Sag C-542/14

SIA »VM Remonts«

og

SIA »Ausma grupa«

mod

Konkurences padome

og

Konkurences padome

mod

SIA »Pārtikas kompānija«

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Augstākā tiesa)

»Præjudiciel forelæggelse – konkurrence – artikel 101, stk. 1, TEUF – rent intern situation – anvendelse af tilsvarende nationale bestemmelser – Domstolens kompetence – samordnet praksis – en virksomheds ansvar for en tjenesteyders adfærd – betingelser«

Sammendrag – Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 21. juli 2016

1.        Præjudicielle spørgsmål – domstolens kompetence – fortolkning, hvorom der er anmodet, som følge af, at en EU-retlig bestemmelse i medfør af en bestemmelse i national ret finder anvendelse på en intern situation – kompetence til at give denne fortolkning

(Art. 267 TEUF)

2.        Karteller – samordnet praksis – en virksomheds ansvar på grund af adfærden hos en uafhængig tjenesteyder, der har leveret tjenesteydelser til virksomheden – ulovlig – grænser

(Art. 101, stk. 1, TEUF)

1.        Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 17 og 18)

2.        Artikel 101, stk. 1, TEUF skal fortolkes således, at en virksomhed i princippet kun kan holdes ansvarlig for en samordnet praksis på grund af adfærden hos en uafhængig tjenesteyder, der har leveret tjenesteydelser til virksomheden, hvis en af de følgende betingelser er opfyldt:

-      Tjenesteyderen handler i virkeligheden under den anklagede virksomheds ledelse eller kontrol.

-      Virksomheden havde kendskab til de konkurrencebegrænsende mål, der blev forfulgt af virksomhedens konkurrenter og tjenesteyderen, og havde til hensigt at bidrage dertil ved sin egen adfærd.

-      Virksomheden kunne med rimelighed forudse den konkurrencebegrænsende adfærd, som dens konkurrenter og tjenesteyderen udviste, og den var indstillet på at løbe den dermed forbundne risiko.

I det omfang en tjenesteyder uafhængigt tilbyder tjenesteydelser mod betaling på et givet marked, skal denne således for det første ved anvendelsen af reglerne om pålæggelse af sanktioner for konkurrencebegrænsende adfærd anses for en særskilt virksomhed i forhold til de virksomheder, som den leverer sine tjenesteydelser til, og en sådan tjenesteyders adfærd kan som udgangspunkt ikke tilregnes en af disse virksomheder.

For det andet kan en virksomhed for så vidt angår den første af disse betingelser holdes ansvarlig for adfærden hos en tjenesteyder, der fremstår som uafhængig, men som i virkeligheden handler under ledelse eller kontrol af denne virksomhed. Dette kan eksempelvis være tilfældet under omstændigheder, hvor tjenesteyderen kun har ringe eller ingen selvstændighed og fleksibilitet med hensyn til måden, hvorpå den udøver den aftalte aktivitet, idet dens angivelige uafhængighed skjuler en arbejdsrelation. I øvrigt kan en sådan ledelse eller en sådan kontrol udledes af eksistensen af særlige organisatoriske, økonomiske og juridiske forbindelser mellem den omhandlede tjenesteyder og modtageren af tjenesteydelserne, som eksempelvis forbindelsen mellem moderselskaber og deres datterselskaber.

For så vidt angår den anden betingelse gælder det, at selv om den ganske vist er opfyldt, når denne virksomhed havde til hensigt at røbe følsomme forretningsoplysninger til sine konkurrenter via tjenesteyderen, eller når den udtrykkeligt eller stiltiende har godkendt, at tjenesteyderen deler disse følsomme forretningsoplysninger med konkurrenterne, er dette ikke tilfældet, når denne tjenesteyder uden at informere den virksomhed, der benytter sig af dens ydelser, har anvendt sidstnævntes følsomme forretningsoplysninger ved udarbejdelsen af disse konkurrenters bud.

Hvad endelig angår den tredje betingelse, kan den samordnede praksis ligeledes tilregnes den virksomhed, der anvender tjenesteydelserne, hvis den med rimelighed kunne forudse, at den tjenesteyder, som den benyttede, ville dele virksomhedens forretningsoplysninger med dens konkurrenter, og den var indstillet på at løbe den dermed forbundne risiko.

(jf. præmis 25, 27, 30, 31 og 33 samt domskonkl.)