Appel iværksat den 6. december 2011 af Carlo De Nicola til prøvelse af Personalerettens dom af 28. september 2011 i sag F-13/10, De Nicola mod EIB

(Sag T-618/11 P)

Processprog: italiensk

Parter

Appellant: Carlo De Nicola (Strassen, Luxembourg) (ved advokat L. Isola)

Den anden part i appelsagen: Den Europæiske Investeringsbank

Appellantens påstande

Appellanten har nedlagt følgende påstande:

Afgørelsen af 23. september 2009, hvorved Appeludvalget afslog appellantens klage over bedømmelsesrapporten for 2008, og af de dermed forbundne retsakter, annulleres.

Bedømmelsesrapporten for 2008 annulleres.

De forfremmelser, der blev truffet ved afgørelse den 18. marts 2009, annulleres.

Alle forbundne, forudgående og efterfølgende retsakter, herunder Personaledirektoratets retningslinjer, annulleres (for Personaleretten begrænsede appellanten påstanden til, at retten skulle undlade at anvende dem).

Den Europæiske Investeringsbank tilpligtes at betale erstatning for den deraf følgende økonomiske og ikke-økonomiske skade, til at betale sagsomkostninger, til at betale renter og til at betale erstatning for det tab, der følger af inflationen.

EIB tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Anbringender og væsentligste argumenter

Denne appel er iværksat til prøvelse af Personalerettens dom af 28. september 2011, hvorved Personaleretten frifandt EIB i et søgsmål, som appellanten havde anlagt med påstand om for det første annullation af den afgørelse, som EIB's Appeludvalg traf den 23. september 2009, for det andet om annullation af bedømmelsesrapporten vedrørende appellanten fra 2008, for det tredje om annullation af afgørelserne om forfremmelse af 18. marts 2009, for det fjerde om annullation af afgørelsen om, at appellanten ikke forfremmes, og for det femte om, at banken tilpligtes at betale erstatning for den økonomiske og ikke-økonomiske skade, som appellanten hævder at have lidt.

Til støtte for appellen har appellanten fremsat følgende anbringender:

A)    Vedrørende annullationspåstandene

1)    Appellanten har foreholdt Personaleretten, at den i det væsentlige undlod at tage stilling til påstanden om annullation af Appeludvalgets afgørelse, hvilken afgørelse er tilført hans personlige aktmappe, og som kan få en negativ indvirkning på hans fremtidige karriere.

2)    Efter appellantens opfattelse kan Personaleretten ikke - da appellanten har anfægtet to forskellige akter med en forskellig begrundelse - lovligt afvise at tage stilling til påstanden, hvilket så meget desto mere gælder, hvis det tages i betragtning dels, at samme ret altid har udelukket den afledte nullitet (den nullitet, der rammer forbundne efterfølgende og tidligere akter, dvs. ikke selvstændige akter, men akter, der er snævert forbundet med de akter, der anses for nulliteter og/eller som uvirksomme), dels at De Nicola også har en åbenlys interesse i en ny afgørelse fra Appeludvalget, der træffer afgørelse i realiteten, og som i modsætning til Personaleretten tilmed kan sætte sig egen vurdering i stedet for den, som hans foresatte har foretaget.

3)    Med hensyn til anfægtelsen af bedømmelsesrapporten har appellanten gjort gældende, at Personaleretten af egen drift først ulovligt afviste at tage hensyn til de talrige og dokumenterede tilfælde af magtmisbrug, som han havde været udsat for i løbet af året, eftersom Personaleretten undlod, idet den vendte bevisbyrden om, at tage stilling til næsten alle hans indsigelser, lige fra den manglende vurdering af visse opgaver til fastsættelsen af irrelevante mål, fra den manglende hensyntagen til den usædvanlige initiativrighed, appellanten havde udvist, til bedømmerens onde tro, osv.

4)    Appellanten har ligeledes foreholdt Personaleretten, at den forsynede dommen med en urigtig begrundelse som led i en forvanskning af påstanden, samt at den ikke tog stilling til den hævdede retsstridige karakter af "Retningslinjerne for udarbejdelse af bedømmelsesrapporter", der er udfærdiget for at gøre det muligt at forfremme "vennerne" og ikke "de bedste" og for at undgå Personalerettens kontrol, idet den ubetingede årlige bedømmelse blev ændret til en relativ årlig bedømmelse, og idet det aldrig har været præciseret, hvad der skal til for, at en arbejdsindsats anses for fremragende, god, i overensstemmelse med forventningerne, eller utilfredsstillende.

5)    Appellanten har endelig foreholdt Personaleretten, at den undlod at angive de kriterier, der blev lagt til grund for fortolkningen af den anmodning, som han fremsatte overfor Appeludvalget, og for at udelukke, idet han foreholdt udvalget sin manglende forfremmelse, at han ikke udelukkende havde til hensigt kun at anfægte de forfremmelser, som der var dokumentation for, at EIB havde foretaget.

B)    Om erstatningspåstandene

6)    Med hensyn til erstatningen for den ikke-økonomiske og økonomiske skade, der er forvoldt ved bankens retsstridige adfærd, har Carlo De Nicola endnu engang påberåbt sig det utilstedelige forsvar, som Personaleretten af egen drift bragte i anvendelse, hvorved den først indskrænkede påstanden på grundlag af formalitetsindsigelser, som EIB ikke havde fremsat, og derefter frifandt banken for erstatningskravet under henvisning til en verserende sag, som appellanten havde hævet, og som er grundløs, dels fordi der ikke er ført bevis herfor, dels fordi der ikke er bestemmelser herom i procesreglementet, og dels fordi den angivelige tilsvarende påstand verserede i forskellige instanser.

7)    Carlo Di Nicola har desuden henvist til den væsentlige omstændighed, at Personaleretten undlod at tage stilling til appellantens begæring om anvendelse af forældelsesfristerne efter national ret, hvilken begæring dels blev fremsat, fordi hans ansættelseskontrakt er af privatretlig karakter, dels fordi han som den svage kontraktpart har krav på, at de for ham mest gunstige bestemmelser finder anvendelse.

8)    Appellanten har endelig gjort gældende, at Personaleretten lagde en urigtig forudsætning til grund, idet den antog, at han havde til hensigt at anfægte sin arbejdsgivers ulovlige adfærd, mens retten insisterede på at finde en ulovlig retsakt, under foregivende af på hans privatretlige kontrakt at ville anvende bestemmelser, der udtrykkeligt er fastsat for så vidt angår offentligt ansatte.

____________