Sag T-154/10

Den Franske Republik

mod

Europa-Kommissionen

»Statsstøtte – påstået støtte, der er iværksat af Frankrig i form af en implicit, ubegrænset garanti til La Poste som følge af dennes status som offentlig virksomhed – afgørelse, hvorved en støtte erklæres uforenelig med det indre marked – annullationssøgsmål – søgsmålsinteresse – formaliteten – bevisbyrden for, at der foreligger statsstøtte – fordel«

Sammendrag – Rettens dom (Sjette Afdeling) af 20. september 2012

1.      Annullationssøgsmål – sager anlagt af medlemsstaterne – sager anlagt til prøvelse af en kommissionsbeslutning om en støttes uforenelighed med fællesmarkedet – søgsmålets antagelse til realitetsbehandling ikke underlagt krav om at godtgøre søgsmålsinteresse

(Art. 263 TEUF)

2.      Annullationssøgsmål – akter, der kan være genstand for søgsmål – begreb – akter, der fremkalder bindende retsvirkninger – kommissionsbeslutning om en støttes uforenelighed med fællesmarkedet – anfægtelig retsakt – medlemsstatens ophævelse af den foranstaltning, som Kommissionens afgørelse anser for eksisterende støtte, adskillige måneder før denne afgørelse blev vedtaget – ingen betydning

(Art. 263 TEUF)

3.      Retslig procedure – fremsættelse af nye anbringender under sagens behandling – betingelser

(Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1, og art. 48, stk. 2)

4.      Statsstøtte – begreb – retlig karakter – fortolkning på grundlag af objektive elementer – domstolsprøvelse – rækkevidde

(Art. 107, stk. 1, TEUF)

5.      Statsstøtte – Kommissionens afgørelse – vurdering af lovligheden ud fra de oplysninger, der forelå på tidspunktet for vedtagelsen af afgørelsen

6.      Statsstøtte – Kommissionens afgørelse – domstolsprøvelse – frie bedømmelse af de faktiske omstændigheder og beviserne

7.      National ret – fransk ret – ubegrænset statsgaranti af offentlige virksomheders gæld

8.      Statsstøtte – begreb – støtte ydet i form af en garanti – henvisning til kreditvurderingsbureauernes standpunkter med henblik på at opnå en økonomisk fordel

(Art. 107, stk. 1, TEUF)

9.      Statsstøtte – administrativ procedure – Kommissionens forpligtelser – behovet for at sikre et tilstrækkeligt grundlag af oplysninger for at fastslå, at der foreligger en fordel, som udgør statsstøtte

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 36 og 37)

2.      En afgørelse fra Kommissionen, der konkluderer, at der foreligger statsstøtte til en virksomhed i form af en ubegrænset garanti, og erklærer den uforenelig med fællesmarkedet, tilsigter nødvendigvis at skabe bindende retsvirkninger og udgør derfor en anfægtelig retsakt i henhold til artikel 263 TEUF

Det bemærkes i denne forbindelse, at uanset den omstændighed, at en medlemsstat af egne årsager og uden nogen form for tvang fra Kommissionen, har besluttet at afskaffe den foranstaltning, som afgørelsen fra Kommissionen anser for eksisterende støtte, adskillige måneder før denne afgørelse blev vedtaget, er denne ikke desto mindre retligt forpligtet til at gennemføre den anfægtede afgørelse. Den omstændighed, at der i forbindelse med gennemførelsen af den anfægtede afgørelse kunne være en overensstemmelse mellem de interesser, som Kommissionen forsvarer, og medlemsstatens, kan ikke forhindre sidstnævnte i at anlægge et annullationssøgsmål til prøvelse af denne afgørelse. En anerkendelse af en sådan forhindring medfører således, at medlemsstaterne bliver straffet afhængig af, om de har en egen interesse i at efterkomme en kommissionsafgørelse eller ej, og er af ren subjektiv karakter. Undersøgelsen af, hvorvidt en bestemt retsakt kan gøres til genstand for en annullationssøgsmål, idet den skaber eller tilsigter at skabe bindende retsvirkninger, som kan berøre sagsøgerens interesser, er imidlertid baseret på en objektiv bedømmelse af indholdet af denne retsakt.

