Sag T-222/04

Den Italienske Republik

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Statsstøtte – de italienske myndigheders støtteordning til fordel for visse offentlige forsyningsværker i form af skattefritagelser og lån på lempelige vilkår – beslutning om, at støtten er uforenelig med fællesmarkedet – eksisterende støtte eller ny støtte – artikel 86, stk. 2, EF«

Sammendrag af dom

1.      Statsstøtte – påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne – konkurrencebegrænsning – bedømmelseskriterier

(Art. 87, stk. 1, EF)

2.      Statsstøtte – begreb – statslig foranstaltning, der letter de byrder, der normalt belaster en virksomheds budget

(Art. 87, stk. 1, EF)

3.      Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – kommissionsbeslutning vedrørende statsstøtte – karakterisering af påvirkningen af samhandelen mellem medlemsstaterne

(Art. 87, stk. 1, EF og art. 253 EF)

4.      Statsstøtte – eksisterende støtte og ny støtte – kvalificering som ny støtte

[Art. 88 EF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 1, litra b), nr. i) og nr. v)]

5.      Statsstøtte – begreb – foranstaltninger med henblik på kompensation for udgifter til offentlig tjeneste, som en virksomhed har påtaget sig – ikke omfattet

(Art. 86, stk. 2, EF og art. 87, stk. 1, EF)

1.      Kommissionen skal ikke som led i sin vurdering af, om statsstøtten påvirker medlemsstaternes samhandel og fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencen, godtgøre, at støtten reelt påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne og faktisk fordrejer konkurrencen, men skal alene undersøge, om denne støtte kan påvirke denne samhandel og fordreje konkurrencen.

Kommissionen kan i forbindelse med en støtteordning i beslutningens begrundelse nøjes med at studere det omhandlede programs egenskaber ved bedømmelsen af, om det på grund af ordningerne i henhold til programmet medfører en mærkbar fordel for støttemodtagerne i forhold til deres konkurrenter og især ville kunne gavne virksomheder, der deltager i samhandelen mellem medlemsstaterne.

I øvrigt er enhver støtte, der ydes til en virksomhed, der opererer på Fællesskabets marked, egnet til at fordreje konkurrencevilkårene og påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne. Der findes heller ikke en grænseværdi eller en procentsats, hvorunder samhandelen mellem medlemsstater ikke vil blive påvirket. Den omstændighed, at en støtte er forholdsvis ubetydelig, eller at den støttemodtagende virksomhed er af beskeden størrelse, udelukker således ikke på forhånd, at samhandelen mellem medlemsstaterne kan være påvirket.

Hvad angår betingelsen om påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne er den omstændighed, at en virksomhed, der drager fordel af en statslig foranstaltning, kun arbejder på sit nationale marked eller inden for det geografiske område, hvor den har hjemsted, ikke afgørende. Samhandelen mellem medlemsstater påvirkes således af den pågældende foranstaltning, hvis chancerne for de virksomheder, der er etableret i de øvrige medlemsstater, for at levere ydelser på den pågældende medlemsstats marked bliver formindskede.

(jf. præmis 41-44 og 55)

2.      Artikel 87, stk. 1, EF kræver en stillingtagen til, om en national foranstaltning som led i en bestemt retlig ordning kan begunstige visse virksomheder eller visse produktioner i forhold til andre virksomheder, der under hensyntagen til formålet med den nævnte ordning befinder sig i en tilsvarende faktisk og retlig situation.

Begrebet statsstøtte omfatter alle foranstaltninger, der under forskellige former letter de byrder, som normalt belaster en virksomheds budget, og derved, uden at være tilskud i ordets egentlige forstand, er af samme art og har tilsvarende virkninger.

I den henseende er der tale om statsstøtte, når en treårig fritagelse for selskabsskat letter de byrder, der normalt belaster en virksomheds budget, og dermed giver de begunstigede en finansiel fordel i forhold til andre virksomheder, der normalt er pålagt denne skat.

