Language of document :

Rettens dom af 31. januar 2024 – Symphony Environmental Technologies og Symphony Environmental mod Parlamentet m.fl.

(Sag T-745/20) 1

(Ansvar uden for kontraktforhold – miljø – direktiv (EU) 2019/904 – forbud mod markedsføring af produkter fremstillet af oxonedbrydelig plast – tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en retsregel, der tillægger borgerne rettigheder – manglende sondring mellem produkter fremstillet af oxonedbrydelig plast og produkter fremstillet af oxobionedbrydelig plast – konsekvensanalyse – ligebehandling – proportionalitet)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Symphony Environmental Technologies plc (Borehamwood, Det Forenede Kongerige) og Symphony Environmental Ltd (Borehamwood) (ved solicitor P. Selley, J. Holmes, KC, og barrister-at-law J. Williams)

Sagsøgte: Europa-Parlamentet (ved L. Visaggio, C. Ionescu Dima og W. Kuzmienko, som befuldmægtigede), Rådet for Den Europæiske Union (ved A. Maceroni og M. Moore, som befuldmægtigede) og Europa-Kommissionen (ved R. Lindenthal og L. Haasbeek, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Sagsøgerne har med deres søgsmål anlagt i henhold til artikel 268 TEUF nedlagt påstand om erstatning for det tab, som de angiveligt har lidt som følge af vedtagelsen af artikel 5 i og 15. betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/904 af 5. juni 2019 om reduktion af visse plastprodukters miljøpåvirkning (EUT 2019, L 155, s. 1), for så vidt som forbuddet mod markedsføring af produkter fremstillet af oxonedbrydelig plast som fastsat i nævnte artikel 5 og 15. betragtning finder anvendelse på oxobionedbrydelig plast.

Konklusion

Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen frifindes.

Symphony Environmental Technologies plc og Symphony Environmental Ltd betaler sagsomkostningerne.

____________

1     EUT C 53 af 15.2.2021.