Sag T-424/13
Jinan Meide Casting Co. Ltd
mod
Rådet for Den Europæiske Union
»Dumping – import af rørfittings af deformerbart støbejern med gevind med oprindelse i Kina – endelig antidumpingtold – fortrolig behandling af beregningen af den normale værdi – oplysninger, der er indgivet i tide – frist for vedtagelsen af en afgørelse om status som virksomhed, der opererer under markedsøkonomiske vilkår – ret til forsvar – ligebehandling – princip om forbud mod tilbagevirkende gyldighed – artikel 2, stk. 7-11, artikel 3, stk. 1-3, artikel 6, stk. 7, artikel 19, stk. 1 og 5, og artikel 20, stk. 2 og 4, i forordning (EF) nr. 1225/2009«
Sammendrag – Rettens dom (Ottende Afdeling) af 30. juni 2016
1. Institutionernes retsakter – tidsmæssig anvendelse – regler om proceduren – materielle bestemmelser – sondring – tidsmæssig anvendelse af forordning nr. 1168/2012 om ændring af grundforordning nr. 1225/2009 – ændring af fristen for at træffe afgørelse om status som virksomhed, der opererer under markedsøkonomiske vilkår – anvendelse af en afgørelse vedtaget før ikrafttrædelsen af forordning nr. 1168/2012 – afvisning fra realitetsbehandling
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1168/2012, art. 1, stk. 1, litra a), og art. 1, stk. 2; Rådets forordning nr. 1225/2009, art. 2, stk. 7, litra c), andet afsnit)
2. Den fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – indførsel fra lande uden markedsøkonomi som omhandlet i art. 2, stk. 7, litra b), i forordning nr. 1225/2009 – proceduren for vurdering af de betingelser, som gør det muligt for en producent at opnå status som virksomhed, der opererer på markedsøkonomiske vilkår – frist – ufravigelig karakter
(Rådets forordning nr. 1225/2009, art. 2, stk. 7, litra c), andet afsnit)
3. EU-retten – principper – force majeure – begreb
4. Den fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – antidumpingprocedure – ret til forsvar – procedurefejl – muligheden for at opnå annullation af en forordning, der indfører en endelig antidumpingtold, ved at godtgøre den blotte mulighed for en anderledes afgørelse i fraværet af denne uregelmæssighed
(Rådets forordning nr. 1225/2009)
5. Den fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – undersøgelse – overholdelse af retten til forsvar – institutionernes forpligtelse til at sikre underretning af de berørte virksomheder og til at overholde tavshedspligten, idet de afvejer disse forpligtelser – overholdelse af princippet om god forvaltningsskik – institutionernes pligt til at overholde tavshedspligten
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41, stk. 1 og 2; Rådets forordning nr. 1225/2009, art. 6, stk. 7, og art. 19 og 20)
6. Den fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – undersøgelse – overholdelse af retten til forsvar – institutionernes forpligtelse til at sikre underretning af de berørte virksomheder – rækkevidde – oplysninger indgivet af referencelandsproducenten til Kommissionen, som ikke er egnet til anvendelse under undersøgelsen – ikke omfattet
(Rådets forordning nr. 1225/2009, art. 6, stk. 7)
7. Den fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – undersøgelse – overholdelse af retten til forsvar – institutionernes forpligtelse til at sikre underretning af de berørte virksomheder – rækkevidde – Kommissionens pligt til skriftlig at besvare en anmodning om uddybning af de oplysninger, der er indeholdt i dokumentet med endelige oplysninger, og til at overholde en frist på en måned før fremsendelsen af forslaget til endelig forordning – foreligger ikke
(Rådets forordning nr. 1225/2009, art. 15 og art. 20, stk. 4)
8. Den fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – antidumpingprocedure – ret til forsvar – retten til at blive hørt – rækkevidde – institutionernes pligt til at tilslutte sig de interesserede parters synspunkt – foreligger ikke – pligt til at besvare alle parternes argumenter – foreligger ikke
(Rådets forordning nr. 1225/2009)
9. Den fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – antidumpingprocedure – ret til forsvar – domstolsprøvelse – hensyntagen til begrundelser, som ikke udgør grundlaget for den retsakt, der har medført den påståede tilsidesættelse af retten til forsvar – afvisning fra realitetsbehandling
10. Den fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – antidumpingprocedure – Kommissionens videregivelse af oplysninger til virksomhederne – overholdelse af princippet om god forvaltningsskik og ligebehandlingsprincippet
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41, stk. 2; Rådets forordning nr. 1225/2009, art. 19 og 20)
