Forenede sager T-229/11 og T-276/11

Lord Inglewood m.fl.

mod

Europa-Parlamentet

»Regulativet om omkostningsgodtgørelser og andre godtgørelser til Europa-Parlamentets medlemmer – supplerende pensionsordning – afgørelser om afslag på ansøgninger om at henhøre under de bestemmelser, der var gældende før ændringen i 2009 af den supplerende pensionsordning – ulovlighedsindsigelse – velerhvervede rettigheder – berettiget forventning – proportionalitet – ligebehandling«

Sammendrag – Rettens dom (Fjerde Afdeling) af 13. marts 2013

1.      Institutionernes retsakter – afgørelse om ændring af regulativet om den frivillige supplerende pensionsordning for Europa-Parlamentets medlemmer – offentliggørelse – offentliggørelse på institutionens intranet – ikke adgang for tidligere medlemmer – muligheden for at gøre en afgørelse gældende betinget af offentliggørelse på internettet

2.      Europa-Parlamentet – regulativet om omkostningsgodtgørelser og andre godtgørelser for medlemmerne – frivillig supplerende pensionsordning – betingelser for tildeling af ydelse – kumulativ karakter

3.      Europa-Parlamentet – regulativet om omkostningsgodtgørelser og andre godtgørelser for medlemmerne – frivillig supplerende pensionsordning – ikke aftalemæssig karakter

4.      Europa-Parlamentet – regulativet om omkostningsgodtgørelser og andre godtgørelser for medlemmerne – frivillig supplerende pensionsordning – ophævelse af muligheden for udbetaling af en del af pensionen som et engangsbeløb – tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning – foreligger ikke

5.      Europa-Parlamentet – regulativet om omkostningsgodtgørelser og andre godtgørelser for medlemmerne – frivillig supplerende pensionsordning – ophævelse af muligheden for udbetaling af en del af pensionen som et engangsbeløb og muligheden for tidlig pensionering – tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet – foreligger ikke

6.      Europa-Parlamentet – regulativet om omkostningsgodtgørelser og andre godtgørelser for medlemmerne – frivillig supplerende pensionsordning – indførelse af ændringer med henblik på at bringe ordningen tilbage i økonomisk ligevægt – lovlig

(Art. 232, stk. 1, TEUF)

7.      EU-retten – principper – ligebehandling – begreb – domstolsprøvelse – grænser

8.      Europa-Parlamentet – regulativet om omkostningsgodtgørelser og andre godtgørelser for medlemmerne – frivillig supplerende pensionsordning – forhøjelse af pensionsalderen – tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, fordi der ikke var vedtaget overgangsforanstaltninger som dem, der er fastsat for EU-tjenestemænd – foreligger ikke

(Rådets forordning nr. 723/2004)

9.      Europa-Parlamentet – regulativet om omkostningsgodtgørelser og andre godtgørelser for medlemmerne – frivillig supplerende pensionsordning – ændring – forpligtelse til forudgående høring af Parlamentets generalsekretær og kvæstorkollegiet – foreligger ikke

(Europa-Parlamentets forretningsorden art. 21, stk. 2)

1.      Når der er tale om en almengyldig retsakt, der ikke er rettet til en adressat, skal en afgørelse, der er truffet af Europa-Parlamentets præsidium, om ændring af regulativet om en (frivillig) supplerende pensionsordning for medlemmerne, som er indeholdt i bilag VII til regulativet om omkostningsgodtgørelser og andre godtgørelser til Europa-Parlamentets medlemmer, offentliggøres for at træde i kraft, og det er ikke nødvendigt at give en personlig meddelelse. Et grundlæggende princip i Unionens retsorden kræver nemlig, at en retsakt fra en offentlig myndighed ikke kan gøres gældende over for de retsundergivne, før disse har haft lejlighed til at gøre sig bekendt med den.

