RETTENS DOM (Første Afdeling)
26. marts 2020 (*)
»Aktindsigt – forordning (EF) nr. 1049/2001 – revisionsrapport fra personaleafdelingen i EACEA – afslag på aktindsigt – undtagelse vedrørende beskyttelsen af formålet med inspektioner, undersøgelser og revision«
I sag T‑646/18,
Laurence Bonnafous, Bruxelles (Belgien), ved advokaterne A. Blot og S. Rodrigues,
sagsøger,
mod
Europa-Kommissionen ved C. Ehrbar og K. Herrmann, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
angående et søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse C(2018) 6753 final af 9. oktober 2018 om afslag på den begæring om aktindsigt i den endelige revisionsrapport af 2018 fra personaleafdelingen i Forvaltningsorganet for »Undervisning, Audiovisuelle Medier og Kultur« (EACEA) af 21. januar 2018, som sagsøgeren har fremsat,
har
RETTEN (Første Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, H. Kanninen, og dommerne N. Półtorak (refererende dommer) og M. Stancu,
justitssekretær: E. Coulon,
afsagt følgende
Dom
Tvistens baggrund
1 Sagsøgeren, Laurence Bonnafous, var kontraktansat ved Forvaltningsorganet for »Undervisning, Audiovisuelle Medier og Kultur« (EACEA).
2 Den 30. juli 2018 sendte sagsøgeren en e-mail til Europa-Kommissionens interne revisionstjeneste med henblik på i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT 2001, L 145, s. 43) at anmode om aktindsigt i det dokument, der af den nævnte tjeneste identificeres som »Final audit report – IAS Audit on HR Management in the Education, Audiovisual and Cultural Executive Agency [Ares(2018) 361356]« (endelig revisionsrapport – revision foretaget af Kommissionens Interne Revisionstjeneste vedrørende personaleforvaltningen i EACEA herefter »det begærende dokument«).
3 Ved skrivelse af 9. august 2018 gav revisionstjenesten sagsøgeren afslag på aktindsigt i det begærede dokument. Dette afslag var i det væsentlige baseret på undtagelsen i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001, der bestemmer, at en institution kan afslå at give aktindsigt i et dokument, hvis udbredelsen af sidstnævnte kan være til skade for beskyttelsen af formålet med inspektioner, undersøgelser og revision, medmindre der er en mere tungtvejende offentlig interesse i den nævnte udbredelse. Revisionstjenesten fandt nemlig, at udbredelse af det begærede dokument på dette trin ville være til skade for beskyttelsen af de med inspektioner, undersøgelser og revision forfulgte formål, som dette dokument omhandlede, for så vidt som udbredelsen ville være til hinder for den effektive gennemførelse af de henstillinger, som dokumentet indeholdt, og for så vidt som de hermed forbundne opfølgende foranstaltninger ikke var fuldt afsluttede.
4 Ved skrivelse af 29. august 2018 genfremsatte sagsøgeren begæringen om aktindsigt i det begærede dokument.
5 Kommissionen meddelte sagsøgeren pr. e-mail af 19. september 2018, at den oprindelige frist for besvarelsen af den af hende genfremsatte begæring om aktindsigt måtte forlænges med 15 arbejdsdage, og at der derfor skulle fastsættes en ny frist i denne henseende, som udløb den 10. oktober 2018.
6 Den 9. oktober 2018 vedtog Kommissionen afgørelse C(2018) 6753 final (herefter »den anfægtede afgørelse«), hvorved den gav afslag på sagsøgerens genfremsatte begæring om aktindsigt i dokumentet. Kommissionen fandt i det væsentlige for det første, at undtagelsen i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001 fortolket i lyset af artikel 99, stk. 6, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (EUT 2012, L 298, s. 1, herefter »finansforordningen«) var til hinder for en for tidlig udbredelse af en revisionsrapport, hvilket risikerede at kompromittere revisionens uforstyrrethed og uafhængighed, og for det andet, at der ikke var nogen mere tungtvejende offentlig interesse i ikke at anvende denne undtagelse.
Retsforhandlinger og parternes påstande
7 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 26. oktober 2018 har sagsøgeren anlagt nærværende søgsmål.
8 Ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor samme dag har sagsøgeren anmodet om, at sag T-614/17, Bonnafous mod EACEA, blev forenet med nærværende sag. Kommissionen har den 5. december 2018 rejst indvendinger mod en forening af de to sager.
9 Den 21. december 2018 har sagsøgeren indgivet et nyt bevis til Rettens Justitskontor.
10 Ved afgørelse af 7. januar 2019 besluttede formanden for Rettens Tredje Afdeling ikke at forene nærværende sag med sag T-614/17.
11 Kommissionen indgav svarskrift til Rettens Justitskontor den 31. januar 2019.
12 Sagsøgeren indgav replik til Rettens Justitskontor den 7. marts 2019.
13 Kommissionen indgav duplik til Rettens Justitskontor den 17. april 2019.
14 Som følge af en ændring af sammensætningen af Rettens afdelinger i henhold til artikel 27, stk. 5, i Rettens procesreglement er den refererende dommer blevet tilknyttet Første Afdeling, hvortil den foreliggende sag følgelig er blevet henvist.
15 Da ingen af hovedparterne har anmodet om afholdelse af retsmøde inden for den fastsatte frist, har Retten, idet den finder, at sagen er tilstrækkelig oplyst ved sagsakterne, i henhold til procesreglementets artikel 106, stk. 3, besluttet at træffe afgørelse i sagen, uden at retsforhandlingerne omfatter en mundtlig del.
16 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede afgørelse annulleres.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
17 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Retlige bemærkninger
18 Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet fremsat tre anbringender. Det første anbringende vedrører den samtidige tilsidesættelse af artikel 15, stk. 3, TEUF, artikel 42 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) og forordning nr. 1049/2001. Det andet anbringende vedrører tilsidesættelse af den begrundelsespligt, der følger af artikel 296 TEUF og chartrets artikel 41. Endelig vedrører det tredje anbringende tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.