11. Den fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – antidumpingprocedure – Kommissionens meddelelse af oplysninger til virksomhederne – mulighed for at videregive en fortrolig oplysning til en bestemt interesseret part efter specifik tilladelse fra den person, der havde fremlagt oplysningen
(Aftale om anvendelsen af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel, »antidumpingaftalen af 1994«, art. 6.5; Rådets forordning nr. 1225/2009, art. 19, stk. 1 og 5, og art. 20, stk. 2 og 4)
12. Internationale aftaler – overenskomst om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen – GATT af 1994 – forpligtelse til at fortolke den afledte ret i overensstemmelse med disse aftaler – anvendelse inden for antidumpingområdet
(Aftale om anvendelsen af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel, »antidumpingaftalen af 1994«, art. 6.5; Rådets forordning nr. 1225/2009, art. 19, stk. 1 og 5)
1. Artikel 2 i forordning nr. 1168/2012 (»ændringsforordningen«) om ændring af antidumpinggrundforordning nr. 1225/2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab, foreskriver, at ændringsforordningen finder anvendelse på enhver ny eller igangværende undersøgelse fra ændringsforordningens ikrafttrædelsesdato at regne. I øvrigt ville den ændring af fristen for at træffe afgørelse om markedsøkonomisk behandling, der fastsættes i denne forordnings artikel 1, stk. 1, litra a), have fundet anvendelse på enhver igangværende undersøgelse fra ændringens ikrafttrædelsesdato at regne selv uden denne artikel 2, for så vidt som der i det foreliggende tilfælde er tale om en ændring af en procedureregel.
Den ovennævnte ændring af fristen for at træffe afgørelse om markedsøkonomisk behandling finder i princippet i forbindelse med en igangværende antidumpingundersøgelse anvendelse på enhver kommissionsafgørelse, hvorved der træffes afgørelse i spørgsmålet om, hvorvidt en virksomhed opfylder kriterierne for at opnå markedsøkonomisk behandling som omhandlet i antidumpinggrundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), andet afsnit, og som vedtages på ændringens ikrafttrædelsesdato eller på en senere dato.
Derimod kan ændringsforordningens artikel 2 ikke have til virkning, at ændringsforordningens artikel 1, stk. 1, litra a), finder anvendelse på en afgørelse vedrørende markedsøkonomisk behandling, der er truffet, før denne forordning er trådt i kraft. Dette ville således tillægge denne bestemmelse en tilbagevirkende kraft, som ikke følger af ordlyden af ændringsforordningens artikel 2. I øvrigt gælder det, at selv om nye regler, og navnlig processuelle regler, kan vedrøre retlige forhold, der er opstået og endeligt fastlagt, mens de tidligere regler var gældende, skal anvendelsen af disse nye regler ikke desto mindre overholde princippet om forbud mod tilbagevirkende kraft. Overholdelsen af dette princip om forbud mod tilbagevirkende kraft har navnlig til følge, at lovmæssigheden af en EU-retsakt i princippet skal bedømmes i forhold til den bestemmelse, der udgjorde det retlige grundlag for denne retsakt, og som var i kraft på datoen for vedtagelsen af retsakten.
(jf. præmis 66-68)
2. Den omstændighed alene, at Kommissionen har mulighed for, eller endog pligt til, at omgøre en oprindelig afgørelse vedrørende markedsøkonomisk behandling, som var behæftet med et fejlskøn, er uden betydning for Kommissionens pligt til at overholde den frist for vedtagelsen af en sådan første afgørelse, der fastsættes ved antidumpinggrundforordning nr. 1225/2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab. Derudover indeholder ordlyden af antidumpinggrundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), andet afsnit, ingen indikationer, der tillader, at den frist, bestemmelsen foreskriver, tillægges en rent vejledende karakter. Som følge deraf udgør overholdelsen af den i antidumpinggrundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), andet afsnit, foreskrevne frist for at træffe afgørelse om markedsøkonomisk behandling ikke en mulighed, men en pligt for Kommissionen.
(jf. præmis 70-72)
3. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 76)
4. Inden for området dumping kan tilstedeværelsen af en uregelmæssighed i forbindelse med retten til forsvar kun medføre, at en forordning om indførelse af en endelig antidumpingtold annulleres, for så vidt som muligheden for, at den administrative procedure som følge af denne uregelmæssighed ville have kunnet føre til et andet resultat, og dermed konkret har påvirket sagsøgerens ret til forsvar, ikke fuldstændigt kan udelukkes.
