Language of document :

Sag anlagt den 18. juli 2023 – Evroins inshurans grup mod EIOPA

(Sag T-416/23)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Evroins inshurans grup AD (Sofia, Bulgarien) (ved advokaterne A. Morogai, F. Giurgea og H. Drăghici)

Sagsøgt: Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger (EIOPA)

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at EIOPA overskred sin retlige kompetence for så vidt angår myndighedens rolle og involvering i initiativet til samt udarbejdelsen og udstedelsen af EIOPA’s vurdering af 28. marts 2023 af værdiansættelsen af de forsikringsmæssige hensættelser med og uden fradrag af genforsikring inden for rammerne af den portefølje af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer, som Euroins Romania Asigurare - Reasigurare SA er indehaver af (EIOPA-23-149) (herefter »EIOPA-rapporten«).

Det fastslås, at EIOPA tilsidesatte de rettigheder, som tilkommer Evroins inshurans grup (herefter »Euroins«) og Euroins Romania Asigurare-Reasigurare SA (herefter »Euroins Romania«), og handlede på en uforholdsmæssig og diskriminerende måde ved ikke at anmode om bemærkninger fra Euroins Romania til EIOPA-rapportens resultater og ved ikke at give Euroins Romania adgang til selve EIOPA-rapporten.

Det fastslås, at EIOPA tilsidesatte proportionalitetsprincippet, princippet om uafhængighed, princippet om objektivitet samt åbenhedsprincippet ved at forholde Euroins og Euroins Romania EIOPA-rapporten.

EIOPA-rapporten erklæres ugyldig fra datoen for rapportens udstedelse.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat tre anbringender.

Første anbringende om, at EIOPA overskred sin retlige beføjelser ved at tage initiativet til samt udarbejde og udstede EIOPA-rapporten:

EIOPA’s beføjelser i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 1 blev tilsidesat ved udstedelsen af EIOPA-rapporten, eftersom forordning nr. 1094/2010 ikke tilvejebringer et retsgrundlag eller fastsætter andre beføjelser, der giver EIOPA mulighed for at tage initiativet til og foretage egne vurderinger af de forsikringsmæssige hensættelser med og uden fradrag af genforsikring inden for rammerne af den portefølje af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer, som et forsikringsselskab, der er udfører virksomhed i en EU-medlemsstat, er indehaver af, eller til at udstede en rapport som EIOPA-rapporten, der indeholder konklusionerne af en sådan vurdering.

EIOPA overskred de beføjelser og den kompetence, der er fastsat for myndigheden i forordning nr. 1094/2010, ved at foretage en vurdering af værdiansættelsen af de forsikringsmæssige hensættelser med og uden fradrag af genforsikring inden for rammerne af den portefølje af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer, som Euroins Romania Asigurare - Reasigurare SA er indehaver af, og ved at udstede EIOPA-rapporten, eftersom sådanne beføjelser tilkommer de nationale tilsynsmyndigheder, jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF 1 .

Andet anbringende om, at EIOPA tilsidesatte bestemmelserne i forordning nr. 1094/2010, direktiv 2009/138 og Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 1 samt proportionalitetsprincippet, princippet om ligebehandling, princippet om uafhængighed, princippet om objektivitet og åbenhedsprincippet ved at udstede EIOPA-rapporten:

EIOPA foretog vurderingen af de forsikringsmæssige hensættelser med og uden fradrag genforsikring inden for rammerne af den portefølje af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer, som Euroins Romania er indehaver af, uden at give det pågældende forsikringsselskab – dvs. Euroins Romania – lejlighed til at deltage i denne vurdering, til at forsyne EIOPA med de opdaterede, fuldstændige og nøjagtige tekniske og finansielle oplysninger, som er nødvendige i forbindelse med en sådan vurdering, eller til at fremsætte bemærkninger til de konklusioner i EIOPA’s vurdering, som fremgår af EIOPA-rapporten, eller under alle omstændigheder inden EIOPA-rapporten blev udstedt.

EIOPA forholdt Euroins og Euroins Romania EIOPA-rapporten, men gav tilladelse til at videregive denne til rumænske domstole.

EIOPA-rapportens udstedelse skyldtes ikke en krise som omhandlet i artikel 18 i forordning nr. 1094/2010 og var således uforholdsmæssig.

Ved EIOPA-rapporten diskriminerer EIOPA Euroins Romania sammenholdt med andre forsikringsselskaber i Rumænien og i andre medlemsstater.

EIOPA-rapporten udgør en uretfærdig behandling af Euroins Romania, idet dette selskab ikke gives mulighed for at anerkende, vurdere og kommentere EIOPA’s konklusioner.

EIOPA-rapportens udstedelse udgjorde en tilsidesættelse af EIOPA’s forpligtelser til »at undgå tilsynsarbitrage og fremme ensartede konkurrencevilkår«, »at øge tilsynsmæssig konvergens i hele det indre marked« og at »sikre, at alle interessenter behandles retfærdigt«, som det fremgår af artikel 1, stk. 6, i forordning nr. 1094/2010.

Tredje anbringende om, at EIOPA-rapportens udstedelse udjorde et misbrug af EIOPA’s beføjelser:

Eftersom EIOPA i) ikke på noget tidspunkt under vurderingsproceduren underrettede Euroins Romania om vurderingens forløb, ii) ikke gav Euroins Romania lejlighed til at forsyne EIOPA med detaljer/bemærkninger/oplysninger mv. under vurderingsproceduren og iii) tillod videregivelse af EIOPA-rapporten til domstolene, bistod EIOPA den rumænske finanstilsynsmyndighed i forbindelse med dettes partiske og ulovlige undersøgelse af Euroins Romania, som førte til, at selskabet ophørte med at eksistere på det rumænske forsikringsmarked.

Der består en forskel mellem de formål, som ligger til grund for de tilsynsbeføjelser, som EIOPA er tildelt i henhold til TEUF og forordning nr. 1094/2010, og det faktiske formål med og resultat af EIOPA-rapporten – dvs. at bistå den rumænske finanstilsynsmyndighed i forbindelse med en ulovlig og partisk undersøgelse af Euroins Romania, at tillade videregivelsen af denne undersøgelse til domstolene og i sidste ende at begrænse selskabet Euroins Romanias ret til en retfærdig vurdering af dets reelle økonomiske situation og til en retfærdig rettergang.

____________

1     Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 af 24.11.2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/79/EF (EUT 2010, L 331, s. 48).

1     Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25.11.2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) (omarbejdning) (EUT 2009, L 335, s. 1).

1     Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10.10.2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) (EØS-relevant tekst) (EUT 2015, L 12, s. 1).