19 Retten finder det hensigtsmæssigt at indlede behandlingen af sagen med en undersøgelse af det andet anbringende.
Det andet anbringende om tilsidesættelse af artikel 296 TEUF og chartrets artikel 41
20 Sagsøgeren har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er utilstrækkeligt begrundet. Hun har nærmere bestemt anført, at identificeringen af risici er angivet i den betingede form (konditional) og uden nogen henvisning til specifikke årsager, der kan anvendes til at definere eller blot skitsere disse. Sagsøgeren har således kritiseret, at denne abstrakte begrundelse støtter sig på meget vage betragtninger. Desuden har sagsøgeren gjort gældende, at der er uoverensstemmelser mellem den nævnte afgørelses begrundelse og indholdet af den e-mail af 19. september 2018, som hun modtog fra Kommissionens generalsekretær som begrundelse for udsættelsen af svaret på den af hende genfremsatte begæring. Ifølge sagsøgeren var forklaringen på den nævnte forsinkelse ifølge denne e-mail nemlig behovet for at samle alle de oplysninger, der var nødvendige for at besvare den begæring om aktindsigt i dokumentet, som hun havde fremsat. Imidlertid var der ikke spor af de nævnte oplysninger i denne afgørelse. Sagsøgeren har i replikken – og stadig i forbindelse med det andet anbringende – ligeledes gjort gældende, at Kommissionen under alle omstændigheder har tilsidesat sin pligt i henhold til artikel 6, stk. 4, i forordning nr. 1049/2001 til at give offentligheden oplysninger og være den behjælpelig.
21 Kommissionen er ikke enig i denne argumentation.
22 Indledningsvis bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 296 TEUF samt af chartrets artikel 41, stk. 2, litra c), skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret (jf. dom af 29.9.2011, Elf Aquitaine mod Kommissionen, C-521/09 P, EU:C:2011:620, præmis 147 og den deri nævnte retspraksis).
23 Det nærmere indhold af begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en retsakts begrundelse opfylder kravene efter artikel 296 TEUF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden af denne retsakt, men ligeledes i forhold til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (jf. dom af 29.9.2011, Elf Aquitaine mod Kommissionen, C-521/09 P, EU:C:2011:620, præmis 150 og den deri nævnte retspraksis). Hvad angår en begæring om aktindsigt i dokumenter i tilfælde, hvor den pågældende institution har afslået at give en sådan aktindsigt, skal institutionen i hvert enkelt tilfælde, på baggrund af de oplysninger, den råder over, påvise, at de dokumenter, hvori der ønskes aktindsigt, er omfattet af de undtagelser, der er opregnet i forordning nr. 1049/2001 (dom af 10.9.2008, Williams mod Kommissionen, T-42/05, EU:T:2008:325, præmis 95, og af 7.7.2011, Valero Jordana mod Kommissionen, T-161/04, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:337, præmis 49).
24 Ifølge retspraksis tilkommer det således den institution, som har givet afslag på aktindsigt i et dokument, at give en begrundelse, der gør det muligt at forstå eller undersøge, dels om det dokument, der er begæret aktindsigt i, virkelig er omfattet af anvendelsesområdet for den påberåbte undtagelse, dels om behovet for beskyttelse i forhold til denne undtagelse er reelt (jf. dom af 4.5.2012, In ‘t Veld mod Rådet, T-529/09, EU:T:2012:215, præmis 118 og den deri nævnte retspraksis).
25 Selv om Kommissionen i øvrigt skal angive begrundelsen for i det foreliggende tilfælde at anvende en af de undtagelser til retten til aktindsigt, der er fastsat i forordning nr. 1049/2001, er den ikke forpligtet til at give oplysninger, der går ud over, hvad der er nødvendigt for, at den, der begærer aktindsigt, kan forstå grundlaget for dens afgørelse, og for, at Retten kan efterprøve sidstnævntes lovlighed (jf. i denne retning dom af 30.1.2008, Terezakis mod Kommissionen, T-380/04, ikke trykt i Sml., EU:T:2008:19, præmis 119).
26 Det er under hensyn til disse elementer, at det i den foreliggende sag skal afgøres, om Kommissionen har opfyldt de krav, der følger af artikel 296 TEUF og chartrets artikel 41.
27 For det første har sagsøgeren gjort gældende, at de risici, som Kommissionen i den anfægtede afgørelse henviser til som begrundelse for at afslå at give aktindsigt i det begærede dokument, er anført på en rent hypotetisk måde uden nogen henvisning til de specifikke årsager, der kan anvendes til at definere dem.
28 I denne henseende bemærkes, at begrundelsen for den anfægtede afgørelse er anført klart og tydeligt heri.
29 I den anfægtede afgørelse fandt Kommissionen nemlig i det væsentlige og med hensyn til en almindelig formodning for fortrolighed, at en eventuel udbredelse af det begærede dokument kunne skade formålet med den pågældende revision. Kommissionen fandt således, at en sådan udbredelse risikerede at kompromittere revisionens uforstyrrethed og uafhængighed navnlig for så vidt angik den opfølgning, der skulle finde sted i forbindelse med revisionen, samt Kommissionens interne revisionstjenestes godkendelse heraf. Den vurderede således, at der var en forudsigelig risiko for, at klimaet med gensidig tillid mellem EACEA og den nævnte tjeneste ville blive belastet af udbredelsen af det begærede dokument, hvilket kunne have en negativ indvirkning på gennemførelsen af de relevante henstillinger.
30 På baggrund af det ovenstående må det fastslås, at Kommissionen i den anfægtede afgørelse klart har angivet de risici, i betragtning af hvilke den vurderede, at formålet med den pågældende revision kunne bringes i fare ved udbredelsen af det begærede dokument.
31 Det skal i denne henseende præciseres, at det ikke er nødvendigt på dette trin at tage stilling til rigtigheden af begrundelsen i den anfægtede afgørelse. En undersøgelse af, om en afgørelse fra Kommissionen er begrundet, og af begrundelsens omfang, henhører nemlig under efterprøvelsen af væsentlige formkrav, og følgelig af afgørelsens formelle lovlighed. Den bør adskilles fra en undersøgelse af det materielle indhold af begrundelsen for afgørelsen, der henhører under efterprøvelsen af lovligheden (jf. dom af 2.4.1998, Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France, C-367/95 P, EU:C:1998:154, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis), og som i den foreliggende sag foretages i forbindelse med analysen af sagsøgerens første anbringende.