Idet der ikke er tale om en retsakt, der i henhold til artikel 254 EF skulle have været offentliggjort i EU-Tidende, bør enhver anden form for passende offentliggørelse anses for at være tilstrækkelig. I det omfang den nævnte afgørelse således udgør en intern retsakt i institutionen, bør det tillades, at denne bringes til de berørtes kendskab i henhold til de regler, der er fastsat inden for institutionen vedrørende sådanne foranstaltninger. Det skal i denne henseende tages i betragtning, at en offentliggørelse på Parlamentets intranet i overensstemmelse med Parlamentets praksis herfor er tilstrækkelig i forhold til de fungerende medlemmer. Derimod er en offentliggørelse på internettet nødvendig i forhold til de tidligere medlemmer, der ikke længere har adgang til Parlamentets intranet.

Imidlertid burde denne afgørelse som en almengyldig retsakt træde i kraft samtidigt for alle de retssubjekter, hvis juridiske situation berøres af den, både af hensyn til retssikkerheden og til ligebehandlingsprincippet. Retssubjekters mulighed for at gøre sig bekendt med en retsakt er en betingelse for, at den kan gøres gældende over for disse, og den dato, der skal fastsættes i denne henseende, er derfor den, hvor den sidste af de berørte retssubjekter fik mulighed for at gøre sig bekendt med retsakten.

(jf. præmis 32-34 og 37)

2.      Det følger klart af artikel 1, stk. 1, i regulativet om en (frivillig) supplerende pensionsordning for Europa-Parlamentets medlemmer, som er indeholdt i bilag VII til regulativet om omkostningsgodtgørelser og andre godtgørelser til medlemmerne, at et medlem for at opnå ret til supplerende pension skal opfylde alle de deri nævnte betingelser, der er kumulative, dvs. for det første skal den pågældende have indbetalt bidrag i mindst to år til den supplerende pensionsordning, for det andet være ophørt i sit hverv og for det tredje være nået pensionsalderen (60 år inden den 14. juli 2009 og 63 år efter denne dato). Det forhold, der udløser et medlems eller et tidligere medlems ret til supplerende pension, er derfor opfyldelsen af den sidste af disse betingelser uanset beskaffenhed.

(jf. præmis 40 og 56)

3.      Den (frivillige) supplerende pensionsordning for Europa-Parlamentets medlemmer, som er indeholdt i bilag VII til regulativet om omkostningsgodtgørelser og andre godtgørelser til medlemmerne, henhører udelukkende under de beføjelser som offentlig myndighed, som Parlamentet er tillagt for at kunne udføre sin opgave i henhold til traktaterne. Derfor følger de rettigheder og pligter, ordningen indebærer for Parlamentet og medlemmerne, af den i statutten fastlagte forbindelse mellem disse og er således ikke fastsat aftalemæssigt, men henhører under offentlig ret, hvilket er en konstatering, der ikke drages i tvivl af den omstændighed, at den berørte frivilligt har tilsluttet sig ordningen.

(jf. præmis 61 og 148)

4.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 66)

5.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 70-72, 93-95, 107 og 132)

6.      I forbindelse med Europa-Parlamentets udøvelse af dets kompetence til at regulere den supplerende pensionsordning for medlemmerne, som er indeholdt i bilag VII til regulativet om omkostningsgodtgørelser og andre godtgørelser til medlemmerne, kan dette gyldigt fastsætte ændringer bl.a. med henblik på i så vid udstrækning som muligt at undgå økonomiske virkninger for de europæiske skatteydere, med henblik på at sikre, at samtlige omkostninger fordeles retfærdigt og under behørig hensyntagen til nødvendigheden af at forklare offentligheden beslutningerne, og med henblik på i så vid udstrækning som muligt at bevare pensionsfondens likviditet. Hvis det i en sådan ordning, der er baseret på en aktuarmæssig beregning, ifølge hvilken de samlede årlige bidrag, der betales af de tilsluttede og af Parlamentet, i princippet skal dække alle de pensionsrettigheder, der er erhvervet samme år, viser sig, at den prognose for udbyttet af fondsaktiverne, der har ligget til grund for fastsættelsen af bidragenes størrelse, har været for optimistisk, må det konkluderes, at de tilsluttedes og Parlamentets bidrag i realiteten har været for lave, til at de kunne finansiere de dertil svarende pensionsrettigheder. For at bringe ordningen tilbage i ligevægt er det derfor principielt berettiget at lade forpligtelsen til at bidrage påhvile både de tilsluttede og Parlamentet.

