Language of document : ECLI:EU:C:2017:5

Sag C-491/15 P

Rainer Typke

mod

Europa-Kommissionen

»Appel – aktindsigt i institutionernes dokumenter – forordning (EF) nr. 1049/2001 – artikel 3 – begrebet dokument – artikel 2, stk. 3 – dokumenter, som en institution er i besiddelse af – kvalificering af information indeholdt i en database – forpligtelse til at udarbejde et dokument, der ikke eksisterer – foreligger ikke – eksisterende dokumenter, der kan udtrækkes af en database«

Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 11. januar 2017

1.        Retslig procedure – begæring om genåbning af den mundtlige forhandling – anmodning om at fremsætte bemærkninger til retlige punkter, der er fremhævet i generaladvokatens forslag til afgørelse – betingelser for genåbning

(Statutten for Domstolen, art. 23; Domstolens procesreglement, art. 83)

2.        EU-institutionerne – offentlighedens ret til aktindsigt – forordning nr. 1049/2001 – anvendelsesområde – begæring om aktindsigt, der tilsigter at opnå en søgning i databaser – omfattet – grænser – videregivelse af data, der ikke kan udtrækkes af disse databaser med eksisterende søgeværktøjer – ikke omfattet

[Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1049/2001, art. 2, stk. 3, art. 3, litra a), og art. 4]

3.        Appel – anbringender – urigtig vurdering af de faktiske omstændigheder og af beviserne – afvisning – Domstolens prøvelse af vurderingen af de faktiske omstændigheder og af beviselementer – udelukket, medmindre de er gengivet urigtigt

(Art. 256, stk. 1, TEUF; statutten for Domstolen, art. 58, stk. 1)

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 19)

2.      En elektronisk database kan ganske vist gøre det muligt at udtrække enhver oplysning, som den indeholder. Imidlertid gør muligheden for, at et dokument kan oprettes ud fra en sådan database, det ikke muligt at konkludere, at dette dokument skal kvalificeres som eksisterende i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i forordning nr. 1049/2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter. Retten til aktindsigt i institutionernes dokumenter vedrører nemlig kun eksisterende dokumenter, som den pågældende institution er i besiddelse af, og forordning nr. 1049/2001 kan ikke påberåbes med henblik på at pålægge en institution at oprette et dokument, som ikke eksisterer. Heraf følger at en begæring om aktindsigt, der vil kræve, at den pågældende institution opretter et nyt dokument – selv om det er på grundlag af oplysninger, der allerede fremgår af eksisterende dokumenter, der er opbevaret af Kommissionen – falder uden for rammerne af forordning nr. 1049/2001.

For så vidt angår statiske dokumenter, der bl.a. foreligger i papirform eller i en simpel elektronisk filmappe, er det tilstrækkeligt at efterprøve, hvorvidt mediet og dets indhold eksisterer, med hensyn til at fastslå, om et dokument eksisterer. Derimod er den dynamiske karakter af elektroniske databaser ikke forenelig med en sådan fremgangsmåde, eftersom et dokument, der med stor lethed kan genereres ud fra data, der allerede er indeholdt i en database, ikke nødvendigvis udgør et eksisterende dokument i ordets egentlige forstand. Hvad følgelig angår elektroniske databaser skal sondringen mellem et eksisterende dokument og et nyt dokument foretages på grundlag af et kriterium, der er tilpasset disse databasers tekniske specificiteter og er i overensstemmelse med formålet med forordning nr. 1049/2001, der, som det fremgår af fjerde betragtning og artikel 1, litra a), hertil, tilsigter at sikre den videst mulige aktindsigt i dokumenter.

Under disse omstændigheder skal alle data, der ved hjælp af forprogrammerede søgeværktøjer kan udtrækkes af en elektronisk database i forbindelse med dennes normale brug, kvalificeres som eksisterende dokumenter, selv om disse data ikke før er blevet vist i denne form eller aldrig har været genstand for en søgning fra de ansatte ved institutionernes side. Heraf følger, at institutionerne, for at opfylde kravene i forordning nr. 1049/2001, kan være nødt til at oprette et dokument ud fra data, der er indeholdt i en database, ved at anvende eksisterende søgeværktøjer. Enhver oplysning, hvis udtrækning af en database nødvendiggør en væsentlig investering, skal derimod anses for at være et nyt dokument og ikke et eksisterende dokument. Heraf følger, at enhver oplysning, der kræver en ændring enten af en elektronisk databases opbygning eller af de søgeværktøjer, der på det pågældende tidspunkt står til rådighed for at udtrække data, skal kvalificeres som et nyt dokument.

(jf. præmis 30, 31, 33-35 og 37-40)

3.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 58)