32 For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at begrundelsen for den anfægtede afgørelse er for abstrakt, for så vidt som den er baseret på meget vage betragtninger.
33 Det bemærkes i denne henseende, og således som det fremgår af sammenfatningen i præmis 29 ovenfor, at Kommissionen i den anfægtede afgørelse navnlig fandt, at en sådan udbredelse, foruden de risici, som den pågældende revision ville blive udsat for, såfremt der blev givet aktindsigt i dokumentet, ligeledes hindredes af den omstændighed, at den i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001 fastsatte undtagelse skulle fortolkes i lyset af finansforordningens artikel 99, stk. 6. Desuden mindede Kommissionen om behovet for at sondre mellem administrative aktiviteter og lovgivningsprocedurer, idet kravet om gennemsigtighed er mere udtalt i forhold til sidstnævnte, hvilket sagsøgeren ikke har bestridt.
34 Det må således bemærkes, at den i præmis 33 ovenfor anførte begrundelse udgør oplysninger til sagsøgeren, der er tilstrækkelige til, at hun kan afgøre, om der er grundlag for den anfægtede afgørelse, eller om den er behæftet med en sådan mangel, at dens lovlighed kan anfægtes. På grundlag af denne begrundelse var sagsøgeren nemlig i stand til forstå de specifikke årsager til, at Kommissionen i den foreliggende sag fandt, at det begærede dokument var omfattet af undtagelsen i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001. Det må i øvrigt med hensyn hertil konstateres, at sagsøgerens udsagn om, at det angiveligt er umuligt at konkludere, at det var hensigtsmæssigt at foretage en sådan fortolkning af undtagelsen, udgør kernen i sagsøgerens argumentation i forbindelse med hendes første anbringende. Det konstateres ligeledes, at den nævnte begrundelse desuden er tilstrækkelig til at gøre det muligt for Retten at udøve sin domstolskontrol med den anfægtede afgørelses lovlighed.
35 Det kan således ikke bestrides, at den anfægtede afgørelse opfylder de betingelser, som er fastlagt i den i præmis 22-25 ovenfor anførte retspraksis. Følgelig må sagsøgerens argument om, at begrundelsen for den anfægtede afgørelse er for abstrakt, også forkastes.
36 For det tredje har sagsøgeren gjort gældende, at begrundelsen for den anfægtede afgørelse ikke svarer til den begrundelse, der var anført i en e-mail, som hun fik tilsendt den 19. september 2018.
37 Det skal imidlertid bemærkes, at den pågældende e-mail alene havde til formål at meddele sagsøgeren, at Kommissionen ikke var i stand til at svare på hendes genfremsatte begæring om aktindsigt i det begærede dokument inden for den oprindeligt fastsatte frist. Denne e-mail tilsigtede således på ingen måde at angive begrundelsen for, at der i givet fald skulle gives afslag på nævnte begæring.
38 Det fremgår heraf, at sagsøgerens argument ikke kan rejse tvivl om, at begrundelsen for den anfægtede afgørelse var tilstrækkelig, og det skal af denne grund forkastes.
39 For det fjerde har sagsøgeren i replikken gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat sin pligt til at give offentligheden oplysninger og være den behjælpelig, jf. artikel 6, stk. 4, i forordning nr. 1049/2001.
40 Det bemærkes, at artikel 6, stk. 4, i forordning nr. 1049/2001 bestemmer, at »[i]nstitutionerne skal give borgerne oplysninger om og være dem behjælpelige med hensyn til, hvordan og hvor begæringer om aktindsigt kan indgives«.
41 I denne forbindelse konstateres, at sagsøgeren ikke har fremført noget, der kan godtgøre, at Kommissionen i den foreliggende sag har tilsidesat forpligtelserne efter artikel 6, stk. 4, i forordning nr. 1049/2001, eller i øvrigt, at den angivelige manglende begrundelse for den anfægtede afgørelse, som sagsøgeren har gjort gældende, udgør en sådan tilsidesættelse af den i bestemmelsen fastsatte pligt til at give oplysninger og være behjælpelig.
42 Som allerede anført i præmis 2-6 ovenfor, skal det hertil bemærkes, at sagsøgeren først anmodede om aktindsigt i det begærede dokument ved at sende en e-mail til Kommissionens interne revisionstjeneste den 30. juli 2018. Sidstnævnte besvarede behørigt denne e-mail ved skrivelse af 9. august 2018. Sagsøgeren anfægtede derefter den af nævnte tjeneste anførte vurdering, idet hun fremsatte en genfremsat begæring om aktindsigt den 29. august 2018. Kommissionen svarede behørigt på denne genfremsatte begæring om aktindsigt, idet den traf den anfægtede afgørelse den 9. oktober 2018, efter at den sørgede for den 19. september 2018 at meddele sagsøgeren, at fristen for at svare på den nævnte begæring måtte forlænges med 15 dage.
43 Det præciseres ligeledes, at sagsøgeren ikke har bestridt lovligheden af den procedure, efter hvilken den anfægtede afgørelse blev truffet. Det fremgår i øvrigt af ovenstående bemærkninger, at sidstnævnte var tilstrækkelig, henset til de nærmere bestemmelser for fremsættelse af begæringer om aktindsigt i dokumenter, til at kunne fremsætte den omtvistede begæring om aktindsigt Det er desuden ubestridt, at Kommissionen besvarede denne omhyggeligt.
44 I denne sammenhæng skal det konstateres, at sagsøgerens argumentation ikke indeholder noget, der kan godtgøre, at Kommissionen har tilsidesat sin i artikel 6, stk. 4, i forordning nr. 1049/2001 fastsatte pligt til at være behjælpelig, eller at en sådan tilsidesættelse kan skabe tvivl om lovligheden af den anfægtede afgørelse. Derudover har sagsøgeren ikke fremført noget, der kan forklare den forbindelse, der efter hendes opfattelse består mellem denne angivelige tilsidesættelse og begrundelsen for afgørelsen, som imidlertid er genstand for nærværende anbringende.
