Language of document :

Sag anlagt den 6. juli 2007 - Gering mod Europol

(Sag F-68/07)

Processprog: nederlandsk

Parter

Sagsøger: Radolf Gering (Haag, Nederlandene) (ved avocat P. de Casparis)

Sagsøgt: Den Europæiske Politienhed (Europol)

Sagsøgerens påstande

Den efter klage af 5. april 2007 vedtagne afgørelse af 10. april 2007 annulleres, ligesom kontrakten af 24. april 2007 om fornødent annulleres for så vidt angår indplaceringen.

Europol tilpligtes:

Principalt, fra den 1. august 2003 at betale sagsøgeren et vederlag svarende til lønklasse 4.2 eller, såfremt Retten finder det fornødent, et vederlag svarende til lønklasse 4.1.

Subsidiært, fra den 1. august 2004 at betale sagsøgeren et vederlag svarende til lønklasse 4.6, fra den 1. august 2005 et vederlag svarende til lønklasse 4.8 og fra den 1. august 2007 et vederlag svarende til lønklasse 4.9.

-    Den Europæiske Politienhed tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren anfægter navnlig Europols afgørelse af 5. april 2007 og tillægget til hans ansættelseskontrakt af 24. april 2007, for så vidt som nævnte retsakter fastsatte hans indplacering til lønklasse 4, løntrin 2, med virkning fra den 1. december 2004 og ikke fra den 1. august 2003, der var datoen for hans ansættelse.

Sagsøgeren gør gældende, at Europol burde have iagttaget ligebehandlingsprincippet ved vederlæggelse og indplacering af kontorets personale. Ifølge Europol var afgørelsen om at indplacere sagsøgeren på et niveau højere fra den 1. december 2004 og ikke fra den 1. august 2003 begrundet i den omstændighed, at sagsøgeren først fra førstnævnte dato begyndte at udøve aktiviteter i et omfang, der svarer til omfanget af aktiviteter for kontorchefer, der er indplaceret i lønklasse 4, og som indebærer tilsvarende ansvar. Sagsøgeren anfægter denne udlægning og anfører, at Europol ikke har redegjort for, hvorledes de opgaver og det ansvar, som påhvilede ham i perioden fra 1. august 2003 til 1. december 2004, afveg fra andre kontorchefers opgaver og ansvar. Endvidere har Europol ikke på noget tidspunkt påvist de faktiske omstændigheder og forhold, der godtgør, at sagsøgerens aktiviteter var mindre omfangsrige eller/og indebar mindre ansvar end andre kontorchefers aktiviteter.

____________