Language of document :

Appel iværksat den 14. juni 2021 af SGI Studio Galli Ingegneria Srl til prøvelse af dom afsagt af Retten (Niende Afdeling) den 14. april 2021 i sag T-285/19, SGI Studio Galli Ingegneria mod Kommissionen

(Sag C-371/21 P)

Processprog: italiensk

Parter

Appellant: SGI Studio Galli Ingegneria Srl (ved avvocati F.S. Marini, V. Catenacci og R. Viglietta)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Den appellerede dom afsagt af Retten (Niende Afdeling), offentliggjort den 14. april 2021 og forkyndt for parterne samme dag, afsagt i sagen SGI Studio Galli Ingegneria mod Kommissionen, ophæves, og som følge heraf tages de påstande, som SGI havde nedlagt for Retten, til følge, i den nedenfor angivne rækkefølge:

Det fastslås, at sagsøgeren ikke er forpligtet til at betale Europa-Kommissionen de beløb, som sidstnævnte har opkrævet ved debetnota nr. 3241902288 modtaget den 22. februar 2019 og senest ved skrivelse modtaget den 29. april 2019 – ref. Ares (2019) 2858540, der opkræves som tilbagebetaling af tilskud samt i form af erstatning og renter med den begrundelse, at Studio Galli Ingegneria angiveligt har tilsidesat de forpligtelser, der påhvilede selskabet i medfør af tilskudsaftale nr. 619120 vedrørende projektet benævnt »MARSOL«.

Det fastslås, at de tilsidesættelser, som Kommissionen har gjort gældende, ikke foreligger.

Det fastslås, at skrivelsen om indledende orientering af 19. december 2018, OLAF’s inspektionsrapport, debetnotaen af 22. februar 2019, den efterfølgende rykker af 2. april 2019 og den seneste skrivelse om fornyet fastsættelse af det opkrævede beløb og om afvisning af SGI’s efterfølgende anmodninger af 29. april 2019 ref. Ares (2019) 2858540 er ulovlige, ugyldige og under alle omstændigheder ugrundede.

Det fastslås, at det af Kommissionen fremlagte krav ikke findes.

Det fastslås, at sagsøgeren har ret til det tilskud, som Kommissionen faktisk har betalt i medfør af tilskudsaftale nr. 619120 for projektet »MARSOL«.

Subsidiært fastslås det, at det beløb, som er genstand for Kommissionens krav om tilbagebetaling, ikke kan overstige 100 044,99 EUR, således som det fremgår af redegørelsen i forbindelse med det tredje anbringende.

Mere subsidiært fastslås det, at Kommissionen tilpligtes at betale SGI de omkostninger, som selskabet har afholdt i forbindelse med gennemførelsen af projektet MARSOL, som følge af ugrundet berigelse.

Anbringender og væsentligste argumenter

1.    Det første anbringende vedrørende ulovligheden af dommen, hvorved Retten forkastede det første anbringende i første instans om tilsidesættelse eller urigtig anvendelse af artikel 41, 42 og 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og om tilsidesættelse af princippet om god tro i kontraktforhold, navnlig som omhandlet i den belgiske civillovbogs artikel 1134.

Appellen til prøvelse af Rettens dom skyldes den omstændighed, at Retten fastslog, at Kommissionen, uden at tage hensyn til anmodningen om at suspendere proceduren og om aktindsigt i OLAF’s sagsakter vedrørende inspektionsproceduren, ikke tilsidesatte de i chartrets artikel 41, 42 og 47 fastsatte rettigheder og princippet om god tro i kontraktforhold. Fra det tidspunkt, hvor selskabet ikke fik materiel mulighed for at besvare OLAF’s endelige rapport som følge af interne problemer, skete der imidlertid tilsidesættelse af den effektive virkning af disse rettigheder, såvel i procedurens administrative fase som efterfølgende under den retslige procedure.

