Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Juzgado de lo Mercantil de Pontevedra (Spanien) den 11. februar 2010 - Aurora Sousa Rodríguez m.fl. mod Air France S.A.

(Sag C-83/10)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Juzgado de lo Mercantil de Pontevedra

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Aurora Sousa Rodríguez, Yago López Sousa, Rodrigo Puga Lueiro, Luis Rodríguez González, María del Mar Pato Barreiro, Manuel López Alonso og Yaiza Pato Rodríguez

Sagsøgt: Air France S.A.

Præjudicielle spørgsmål

Skal begrebet "aflysning" som defineret i artikel 2, litra l) [forordning nr. 261/2004/EF] 1, fortolkes således, at det udelukkende vedrører situationer, hvor flyet ikke afgår på det planlagte tidspunkt, eller omfatter det alle omstændigheder, der medfører, at det pågældende fly, hvortil der var reservationer, afgår, men ikke når frem til bestemmelsesstedet, herunder situationer, hvor flyet er nødsaget til at vende tilbage til afgangslufthavnen af tekniske årsager?

Skal begrebet "yderligere kompensation" i artikel 12 i forordning nr. 261/2004/EF fortolkes således, at bestemmelsen giver den nationale domstol adgang til i tilfælde af aflysninger at tilkende erstatning for skade og tab, herunder torterstatning, som følge af misligholdelsen af en kontrakt om flytransport efter de kriterier der er fastsat i national lovgivning og retspraksis om misligholdelse af kontrakter, eller omfatter ovennævnte kompensation kun godtgørelse af passagerernes dokumenterbare udgifter, som det transporterende flyselskab ikke i tilstrækkeligt omfang har godtgjort i overensstemmelse med kravene i forordningens artikel 8 og 9, uden at de erstatningssøgende har påberåbt sig disse bestemmelser, eller kan disse to former for yderligere kompensation kombineres?

____________

1 - Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11.2.2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91 (EUT L 46, s. 1).