Sag T-113/17
(offentliggørelse i uddrag)
Crédit agricole SA
og
Crédit agricole Corporate and Investment Bank
mod
Europa-Kommissionen
Rettens dom (Tiende Udvidede Afdeling) af 20. december 2023
»Konkurrence – karteller – sektoren for rentederivater i euro – afgørelse, som fastslår en overtrædelse af artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53 – manipulation af Euribor-interbankreferencerenterne – udveksling af fortrolige oplysninger – konkurrencebegrænsende formål – samlet og vedvarende overtrædelse – »hybrid«, tidsmæssig forskudt procedure – uskyldsformodning – upartiskhed – bøder – grundbeløb – afsætningens værdi – artikel 23, stk. 2 og 3, i forordning (EF) nr. 1/2003 – begrundelsespligt – ændringsafgørelse, hvorved begrundelsen suppleres – ligebehandling – fuld prøvelsesret«
1. Konkurrence – administrativ procedure – den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 6 finder ikke anvendelse – de generelle EU-retlige princippers anvendelighed – princippet om god forvaltning – kontradiktionsprincippet – princippet om uskyldsformodning – tilsidesættelse – foreligger ikke
(Art. 101, stk. 1, TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41 og 48)
(jf. præmis 42-51 og 65-71)
2. Konkurrence – administrativ procedure – overholdelse af retten til forsvar – høring af virksomhederne – Kommissionens afslag på at besvare spørgsmål, som de berørte virksomheder har stillet under høringen – lovlighed
(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 27; Kommissionens forordning nr. 773/2004, art. 14)
(jf. præmis 54-60)
3. Konkurrence – administrativ procedure – forligsprocedure – procedure, der ikke omfatter alle deltagerne i et kartel – tidsmæssig forskudt vedtagelse af en forligsafgørelse og en afgørelse efter en almindelig procedure – lovlighed – betingelser – overholdelse af forpligtelsen til upartiskhed og af uskyldsformodningen – overholdelse af retten til forsvar – rækkevidde
(Art. 101 TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41 og 48; Kommissionens forordning nr. 773/2004, art. 10a)
(jf. præmis 75-107 og 137-139)
4. Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsafgørelse, hvorved der fastslås en overtrædelse – forpligtelse for Kommissionen til omhyggeligt og upartisk at undersøge alle relevante forhold i den enkelte sag – offentlige erklæringer fra kommissæren med ansvar for konkurrence under den administrative procedure – erklæringer, som eventuelt kan vidne om mangel på subjektiv upartiskhed – ingen indvirkning på Kommissionens upartiske vurdering af sagen
(Art. 101, stk. 1, TEUF)
(jf. præmis 111-121)
5. Konkurrence – administrativ procedure – overholdelse af retten til forsvar – aktindsigt – genstand – meddelelse af svar på en klagepunktsmeddelelse – betingelser – behov for at sondre mellem belastende dokumenter og diskulperende dokumenter
(Art. 101, stk. 1, TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 27, stk. 2)
(jf. præmis 146-170)
6. Konkurrence – administrativ procedure – overholdelse af retten til forsvar – aktindsigt – forpligtelse til at give indsigt i alle dokumenter vedrørende en sag – grænser – sagsakterne indeholder fortrolige oplysninger fra andre parter i sagen – retten til forsvar forenes med beskyttelsen af fortroligheden – aktindsigt i fortrolige oplysninger efter en datarumsprocedure – lovlighed
(Art. 101 TEUF og 339 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 27, stk. 2; Kommissionens forordning nr. 773/2004, art. 15)
(jf. præmis 171-183)
7. Karteller – aftaler mellem virksomheder og samordnet praksis – begreb – deltagelse i møder med et konkurrencebegrænsende formål – omfattet – betingelse – manglende afstandtagen fra de trufne beslutninger – betingelse opfyldt
(Art. 101, stk. 1, TEUF)
(jf. præmis 213-228)
8. Karteller – samordnet praksis – begreb – koordinering og samarbejde uforenelig med hver virksomheds forpligtelse til selvstændigt at fastsætte sin markedsadfærd – udveksling af oplysninger mellem konkurrenter – udveksling af fortrolige oplysninger mellem finansieringsinstitutters børsmæglere – udvekslinger vedrørende forsøg på manipulationer af Euribor-interbankreferencerenterne – udveksling af oplysninger om handelspositioner og prisstrategier i sektoren for produkter indekseret til Euribor eller til Eonia – ingen påviste relevante konkurrencefremmende virkninger, som er specifikke for den omhandlede aftale, og som er tilstrækkeligt væsentlige – udvekslinger, der er tilstrækkeligt skadelige til at kunne anses for at have et konkurrencebegrænsende formål
