Language of document :

Sag anlagt den 8. maj 2013 – ZZ m.fl. mod EIB

(Sag F-41/13)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøgere: ZZ m.fl. (ved advokat L. Levi)

Sagsøgt: Den Europæiske Investeringsbank (EIB)

Søgsmålets genstand og beskrivelse af tvisten

Dels påstand om annullation af afgørelserne i lønsedlerne for februar 2013 om fastsættelse af en årlig tilpasning af lønningerne begrænset til 1,8% for 2013, af de orienteringsskrivelser, som EIB fremsendte til sagsøgerne den 5. februar 2013 og den 15. februar 2013 og af de efterfølgende lønsedler. Dels påstand om, at institutionen tilpligtes at betale erstatning for det økonomiske og ikke-økonomiske tab, der angiveligt er lidt.

Sagsøgernes påstande

Annullation af afgørelsen i sagsøgernes lønsedler for februar 2013 om fastsættelse af en årlig tilpasning af lønningerne begrænset til 1,8% for 2013 og følgelig annullation af lignende afgørelser i de efterfølgende lønsedler, og, om fornødent, annullation af to orienteringsskrivelser, som EIB fremsendte til sagsøgerne den 5. februar 2013 og den 15. februar 2013.

EIB tilpligtes som erstatning for det økonomiske tab at betale hver sagsøger (i) restlønnen svarende til anvendelsen af den årlige tilpasning for 2013, dvs. en forhøjelse på 1,8% for perioden fra den 1. januar 2013 til den 31. december 2013; (ii) restlønnen svarende til følgerne af anvendelsen af den årlige tilpasning på 1,8% for 2013 på størrelsen af de lønninger, der betales fra januar 2014; (iii) morarenter af de skyldige restlønninger indtil fuld betaling af de skyldige beløb, idet satsen for de morarenter, der finder anvendelse, skal beregnes på grundlag af den af Den Europæiske Centralbank fastsatte rentesats for de vigtigste refinansieringstransaktioner i den pågældende periode, forhøjet med tre procentpoint og (v) erstatning som følge af tabt købekraft; Det samlede økonomiske tab er foreløbigt fastsat til 30 000 EUR pr. sagsøger.

EIB tilpligtes at betale hver sagsøger 1 000 EUR i erstatning for det ikke-økonomiske tab.

EIB tilpligtes at betale sagens omkostninger.