Language of document : ECLI:EU:T:2005:254

Sag T-301/03

Canali Ireland Ltd

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

»EF-varemærker – figurmærket CANAL JEAN CO. NEW YORK – indsigelse fra indehaveren af det nationale ordmærke CANALI – risiko for forveksling«

Sammendrag af dom

1.      EF-varemærker – klagesag – søgsmål for Fællesskabets retsinstanser – personer, der kan anlægge sag og være parter i sagen – erhververen af det ældre varemærke er indtrådt i indsigerens rettigheder

(Rådets forordning nr. 40/94, art. 63, stk.  4)

2.      EF-varemærker – definition på og erhvervelse af et EF-varemærke – relative registreringshindringer – indsigelse fra indehaveren af et identisk eller lignende ældre varemærke, der er registreret for varer eller tjenesteydelser af samme eller lignende art – risiko for forveksling med det ældre varemærke – figurmærke, der indeholder ordene »canal«, »jean«, »co.« og »New York«, og ordmærket CANALI

[Rådets forordning nr. 40/94, art. 8, stk. 1, litra b)]

1.      Artikel 63, stk. 4, i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker bestemmer med hensyn til klager over afgørelser truffet af et appelkammer, at »[e]nhver part i sagen ved appelkammeret har adgang til at indbringe en klage, for så vidt den pågældende ikke har fået medhold«.

Når der er tale om en indsigelsessag, kan nye indehavere af et ældre varemærke i den forbindelse anlægge sag ved Retten og bør anerkendes som parter i sagen, så snart de har bevist, at de er indehavere af den rettighed, der er blevet påberåbt for Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design).

Når den nye indehaver af det ældre varemærke har fremlagt bevis for overdragelsen, og Harmoniseringskontoret har registreret denne overdragelse efter sagen for appelkammeret, bliver den nye indehaver følgelig part i sagen for Harmoniseringskontoret.

(jf. præmis 18-20)

2.      For gennemsnitsforbrugeren i Italien er der ikke risiko for forveksling mellem et figurmærke, som udover et skakbrætmønster indeholder ordbestanddelene »canal«, »jean«, »co.« og »New York«, der er ansøgt registreret som EF-varemærke for »Beklædningsgenstande, fodtøj og hovedbeklædning« i klasse 25 i Nice-arrangementet, og ordmærket CANALI, der tidligere er registreret i Italien for varer og tjenesteydelser i klasse 3, 6, 9, 14, 16, 18, 20, 25, 34 og 42, da den manglende lighed på det visuelle, fonetiske og begrebsmæssige plan – selv om de varer, der er omfattet af det ansøgte varemærke, er af samme art som de varer, der er omfattet af det ældre varemærke – er tilstrækkelig til at fjerne den nævnte risiko i bevidstheden hos den offentlighed, der skal tages i betragtning, således at artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94 ikke finder anvendelse.

(jf. præmis 45, 51, 56, 60 og 63-65)