PERSONALERETTENS DOM (Anden Afdeling)
13. januar 2011
Sag F-77/09
Bart Nijs
mod
Revisionsretten for Den Europæiske Union
»Personalesag – tjenestemænd – disciplinærordning – disciplinærsag – vedtægtens artikel 22a og artikel 22b – upartiskhed – rimelig frist«
Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Bart Nijs principalt har nedlagt påstand om for det første annullation af afgørelse af 15. januar 2009, hvorved han blev fjernet fra tjenesten, for det andet annullation af Revisionsrettens afgørelse nr. 81-2007 af 20. september 2007 om at overføre ansættelsesmyndighedens beføjelser til et ad hoc-udvalg, for det tredje annullation af alle de forberedende afgørelser, som dette ad hoc-udvalg har truffet, samt subsidiært påstand om, at Personaleretten fastslår, at afgørelsen om fjernelse fra tjenesten var uforholdsmæssig.
Udfald: Revisionsretten frifindes. Sagsøgeren bærer sine egne omkostninger og betaler Revisionsrettens omkostninger.
Sammendrag
1. Tjenestemænd – søgsmål – Personalerettens kompetence – grænser
(Art. 266 TEUF og 270 TEUF; statutten for Domstolen, bilag I, art. 1)
2. Tjenestemænd – rettigheder og forpligtelser – ytringsfrihed – fremlæggelse af faktiske oplysninger, som lader formode, at der finder ulovlige handlinger sted eller adfærd, som udgør et alvorligt brud – beskyttelse mod disciplinær forfølgning – betingelser
(Tjenestemandsvedtægten, art. 22a, stk. 1, og art. 22b, stk. 1)
3. Tjenestemænd – disciplinærordning – disciplinærsag – klage til en ad hoc-ansættelsesmyndighed, der er sammensat af medlemmer fra en institution, i det foreliggende tilfælde Revisionsretten – lovlig
(Art. 247, stk. 2, EF)
4. Tjenestemænd – disciplinærordning – disciplinærsag – administrationens pligt til at udøve sine disciplinære beføjelser grundigt og upartisk
5. Tjenestemænd – søgsmål – forudgående administrativ klage – overensstemmelse mellem klagen og søgsmålet – identitet mellem genstand og årsag – anbringender og argumenter ikke indeholdt i klagen, men snævert forbundet hermed – formaliteten
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
6. Tjenestemænd – disciplinærordning – sanktion – ansættelsesmyndighedens skønsbeføjelse – domstolsprøvelse – rækkevidde – grænser
(Tjenestemandsvedtægten, art. 17, art. 17a og art. 86-89)
7. Tjenestemænd – disciplinærordning – disciplinærsag – frister – administrationens pligt til at handle inden en rimelig frist – vurdering
(Tjenestemandsvedtægten, bilag IX)
1. Personaleretten har ikke kompetence til at ændre en disciplinær sanktion eller til at fastslå, at en sådan sanktion er uforholdsmæssig og hjemvise sagen til den administrative myndighed med henblik på at fastsætte en anden sanktion. Det er nemlig den, der har vedtaget sanktionen, der i givet fald i medfør af artikel 266 TEUF skal træffe de nødvendige foranstaltninger til opfyldelse af en eventuel annullationsdom.
(jf. præmis 55)
2. I vedtægtens artikel 22b, stk. 1, henvises til vedtægtens artikel 22a, stk. 1, første afsnit, der indeholder en angivelse, hvilke oplysninger der, når de fremlægges, ikke må føre til iværksættelse af disciplinær forfølgning. Disse to bestemmelser omhandler kun de tilfælde, hvor en tjenestemand har fremlagt oplysninger om faktiske omstændigheder, der efter en umiddelbar vurdering har givet tjenestemanden rimelig grund til at formode, at der foreligger en ulovlig handling eller et alvorligt brud på en forpligtelse.
Fremlæggelsen af oplysninger er i henhold til disse artikler kun beskyttet mod disciplinær forfølgning under forudsætning af, at denne betingelse er opfyldt, og at oplysningerne fremlægges under hensyntagen til pligten til at udvise objektivitet, upartiskhed, til at respektere embedets værdighed og andre personers ære samt til at anvende uskyldsformodningen.
Den beskyttelse, der er fastsat i vedtægtens artikel 22b, stk. 1, finder ikke anvendelse på tjenestemænd, der har gjort sig skyldige i en tilsidesættelse af f.eks. pligten til at udvise den største forsigtighed og tilbageholdenhed i forbindelse med offentliggørelse af påstande, der henhører under Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svigs (OLAF) kompetence.
(jf. præmis 65, 66, 70 og 80)
Henvisning til:
Personaleretten: 2. maj 2007, sag F-23/05, Giraudy mod Kommissionen, præmis 162
3. En ad hoc-ansættelsesmyndighed, der er sammensat af medlemmer fra Revisionsretten, giver alle garantier for ligebehandling inden for rammerne af en disciplinærsag, eftersom det kræves, at de nævnte medlemmer er uafhængige og upartiske, og at de opfylder disse krav under hele deres mandatperiode. Det fremgår endvidere af det adfærdskodeks, der gælder for Revisionsretten, at medlemmerne skal undgå enhver situation, der giver anledning til en interessekonflikt.
Enhver administrativ myndighed har endvidere pligt til, særligt i disciplinærsager, at overholde princippet om upartiskhed.
