Language of document :

Appel iværksat den 1. marts 2024 af Europa-Kommissionen til prøvelse af dom afsagt af Retten (Ottende udvidede Afdeling) den 20. december 2023 i sag T-494/21, Ryanair og Malta Air mod Kommissionen (Air France-KLM og Air France; Covid-19)

(Sag C-167/24 P)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Europa-Kommissionen (ved L. Flynn, J. Carpi Badía og M. Farley, som befuldmægtigede)

De andre parter i appelsagen: Ryanair DAC, Malta Air ltd., Forbundsrepublikken Tyskland, Den Franske Republik, Kongeriget Nederlandene, Société Air France og Air France-KLM

Appellantens påstande

Appellen tages til følge, og den appellerede dom ophæves.

Domstolen gør brug af sin beføjelse i artikel 61, stk. 1, andet punktum, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol til at træffe endelig afgørelse i sagen.

Subsidiært hjemvises sagen til Retten med henblik på en stillingtagen til de anbringender, som endnu ikke er blevet behandlet, og

Afgørelsen om denne sags omkostninger udsættes, såfremt Domstolen hjemviser sagen til Retten, eller, såfremt den træffer endelig afgørelse i sagen, de indstævnte tilpligtes at betale omkostningerne.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanterne har fremsat to appelanbringender.

For det første anvendte Retten et fejlagtigt kriterium ved fastlæggelsen af, hvornår en støttemodtager er begrænset til en eller flere enheder inden for en koncern i forbindelse med EU-statsstøttereglerne. Navnlig begik Retten en retlig fejl, da den fastslog, at faktorer, der udelukkende indikerer, at: (i) Air France-KLM som øverste moderselskab generelt kan udøve en vis kontrol med Sociéte Air France (Air France) og Koninklijke Luchtvaart Maatschapij NV (KLM) og deres datterselskaber, og (ii) der foreligger en vis grad af integration, samordning og samarbejde mellem Air France, Air France-KLM og KLM, var tilstrækkeligt til at godtgøre, at KLM rent faktisk drog fordel af støtten – og således skulle anses for modtager i henhold til EU-statsstøttereglerne – i en situation, hvor det nærmere indhold og de nærmere betingelser på grundlag af hvilke støtten blev tildelt, udtrykkeligt hindrer støtten i at blive brugt til fordel for KLM.

For det andet satte Retten uretmæssigt sin egen vurdering i stedet for Kommissionens vurdering, da den afgjorde, om kun visse selskaber inden for Air France-KLM-koncernen udgjorde modtagere af støtteforanstaltningen – et område, som Unionens retsinstanser har fastslået forudsætter komplekse økonomiske vurderinger, og i forhold til hvilket Kommissionen råder over en vid skønsbeføjelse – uden behørigt at godtgøre, at Kommissionens argumentation var behæftet med et åbenbart urigtigt skøn.

____________