Language of document : ECLI:EU:T:2016:368

Sag T-208/13.

Portugal Telecom SGPS, SA

m o d

Europa-Kommissionen

»Konkurrence – karteller – det portugisiske og spanske marked for telekommunikation – konkurrenceklausul vedrørende det iberiske marked i den kontrakt, hvorved Telefónica erhvervede den del af den brasilianske udbyder af mobiltelefontjenester Vivo, som Portugal Telecom ejede – retligt forbehold »i det omfang, hvor loven tillader dets« – begrundelsespligt – overtrædelse med konkurrencebegrænsende formål – accessorisk begrænsning – potentiel konkurrence – konkurrencebegrænsende virkning – beregning af bødens størrelse – begæring om afhøring af vidner«

Sammendrag – Rettens dom (Anden Afdeling) af 28. juni 2016

1.      Retslig procedure – stævning – formkrav – kort fremstilling af søgsmålsgrundene – ingen fremstilling af retlige søgsmålsgrunde i stævningen – upræcis fremstilling, der tvinger den sagsøgte institution og Unionens retsinstanser til at fremsætte formodninger og spekulationer – afvisning

(Statutten for Domstolen, art. 21, stk. 1; Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1)

2.      Annullationssøgsmål – anbringender – begreb – elementer i en stævning med påstand om annullation, der fremgår af den del, som omhandler et resumé af afgørelsen – omfattet – betingelse – klar og utvetydig anfægtelse af gyldigheden af de konstateringer, der fremgår af den anfægtede afgørelse

(Statutten for Domstolen, art. 21, stk. 1; Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1)

3.      Retslig procedure – begrundelse for domme – rækkevidde – Rettens anvendelse af en implicit begrundelse – tilladt – betingelser

4.      Annullationssøgsmål – anbringender – manglende eller utilstrækkelig begrundelse – anbringende, som er forskelligt fra anbringendet om den materielle lovlighed
(Art. 263 TEUF og 296 TEUF)

5.      Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde

(Art. 263 TEUF og 296 TEUF)

6.      Karteller – konkurrencebegrænsning – bedømmelseskriterier – indhold af og formål med et kartel samt den økonomiske og juridiske sammenhæng, det indgår i – sondring mellem konkurrencebegrænsende formål og konkurrencebegrænsende virkning – hensigten hos parterne i en konkurrencebegrænsende aftale – ikke-nødvendigt kriterium – overtrædelse med konkurrencebegrænsende formål – tilstrækkelig skadelig – bedømmelseskriterier

(Art. 101, stk. 1, TEUF)

7.      Karteller – forbud – fritagelse – klausul, der kvalificeres som en accessorisk begrænsning – begrebet accessorisk begrænsning – rækkevidde – begrænsning, der er direkte forbundet med og nødvendig for gennemførelsen af en hovedtransaktion – objektiv og forholdsmæssig karakter – kompleks økonomisk vurdering – domstolskontrol – grænser – følger af kvalifikationen

(Art. 101, stk. 1 og 3, TEUF)

8.      Karteller – aftaler mellem virksomheder – bevis for overtrædelse – bedømmelse af de forskellige bevisers beviskraft – kriterier – erklæringer fra virksomheder, der har deltaget i kartellet

(Art. 101 TEUF)

9.      Konkurrence – administrativ procedure – afgørelse fra Kommissionen, som fastslår en overtrædelse af artikel 101 TEUF – forpligtelse til at foretage en afgrænsning af markedet – foreligger ikke i tilfælde af en aftale, der har til formål at dele markedet

(Art. 101 TEUF)

10.    Karteller – konkurrencebegrænsning – bedømmelseskriterier – kvalifikation af en virksomhed som en potentiel konkurrent – kriterier

(Art. 101, stk. 1, TEUF)

11.    Konkurrence – bøder – beløb – fastlæggelse – kriterier – overtrædelsens grovhed – manglende bindende eller udtømmende liste over kriterier – Kommissionens skøn

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)

12.    Institutionernes retsakter – retningslinjer for beregningen af bøder for overtrædelse af konkurrencereglerne – retlig karakter – vejledende regler, som indebærer en selvpålagt begrænsning af Kommissionens skønsbeføjelse – pligt til at overholde ligebehandlingsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02)

13.    Konkurrence – bøder – beløb – fastlæggelse – Kommissionens skøn – domstolskontrol – EU-retsinstansernes fulde prøvelsesret – omfang

(Art. 261 TEUF; Rådets forordning nr. 17, art. 17, og forordning nr. 1/2003, art. 31)

14.    Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – afgørelse om pålæggelse af bøder – angivelse af de hensyn, som gjorde det muligt for Kommissionen at bedømme overtrædelsens grovhed og varighed – tilstrækkelig angivelse

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 3; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02 og 2006/C 298/11)

15.    Konkurrence – bøder – beløb – fastlæggelse – kriterier – den berørte virksomheds samlede omsætning – omsætning, der hidrører fra varer, som er genstand for overtrædelsen – hensyntagen til de respektive omsætningstal – grænser – fastsættelse af værdien af den afsætning, der er gennemført med en direkte eller indirekte relation til overtrædelsen – kriterier

(Art. 101 TEUF og 102 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 6 og 13).