45 Sagsøgerens argument om, at Kommissionen har tilsidesat sin pligt til at give offentligheden oplysninger og være den behjælpelig, jf. artikel 6, stk. 4, i forordning nr. 1049/2001, er følgelig ugrundet. Argumentet skal derfor forkastes.
46 Heraf følger, at det andet anbringende må forkastes i sin helhed.
Det første anbringende vedrørende tilsidesættelse af artikel 15, stk. 3, TEUF, chartrets artikel 42 og forordning nr. 1049/2001
47 Sagsøgeren har i det væsentlige gjort gældende, at Kommissionen med urette i den anfægtede afgørelse afslog at give aktindsigt i det begærede dokument, idet den påberåbte sig undtagelsen i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001. Det nævnte anbringende kan opdeles i fire led.
48 I det første led har sagsøgeren gjort gældende, at den revision, i forbindelse med hvilken det begærede dokument blev udarbejdet, var afsluttet, da hun anmodede om aktindsigt heri. I denne forbindelse viser selve dokumentets titel, nemlig »Final audit report – IAS Audit on HR Management in the Education, Audiovisual and Cultural Executive Agency (Ares(2018)361356)«, såvel som betragtningerne i den anfægtede afgørelse, hvorefter »EACEA på grundlag af den endelige revisionsrapport har accepteret at gennemføre de foreslåede henstillinger«, at den pågældende revision er afsluttet. I øvrigt underbygger dokumentet med titlen »HR Annual Plan« (årlig plan for personaleafdelingen), som EACEA selv har udarbejdet, disse udsagn, for så vidt som denne fastlægger afhjælpende foranstaltninger, som viser, at revisionens sidste fase er nået. Derudover fremgår det af sidstnævnte dokument, at syv af de foreslåede afhjælpende foranstaltninger i det begærede dokument er gennemført fuldt ud, mens det er rimeligt at antage, at de to sidste foranstaltninger, der foreslås i det begærede dokument, er blevet gennemført fuldt ud, eftersom de allerede var henholdsvis 70% og 80% gennemført, da dokumentet »HR Annual Plan« blev udarbejdet. Sagsøgeren har i replikken gjort gældende, at ti betydelige foranstaltninger allerede er gennemført fuldt ud på grundlag af henstillingerne i revisionsrapporten. Til støtte for dette argument har sagsøgeren udarbejdet et sammenfattende notat, der er en analyse af gennemførelsesprocenterne af EACEA’s foranstaltninger til gennemførelse. Hun har imidlertid i denne forbindelse gjort gældende, at undtagelsen i artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 1049/2001, idet denne alene kan påberåbes med henblik på at afslå aktindsigt i et dokument i det tilfælde, hvor udbredelsen heraf kunne kompromittere formålet med en revision, ikke finder anvendelse i den foreliggende sag, fordi den pågældende revision er afsluttet. Det er under alle omstændigheder uacceptabelt at gøre aktindsigten i det begærede dokument afhængig af en vilkårlig, fremtidig eller fjern begivenhed.
49 I det andet led har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionens argument, hvorefter det er hensigtsmæssigt at afvente, at henstillingerne i det begærede dokument er blevet klassificeret af Kommissionen efter at være blevet gennemført af EACEA, inden der kan gives tilladelse til at udbrede dem til offentligheden, er i strid med såvel det formål, som forordning nr. 1049/2001 forfølger, som retten til gennemsigtighed som anerkendt i artikel 15 TEUF og chartrets artikel 42. Dette er i øvrigt allerede blevet fastslået af Retten i dom af 9 juni 2010, Éditions Jacob mod Kommissionen (T-237/05, EU:T:2010:224). Sagsøgeren har under alle omstændigheder gjort gældende, at den rækkevidde, som Kommissionen tillægger begrebet formålet med undersøgelser, følger af sidstnævntes neutraliserende fortolkning af retten til gennemsigtighed, der ikke bør accepteres. Derudover kan muligheden for at påberåbe sig visse generelle formodninger ifølge sagsøgeren ikke på systematisk vis udledes med hensyn til enhver undersøgelses- eller revisionsprocedure, idet undtagelserne til princippet om gennemsigtighed skal være genstand for en fortolkning, der er indskrænkende og begrænset til den pågældende sags særlige karakter, hvilket fremgår af præmis 123 i dom af 9. juni 2010, Éditions Jacob mod Kommissionen (T-237/05, EU:T:2010:224).
50 I det tredje led har sagsøgeren gjort gældende, at en bestemmelse fra den afledte ret ikke uden begrundelse kan begrænse en grundlæggende rettighed, hvis juridiske værdi svarer til den primære rets juridiske værdi. Kommissionens argument, hvorefter undtagelsen i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001 skal fortolkes i lyset af finansforordningens artikel 99, stk. 6, som bestemmer, at »[d]en interne revisors beretninger og konklusioner […] [først] gøres […] tilgængelige for offentligheden, når den interne revisor har godkendt de foranstaltninger, der er iværksat til gennemførelse af beretningerne og konklusionerne«, bør således forkastes. I replikken har sagsøgeren bekræftet, at hun har noteret, at den nævnte undtagelse skal kunne fortolkes på en måde, der hænger sammen med finansforordningens artikel 99, stk. 6. Hun er imidlertid af den opfattelse, at muligheden for at påberåbe sig en sådan fortrolighedsforpligtelse i den foreliggende sag ikke fritager Kommissionen for at foretage en konkret og individuel undersøgelse af det begærede dokument, for så vidt som Kommissionen, idet det nævnte dokument var afsluttet, ikke havde ret til at anvende undtagelsen i sidstnævnte bestemmelse eller en generel formodning for beskyttelse af revision.