(jf. præmis 38 og 40)

3.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 54-56)

4.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 58)

5.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 59)

6.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 65)

7.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 66, 76, 78, 83, 84, 87, 90, 91, 94, 96 og 98)

8.      Udstedelsen af en garanti på vilkår, der ikke svarer til markedsvilkårene, såsom en ubegrænset garanti, der ydes uden modydelse, er generelt en fordel for den person, der modtager den, idet den medfører en forbedring af modtagerens økonomiske situation gennem en lettelse af de byrder, der normalt belaster dennes budget. Støttebegrebet er i denne forbindelse mere generelt end tilskudsbegrebet, fordi det ikke blot omfatter positive ydelser såsom selve tilskuddene, men ligeledes de indgreb, der under forskellige former letter de byrder, som normalt belaster en virksomheds budget, og derved, uden at være tilskud i ordets egentlige forstand, er af samme art og har tilsvarende virkninger. Med henblik på at vurdere, hvorvidt en statslig foranstaltning skal anses for støtte, må det fastlægges, hvorvidt den virksomhed, foranstaltningen er rettet til, opnår en økonomisk fordel, som den ikke ville have opnået under sædvanlige markedsvilkår.

En ubegrænset statsstøtte giver imidlertid bl.a. modtageren mulighed for at opnå gunstigere finansieringsvilkår end dem, denne kunne opnå alene på grund af sine egne fortjenester, og dermed mulighed for at lette presset på sit budget. Med henblik på at godtgøre, at en offentlig virksomhed har opnået gunstigere finansieringsvilkår og dermed en økonomisk fordel, kan Kommissionen henvise til kreditvurderingsbureauernes standpunkter og navnlig til de vigtigste af disse. For så vidt som det er fastslået, at markedet således tager hensyn til store kreditvurderingsbureauer vurderinger for at anslå, hvilken kredit der skal bevilges en given virksomhed, vil en bedre vurdering fra disse bureauer end den, der ville være blevet givet uden garantien, kunne skabe en fordel for den offentlige virksomhed, som den ikke ville have opnået på normale markedsvilkår.

(jf. præmis 106-109)

9.      Kommissionen kan ikke antage, at en virksomhed har modtaget en fordel, der udgør statsstøtte, ved udelukkende at lægge en negativ formodning til grund, hvilken formodning – i mangel af andre elementer, der positivt kan godtgøre, at der foreligger en sådan fordel – er baseret på det forhold, at der ikke foreligger oplysninger, der kan medføre den modsatte konklusion. I denne forbindelse er Kommissionen i det mindste forpligtet til at sikre, at de oplysninger, den råder over, selv om de kan være ufuldstændige og fragmentariske, udgør et tilstrækkeligt grundlag for at konkludere, at en virksomhed har modtaget en fordel, som udgør statsstøtte.

Arten af det bevismateriale, som Kommissionen skal fremføre, er i denne forbindelse i vidt omfang afhængig af arten af den undersøgte statslige foranstaltning. Hvad nærmere angår beviset for, at der foreligger en implicit, statslig garanti, kan den udledes af en række sammenfaldende omstændigheder, der har en vis troværdighed og sammenhæng, bl.a. ved en fortolkning af de relevante nationale retsforskrifter og navnlig ved en slutning ud fra de retlige konsekvenser, som den støttemodtagende virksomheds retlige status indebærer. Men henblik på at bevise, at en stat har ydet en implicit, finansiel garanti, der pr. definition ikke er udtrykkelig fastsat i den nationale lovgivning, til en virksomhed med en særlig status, kan fortolkende notater og cirkulærer i denne forbindelse betragtes som relevante.

Hvad angår påvisningen af faktiske virkninger af den anfægtede foranstaltning er Kommissionen ikke forpligtet til at foretage denne for så vidt angår støtte, der allerede er tildelt. Der er i den forbindelse ikke grund til at sondre mellem eksisterende støtte og ulovlig støtte. Der må desuden formodes at foreligge en faktisk virkning af den fordel, som statsgarantien giver. En sådan garanti giver låntageren en mulighed for at opnå lavere rentesatser eller stille mindre sikkerhed. En fordel, der ydes via en potentiel meromkostning for staten, kan også betragtes som statsstøtte. Ofte er garantier generelt knyttet til et lån eller en anden finansiel forpligtelse, som en låntager indgår med en långiver.

(jf. præmis 119, 120, 123 og 124)