(Art. 101, stk. 1, TEUF)
(jf. præmis 238-254 og 260-335)
9. Konkurrence – EU-regler – overtrædelser – ansvar – virksomheds ansvar for sine ansattes handlinger – betingelser – ansatte, der udfører deres opgaver for og under ledelse af virksomheden
(Art. 101 TEUF)
(jf. præmis 338-350)
10. Karteller – forbud – overtrædelser – aftaler og samordnet praksis udgør en samlet overtrædelse – virksomhed tilregnes ansvaret for hele overtrædelsen – betingelser – praksis og ulovlig adfærd, som indgår i en samlet plan – vurdering – kriterier – deltagelse i overtrædelsens samlede formål – kendskab til eller forudsigeligheden af den samlede plan med kartellet og dets hovedbestanddele
(Art. 101, stk. 1, TEUF)
(jf. præmis 353-364 og 375-432)
11. Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsafgørelse, hvorved der fastslås en overtrædelse – bevisbyrden for en overtrædelse og dennes varighed påhviler Kommissionen – omfanget af bevisbyrden – vedvarende overtrædelse
(Art. 101 TEUF)
(jf. præmis 438-449)
12. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – domstolsprøvelse – Unionens retsinstansers fulde prøvelsesret – omfang – fastsættelse af størrelsen af den pålagte bøde – bedømmelseskriterier
(Art. 101, stk. 1, TEUF og art. 261 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 3, og art. 31)
(jf. præmis 459, 460 og 656-683)
13. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – fastsættelse af grundbeløbet – fastsættelse af værdien af afsætningen – anvendelse af den fremgangsmåde, der er fastsat i retningslinjerne – erstatningsværdi fastsat på grundlag af den diskonterede kontante indtjening ved anvendelsen af en nedsættelsesfaktor – utilstrækkelig begrundelse for fastlæggelsen af nedsættelsesfaktoren
(Art. 101, stk. 1, TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 13 og 37)
(jf. præmis 474-488 og 496-512)
14. Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – afgørelse om anvendelse af konkurrencereglerne – afhjælpning af begrundelsesmangel under retssagen ved vedtagelsen af en ændringsafgørelse – ikke tilladt
(Art. 101, stk. 1, TEUF og art. 296, stk. 2, TEUF)
(jf. præmis 519-526)
15. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – fastsættelse af grundbeløbet – fastsættelse af værdien af afsætningen – anvendelse af den fremgangsmåde, der er fastsat i retningslinjerne – erstatningsværdi fastsat på grundlag af den diskonterede kontante indtjening ved anvendelsen af en nedsættelsesfaktor – beregning af den kontante indtjening for de virksomheder, der var involveret i den samme overtrædelse, efter uensartede metoder – ubetydelig indvirkning på de fastlagte værdier – tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet – foreligger ikke
(Art. 101, stk. 1, TEUF)
(jf. præmis 532-556 og 571-587)
16. Konkurrence – administrativ procedure – anmodning om oplysninger – Kommissionens forpligtelse til at undersøge alle fremsendte oplysninger – foreligger ikke – tilstrækkelige indicier til at nære tvivl om rigtigheden af de fremlagte oplysninger – pligt for Kommissionen til at vedtage yderligere undersøgelsesforanstaltninger
(Art. 101 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 18)
(jf. præmis 559-569)
17. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – fastsættelse af grundbeløbet – overtrædelsens grovhed – ekstrabeløb – relevante faktorer
(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 25)
(jf. præmis 617-624)
18. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – tilpasning af grundbeløbet – formildende omstændigheder – mindre aktiv deltagelse i overtrædelsen end hovedaktørerne – nedsættelse af grundbeløbet med 10% – tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, ligebehandlingsprincippet eller princippet om individuelle sanktioner – foreligger ikke
(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 29)
(jf. præmis 628-652)
Resumé
I 2011 indgav bankkoncernen Barclays en ansøgning om bødefritagelse til Europa-Kommissionen, idet koncernen meddelte denne, at der fandtes et kartel i sektoren for rentederivater i euro (Euro Interest Rate Derivatives, herefter »eurorentederivater«).