2.    Det andet anbringende om ulovligheden af dommen, hvorved Retten forkastede det andet anbringende i første instans om tilsidesættelse eller urigtig anvendelse af artikel 317 TEUF, af artikel 172a, stk. 1, i forordning nr. 2342/2002 1 , af artikel 31, stk. 3, litra a) og c), i forordning nr. 1906/2006 2 , af artikel ii.5 og artikel ii.14, stk. 1, i de generelle bestemmelser om støtteaftalen, tilsidesættelse af princippet om uskyldsformodning, princippet om bevisbyrde og rimelighedsprincippet 3 , der er fastsat i forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013, samt om et fejlagtigt skøn ved vurderingen af beviserne under tilsidesættelse af den belgiske civillovbogs artikel 1315.

Appellen til prøvelse af Rettens dom skyldes den omstændighed, at Retten forkastede det tredje anbringende, idet den fastslog, at appellanten hverken over for OLAF og Kommissionen eller under sagen havde godtgjort, at de direkte og indirekte personaleomkostninger var tilladte. Retten tog imidlertid ikke hensyn til den omstændighed, at OLAF’s klagepunkter ikke vedrørte det projekt, der var genstand for tvisten, men andre støtteberettigede projekter, og Retten foretog derfor ikke en korrekt anvendelse af princippet om uskyldsformodning og princippet om bevisbyrde. De timesedler, der blev fremlagt under sagen, skal, henset til, at der ikke foreligger andre indsigelser, og til den attesterede færdiggørelse af projektet, anses for et tilstrækkeligt bevismiddel til at tillade de afholde omkostninger, som Kommissionen kræver tilbagebetalt.

3.    Det tredje anbringende om ulovligheden af dommen, hvorved Retten forkastede det tredje anbringende i første instans om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, rimelighedsprincippet og princippet om god tro i kontraktforhold, tilsidesættelse af artikel 5, stk. 4, TEUF, og tilsidesættelse af artikel II.22 i støtteaftalen.

Appellen til prøvelse af Rettens dom skyldes den omstændighed, at Retten forkastede det tredje anbringende, idet den fastslog, at Kommissionen ikke havde tilsidesat proportionalitetsprincippet ved at kræve tilbagebetaling af alle direkte og indirekte personaleomkostninger. Eftersom inspektionsproceduren kun gjorde det muligt at konstatere unøjagtigheder for så vidt angår to personer tilknyttet projektet, burde alene disse omkostninger have været krævet tilbagebetalt, og dette under hensyntagen til projektets attesterede færdiggørelse og til revisionen af omkostninger, der blev foretaget af eksterne sagkyndige og accepteret af Kommissionen. Subsidiært, og fortsat i henhold til proportionalitetsprincippet, burde Retten have taget det subsidiære anbringende om fastlæggelse af det beløb, der skal tilbagebetales.

4.    Det fjerde anbringende om ulovligheden af dommen, hvorved Retten forkastede det fjerde anbringende i første instans om tilsidesættelse eller urigtig anvendelse af artikel 2, litra b), i Rådets forordning nr. 58/2003 4 af 19. december 2002, og af støtteaftalen, om manglende begrundelse og om dommens kontradiktoriske karakter, for så vidt som den er i strid med Rettens og Domstolens praksis om ugrundet berigelse.

Appellen til prøvelse af Rettens dom skyldes den omstændighed, at Retten forkastede det fjerde anbringende, idet den nægtede appellanten retten til at beholde den støtte, der var tildelt for direkte og indirekte personaleomkostninger, hvilket således indebar en ugrundet berigelse af Kommissionen. Eftersom betingelserne i påstanden er opfyldt i det foreliggende tilfælde, dvs. berigelse af en af parterne i kontrakten og den anden parts tab, samt årsagssammenhængen mellem berigelsen og tabet, er Rettens afgørelse ulovlig.

____________

1     Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2342/2002 af 23.12.2002 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT 2002, L 357, s. 1).

2     Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1906/2006 af 18.12.2006 om regler for virksomheders, forskningscentres og universiteters deltagelse i foranstaltninger under syvende rammeprogram og for formidling af forskningsresultater (2007-2013) (EUT 2006, L 391, s. 1).

3     Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 af 11.9.2013 om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/1999 og Rådets forordning (Euratom) nr. 1074/1999 (EUT 2013, L 248, s. 1).

4     Rådets forordning (EF) nr. 58/2003 af 19.12.2002 om vedtægterne for de forvaltningsorganer, der skal administrere opgaver i forbindelse med EF-programmer (EFT 2003 L 11, s. 1).