklausel, der er knyttet til en bestået almindelig udvælgelsesprøve med speciale i immaterielle rettigheder, dels erstatning for det ikke-økonomiske tab, som sagsøgerne har lidt.

Sagsøgernes påstande

Annullation af afgørelserne af 12. marts 2009 om at afskedige sagsøgerne.

Om fornødent annulleres afgørelse af 9. oktober 2009, meddelt samme dag, hvorved sagsøgernes klager af 12. juni 2009 blev afslået.

Sagsøgte tilpligtes (i) at betale erstatning til sagsøgerne svarende til den løn de ville have oppebåret i perioden fra tidspunktet for afskedigelsen og indtil datoen for deres genansættelse som følge af annullationen af afgørelserne, og (ii) sagsøgernes karriere, der uberettiget blev afbrudt som følge af afgørelserne om at afskedige sagsøgerne genoprettes. Såfremt en genoprettelse af sagsøgerens karriere medfører betydelige praktiske vanskeligheder eller giver anledning til et uforholdsmæssigt indgreb over for tredjemand, tilpligtes sagsøgte at betale en rimelig erstatning for sagsøgernes uberettigede afskedigelse. I denne erstatning skal der foruden tidligere løntab navnlig tages hensyn til sagsøgernes faktiske mulighed for fortsat ansættelse ved Harmoniseringskontoret indtil pensionsalderen med en (uafbrudt) kontrakt på ubestemt tid og karriereudviklingsmuligheder.

Subsidiært annulleres afgørelserne om at afskedige sagsøgerne, eftersom opsigelsesvarslet ikke blev fastsat på grundlag af den samlede ansættelsestid for hver af sagsøgerne ved Harmoniseringskontoret.

Sagsøgte tilpligtes at betale et efter ret og billighed foreløbigt opgjort beløb på 85 000 EUR til hver af sagsøgerne i erstatning for den økonomiske og ikke-økonomiske skade, disse har lidt.

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked tilpligtes at betale sagens omkostninger.

____________