Eurorentederivater indekseres til Euribor (Euro Interbank Offered Rate), som er en samling referencerentesatser, som skal afspejle de omkostninger, der er forbundet med långivning mellem banker i euro, eller til EONIA (Euro OverNight Index Average), som havde en funktion svarende til Euribor, men som vedrørte daglige satser. Euribor-satsen er støttet på den individuelle bedømmelse angivet af banker i et panel, der består af 47 finansieringsinstitutter (herefter »Euribor-panelet«).
Efter at Kommissionen indledte overtrædelsesproceduren, besluttede finansieringsinstitutterne Barclays, Deutsche Bank, Royal Bank of Scotland og Société générale at deltage i en forligsprocedure i henhold til artikel 10a i forordning (EF) nr. 773/2004 (1). Ved afslutningen af denne procedure vedtog Kommissionen den 4. december 2013 en afgørelse (2), hvorved den fastslog, at disse institutter havde deltaget i en samlet og vedvarende overtrædelse, som havde til formål at fordreje de normale prissætningsmekanismer på markedet for eurorentederivater.
Eftersom finansieringsinstitutterne Crédit agricole SA og Crédit agricole Corporate and Investment Bank (herefter samlet »Crédit agricole«), JP Morgan og HSBC ikke havde indgivet et forslag til forlig, fortsatte Kommissionen sin undersøgelse i forhold til disse.
Ved afgørelse af 7. december 2016 (3) fastslog Kommissionen, at Crédit agricole havde tilsidesat artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53 ved fra den 16. oktober 2006 til den 19. marts 2007 at have deltaget i en samlet og vedvarende overtrædelse med det formål at fordreje de normale prissætningsmekanismer på markedet for eurorentederivater, og pålagde denne en bøde på 114 654 000 EUR.
Kommissionen fandt, at Crédit agricoles overtrædelse bestod i, at en af virksomhedens børsmæglere og børsmæglere i et andet finansieringsinstitut, der deltog i Euribor-panelet, foretog udvekslinger, som i det væsentlige vedrørte manipulation af deres bankers indberetninger til nævnte panel med henblik på beregningen af Euribor, handelspositioner i eurorentederivater og deres intentioner og strategier med hensyn til priser på eurorentederivater.
For Retten nedlagde Crédit agricole påstand om delvis annullation af denne afgørelse og, subsidiært, om annullation eller nedsættelse af den pålagte bøde.
Efter anlæggelsen af søgsmålet vedtog Kommissionen en ændringsafgørelse (4) for at supplere begrundelsen for den anfægtede afgørelse i lyset af dommen i sagen HSBC Holdings m.fl. mod Kommissionen, som Retten afsagde i en forbundet sag (5).
Ved sin dom præciserede Rettens Tiende Udvidede Afdeling de kriterier, der gør det muligt at fastslå, at en virksomhed har deltaget i konkurrencebegrænsende praksis, herunder ved udveksling af oplysninger, i sektoren for finansielle produkter. Retten annullerede imidlertid den anfægtede afgørelse, for så vidt som Crédit agricole blev pålagt en bøde. Herefter udøvede Retten sin fulde prøvelsesret og pålagde Crédit agricole en bøde, som blev fastsat til 110 000 000 EUR.
Rettens bemærkninger
Eftersom Crédit agricole bl.a. havde påberåbt sig en tilsidesættelse af retten til forsvar og kontradiktionsprincippet, idet der under høringen for høringskonsulenten ikke blev givet svar på visse af selskabets spørgsmål om metoden til beregning af den påtænkte sanktion, bemærkede Retten, at selv om høringskonsulenten frivilligt kan tillade parterne at stille spørgsmål under høringen, er hovedformålet med denne høring at give bl.a. adressaterne for klagepunktsmeddelelsen mulighed for at fremsætte deres synspunkter til Kommissionens foreløbige konstateringer. Kommissionen har endvidere ikke pligt til under den administrative procedure at give præciseringer med hensyn til, hvordan den vil anvende kriterierne om overtrædelsens grovhed og varighed med henblik på bødefastsættelsen.