51 I det fjerde led har sagsøgeren gjort gældende, at den anfægtede afgørelse ikke består testen om en rimeligt forudsigelig risiko. Risikoen for, at den pågældende revisions uforstyrrethed og uafhængighed skades, er nemlig kun formuleret på en rent hypotetisk måde i den nævnte afgørelse. Derimod er hverken behovet for at anvende den pågældende undtagelse eller behovet for at anvende undtagelsen i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001 på hele det begærede dokument blevet påvist heri. Følgelig kan en generel formodning for afslag på aktindsigt ikke påberåbes som begrundelse for den nævnte afgørelse. Henset til disse betragtninger er sagsøgeren af den opfattelse, at der i den foreliggende sag ikke var behov for at gøre gældende, at der er en mere tungtvejende offentlig interesse med henblik på at begrunde udbredelsen af det nævnte dokument. Sagsøgeren har imidlertid under alle omstændigheder og subsidiært gjort gældende, at afgørelsen er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn. Sagsøgeren mener nemlig, at det er med urette, at det i afgørelsen vurderes, at hendes argumenter for at få aktindsigt i dokumentet »snarere er af privat karakter«. Kommissionen burde imidlertid have identificeret, hvilke betragtninger var private, og have undersøgt, hvorvidt påberåbelsen af de generelle principper om gennemsigtighed var tilstrækkelig til at tilsidesætte behovet for at beskytte dokumentet.
52 Kommissionen er ikke enig i denne argumentation.
53 Retten finder det hensigtsmæssigt først at behandle det første til tredje led under ét og derefter det fjerde led.
Det første til det tredje led
54 Hvad indledningsvis angår offentlighedens ret til aktindsigt i EU-institutionernes dokumenter bemærkes, at det følger af chartrets artikel 42, at »[e]nhver unionsborger samt enhver fysisk eller juridisk person med bopæl eller hjemsted i en medlemsstat har ret til aktindsigt i dokumenter, uanset medium, fra Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer«. Det følger ligeledes af artikel 15, stk. 3, første punktum, TEUF, at »[a]lle unionsborgere og alle fysiske og juridiske personer, der har bopæl eller vedtægtsmæssigt hjemsted i en medlemsstat, har ret til aktindsigt i dokumenter fra Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer, uanset medium […]«.
55 Samtidig er formålet med forordning nr. 1049/2001, som er vedtaget på grundlag af artikel 255, stk. 2, EF, som det følger af forordningens artikel 1, sammenholdt med fjerde betragtning, at give offentligheden den videst mulige ret til aktindsigt i institutionernes dokumenter (dom af 14.11.2013, LPN og Finland mod Kommissionen, C-514/11 P og C-605/11 P, EU:C:2013:738, præmis 40).
56 Imidlertid bemærkes, at der under særlige omstændigheder kan indføres begrænsninger af denne ret til aktindsigt. Således fastslås det i artikel 15, stk. 3, i TEUF, at »[g]enerelle principper for og begrænsninger i denne aktindsigt af hensyn til offentlige eller private interesser fastsættes ved forordning af Europa-Parlamentet og Rådet efter den almindelige lovgivningsprocedure«. Det fremgår således klart af bestemmelsens ordlyd, at de nævnte begrænsninger kan fastsættes ved forordning.
57 Forordning nr. 1049/2001 fastsætter i artikel 4 en undtagelsesordning, der tillader institutionerne at give afslag på aktindsigt i et dokument, hvis udbredelse ville kunne skade en af de af denne artikel beskyttede interesser (jf. dom af 22.3.2018, De Capitani mod Parlamentet, T-540/15, EU:T:2018:167, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).
58 I denne henseende henvises der i retspraksis i øvrigt til, at retten til aktindsigt i dokumenter var underlagt visse grænser, der er støttet på grunde af offentlig eller privat interesse, idet det præciseres, at da de fraviger princippet om, at der skal gives størst mulig adgang til dokumenterne, skal sådanne undtagelser fortolkes og anvendes strengt (dom af 1.2.2007, Sison mod Rådet, C-266/05 P, EU:C:2007:75, præmis 62 og 63).
59 Blandt undtagelserne til retten til aktindsigt i dokumenter er den, som er fastsat i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001, i henhold til hvilken institutionerne afslår at give aktindsigt i et dokument, hvis udbredelse ville være til skade for beskyttelsen af formålet med inspektioner, undersøgelser og revision, medmindre der er en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen af dokumentet.
60 Ordningen med undtagelser i artikel 4 i forordning nr. 1049/2001, herunder nævnte artikels stk. 2, bygger på en afvejning af de i en given situation modstående interesser, nemlig på den ene side interesserne i udbredelsen af de omhandlede dokumenter og på den anden side de interesser, der kan lide skade af en sådan udbredelse. Hvilken afgørelse der træffes som følge af en begæring om aktindsigt i dokumenterne, afhænger af spørgsmålet om, hvilken interesse der bør tillægges størst vægt i tilfældet i den foreliggende sag (dom af 14.11.2013, LPN og Finland mod Kommissionen, C-514/11 P og C-605/11 P, EU:C:2013:738, præmis 42).
61 Når der begæres aktindsigt i et dokument fra en institution, er denne i øvrigt forpligtet til at vurdere i hvert enkelt tilfælde, om dokumentet er omfattet af de undtagelser fra offentlighedens adgang til institutionernes dokumenter, som er opregnet i artikel 4 i forordning nr. 1049/2001 (jf. i denne retning dom af 1.7.2008, Sverige og Turco mod Rådet, C-39/05 P og C-52/05 P, EU:C:2008:374, præmis 35).
62 Det er på baggrund af ovenstående betragtninger, at der i den foreliggende sag skal tages stilling til spørgsmålet om det, således som Kommissionen har gjort gældende, var begrundet at nægte sagsøgeren aktindsigt i det begærede dokument på grundlag af undtagelsen i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001 fortolket i lyset af finansforordningens artikel 99, stk. 6, hovedsageligt med den begrundelse, at der var en forudsigelig risiko for, at udbredelsen heraf ville skade formålet med den pågældende revision ved at bringe EACEA’s gennemførelse af de heri indeholdte henstillinger i fare.
