Language of document :

Meddelelse til EU-tidende

 

Sag anlagt den 24. maj 2004 af Christian van der Haegen mod Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg.

(Sag T-189/04)

(Processprog: fransk)

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 24. maj 2004 anlagt sag mod Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg af Christian van der Haegen, bosiddende i Bruxelles, ved avocats Sébastien Orlandi, Albert Coolen, Jean-Noël Louis og Etienne Marchal, og med valgt adresse i Luxembourg.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

Den af udvælgelseskomitéen for den interne udvælgelsesprøve CESE/C/02/03 trufne afgørelse om ikke at give sagsøgeren adgang til udvælgelsesprøven annulleres.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Den pågældende meddelelse om udvælgelsesprøven fastsatte bl.a. som adgangsbetingelse, at ansøgerne skulle dokumentere at have fem års erhvervserfaring fra fællesskabsinstitutionerne, heraf mindst fire år fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og/eller Regionsudvalget. Meddelelsen om udvælgelsesprøven stillede med hensyn til den første del af udvælgelsesprøven, som sagsøgeren havde indgivet ansøgning til, endvidere krav om, at tre år af den samlede erhvervserfaring skulle være relevant for de stillinger, der var omfattet af denne del.

Sagsøgeren, som har erhvervet en omfattende og varieret erhvervserfaring fra de forskellige fællesskabsinstitutioner, har til støtte for påstanden gjort gældende, at meddelelsen om udvælgelsesprøven er ulovlig og i strid med vedtægtens artikel 27 og principperne om ligebehandling og om forbud mod forskelsbehandling, idet der ikke findes nogen begrundelse for kravet om, at erhvervserfaringen udelukkende skal hidrøre fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og/eller Regionsudvalget og ikke kan hidrøre fra de øvrige fællesskabsinstitutioner.

____________