Sag T-378/20
Ryanair DAC
mod
Europa-Kommissionen
Rettens dom (Tiende Udvidede Afdeling) af 14. april 2021
»Statsstøtte – det danske marked for lufttransport – støtte, som Danmark har indrømmet et luftfartsselskab i forbindelse med covid-19-pandemien – garanti – beslutning om ikke at gøre indsigelse – tilsagn som betingelse for støttens forenelighed med det indre marked – støtte, hvis formål er at afhjælpe skader, der er forårsaget af en usædvanlig begivenhed – etableringsfrihed – fri udveksling af tjenesteydelser – ligebehandling – begrundelsespligt«
1. Statsstøtte – forbud – undtagelser – støtte, der er forenelig med det indre marked – støtte til at afhjælpe skader, der er forårsaget af naturkatastrofer eller andre usædvanlige begivenheder – vurdering – støtteforanstaltning, der ikke afhjælper alle de skader, som den usædvanlige begivenhed har forårsaget – omfattet
[Art. 107, stk. 2, litra b), TEUF]
(jf. præmis 18-24)
2. Statsstøtte – forbud – undtagelser – støtte, der er forenelig med det indre marked – støtte til at afhjælpe skader, der er forårsaget af naturkatastrofer eller andre usædvanlige begivenheder – garanti for en revolverende kreditfacilitet til støtte for et luftfartsselskab for at yde sidstnævnte en kompensation i forbindelse med covid-19-pandemien – vurdering – kriterier – støttens proportionalitet
[Art. 107, stk. 2, litra b), TEUF]
(jf. præmis 29-32, 36-38 og 51)
3. Statsstøtte – forbud – undtagelser – støtte, der er forenelig med det indre marked – støtte til at afhjælpe skader, der er forårsaget af naturkatastrofer eller andre usædvanlige begivenheder – garanti for en revolverende kreditfacilitet til støtte for et luftfartsselskab for at yde sidstnævnte en kompensation i forbindelse med covid-19-pandemien – vurdering i forhold til artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF – tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling – foreligger ikke
[Art. 18, stk. 1, TEUF og art. 107, stk. 2, litra b), TEUF]
(jf. præmis 58-60, 65, 66 og 68-75)
4. Fri udveksling af tjenesteydelser – traktatens bestemmelser – anvendelsesområde – tjenesteydelser på transportområdet som omhandlet i artikel 58, stk. 1, TEUF – lufttransporttjenester – særlig retlig ordning
(Art. 56 TEUF, art. 58, stk. 1, TEUF og art. 100, stk. 2, TEUF)
(jf. præmis 77-82)
5. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – Kommissionens afgørelse, hvorved en statslig foranstaltning erklæres uforenelig med det indre marked, uden at der indledes en formel undersøgelsesprocedure – søgsmål anlagt af de interesserede parter som omhandlet i artikel 108, stk. 2, TEUF – fastlæggelse af sagens genstand – søgsmål med henblik på at beskytte de interesserede parters proceduremæssige rettigheder – anbringender, som kan påberåbes – et sådant anbringendes manglende selvstændige indhold i det foreliggende tilfælde
(Art. 108, stk. 2, TEUF og art. 263, stk. 4, TEUF)
(jf. præmis 86-88)
6. Statsstøtte – Kommissionens beslutning om ikke at gøre indsigelse i forhold til en national foranstaltning – begrundelsespligt – rækkevidde – hensyntagen til sammenhængen og alle relevante retsregler på området
(Art. 108, stk. 3, TEUF og art. 296 TEUF)
(jf. præmis 92-101)
Resumé
De støtteforanstaltninger, som Sverige og Danmark har gennemført til fordel for SAS, for den skade, der følger af aflysningen eller omlægningen af flyvninger efter rejsebegrænsningerne i forbindelse med covid-19-pandemien, er forenelige med EU-retten
Eftersom SAS har en betydeligt større markedsandel end sin nærmeste konkurrent i disse to medlemsstater, udgør støtten ikke ulovlig forskelsbehandling
I april 2020 anmeldte Kongeriget Danmark og Kongeriget Sverige to særskilte støtteforanstaltninger, der begge bestod i en revolverende kreditfacilitet på maksimalt 1,5 mia. svenske kroner (SEK) til støtte for selskabet SAS AB (herefter »SAS«), til Europa-Kommissionen (1). De nævnte foranstaltninger tilsigtede at yde SAS en delvis kompensation for den skade, der fulgte af aflysningen eller omlægningen af selskabets flyvninger efter indførelsen af rejsebegrænsninger i forbindelse med covid-19-pandemien.
Ved afgørelser af 15. april 2020 (2) og af 24. april 2020 (3) kvalificerede Kommissionen de anmeldte foranstaltninger som statsstøtte (4), der var forenelig med det indre marked i medfør af artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF. I henhold til denne bestemmelse er støtte, hvis formål er at afhjælpe skader, der er forårsaget af naturkatastrofer eller af andre usædvanlige begivenheder, forenelig med det indre marked.
Luftfartsselskabet Ryanair anlagde sager med påstand om annullation af disse afgørelser, i hvilke sager Rettens Tiende Udvidede Afdeling imidlertid frifandt Kommissionen. I denne sammenhæng bekræftede Retten for første gang lovligheden af individuelle støtteforanstaltninger, der er vedtaget med henblik på at imødegå konsekvenserne af covid-19-pandemien, i henhold til artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF (5).