Statsstøtte foreligger endvidere, når staten eller et statskontrolleret organ yder lån til en virksomhed, som giver sidstnævnte mulighed for at drage fordel af gunstigere betingelser end dem, som virksomheden ville have kunnet opnå på kapitalmarkedet. Det er således lovligt, at Kommissionen som referencerente tager den rente, der fastsættes til vurdering af støtteordninger med regionalt formål, og som regelmæssigt offentliggøres i EU-Tidende. Det drejer sig om gunstige rentesatser, der anvendes på sunde virksomheder, og som ville være blevet anvendt, hvis den omtvistede ordning var blevet anmeldt, ved fastlæggelsen af støtteelementet.

(jf. præmis 60, 61, 63, 67 og 70)

3.      I forbindelse med en beslutning vedrørende statsstøtte er Kommissionen forpligtet til i begrundelsen for sin beslutning i det mindste at anføre de omstændigheder, hvorunder en støtte er blevet ydet, når omstændighederne godtgør, at støtten kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne. Derimod er den ikke forpligtet til at føre bevis for, at en allerede ydet støtte faktisk har haft en sådan virkning. Et sådant krav ville nemlig føre til en begunstigelse af de medlemsstater, der yder støtte i strid med anmeldelseskravet i henhold til artikel 88, stk. 3, EF, på bekostning af dem, der anmelder en påtænkt støtte.

(jf. præmis 78)

4.      Det fremgår af såvel indholdet af som målsætningerne med artikel 88 EF, at støtteordninger, der allerede var gældende før tidspunktet for traktatens ikrafttræden, og støtteordninger, der lovligt er blevet iværksat under iagttagelse af de i artikel 88, stk. 3, EF fastsatte krav, skal anses for eksisterende støtteforanstaltninger i henhold til denne artikels stk. 1, hvorimod enhver påtænkt indførelse af støtte eller ændring af eksisterende støtteforanstaltninger skal betragtes som ny støtte, der er underlagt forpligtelsen til anmeldelse som fastsat i artiklens stk. 1, hvorved bemærkes, at ændringerne kan vedrøre såvel eksisterende støtte som oprindelige planer, der er anmeldt til Kommissionen. Når ændringen påvirker selve indholdet af den oprindelige ordning, bliver denne ordning en ny støtteordning. Der kan imidlertid ikke være tale om en væsentlig ændring, når det nye element klart kan adskilles fra den oprindelige ordning

(jf. præmis 90 og 94)

5.      En statslig foranstaltning, som udgør en kompensation, der er et vederlag for de af de begunstigede virksomheder leverede ydelser til opfyldelse af forpligtelser til offentlig tjeneste, således at disse virksomheder reelt ikke har en økonomisk fordel, og denne foranstaltning således ikke har den virkning at sætte disse virksomheder i en konkurrencemæssigt fordelagtig stilling i forhold til de konkurrerende virksomheder, udgør i princippet ikke statsstøtte i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 87, stk. 1, EF. For at en sådan kompensation kan falde uden for begrebet statsstøtte, skal en række betingelser, som blev angivet i Altmark-dommen, imidlertid kumulativt være opfyldt. Blandt disse er betingelsen om, at den pågældende virksomhed faktisk skal være pålagt at opfylde forpligtelser til offentlig tjeneste, hvilke forpligtelser skal være klart defineret, og betingelsen, om, at kompensationen ikke må overstige, hvad der er nødvendigt for helt eller delvis at dække de udgifter, der er afholdt ved opfyldelsen af forpligtelserne til offentlig tjeneste, idet der skal tages hensyn til de hermed forbundne indtægter og til en rimelig fortjeneste ved opfyldelsen af forpligtelserne.

Betingelsen om, at den begunstigede virksomhed faktisk skal være pålagt at opfylde forpligtelser til offentlig tjeneste, finder også anvendelse i tilfælde, der omfattes af undtagelsen i artikel 86, stk. 2, EF vedrørende virksomheder, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, eller som har karakter af fiskale monopoler. I begge tilfælde skal en foranstaltning under alle omstændigheder opfylde såvel principperne for fastlæggelsen og tildelingen af offentlige serviceydelser som proportionalitetsprincippet.

(jf. præmis 108-112)