16.    EU-ret – principper – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – domstolsprøvelse af Kommissionens afgørelser på konkurrenceområdet – legalitetskontrol og fuld prøvelse af både retlige og faktiske omstændigheder – tilsidesættelse heraf – foreligger ikke

(Art. 263 TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 31)

17.    Retslig procedure – bevisoptagelse – vidneafhøring – Rettens skønsbeføjelse – betydningen af princippet om ret til en retfærdig rettergang

(Rettens procesreglement, art. 91)

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 68-70 og 270)

2.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 71)

3.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 75)

4.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 78)

5.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 78 og 220)

6.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 86-91, 173, 174, 178, 190 og 191)

7.      Hvis en bestemt transaktion eller aktivitet ikke er omfattet af forbuddet fastsat i artikel 101, stk. 1, TEUF, fordi den ikke har nogen indvirkning på konkurrencen eller har en positiv indvirkning herpå, er en begrænsning af den kommercielle selvstændighed for en eller flere af deltagerne i denne transaktion eller denne aktivitet heller ikke omfattet af nævnte forbud, hvis denne begrænsning er objektivt nødvendig for gennemførelsen af nævnte transaktion eller aktivitet og står i rimeligt forhold til formålene med disse.

Når det ikke er muligt at adskille en sådan begrænsning fra hovedtransaktionen eller hovedaktiviteten, uden at det er til skade for forekomsten heraf eller genstanden herfor, skal denne begrænsnings forenelighed med artikel 101 TEUF undersøges sammen med foreneligheden af den hovedtransaktion eller hovedaktivitet, som den er accessorisk til, og dette selv om en sådan begrænsning isoleret set i første omgang kan synes at henhøre under forbuddet i artikel 101, stk. 1, TEUF. Begrebet accessorisk begrænsning i EU’s konkurrenceret omfatter således enhver begrænsning, der har direkte forbindelse med og er nødvendig for en hovedtransaktion.

Ved begrænsninger, der hænger direkte sammen med en hovedtransaktion, forstås enhver begrænsning, der er af underordnet karakter i forhold til denne transaktions gennemførelse, og som har åbenbar sammenhæng med gennemførelsen af transaktionen.

Hvad angår betingelsen om, at begrænsningen skal være nødvendig, er der to aspekter, der skal undersøges. Det skal nemlig undersøges dels, om begrænsningen er objektivt nødvendig for gennemførelsen af hovedtransaktionen, dels, om begrænsningen står i rimeligt forhold til transaktionen. Undersøgelsen af, om en begrænsning er objektivt nødvendig i forhold til hovedtransaktionen, kan ikke undgå at blive forholdsvis abstrakt. Det gælder ikke om at undersøge, om begrænsningen i betragtning af konkurrencesituationen på det pågældende marked er nødvendig for hovedtransaktionens kommercielle succes, men om at afgøre, om begrænsningen, hvis man ser snævert på hovedtransaktionen, er nødvendig for at gennemføre denne transaktion. Hvis hovedtransaktionen viser sig vanskelig eller umulig at gennemføre uden begrænsningen, kan begrænsningen anses for objektivt nødvendig for transaktionens gennemførelse. Hvis hovedtransaktionen viser sig vanskelig eller umulig at gennemføre uden begrænsningen, kan begrænsningen anses for objektivt nødvendig for transaktionens gennemførelse.

Hvis en begrænsning er objektivt nødvendig for gennemførelsen af en hovedtransaktion, skal det stadig undersøges, om begrænsningens varighed og saglige og geografiske anvendelsesområde går ud over det, der er nødvendigt for at gennemføre den nævnte transaktion. I tilfælde af en sådan overskridelse skal transaktionen vurderes særskilt i forhold til artikel 101, stk. 3, TEUF.

Når denne vurdering af en transaktions accessoriske karakter kræver komplicerede økonomiske overvejelser fra Kommissionens side, begrænser retsinstansen sin bedømmelse af overvejelsernes resultat til en efterprøvelse af, om formforskrifterne er overholdt, om begrundelsen er tilstrækkelig, om de faktiske omstændigheder materielt er rigtige, samt om der foreligger en klar faktisk vildfarelse eller magtfordrejning.