Rettens bedømmelse
I første række forkastede Retten anbringendet om, at den indrømmede støtte var uforenelig med det indre marked, fordi den skulle afhjælpe de skader, som en enkelt virksomhed havde lidt. I denne forbindelse præciserede Retten, at det følger af artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF, at støtte kan have til formål at afhjælpe skader, der er forårsaget af en usædvanlig begivenhed, selv om støtten kun begunstiger en enkelt, individuel virksomhed og ikke afhjælper alle de skader, som denne begivenhed har forårsaget. Kommissionen begik således ikke en retlig fejl alene af den grund, at støtteforanstaltningerne til fordel for SAS ikke begunstigede alle de personer, som led skade som følge af covid-19-pandemien.
I anden række forkastede Retten Ryanairs anbringende om, at støtteforanstaltningerne var uforholdsmæssige i forhold til den skade, som SAS havde lidt som følge af covid-19-pandemien. Indledningsvis bemærkede Retten, at artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF kun gør det muligt at kompensere de økonomiske skader, der direkte er forårsaget af naturkatastrofer eller af andre usædvanlige begivenheder. Når dette er sagt, gav Kommissionen, under hensyn til pandemiens skalerbarhed og den nødvendigvis fremtidige karakter af opgørelsen af den skade, som SAS led som følge heraf, en tilstrækkeligt præcis fremstilling af en beregningsmetode til vurdering af den nævnte skade, som kunne hindre risikoen for en eventuel overkompensation (6). I denne sammenhæng fremhævede Retten endvidere, at Kongeriget Danmark og Kongeriget Sverige havde givet tilsagn om at foretage en efterfølgende vurdering af den skade, som SAS faktisk led, senest den 30. juni 2021 og om at kræve tilbagebetaling af den udbetalte støtte, for så vidt som denne måtte overstige nævnte skade, under hensyn til hele den støtte, som SAS ville blive indrømmet på grund af covid-19-pandemien, herunder af udenlandske myndigheder.
I tredje række forkastede Retten anbringendet om en angivelig tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling. En individuel støtte indfører på grund af sin art nemlig en forskellig behandling, eller forskelsbehandling, som er en iboende del af den nævnte foranstaltnings individuelle karakter. Hvis det gøres gældende, at en sådan individuel støtte er i strid med princippet om forbud mod forskelsbehandling, rejses der således systematisk tvivl om enhver individuel støttes forenelighed med det indre marked, selv om EU-retten tillader medlemsstaterne at yde sådan støtte, forudsat at alle de betingelser, der fremgår af artikel 107 TEUF, er opfyldt.
Selv hvis det antages, at den med de omhandlede foranstaltninger indførte forskellige behandling kan sidestilles med forskelsbehandling i medfør af dette princip, kan en sådan begrundes, når den er nødvendig, egnet og forholdsmæssig til at nå et legitimt mål. For så vidt som Ryanair ligeledes henviste til artikel 18 TEUF, fremhævede Retten endvidere, at denne bestemmelse forbyder al forskelsbehandling, der udøves på grundlag af nationalitet, inden for traktaternes anvendelsesområde, med forbehold af disses særlige bestemmelser. Eftersom artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF ifølge Retten fremgår af de særlige bestemmelser, der er fastsat i traktaterne, fortsatte den sin undersøgelse af de omhandlede foranstaltninger på dette grundlag.
I denne forbindelse bekræftede Retten for det første, at formålet med de omhandlede foranstaltninger opfyldte de betingelser, der er fastsat i artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF, for så vidt som nævnte formål rent faktisk er delvist at afhjælpe den skade, som SAS har lidt som følge af en usædvanlig begivenhed, nemlig covid-19-pandemien. For det andet fastslog Retten, at den forskellige behandling til fordel for SAS var passende til at nå målet med de nævnte foranstaltninger og ikke gik ud over, hvad der var nødvendigt for at nå dette mål, eftersom SAS havde den største markedsandel i Danmark og Sverige, og denne markedsandel var betydeligt større end markedsandelene for selskabets nærmeste konkurrent i begge lande.
I fjerde række undersøgte Retten Kommissionens afgørelser under hensyn til den frie udveksling af tjenesteydelser og etableringsfriheden. I denne forbindelse bemærkede Retten, at Ryanair ikke havde godtgjort, hvordan foranstaltningens eksklusive karakter kunne afskrække selskabet fra at etablere sig i Danmark eller Sverige eller fra at levere tjenesteydelser fra disse lande eller til disse lande.
Hvad angår sag T-379/20 fastslog Retten endvidere, at den støtteforanstaltning, som Kongeriget Sverige havde anmeldt, var subsidiær i forhold til den svenske støtteordning, som var blevet vedtaget i henhold til artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF for at afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i Sveriges økonomi som følge af covid-19-pandemien (7). Retten forkastede imidlertid argumentet om, at denne foranstaltning af denne grund ikke kunne have til formål at afhjælpe en usædvanlig begivenhed som omhandlet i artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF. I denne forbindelse præciserede Retten, at EUF-traktaten ikke er til hinder for, at artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF og artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF anvendes samtidigt, for så vidt som betingelserne i hver af disse bestemmelser er opfyldt. Det forholder sig bl.a. sådan, når de faktiske forhold og omstændigheder, der giver anledning til en alvorlig forstyrrelse i økonomien, er forårsaget af en usædvanlig begivenhed.
Endelig forkastede Retten argumenterne om en angivelig tilsidesættelse af begrundelsespligten som ugrundede og fastslog, at det var ufornødent at undersøge, om der var grundlag for anbringendet om en tilsidesættelse af de proceduremæssige rettigheder, der følger af artikel 108, stk. 2, TEUF.