Idet afgørelsen om at hæve pensionsalderen inden for rammerne af den supplerende pensionsordning hele tiden i det væsentlige var begrundet i den supplerende pensionsfonds vanskelige finansielle situation, er argumentet om, at alderen var blevet fastsat på grundlag af betragtninger, der finder anvendelse på obligatoriske pensionsordninger, irrelevant.

(jf. præmis 73-75, 98 og 145)

7.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 112 og 113)

8.      For så vidt angår ændringen af den frivillige supplerende pensionsordning for Europa-Parlamentets medlemmer, som er indeholdt i bilag VII til regulativet om omkostningsgodtgørelser og andre godtgørelser til medlemmerne, udgør den omstændighed, at pensionsalderen er blevet hævet uden overgangsforanstaltninger, ikke forskelsbehandling, alene fordi en sådan foranstaltning var fastsat for ændring af andre af fælleskabets pensionsordninger. Derfor har på den ene side medlemmerne af Parlamentet og på den anden side EU-tjenestemændene, der befinder sig i situationer, der faktisk og juridisk frembyder væsentlige forskelle, kunnet undergives en forskellig behandling for så vidt angår vedtagelsen af overgangsforanstaltninger.

For så vidt angår ændringen af pensionsordningen for EU-tjenestemænd, der blev indført ved forordning nr. 723/2004 om ændring af vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber og af ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne, udgjorde overgangsforanstaltningerne dels en fritagelse for visse tjenestemænd, der var i ansættelse på datoen for ikrafttrædelsen af ændringerne, dels en gradering af ændringerne afhængig af alderen på den tjenestemand, der var i ansættelse på datoen for ændringernes ikrafttræden. I denne sammenhæng skal imidlertid bemærkes, at den alderspension, som EU-tjenestemænd er berettiget til, for de flestes vedkommende udgør den vigtigste eller den eneste del af den ældreindkomst, de er berettiget til i henhold til deres erhvervsmæssige beskæftigelse. Derimod har et mandat som medlem af Parlamentet generelt ikke karakter af at være den eneste erhvervsmæssige beskæftigelse. Mandatet udøves normalt før eller efter medlemmets andre perioder med erhvervsmæssig beskæftigelse eller parallelt med en sådan aktivitet. Følgelig udgør den supplerende pension i henhold til den omtvistede ordning generelt kun en del af de tidligere medlemmers ældreindkomst, idet disse normalt har erhvervet andre pensionsrettigheder i forbindelse med anden erhvervsmæssig beskæftigelse. Det følger heraf, at en ændring af den supplerende pensionsordning ikke vil kunne berøre de tilsluttede på samme måde som den, hvorpå EU-tjenestemændene berøres af en ændring af deres pensionsordning.

Dernæst er ændringen af pensionsordningen for EU-tjenestemænd, der blev vedtaget i forbindelse med forordning nr. 723/2004, baseret på grunde, der er forskellige fra dem, der blev anført i afgørelsen om ændring af den supplerende pensionsordning for Europa-Parlamentets medlemmer. Forhøjelsen af pensionsalderen for tjenestemænd og nedsættelsen af den årlige sats, hvorefter der akkumuleres pensionsrettigheder, udgjorde nemlig en tilpasning af pensionsordningen til en gradvis demografisk udvikling og ikke en reaktion på en akut krise i den nævnte ordning. Til gengæld var afgørelsen om at ændre den supplerende pensionsordning for medlemmerne, herunder afgørelsen om at hæve pensionsalderen inden for rammerne af denne ordning, i det væsentlige begrundet i en særligt hastende omstændighed vedrørende likviditet og dækningssats for pensionsrettighederne.

(jf. præmis 114, 117-121, 123 og 124)

9.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 137 og 138)