Language of document :

Sag anlagt den 20. maj 2011 - European Goldfields mod Kommissionen

(Sag T-261/11)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: European Goldfields Ltd (Whitehorse, Canada) (ved advokaterne K. Adamantopoulos, E. Petritsi, E. Trova og P. Skouris)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Europa-Kommissionens afgørelse af 23. februar 2011 i sag C-48/2008 (ex NN 61/2008) vedrørende Grækenlands statsstøtte til Ellinikos Xryssos særlig artikel 1-5 annulleres, og

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført 5 anbringender.

1)    Ifølge det første anbringende har Kommissionen foretaget flere åbenbart urigtige skøn ved fastlæggelsen og vurderingen af sagens faktiske omstændigheder, som indvirker væsentligt på Kommissionens anvendelse og fortolkning af betingelsen om, at der skal foreligge en økonomisk fordel for Ellinikos Xryssos i henhold til artikel 107, stk. 1, TEUF.

2)    Ifølge det andet anbringende har Kommissionen foretaget retlige fejl ved anvendelsen og fortolkningen af elementet i statsstøttedefinitionen om, at der skal foreligge en økonomisk fordel ifølge 107, stk. 1, TEUF, idet Kommissionen med urette anvendte det relevante markedsøkonomiske investorprincip eller anvendte det forkert.

3)    Ifølge det tredje anbringende har Kommissionen foretaget flere åbenbare retlige fejl ved anvendelsen og fortolkningen af betingelsen om, at der skal foreligge en økonomisk fordel ifølge artikel 107, stk. 1, TEUF, idet den har fastslået en sådan økonomisk fordel ved at henvise til Kommissionens egne ubegrundede, selektive og vilkårlige argumenter med hensyn til den påståede værdi af de overførte aktiver.

4)    Ifølge det fjerde anbringende har Kommissionen foretaget åbenbare retlige fejl ved anvendelsen og fortolkningen af betingelsen om, at der skal foreligge en økonomisk fordel ifølge artikel 107, stk. 1, TEU, idet den fejlagtigt har fastslået, at den påståede fritagelse for skatter, der tilkom Ellinikos Xryssos udgjorde en økonomisk fordel.

5)    Ifølge det femte anbringende har Kommissionen tilsidesat væsentlige formforskrifter og begået magtfordrejning, hvilket har ført til, at Kommissionen har tilsidesat sin forpligtelse til at gennemføre en omhyggelig og upartisk behandling af sagen.

____________