63 Det fremgår i det væsentlige af sagsøgerens argumentation, at sidstnævnte bestrider, at undtagelsen i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001 såvel som fortolkningen heraf i lyset af finansforordningens artikel 99, stk. 6, finder anvendelse på det begærende dokument med den begrundelse, at den revision, i forbindelse med hvilken dokumentet blev udarbejdet, var afsluttet, da hun fremsatte sin begæring om aktindsigt i det nævnte dokument. Ifølge sagsøgeren ville det nemlig være i strid med formålet med forordning nr. 1049/2001 såvel som princippet om gennemsigtighed at vente, til henstillingerne i den endelig revisionsrapport er gennemført, inden der kan gives aktindsigt i de dertilhørende dokumenter uden frygt for at bringe de formål, der forfølges med denne revision, i fare.
64 Hvad for det første angår det trin, hvorpå den pågældende revision befandt sig, da den anfægtede afgørelse blev truffet, bemærkes, at det begærede dokument er en endelig rapport fra Kommissionens interne revisionstjeneste, der indgår i de administrative sagsakter vedrørende personaleforvaltningen i EACEA.
65 I denne henseende bemærkes indledningsvis, at nærværende sag adskiller sig fra den sag, der gav anledning til dom af 12. maj 2015, Technion og Technion Research & Development Foundation mod Kommissionen (T-480/11, EU:T:2015:272), hvortil Kommissionen bl.a. henviste i den anfægtede afgørelse som eksempel. Retten fastslog nemlig i denne doms præmis 66, at »den endelige beretning, som afslutter revisionen, endnu ikke var blevet vedtaget på datoen for vedtagelse af den [pågældende] afgørelse, og at det fortsat var muligt og tænkeligt, at der ville blive gennemført supplerende undersøgelser i forbindelse med denne revision«. Det er imidlertid ubestridt, at den endelige rapport var blevet vedtaget, da den anfægtede afgørelse blev truffet.
66 Som det dog fremgår af de oplysninger, der er tilført sagsakterne – og navnlig det sammenfattende notat, som sagsøgeren selv har udarbejdet – var alene visse henstillinger i det begærede dokument gennemført den 24. oktober 2018, hvilket medfører, at alle henstillingerne i dokumentet endnu ikke var gennemført, da den anfægtede afgørelse blev truffet.
67 Det fremgår således af ovenstående betragtninger, at selv om den endelige rapport, der afsluttede revisionsproceduren, var blevet vedtaget, da begæringen om aktindsigt i de omtvistede dokumenter blev fremsat, var foranstaltningerne til gennemførelse i forbindelse med den nævnte procedure stadig igangværende, da den anfægtede afgørelse blev truffet.
68 For det andet – for så vidt som sagsøgeren har gjort gældende, at en afventning af, at henstillingerne i det begærede dokument er blevet klassificeret af Kommissionen, inden der kan gives tilladelse til at udbrede dem til offentligheden, er i strid med såvel det formål, som forordning nr. 1049/2001 forfølger, som retten til gennemsigtighed som anerkendt i artikel 15 TEUF og chartrets artikel 42 – må følgende fastslås.
69 I den anfægtede afgørelse fastslog Kommissionen bl.a., at den undtagelse til retten til aktindsigt i dokumenter, der er fastsat i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001, skulle fortolkes i lyset af finansforordningens artikel 99, stk. 6. Det skal under alle omstændigheder bemærkes, at Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 af 18. juli 2018 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget, om ændring af forordning (EU) nr. 1296/2013, (EU) nr. 1301/2013, (EU) nr. 1303/2013, (EU) nr. 1304/2013, (EU) nr. 1309/2013, (EU) nr. 1316/2013, (EU) nr. 223/2014, (EU) nr. 283/2014 og afgørelse nr. 541/2014/EU og om ophævelse af forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (EUT 2018, L 193, s. 1), der ifølge sin artikel 281, stk. 1, ophævede finansforordningen med virkning fra den 2. august 2018, i sin artikel 118, stk. 9, indeholder en bestemmelse, der i det væsentlige gengiver finansforordningens artikel 99, stk. 6.
70 Det skal i denne henseende præciseres, at finansforordningens artikel 99, stk. 6, bestemmer, at »[d]en interne revisors beretninger og konklusioner såvel som institutionens beretning gøres først tilgængelige for offentligheden, når den interne revisor har godkendt de foranstaltninger, der er iværksat til gennemførelse af beretningerne og konklusionerne«.
71 Det må ligeledes fastslås, at forordning nr. 1049/2001 og finansforordningen har forskellige formål. Forordning nr. 1049/2001 har til formål i videst muligt omfang at fremme udøvelsen af retten til aktindsigt samt at fremme god forvaltningsskik (jf. dom af 28.6.2012, Kommissionen mod Éditions Odile Jacob, C-404/10 P, EU:C:2012:393, præmis 109). Finansforordningen tilsigter for sit vedkommende at definere de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget. Nærmere bestemt definerer finansforordningens kapitel 9 de opgaver og konkrete regler, der gælder for den interne revisor, som hver EU-institution skal have.
72 Det skal samtidig bemærkes, at forordning nr. 1049/2001 og finansforordningen ikke indeholder nogen bestemmelser, som udtrykkeligt fastslår, at den ene har forrang for den anden. Det følger imidlertid af fast retspraksis, at det ikke principielt er udelukket at fortolke undtagelserne i artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 1049/2001 i lyset af visse specifikke bestemmelser i EU-retten. I et sådant tilfælde består opgaven derfor i at sikre en anvendelse af hver af disse forordninger, der er forenelig med anvendelsen af den anden, og som således gør en sammenhængende anvendelse mulig (jf. i denne retning dom af 28.6.2012, Kommissionen mod Éditions Odile Jacob, C-404/10 P, EU:C:2012:393, præmis 123, af 29.1.2013, Cosepuri mod EFSA, T-339/10 og T-532/10, EU:T:2013:38, præmis 85, og af 21.9.2016, Secolux mod Kommissionen, T-363/14, EU:T:2016:521, præmis 43).
