Sag T-221/10

Iberdrola, SA

mod

Europa-Kommissionen

»Annullationssøgsmål – statsstøtte – støtteordning, der muliggør skattemæssig afskrivning af finansiel goodwill i forbindelse med erhvervelse af kapitalandele i udenlandske virksomheder – beslutning, der erklærer støtteordningen uforenelig med fællesmarkedet og ikke foreskriver tilbagesøgning – retsakt, der omfatter gennemførelsesforanstaltninger – ikke individuelt berørt – afvisning«

Sammendrag af dom

1.      Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – kommissionsbeslutning, der forbyder en støtteordning til fordel for en sektor – sag anlagt af en virksomhed, som har modtaget en individuel støtte tildelt i henhold til denne ordning, og som ikke er omfattet af tilbagesøgningspligten – virksomhed, der ikke havde en stilling som forhandlingsleder under den procedure, der førte til vedtagelsen af beslutningen – afvisning

(Art. 263, stk. 4, TEUF)

2.      Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – sondring mellem at være individuelt berørt og retlig interesse

3.      EU-ret – principper – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – Rettens afvisning af et annullationssøgsmål til prøvelse af en beslutning om statsstøtte – muligt at foreslå den nationale ret at foretage en præjudiciel forelæggelse

4.      Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – regelfastsættende retsakt, der ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF – begreb – kommissionsbeslutning, der forbyder en støtteordning til fordel for en sektor og omhandler nationale gennemførelsesforanstaltninger – udelukkelse

(Art. 263, stk. 4, TEUF)

1.      En virksomhed kan i princippet ikke anlægge søgsmål til prøvelse af en kommissionsbeslutning, der forbyder en støtteordning til fordel for en sektor, hvis virksomheden alene er berørt af denne beslutning, fordi den tilhører den pågældende sektor og potentielt kan blive omfattet af nævnte ordning. En sådan beslutning fremtræder nemlig over for denne virksomhed som en generel foranstaltning, der finder anvendelse på objektivt afgrænsede situationer og har retsvirkninger for en gruppe personer, der er bestemt generelt og abstrakt. Når den sagsøgende virksomhed imidlertid ikke alene er berørt af den omhandlede beslutning som en virksomhed inden for den berørte sektor, der potentielt kan drage fordel af støtteordningen, men ligeledes som faktisk modtager af en individuel støtte i henhold til denne ordning, som Kommissionen har krævet tilbagesøgt, er virksomheden individuelt berørt af beslutningen, og dens søgsmål kan antages til realitetsbehandling.

En virksomhed kan ganske vist også være individuelt berørt i kraft af sin aktive deltagelse i den procedure, der har ført til vedtagelsen af beslutningen om uforenelighed, når den har en stilling som forhandlingsleder, der er klart afgrænset og tæt forbundet med selve genstanden for beslutningen, hvilket indebærer, at den befinder sig i en faktisk situation, der adskiller den pågældende fra alle andre. Hvis den imidlertid blot ligesom de andre berørte parter har fremsat bemærkninger og sammen med andre berørte tredjemænd har deltaget i et møde, kan sådanne omstændigheder ikke godtgøre, at den havde en stilling som forhandlingsleder, på grundlag af hvilken den kan anses for at være individuelt berørt.

(jf. præmis 25, 26, 34 og 35)

2.      Mens man kan godtgøre at have en retlig interesse i kraft af bl.a. et søgsmål, der er blevet anlagt ved en national ret efter sagsanlægget ved Unionens retsinstanser, vurderes det på tidspunktet for sagsanlægget og alene på grundlag af den anfægtede beslutning, om en fysisk eller juridisk person er individuelt berørt. Således anses en person, der er individuelt berørt af en beslutning, som erklærer en støtte uforenelig med fællesmarkedet, og som pålægger tilbagesøgning af støtten, fortsat for at være individuelt berørt, selv om det senere viser sig, at personen ikke bliver anmodet om at tilbagebetale støtten.

(jf. præmis 40)

3.      Unionen er en retlig union, inden for hvilken dens institutioner er undergivet kontrol af, om deres retsakter er forenelige med traktaten og med de almindelige retsgrundsætninger, som de grundlæggende rettigheder er en del af. Borgerne skal derfor have adgang til en effektiv domstolsbeskyttelse af de rettigheder, som tilkommer dem i medfør af EU-retten.

Når Retten har afvist en virksomheds annullationssøgsmål til prøvelse af en kommissionsbeslutning, der erklærer en støtteordning uforenelig med fællesmarkedet uden at kræve støtten tilbagesøgt, er der intet til hinder for, at denne virksomhed i forbindelse med en eventuel retstvist ved en national domstol foreslår en præjudiciel forelæggelse i medfør af artikel 267 TEUF med henblik på prøvelse af gyldigheden af kommissionsbeslutningen, for så vidt som den fastslår uforeneligheden af den omtvistede ordning. I en sådan situation er virksomheden langt fra frataget enhver effektiv domstolsbeskyttelse.

(jf. præmis 43)

4.      En kommissionsbeslutning, der forbyder en støtteordning til fordel for en sektor og henviser til, at der med henblik på dens gennemførelse foreligger nationale foranstaltninger, som kan anfægtes ved de nationale retter, kan ikke betegnes som en retsakt, der ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger i den forstand, hvori udtrykket anvendes i artikel 263, stk. 4, TEUF.

(jf. præmis 45-47)