Sagsøgeren er i denne forbindelse ikke forpligtet til at godtgøre, at institutionernes afgørelse ville have været anderledes, men blot, at en sådan mulighed ikke helt kan udelukkes, idet sagsøgeren kunne have forberedt et bedre forsvar, hvis der ikke havde foreligget den formelle fejl.
(jf. præmis 81, 152, 194 og 214)
5. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 92-97, 103 og 105)
6. Inden for rammerne af en antidumpingundersøgelse tilsidesætter Kommissionen hverken artikel 6, stk. 7, i antidumpinggrundforordning nr. 1225/2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab, eller sagsøgerens ret til forsvar, hvis den ikke giver sagsøgeren adgang til en e-mailkorrespondance, som kun vedrører de vanskeligheder, referencelandsproducenten stødte på i forbindelse med videregivelse af de oplysninger, Kommissionen havde anmodet om med henblik på fastsættelsen af den normale værdi for den vare, hvis indførsel blev pålagt antidumpingtold, samt Kommissionens præciseringer med henblik på disse vanskeligheder. En sådan korrespondance indeholder ikke i sig selv oplysninger, som denne producent kunne have videregivet til Kommissionen, og som kunne have været anvendt i løbet af undersøgelsen, som det kræves i artikel 6, stk. 7, i antidumpinggrundforordningen for at tillade adgang dertil.
(jf. præmis 111 og 114)
7. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 120-122, 124 og 125)
8. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 126)
9. Når en af EU-institutionerne opfordrer Retten til at erstatte den begrundelse, en af dem har påberåbt sig under undersøgelsesproceduren med henblik på indførelse af en antidumpingtold for at give afslag på sagsøgerens anmodning om fremlæggelse af beregningen af den normale værdi, må det fastslås, at lovligheden af en unionsretsakt skal bedømmes på grundlag af de faktiske og retlige omstændigheder, der forelå på den dato, da retsakten blev vedtaget.
I øvrigt kan en tilsidesættelse af retten til forsvar under den administrative procedure vedrørende dumping medføre annullation af antidumpingforordningen. Som følge deraf kan denne tilsidesættelse ikke afhjælpes alene ved EU-retsinstansens undersøgelse af de begrundelser, der vil kunne begrunde den afgørelse, der udgør den hævdede tilsidesættelse. En sådan undersøgelse er således begrænset til en retslig prøvelse af de fremførte anbringender og kan ikke træde i stedet for en fuldstændig undersøgelse af sagen inden for rammerne af en administrativ procedure. I øvrigt placeres sagsøgeren ikke i den situation, denne ville have befundet sig i, såfremt sagsøgeren kunne have fremsat sine bemærkninger om disse begrundelser i løbet af undersøgelsesproceduren, når sagsøgeren for første gang får kendskab til de begrundelser, institutionerne har påberåbt for Retten, inden for rammerne af et søgsmål. Som følge deraf kan Retten under ingen omstændigheder træffe afgørelse om, hvorvidt der foreligger en tilsidesættelse af sagsøgerens ret til forsvar ved afslaget på fremlæggelse af beregningen af den normale værdi til sagsøgeren på grundlag af begrundelser, som afslaget ikke blev begrundet med.
(jf. præmis 150 og 151)
10. I forbindelse med anvendelsen af artikel 19 i antidumpinggrundforordning nr. 1225/2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab, sammenholdt med denne forordnings artikel 20, skal institutionerne sikre overholdelsen af princippet om god forvaltningsskik og ligebehandlingsprincippet.
Dette almindelige princip finder navnlig en særlig anvendelse inden for rammerne af antidumpinggrundforordningens artikel 9, stk. 5. En forskellig behandling er i øvrigt baseret på et objektivt og rimeligt kriterium, når den beror på et med den pågældende lovgivning lovligt tilstræbt formål, og når forskellen står i rimeligt forhold til det formål, som tilstræbes med denne behandling.
Den omstændighed, at referencelandsproducenten som omhandlet i antidumpinggrundforordningens artikel 19, stk. 5, har givet en eksporterende producent tilladelse til aktindsigt i sine data, udgør en objektiv forskel i forhold til de andre eksporterende producenter i stikprøven, som begrunder en forskelsbehandling med hensyn til fortroligheden af de beregninger af den normale værdi, som bygger på disse data. I mangel af en sådan tilladelse forpligter artikel 19, stk. 5, således institutionerne til ikke at videregive en oplysning, for hvilken en anmodning om fortrolig behandling er blevet indgivet. Derimod har den berørte eksporterende producent, når der foreligger en sådan tilladelse, i det mindste ret til, at det på grundlag af en afvejning af dennes ret til forsvar og de interesser, der beskyttes ved fortrolige behandling af de oplysninger, der anmodes om, undersøges, om dens anmodning er begrundet.