Kommissionen havde således ikke tilsidesat Crédit agricoles ret til forsvar ved at tilrettelægge selskabets aktindsigt i visse sagsakter fra andre parter i sagen gennem en datarumsprocedure. Eftersom de pågældende oplysninger ikke havde mistet deres fortrolige karakter på trods af deres alder, udgjorde datarumsproceduren nemlig en passende metode til at forene Crédit agricoles ret til forsvar med de fortrolighedsinteresser, som de andre banker, der havde fremlagt oplysningerne, kunne påberåbe sig. Crédit agricole havde i øvrigt ikke godtgjort, at selskabet kunne have sikret sit forsvar bedre med fuld og direkte aktindsigt i de nævnte oplysninger i stedet for gennem sine eksterne rådgivere.
Retten bekræftede dernæst, at der forelå en ulovlig adfærd, som kunne tilregnes Crédit agricole.
Med hensyn til Crédit agricoles deltagelse i praksis med manipulation af Euribor-satsen fremhævede Retten, at de udvekslinger mellem børsmæglerne, som blev foreholdt Crédit agricole i den anfægtede afgørelse, klart viste meddelelsen af præferencer for satser, tilknyttede handelspositioner og Crédit agricoles børsmægleres tilbud eller hensigt om at påvirke deres banks indberetning til Euribor-panelet.
Crédit agricoles argumenter med henblik på at godtgøre, at selskabet havde spillet en mindre rolle i den pågældende manipulation, var i øvrigt uvirksomme, eftersom disse forhold vedrørende omfanget og intensiteten af den konkurrencebegrænsende adfærd ikke var relevante for at godtgøre, at virksomheden havde begået en overtrædelse, men alene for vurderingen af overtrædelsens grovhed eller formildende omstændigheder og i givet fald bødefastsættelsen.
Med hensyn til den samlede overtrædelse, som Kommissionen havde konstateret, bemærkede Retten, at tre elementer er afgørende for at fastslå, at en virksomhed har deltaget i en sådan overtrædelse:
i) De forskellige former for adfærd skal indgå i en »samlet plan« og have et fælles mål.
ii) Virksomheden skal have haft kendskab til den ulovlige adfærd, som de øvrige virksomheder havde planlagt eller foretaget med de samme mål for øje, eller den skal med rimelighed have kunnet forudse den og have været indstillet på at løbe den dermed forbundne risiko.
iii) Virksomheden skal ved sin egen adfærd have haft til hensigt at bidrage til de fælles mål, som deltagerne som helhed forfulgte.
Hvad angår det første element fastslog Retten, at hele den pågældende udveksling indgik i et fælles mål, således som Kommissionen havde fastslået, om at påvirke de udgående pengestrømme i forbindelse med eurorentederivater til skade for de markedsaktører, der ikke deltog i denne udveksling.
Hvad angår det andet element indikerede Retten, at Kommissionen rådede over direkte beviser, der godtgjorde, at Crédit agricole havde kendskab til, at selskabet sammen med andre banker deltog i samordnede handlinger med henblik på at manipulere Euribor-satsen for at ændre de udgående pengestrømme i forbindelse med eurorentederivater. Det fremgik nemlig af de oplysninger, der var anført i den anfægtede afgørelse, at selskabets børsmæglere vidste eller med rimelighed kunne forvente, at deres udvekslinger med henblik på at manipulere Euribor-satsen indgik i en »samlet plan«, som gik videre end rammerne for bilaterale udvekslinger.
Dette var derimod ikke tilfældet med udvekslingerne vedrørende hensigter om og strategier for prisfastsættelse, for hvilke beviserne i den anfægtede afgørelse ikke gjorde det muligt at godtgøre, at Crédit agricole havde eller burde have haft kendskab til den omstændighed, at udvekslingerne gik videre end de bilaterale rammer og indgik i en samlet plan, som ligeledes involverede andre banker. Med hensyn til disse udvekslinger kunne Crédit agricole ikke tilregnes en deltagelse i en samlet overtrædelse.
Hvad angår det tredje element fremgik det af de udvekslinger, som Kommissionen havde foreholdt Crédit agricole, at de involverede børsmæglere havde forsæt til at deltage i konkurrencebegrænsende praksis.
Efter således delvist at have bekræftet konstateringen om Crédit agricoles deltagelse i den pågældende samlede og vedvarende overtrædelse frifandt Retten Kommissionen for påstanden om annullation for så vidt angår konstateringen af en overtrædelse, idet denne var tilstrækkeligt begrundet med konklusioner, der ikke var behæftede med fejl. Retten tiltrådte derimod påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse, for så vidt som Crédit agricole herved var blevet pålagt en bøde på 114 654 000 EUR.