73 Imidlertid er selve formålet med finansforordningens artikel 99, stk. 6, at begrænse aktindsigten i den interne revisors beretninger og konklusioner, idet den forhindrer de nævnte dokumenter i at blive offentliggjort, indtil revisoren har godkendt foranstaltningerne til gennemførelse heri. Under disse omstændigheder ville det at tillade en universel aktindsigt på grundlag af forordning nr. 1049/2001 i den interne revisors rapporter, hvis foranstaltninger til gennemførelse endnu ikke er blevet godkendt af revisoren, kunne true den balance, som EU-lovgiver har ønsket at sikre i finansforordningen, mellem offentlighedens ret til i videst muligt omfang at få aktindsigt i institutionernes dokumenter og den interne revisors mulighed for at færdiggøre de revisioner, som vedkommende udfører.
74 Der skal således med henblik på fortolkningen af undtagelsen i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001 anvendes en generel formodning for, at Unionens udbredelse af den interne revisors beretninger og konklusioner, før sidstnævnte har godkendt de foranstaltninger til gennemførelse, som de indeholder, kan skade formålet med de revisioner, som den interne revisor udfører (jf. i denne retning dom af 28.6.2012, Kommissionen mod Éditions Odile Jacob, C-404/10 P, EU:C:2012:393, præmis 123, af 29.1.2013, Cosepuri mod EFSA, T-339/10 og T-532/10, EU:T:2013:38, præmis 85, og af 21.9.2016, Secolux mod Kommissionen, T-363/14, EU:T:2016:521, præmis 43), idet denne formodning for skade på ingen måde udelukker, at de berørte parter har mulighed for navnlig at godtgøre, at et givet dokument, der er begæret aktindsigt i, ikke er omfattet af den nævnte formodning (jf. i denne retning dom af 27.2.2014, Kommissionen mod EnBW, C-365/12 P, EU:C:2014:112, præmis 100 og den deri nævnte retspraksis).
75 Det præciseres under alle omstændigheder, at den omstændighed, at dokumenterne i forbindelse med en intern revision er omfattet af undtagelsen i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001, for så vidt som den pågældende revisions foranstaltninger til gennemførelse ikke er blevet godkendt af den interne revisor, kun medfører, at offentlighedens grundlæggende ret til aktindsigt i dokumenterne indskrænkes på en måde, der er undergivet en dobbelt begrænsning.
76 For det første vedrører denne fortolkning – med hensyn til inspektioner, undersøgelser og revision – alene den specifikke kategori revisioner, der udføres af en intern revisor. For det andet er den tidsbegrænset, eftersom den alene giver EU-institutionerne mulighed for at afslå aktindsigt i beretninger og konklusioner i forbindelse med sådanne interne revisioner, indtil den interne revisor har godkendt de foranstaltninger, der er iværksat til gennemførelse af beretningerne og konklusionerne. Med andre ord er undtagelsen i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001 som fortolket i lyset af finansforordningens artikel 99, stk. 6, begrænset til varigheden af den procedure, som afsluttes med, at den interne revisor godkender de opfølgende foranstaltninger i forbindelse med sådanne beretninger.
77 På baggrund af det ovenstående og i betragtning af behovet for at sikre en sammenhængende anvendelse af forordning nr. 1049/2001 og finansforordningen har sagsøgeren således med urette gjort gældende, at Kommissionen foretog en neutraliserende fortolkning af retten til gennemsigtighed, idet den afslog at give hende aktindsigt i det begærede dokument med den begrundelse, at den opfølgning, der skulle finde sted i forbindelse med den pågældende revision, ikke var blevet godkendt af den interne revisor.
78 For det tredje, og således som det er fastslået i præmis 66 ovenfor, bemærkes – for så vidt som sagsøgeren har gjort gældende, at undtagelsen i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001 ikke fandt anvendelse i den foreliggende sag, i det omfang udbredelsen af det begærede dokument ikke kunne kompromittere formålet med den pågældende revision, fordi denne var afsluttet – at alle de i dokumentet anførte henstillinger endnu ikke var blevet gennemført, da den anfægtede afgørelse blev truffet.
79 I denne henseende præciseres, at da dom af 6. juli 2006, Franchet og Byk mod Kommissionen (T-391/03 og T-70/04, EU:T:2006:190), som sagsøgeren har påberåbt sig i sine skriftlige indlæg, blev afsagt, var de relevante bestemmelser i finansforordningen på området for aktindsigt i dokumenter i forbindelse med en intern revisionsprocedure endnu ikke trådt i kraft på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i den sag, der gav anledning til nævnte dom, og at finansforordningen i den på det tidspunkt gældende udgave ikke fastlagde nogen regler, der begrænsede offentlighedens aktindsigt i revisionsrapporter. Siden finansforordningens artikel 99, stk. 6, trådte i kraft i udgaven heraf fra 2012, skal disse bestemmelser imidlertid nødvendigvis tages i betragtning med henblik på at afgøre, om den anfægtede afgørelse er lovlig af de grunde, der er anført i præmis 68-77 ovenfor. Følgelig kan de i denne sag omhandlede foranstaltninger til gennemførelse ikke anses for at være en vilkårlig, fremtidig eller fjern begivenhed, som aktindsigten i det begærede dokument er betinget af, jf. den retspraksis, som sagsøgeren har henvist til.
80 Henset til det ovenstående skal det første anbringendes første til tredje led derfor forkastes.
Det fjerde led
81 Sagsøgeren har for det første gjort gældende, at det ikke fremgår af den anfægtede afgørelse, at Kommissionen foretog en konkret bedømmelse af det begærede dokument, inden den konkluderede, at det var »fortroligt«. For det andet har hun gjort gældende, at Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved at konkludere, at hendes interesse i at opnå aktindsigt i det begærede dokument snarere var af privat karakter.
82 I denne henseende bemærkes for det første, at en institution – når den modtager en begæring, der er støttet på forordning nr. 1049/2001 – principielt skal foretage en konkret og individuel bedømmelse af indholdet af de dokumenter, som begæringen vedrører (dom af 13.4.2005, Verein für Konsumenteninformation mod Kommissionen, T-2/03, EU:T:2005:125, præmis 74).