Rækkevidden af en sådan tilladelse kan ikke anfægtes ved den omstændighed, at denne tilladelse kun kan vedrøre de oplysninger, referencelandsproducenten har fremlagt, og ikke den beregning af den normale værdi, der fastsættes på grundlag af disse oplysninger, når disse beregninger er blevet slettet af Kommissionen med henblik på netop at beskytte fortroligheden af disse oplysninger.
Der kan heller ikke gives medhold i den opfattelse, hvorefter en sådan tilladelse ikke kunne omfatte oplysninger, der ifølge deres natur er fortrolige som omhandlet i antidumpinggrundforordningens artikel 19, stk. 1. Det fremgår således af ordlyden af denne forordnings artikel 19, stk. 5, at den i denne bestemmelse omhandlede tilladelse vedrører oplysninger, som på anmodning skal behandles som fortrolige. I øvrigt udelukker ordlyden af denne forordnings artikel 19, stk. 1, ikke, at kategorien af oplysninger, som ifølge deres natur er fortrolige, kan omfatte oplysninger, som den part, der har givet oplysningerne, har anmodet om skal behandles som fortrolige. Endelig gælder det, at for så vidt som en videregivelse af oplysninger, der ifølge deres natur er fortrolige, i visse tilfælde ikke kan udelukkes, har den omstændighed, at den person, der har givet disse oplysninger, har givet tilladelse til, at de videregives, nødvendigvis en betydning.
Denne fortolkning understøttes af ordlyden af artikel 6.5 i aftalen om anvendelsen af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel 1994 (antidumpingaftalen), som i det væsentlige gengives i antidumpinggrundforordningens artikel 19, hvorefter tilladelsen fra den person, der har givet fortrolige oplysninger til de undersøgende myndigheder, omfatter såvel kategorien af oplysninger, som ifølge deres natur er fortrolige, som kategorien af oplysninger, som er stillet til rådighed på et fortroligt grundlag af parter i en antidumpingundersøgelse.
(jf. præmis 156-158, 177, 178, 180 og 182-188)
11. Inden for rammerne af en antidumpingundersøgelse finder det synspunkt, hvorefter det ikke er muligt at hæve den fortrolige behandling af en oplysning med hensyn til en specifik interesseret part, ikke nogen støtte i de relevante bestemmelser i antidumpinggrundforordning nr. 1225/2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab.
Det fremgår således for det første ikke af ordlyden af antidumpinggrundforordningens artikel 19, stk. 5, at den tilladelse fra den person, der har fremlagt oplysningerne, som er påkrævet for enhver oplysning, for hvilken denne person har indgivet en anmodning om fortrolig behandling, ikke kan gives alene for en eller flere specifikke interesserede parter.
Endvidere fremgår det af den ikke-udtømmende opregning af mulige begrundelser for fortrolig behandling i antidumpinggrundforordningens artikel 19, stk. 1, at vurderingen af, om en oplysning, der er stillet til rådighed i forbindelse med en antidumpingundersøgelse, ifølge sin natur er fortrolig, kan indebære, at der tages hensyn til situationen vedrørende såvel de personer, hvorfra oplysningerne hidrører, som de interesserede parter, der vil kunne få adgang dertil.
Det fremgår imidlertid ikke af ordlyden af antidumpinggrundforordningens artikel 19, stk. 1, at beskyttelsen af oplysninger, der er omfattet af forretningshemmeligheden, som ifølge deres natur er fortrolige, og som i princippet ikke fremlægges, kræver, at enhver mulighed for at fremlægge dem, og således enhver vurdering af den særlige situation for en interesseret part, der anmoder om aktindsigt i disse oplysninger, principielt udelukkes.
En sådan fortolkning finder heller ikke støtte i overvejelser vedrørende beskyttelsen af forretningshemmeligheden. Således skal de interesser, der sikres ved den særlige beskyttelse, som forretningshemmeligheder nyder, når procedurens karakter kræver det, afvejes i forhold til retten til forsvar for de interesserede parter under denne procedure. Dette er tilfældet ved en antidumpingundersøgelsesprocedure, hvilket indebærer, at Kommissionen selv i tilfælde af oplysninger, der er omfattet af forretningshemmeligheden, ikke kan være under en absolut forpligtelse til at nægte deres videregivelse uden vurdering af sagens særlige omstændigheder og navnlig den omhandlede interesserede parts specifikke situation.