I denne henseende bemærkede Retten for det første, at denne sanktion ikke afspejlede Crédit agricoles deltagelse i den samlede og vedvarende overtrædelse, eftersom Kommissionen med urette havde tilregnet selskabet andre bankers adfærd vedrørende udvekslingerne om hensigter og strategier inden for prisfastsættelse, som ikke fandt sted med henblik på manipulation af satser.
For det andet fastslog Retten, at fastsættelsen af den bøde, som Crédit agricole var blevet pålagt, var behæftet med en utilstrækkelig begrundelse.
Selv om Kommissionen ikke havde anlagt et urigtigt skøn ved med henblik på fastsættelsen af den bøde, som Crédit agricole blev pålagt, at støtte sig på den diskonterede kontante indtjening som erstatningsværdi for afsætningens værdi, havde den nemlig ikke i tilstrækkelig grad anført grundene til, at den nedsættelse, der blev anvendt på denne indtjening, blev fastsat til 98,849%. Eftersom Kommissionen i øvrigt ikke havde godtgjort, at det var praktisk umuligt for den at begrunde den anfægtede afgørelse i tilstrækkelig grad med hensyn hertil, blev den supplering af begrundelsen, som blev givet ved ændringsafgørelsen i denne henseende, uden at denne ændrede den anfægtede afgørelses dispositive del, heller ikke accepteret.
Retten fastslog endvidere, at Kommissionen havde tilsidesat sin forpligtelse til at foretage en omhyggelig undersøgelse, eftersom den, selv om der forelå tilstrækkelige indicier til at nære tvivl om ensartetheden af den metode, de pågældende banker havde fulgt, ikke havde truffet supplerende undersøgelsesforanstaltninger. En sådan tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik kunne imidlertid kun føre til en annullation af den anfægtede afgørelse, hvis Crédit agricole havde godtgjort, at de omhandlede metodeforskelle bevirkede, at grundbeløbet af de pålagte bøder var blevet beregnet i strid med ligebehandlingsprincippet. Henset til nævnte forskelles ubetydelige indvirkning på den kontante indtjening, kunne forskellene ikke forårsage en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet i det foreliggende tilfælde.
Endelig undersøgte Retten under udøvelsen af sin fulde prøvelsesret Crédit agricoles påstand om nedsættelse af den bøde, som selskabet var blevet pålagt.
Retten fremhævede, at bødefastsættelse under udøvelse af dens fulde prøvelsesret ikke er en præcis matematisk øvelse, og anvendte i lighed med den fremgangsmåde, som Kommissionen havde fulgt, værdien af den reducerede kontante indtjening som oprindelig oplysning med henblik på beregningen af bødens grundbeløb, for så vidt som denne værdi afspejlede overtrædelsens økonomiske betydning og virksomhedens vægt i overtrædelsen.
Med hensyn til fastlæggelsen af en nedsættelsesfaktor, hvilken faktor skulle anvendes for at undgå pålæggelse af en uforholdsmæssigt afskrækkende bøde, bemærkede Retten, at der var enighed mellem parterne om, at denne faktor i det mindste udgjorde 98,849%.
Hvad angår overtrædelsens grovhed bemærkede Retten, at eftersom den omhandlede adfærd vedrørte faktorer, som var relevante for fastsættelsen af priserne på eurorentederivater, udgjorde den af sin art en af de mest alvorlige konkurrencebegrænsninger. Den omhandlede praksis var endvidere særlig alvorlig og skadelig, eftersom den ikke alene kunne fordreje konkurrencevilkårene på markedet for eurorentederivater, men ligeledes i videre udstrækning skade tilliden til banksystemet og de finansielle markeder som helhed samt disses troværdighed.
Hvad angår de formildende omstændigheder fastslog Retten, at Crédit agricole ganske vist havde spillet en mindre vigtig rolle i overtrædelsen end hovedaktørerne. Selskabets deltagelse i den ulovlige adfærd havde imidlertid været forsætlig. Den pågældende adfærd var i øvrigt kendetegnet ved en særlig alvor. De fastlagte formildende omstændigheders betydning kunne således kun være marginal.
Som konklusion fastslog Retten, at det efter omstændighederne i sagen var rimeligt at fastsætte bøden til 110 000 000 EUR.
På baggrund af det ovenstående annullerede Retten den anfægtede afgørelse, for så vidt som Crédit agricole herved var blevet pålagt en bøde, fastsatte bøden til 110 000 000 EUR og frifandt i øvrigt Kommissionen.