(jf. præmis 102)
Henvisning til:
Personaleretten: 29. september 2009, sag F-125/07, Hau mod Parlamentet, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis
4. Administrationen skal udøve sine disciplinære beføjelser omhyggeligt og upartisk.
Den opgave, som påhviler den tjenestemand, der har ansvaret for den administrative procedure, indebærer nødvendigvis, at han skal fastlægge alle relevante faktiske omstændigheder og dermed foretage en vurdering af disse omstændigheder for at afgøre, om de er relevante, samt en vurdering af værdien af de beviser, der kan anvendes inden for rammerne af disciplinærsagen. Denne skønsbeføjelse varierer afhængigt af karakteren af den disciplinære fejl, der kan give anledning til at pålægge en sanktion, og den undersøgelse, som iværksættes. De konstateringer, som skal foretages af den tjenestemand, der har ansvaret for undersøgelsen, kræver, at han foretager en vurdering af alle de elementer, som kan udgøre en tilsidesættelse af respekten for embedets værdighed, hvilket er en vigtig forpligtelse for alle tjenestemænd, med det formål at fastlægge alle relevante omstændigheder. At forbyde den ansvarlige tjenestemand at foretage en vurdering vil indebære, at der ikke kan foretages en administrativ undersøgelse af sådanne omstændigheder.
(jf. præmis 110, 115 og 118)
5. For at beskytte formålet med den administrative procedure, nemlig at gøre det muligt for administrationen at genoverveje sin afgørelse og således opnå en udenretlig bilæggelse af tvisten, er det blevet fastslået, at reglen om overensstemmelse mellem klagen og søgsmålet kun kan finde anvendelse i det ene tilfælde, hvor søgsmålet ændrer genstanden for og årsagen til klagen, idet begrebet »årsagen« til klagen skal fortolkes vidt, således som en anfægtelse af den omhandlede akts interne lovlighed eller, alternativt, anfægtelsen af dens eksterne lovlighed. Med forbehold af eventuelle ulovlighedsindsigelser og ufravigelige procesforudsætninger vil der følgelig normalt kun kunne være tale om ændringer af tvistens årsag og dermed afvisning som følge af tilsidesættelse af reglen om overensstemmelse mellem klage og søgsmål, såfremt sagsøgeren, idet han i klagen kun kritiserer den formelle gyldighed af den for ham bebyrdende forvaltningsakt, herunder de proceduremæssige aspekter, i stævningen fremsætter materielle anbringender, eller i den modsatte situation, hvor sagsøgeren efter kun i sin klage at have bestridt det materielle indhold af den for ham bebyrdende forvaltningsakt indgiver en stævning, der indeholder anbringender vedrørende aktens formelle gyldighed, herunder de proceduremæssige aspekter.
(jf. præmis 129)
Henvisning til:
Personaleretten: 1. juli 2010, sag F-45/07, Mandt mod Parlamentet, præmis 110, 119 og 120
6. Den disciplinærordning, der er indført i vedtægten, fastlægger ikke noget fast forhold mellem en sanktion og den begåede pligtforsømmelse. Når det er fastslået, at de omstændigheder, som en tjenestemand foreholdes, er korrekte, tilkommer det ansættelsesmyndigheden at vælge den passende disciplinære sanktion, og Unionens retsinstanser kan ikke sætte deres egen vurdering i stedet for denne myndigheds vurdering, undtagen i tilfælde af åbenbart vildfarelse eller magtfordrejning.
Institutionerne må kunne forvente, at tjenestemænd, der har nået en vist lønniveau, udviser dømmekraft og forsigtighed. Den tjenestemand, som er ophavsmand til krænkende skrivelser, som han har udbredt til en bred kreds, har derfor begået to klare overtrædelser af vedtægtens artikel 17 og 17a. Afgørelsen om at fjerne den nævnte tjenestemand fra tjenesten er derfor ikke uforholdsmæssig.
(jf. præmis 131, 132 og 135)
Henvisning til:
Retten: 18. december 1997, sag T-12/94, Daffix mod Kommissionen, præmis 63 og 89; 12. september 2000, sag T-259/97, Teixeira Neves mod Domstolen, præmis 108
7. Det følger af princippet om god forvaltningsskik, at de disciplinære myndigheder er forpligtet til at gennemføre en disciplinærsag med fornøden omhu og drage omsorg for, at enhver handling i forbindelse hermed sker inden for en rimelig frist i forhold til den forudgående handling. Spørgsmålet om, hvorvidt disciplinærsagen, når den først er indledt, er blevet gennemført med den fornødne omhu, vil blive påvirket af den omstændighed, at der er forløbet en kortere eller længere periode mellem det tidspunkt, hvor den påståede overtrædelse er begået, og tidspunktet for iværksættelsen af den disciplinære forfølgning.
Tilsidesættelse af princippet om overholdelse af en rimelig frist kan imidlertid ikke i almindelighed begrunde, at den afgørelse, der er truffet efter en administrativ procedure, annulleres. Det er nemlig kun, når den urimeligt lange tid, der er forløbet, påvirker selve indholdet af den afgørelse, der er truffet efter den administrative procedure, at den manglede overholdelse af princippet om en rimelig frist påvirker gyldigheden af den administrative procedure. Dette vil netop være tilfældet, når den urimeligt lange tid, der er forløbet, har påvirket de berørte personers mulighed for at forsvare sig effektivt.
(jf. præmis 141 og 146)
Henvisning til:
Domstolen: 13. december 2000, sag C-39/00 P, SGA mod Kommissionen, præmis 44
Retten: 13. januar 2004, sag T-67/01, JCB Service mod Kommissionen, præmis 36 og 40 og den deri nævnte retspraksis
Personaleretten: 13. januar 2001, forenede sager F-124/05 og F-96/06, A og G mod Kommissionen, præmis 390 og 392