83 Denne principielle løsning betyder imidlertid ikke, at en sådan undersøgelse er påkrævet i alle tilfælde. Eftersom den konkrete og individuelle undersøgelse, som institutionen i princippet skal foretage ved besvarelsen af en begæring om aktindsigt fremsat på grundlag af forordning nr. 1049/2001, har til formål at give den pågældende institution mulighed for dels at bedømme, i hvilket omfang en undtagelse til retten til aktindsigt er anvendelig, dels at bedømme muligheden for en delvis aktindsigt, kan den nævnte undersøgelse ikke være nødvendig, når det som følge af de særlige omstændigheder i det konkrete tilfælde er åbenbart, at aktindsigten skal afslås eller derimod imødekommes. Dette kunne bl.a. være tilfældet, såfremt det var åbenbart, at visse dokumenter som helhed var omfattet af en undtagelse til retten til aktindsigt, eller når det derimod var åbenbart, at de var tilgængelige som helhed, eller endelig, når de allerede var blevet konkret og individuelt bedømt af Kommissionen under lignende omstændigheder (dom af 13.4.2005, Verein für Konsumenteninformation mod Kommissionen, T-2/03, EU:T:2005:125, præmis 75).
84 Det er imidlertid ubestridt i den foreliggende sag, at Kommissionen i den anfægtede afgørelse af de årsager, der er anført i præmis 29 ovenfor, fandt, at formålet med den pågældende revision ville blive bragt i fare, hvis det begærede dokument blev udbredt. Disse betragtninger blev i øvrigt klart angivet i den nævnte afgørelse.
85 Det skal således konstateres, at det i den foreliggende sag var åbenlyst, at en konkret og individuel bedømmelse af indholdet af det dokument, som begæringen vedrører, ikke var nødvendig, eftersom dokumentet var omfattet af den generelle formodning for, at udbredelsen af den interne revisors beretninger og konklusioner før sidstnævnte har godkendt foranstaltningerne til gennemførelse heri, kan bringe formålet med de revisioner, de vedrører, i fare.
86 Følgelig skal sagsøgerens argument, hvorefter det ikke fremgår af den anfægtede afgørelse, at Kommissionen har foretaget en konkret bedømmelse af det begærede dokument, forkastes.
87 For så vidt som sagsøgeren for det andet har foreholdt Kommissionen, at denne begik en åbenbar fejl, idet den vurderede, at interesserne bag den af hende fremsatte begæring om aktindsigt snarere var af privat karakter, må det konstateres, at det var med rette, at Kommissionen understregede, at sagsøgeren, da hun anmodede om, at nærværende sag blev forenet med den sag, der gav anledning til dom af 6. juni 2019, Bonnafous mod EACEA (T-614/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:381), udtrykkeligt angav sådanne private grunde med henblik på at begrunde sin interesse i at få aktindsigt i det begærede dokument.
88 I den pågældende anmodning om at forene sagerne gjorde sagsøgeren således gældende, at »[indsigt] i [det begærede dokument] ville [gøre det muligt for hende] at underbygge og/eller dokumentere flere af de klagepunkter, som hun fremførte i sag T-614/17«.
89 Den særlige interesse, som den, der fremsætter begæring om aktindsigt i et dokument, som personligt vedrører denne, kan gøre gældende, kan der imidlertid ikke tages hensyn til som en mere tungtvejende offentlig interesse som omhandlet i bestemmelserne i artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 1049/2001. Heraf følger, at forsvaret af den pågældendes interesser med henblik på at anlægge en sag, ikke udgør en mere tungtvejende offentlig interesse som omhandlet i ovennævnte bestemmelse (jf. i denne retning dom af 24.5.2011, NLG mod Kommissionen, T-109/05 og T-444/05, EU:T:2011:235, præmis 148).
90 I øvrigt skal det endnu en gang bemærkes, at det afslag på aktindsigt, som sagsøgeren fik, såvel som den generelle formodning for, at udbredelsen af det begærede dokument kunne bringe formålet med den pågældende revision i fare, der ligger til grund for afslaget, er foreløbige. Det følger nemlig af selve den nævnte formodnings art, at denne kun kan gøres gældende, så længe Kommissionens interne revisionstjeneste ikke har godkendt foranstaltningerne til gennemførelse i det begærede dokument. Den henvisning til dom af 12. oktober 2000, JT’s Corporation mod Kommissionen (T-123/99, EU:T:2000:230, præmis 50), og af 6. juli 2006, Franchet og Byk mod Kommissionen (T-391/03 og T-70/04, EU:T:2006:190, præmis 112), der er indeholdt i replikken til støtte for argumentet om, at den anfægtede afgørelse fratager borgerne muligheden for at kontrollere lovligheden af den offentlige myndighedsudøvelse, er således ikke relevant i den foreliggende sag.
91 Henset til det ovenstående skal det således fastslås, at sagsøgeren ikke har fremført noget argument, der kan godtgøre, at en mere tungtvejende offentlig interesse kan begrunde udbredelsen af det begærede dokument i den foreliggende sag.
92 Det fjerde led skal følgelig forkastes og i forbindelse hermed det første anbringende i sin helhed.
Det tredje anbringende vedrørende tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet
93 Sagsøgeren har gjort gældende, at den generelle formodning for afslag på aktindsigt i det begærede dokument, som den anfægtede afgørelse er baseret på, ikke er begrundet. Hun er af den opfattelse, at et – selv delvist – afslag på at give aktindsigt i dokumentet skal fortolkes som et afslag på at undersøge det konkret og individuelt, hvilket udgør en åbenbar tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.
94 Kommissionen er ikke enig i denne argumentation.
95 I denne henseende er det tilstrækkeligt at bemærke, at Kommissionen af de samme årsager som dem, der er anført i præmis 82-85 ovenfor, ikke var forpligtet til i den foreliggende sag at foretage en konkret og individuel undersøgelse af det begærede dokument.
96 Det tredje anbringende må derfor forkastes, og følgelig må søgsmålet forkastes i sin helhed.
Sagsomkostninger
97 Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Sagsøgeren har tabt sagen og pålægges derfor at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Kommissionens påstand herom.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Første Afdeling):
1) Europa-Kommissionen frifindes.
2) Laurence Bonnafous betaler sagsomkostningerne.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 26. marts 2020.
Underskrifter