Hvis det endelig fastslås, at en begrænsning er direkte forbundet med og nødvendig for gennemførelsen af en hovedtransaktion, skal denne begrænsnings forenelighed med konkurrencereglerne undersøges samtidig med undersøgelsen af hovedtransaktionens forenelighed med disse regler. Når hovedtransaktionen ikke er omfattet af forbuddet i artikel 101, stk. 1, TEUF, gælder det samme således for de begrænsninger, der er direkte forbundet med og nødvendige for denne transaktion. Hvis hovedtransaktionen derimod udgør en begrænsning i denne bestemmelses forstand, men er fritaget i henhold til artikel 101, stk. 3, TEUF, gælder denne fritagelse ligeledes for de accessoriske begrænsninger.

(jf. præmis 97-101 og 104-107)

8.      På EU-konkurrenceretsområdet gælder, at selv om et vidneudsagn, der afgives af et direkte vidne til de omstændigheder, som han har fremstillet, i princippet skal anses for at være bevismateriale med en høj bevismæssig vægt, skal der i øvrigt også tages hensyn til den omstændighed, at erklæringen blev afgivet af en person, som kunne have en direkte interesse i sagen, og som ikke kunne anses for at være uafhængig af sagsøgeren. Med hensyn til den bevismæssige vægt, der tillægges forskellige bevismidler, er det eneste relevante kriterium for bedømmelsen af de fremlagte beviser således deres troværdighed. Ifølge de almindelige bevisregler afhænger troværdigheden og dermed bevisværdien af et dokument af, hvem dokumentet hidrører fra, under hvilke omstændigheder det er blevet til, hvem det er rettet til, og hvorvidt det efter sit indhold forekommer fornuftigt og pålideligt.

(jf. præmis 149 og 150)

9.      I sammenhæng med anvendelsen af EU-bestemmelserne på konkurrenceretsområdet er Kommissionen ikke altid forpligtet til at foretage en præcis afgrænsning af det eller de relevante markeder. Afgrænsningen af det relevante marked har således ikke samme betydning ved anvendelsen af artikel 101 TEUF som ved anvendelsen af artikel 102 TEUF. I relation til artikel 101, stk. 1, TEUF er en forudgående afgrænsning af det relevante marked således ikke en nødvendig forudsætning, når den omtvistede aftale i sig selv har et konkurrencebegrænsende formål, dvs. når Kommissionen uden først at have afgrænset markedet behørigt har kunnet fastslå, at den pågældende aftale fordrejer konkurrencen og mærkbart kan påvirke handelen mellem medlemsstater. Hvis selve formålet med en aftale er at begrænse konkurrencen ved hjælp af en markedsopdeling, er det således ikke nødvendigt at definere de relevante markeder præcist, da den aktuelle eller potentielle konkurrence nødvendigvis er begrænset.

(jf. præmis 175 og 176)

10.    Parterne anerkender ved at indgå en aftale om et konkurrenceforbud, at de i hvert fald er potentielle konkurrenter i forhold til visse tjenester. I denne forbindelse behøver Kommissionen på et liberaliseret marked som telesektoren ikke at analysere det relevante markeds struktur og spørgsmålet om, hvorvidt de enkelte parters indtræden på dette marked er baseret på en holdbar økonomisk strategi, men har pligt til at undersøge, om der foreligger uoverstigelige hindringer for markedsadgangen, som udelukker enhver potentiel konkurrence.

Hvis en virksomheds planer om at indtræde på et marked eventuelt har betydning for vurderingen af, om den kan betragtes som en potentiel konkurrent på dette marked, er det væsentlige element, som en sådan betegnelse skal baseres på, imidlertid dens evne til at indtræde på dette marked.

(jf. præmis 180, 181 og 186)

11.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 195 og 196)

12.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 197-200)

13.    Hvad angår fastlæggelsen af størrelsen af den bøde, der skal pålægges for en overtrædelse af konkurrencereglerne, giver den fulde prøvelsesret, som retsinstanserne er tillagt, beføjelse til, ud over en simpel legalitetskontrol af sanktionen, at anlægge deres egen vurdering i stedet for Kommissionens, og derfor ophæve, nedsætte eller forhøje den pålagte bøde eller tvangsbøde.

Udøvelsen af den fulde prøvelsesret svarer dog ikke til en kontrol af egen drift, og proceduren for Unionens retsinstanser er kontradiktorisk. Med undtagelse af spørgsmål om grundlæggende retsprincipper, som dommeren er forpligtet til at tage under påkendelse af egen drift, såsom en manglende begrundelse af den anfægtede afgørelse, er det op til sagsøgeren at gøre anbringender gældende til prøvelse af afgørelsen og at fremlægge oplysninger til støtte for disse anbringender. Dette proceduremæssige krav er ikke i strid med reglen om, at det i forbindelse med overtrædelser af konkurrencereglerne påhviler Kommissionen at føre bevis for de fastslåede overtrædelser og for, at de omstændigheder, som udgør overtrædelsen, faktisk foreligger. Det, der kræves af en sagsøger inden for rammerne af et søgsmål, er at identificere de omtvistede elementer i den anfægtede afgørelse, at formulere klagepunkter i den henseende og at fremlægge bevismateriale, som kan udgøre tungtvejende elementer, til støtte for at bevise, at klagepunkterne er begrundede.