Den skønsmargen, som Kommissionen er overladt ved afvejningen af de interesserede parters ret til oplysninger og beskyttelsen af fortrolige oplysninger, begrænses ikke i tilfælde af, at den omhandlede interesserede part er en eksporterende producent, der ikke har opnået markedsøkonomisk behandling.
Navnlig kan en sådan eksporterende producent – i lighed med enhver interesseret part – ikke mødes med et principielt afslag på sin anmodning om fremlæggelse af disse beregninger, uden at sagens særlige omstændigheder undersøges, alene af den grund, at muligheden for at indrømme eksportøren denne fremlæggelse ville skabe en »systematisk uligevægt« i relationerne mellem på den ene side Kommissionen og på den anden side de virksomheder, der deltager i undersøgelsen, såsom navnlig de producenter, der ikke har opnået markedsøkonomisk behandling, og referencelandsproducenten.
Endelig fremgår det ikke af antidumpinggrundforordningens artikel 20, stk. 2-4, at institutionerne er ude af stand til at videregive en oplysning, der er udeladt i denne endelige fremlæggelse, til en given interesseret part, der har anmodet derom, med den begrundelse, at alle de interesserede parter burde have adgang dertil. Navnlig kan en interesseret part ikke nægtes fremlæggelse af en oplysning såsom de, der er omfattet af antidumpinggrundforordningens artikel 20, stk. 2-4, alene med den begrundelse, at de andre interesserede parter ligeledes ville have ret til at få adgang dertil, hvis disse sidstnævnte ikke har indgivet en anmodning derom.
Det fremgår af det foregående, at det tilkommer Kommissionen at tage stilling til en anmodning om aktindsigt i fortrolige oplysninger henset til den særlige situation for den interesserede part, som har indgivet den, og uafhængigt af situationen for de andre interesserede parter, for hvem disse oplysninger kunne være nyttige.
En modsat fortolkning ville føre til en principiel begrænsning af de oplysninger, der står til rådighed for de interesserede parter, som er uforenelig med de krav, der følger af retten til forsvar, og ville i tilfælde som de i den foreliggende sag medføre, at den berørte eksporterende producent ville blive nægtet oplysninger, der ville kunne have afgørende betydning for producentens ret til forsvar, henset til betydningen af beregningen af den normale værdi ved fastsættelsen af dennes dumpingmargen.
(jf. præmis 159-162, 164, 165, 167, 168, 170, 171 og 175)
12. I forbindelse med gennemførelsen af regler vedtaget af Verdenshandelsorganisationen (WTO) medfører det forhold, at de internationale aftaler, som Unionen har indgået, har forrang frem for den afledte EU-ret, at sidstnævnte så vidt muligt skal fortolkes i overensstemmelse med disse aftaler. Denne betragtning finder navnlig anvendelse inden for antidumpingområdet, da det er fastslået, at den omhandlede bestemmelse i antidumpinggrundforordning nr. 1225/2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab, er blevet vedtaget for at gennemføre en inden for rammerne af aftalen om anvendelsen af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel 1994 (antidumpingaftalen) påtaget særlig forpligtelse.
Det fremgår af selve ordlyden af antidumpinggrundforordningens artikel 19, stk. 5, som gentager ordlyden af antidumpingaftalens artikel 6.5, at EU-lovgiver dér gav udtryk for sit ønske om at gennemføre de særlige forpligtelser, som er indeholdt i denne bestemmelse i antidumpingaftalen. Den omstændighed, at EU-lovgiver havde mulighed for at vælge at vedtage en anden struktur end den i antidumpingaftalens artikel 6.5, bl.a. ved at gengive denne artikels to dele i to forskellige stykker i antidumpinggrundforordningens artikel 19, afslører ikke i sig selv en intention fra EU-lovgivers side til at anvende en fremgangsmåde, som er særegen for Unionens retsorden, og som adskiller sig fra antidumpingaftalen. Dette valg er omfattet af den skønsmargen, som EU-lovgiver råder over ved gennemførelsen af de forpligtelser, der følger af antidumpingaftalens artikel 6.5, således at det ikke er til hinder for, at antidumpinggrundforordningens artikel 19, stk. 1 og 5, fortolkes i lyset af denne bestemmelse i antidumpingaftalen.
(jf. præmis 188 og 190)