(jf. præmis 205, 206 og 272-274)

14.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 220-222)

15.    Hvad angår fastsættelsen af størrelsen af den bøde, der skal pålægges for en overtrædelse af konkurrencereglerne, har punkt 13 i retningslinjerne for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 til formål ved beregningen af den bøde, der pålægges en virksomhed, at tage udgangspunkt i et beløb, der afspejler overtrædelsens økonomiske betydning og virksomhedens bidrag til denne overtrædelse. Begrebet afsætningens værdi i disse retningslinjers punkt 13 omfatter følgelig den afsætning, der er gennemført på det af overtrædelsen berørte marked inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, uden at det herved er nødvendigt at fastslå, om denne afsætning reelt var berørt af denne overtrædelse, eftersom den del af omsætningen, der hidrører fra salget af de varer, som er genstand for overtrædelsen, er bedst egnet til at afspejle overtrædelsens økonomiske betydning.

Selv om det vil stride mod det formål, der forfølges med denne bestemmelse, hvis begrebet afsætningens værdi heri forstås således, at det kun gælder for den del af omsætningen, der er opnået ved hjælp af den afsætning, hvor det er fastslået, at den reelt var berørt af det påståede kartel, kan dette begreb imidlertid ikke udvides til at omfatte den del af den pågældende virksomheds afsætning, der ikke, direkte eller indirekte, er omfattet af dette kartel.

Det kan i denne sammenhæng ikke forlanges, at Kommissionen i forbindelse med en overtrædelse med et konkurrencebegrænsende formål af egen drift undersøger den potentielle konkurrence for alle de markeder og tjenester, der er omfattet af overtrædelsens anvendelsesområde, idet der ellers ville blive indført en forpligtelse til at undersøge den potentielle konkurrence i forbindelse med fastsættelsen af værdien af den afsætning, der skal tages i betragtning ved bødens beregning, mens der ikke kræves en sådan undersøgelse, hvis overtrædelsen har et konkurrencebegrænsende formål.

Den omstændighed, at Kommissionen pålægges at fastlægge den afsætning, der er direkte eller indirekte forbundet med overtrædelsen, indebærer imidlertid ikke, at den pålægges en forpligtelse, som den ikke har i forbindelse med anvendelsen af artikel 101 TEUF, ved bødens udmåling hvad angår en overtrædelse, der har et konkurrencebegrænsende formål. En sådan løsning består således blot i, at der drages konsekvenserne af, at afsætningens værdi skal være direkte eller indirekte forbundet med overtrædelsen som omhandlet i retningslinjernes punkt 13 og ikke kan omfatte den del af afsætningen, der ikke, direkte eller indirekte, er omfattet af den overtrædelse, der var årsag til sanktionen. Det følger heraf, at Kommissionen skal fastsætte værdien af den afsætning, der er direkte eller indirekte forbundet med overtrædelsen, præcist, når den vælger at udmåle bøden på grundlag af denne værdi.

(jf. præmis 237-241)

16.    Den manglende kontrol af hele den anfægtede afgørelse af egen drift er ikke i strid med princippet om effektiv domstolsprøvelse. Det er ikke nødvendigt for at overholde dette princip, at Retten forpligtes til af egen drift at foretage en ny og fuldstændig undersøgelse af sagen.

Den kontrol af Kommissionens afgørelser på konkurrenceområdet, der er fastsat i traktaterne, indebærer således, at Unionens retsinstanser udøver en såvel retlig som faktisk kontrol, og at de har beføjelse til at bedømme beviser, annullere den anfægtede afgørelse og ændre bødebeløb. Det fremgår derfor ikke, at legalitetskontrollen i henhold til artikel 263 TEUF, suppleret med den fulde prøvelsesret i forhold til bødens størrelse i henhold til artikel 31 i forordning nr. 1/2003, er i strid med princippet om effektiv domstolsprøvelse i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

Når der ikke er fremført argumenter og beviser til støtte for et angivelige anbringende om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, er Retten ikke forpligtet til at undersøge af egen drift, om Kommissionen overholdt dette princip ved fastsættelsen af bødens størrelse, under udøvelse af sin fulde prøvelsesret.

(jf. præmis 245 og 275-277)

17.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 280-286)