Language of document :

Sag anlagt den 14. januar 2011 -Nederlandene mod Kommissionen

(Sag T-16/11)

Processprog: nederlandsk

Parter

Sagsøger: Kongeriget Nederlandene (ved C. Wissels, M. de Ree og M. Noort, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Artikel 1 i Kommissionens afgørelse 2010/668/EU af 4. november 2010 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt for Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), Garantisektionen, Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) annulleres, i det omfang den vedrører Nederlandene og en finansiel korrektion på (i alt) 28 947 149,31 EUR, som er anvendt på udgifter, der er anmeldt for årene 2003-2008 inden for rammen af kvoteordningen for produktion af kartoffelstivelse.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Kommissionen har med afgørelse 2010/668/EU anvendt en fast sats på 10% af de af de nederlandske myndigheder anmeldte beløb, som blev udbetalt fra 2003 til 2008 inden for rammen af de europæiske statsstøtteordninger for kartoffelstivelse. Ifølge Kommissionen udbetalte de nederlandske myndigheder støtten til producenten af kartoffelstivelse og til kartoffelavleren, før det fulde beløb for minimumsprisen for de leverede kartofler var blevet betalt til kartoffelavleren.

Den nederlandske regering er af den opfattelse, at minimumsprisen var blevet betalt fuldt ud før tildelingen af støtte til producenten af kartoffelstivelse og kartoffelavleren. Minimumsprisen blev betalt dels ved modregning for en del af minimumsprisen med en udestående (privatretlig) fordring af producenten på avleren, dels ved overførsel af den resterende del af minimumsprisen på en (bank)konto, opgivet af avleren.

Til støtte for sit søgsmål har sagsøgeren fremsat fem anbringender.

1.    Det første anbringende om tilsidesættelse af artikel 7, stk. 4, i forordning nr. 1258/99 1 og artikel 31 i forordning nr. 1290/2005 2, sammenholdt med artikel 5 i forordning nr. 1868/94 3, artikel 11 i forordning nr. 97/95 4, artikel 10 i forordning nr. 2236/2003 5, artikel 26 i forordning nr. 2237/2003 6 og artikel 20 i forordning nr. 1973/2004 7, idet Kommissionen har udelukket visse udgifter fra finansiering, skønt betingelsen for tildeling af præmie og direkte støtte var opfyldt, fordi minimumsprisen var blevet betalt ved modregning og overførsel.

2.    Det andet anbringende om tilsidesættelse af artikel 7, stk. 4, i forordning nr. 1258/99 og artikel 31 i forordning nr. 1290/2005, sammenholdt med artikel 5 i forordning nr. 1868/94, artikel 11 i forordning nr. 97/95, artikel 10 i forordning nr. 2236/2003, artikel 26 i forordning nr. 2237/2003 og artikel 20 i forordning nr. 1973/2003, idet Kommissionen har udelukket visse udgifter fra finansiering, skønt avlerne kunne råde over minimumsprisen forud for tildelingen af præmie og direkte støtte.

3.    Det tredje anbringende om tilsidesættelse af artikel 7, stk. 4, i forordning nr. 1258/99, artikel 8 i forordning nr. 1663/95 8, artikel 31 i forordning nr. 1290/2005, og artikel 11 i forordning nr. 885/2006 9 samt ligeledes af retten til forsvar, idet Kommissionen har afvist visse udgifter fra finansiering, skønt den kontradiktoriske procedure som omhandlet i disse bestemmelser ikke blev fulgt for alle de konstaterede forhold, som denne foranstaltning bygger på.

4.    Det fjerde anbringende om tilsidesættelse af artikel 7, stk. 4, i forordning nr. 1258/99 og artikel 31 i forordning nr. 1290/2005, sammenholdt med artikel 11 i forordning nr. 97/95, artikel 10 i forordning nr. 2236/2003, artikel 26 i forordning 2237/2003 og artikel 20 i forordning nr. 1973/2004, idet Kommissionen har udelukket visse udgifter fra finansiering, skønt betaling af minimumsprisen kunne kontrolleres af det betalende organ på grundlag af regnskabsudskrifter.

5.    Det femte anbringende om tilsidesættelse af artikel 7, stk. 4, i forordning nr. 1258/99, og artikel 31, stk. 2, i forordning nr. 1290/2005 samt af proportionalitetsprincippet, idet Kommissionen har anvendt en korrektion efter en fast sats på 10%, skønt misligholdelsen begrænser sig til anvendelsen af et fejlagtigt udgangspunkt for anvendelsen af betingelsen om betaling af minimumsprisen og for kontrol med overholdelsen af denne betingelse.

____________

1 - Rådets forordning (EF) nr. 1258/1999 af 17.5.1999 om finansiering af den fælles landbrugspolitik (EFT L 160, s. 103).

2 - Rådets forordning (EF) nr. 1290/2005 af 21.6.2005 om finansiering af den fælles landbrugspolitik (EUT L 209, s. 1).

3 - Rådets forordning (EF) nr. 1868/94 af 27.7.1994 om en kvoteordning for produktionen af kartoffelstivelse (EFT L 197, s. 4).

4 - Kommissionens forordning (EF) nr. 97/95 af 17.1.1995 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 1766/92 for så vidt angår den minimumspris og det udligningsbeløb, der skal betales kartoffelavlere, samt til Rådets forordning (EF) nr. 1868/94 om en kvoteordning for produktionen af kartoffelstivelse (EFT L 16, s. 3).

5 - Kommissionens forordning (EF) nr. 2236/2003 af 23.12.2003 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1868/94 om en kvoteordning for produktionen af kartoffelstivelse (EUT L 339, s. 45).

6 - Kommissionens forordning (EF) nr. 2237/2003 af 23.12.2003 om gennemførelsesbestemmelser til visse støtteordninger, der er fastsat i afsnit IV i Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere (EUT L 339, s. 52).

7 - Kommissionens forordning (EF) nr. 1973/2004 af 29.10.2004 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 for så vidt angår støtteordningerne i henhold til afsnit IV og IVa i nævnte forordning og anvendelse af udtagne arealer til produktion af råvarer (EUT L 345, s. 1).

8 - Kommissionens forordning (EF) nr. 1663/95 af 7.7.1995 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 729/70, for så vidt angår proceduren for regnskabsafslutning for EUGFL, Garantisektionen (EFT L 158, s. 6).

9 - Kommissionens forordning (EF) nr. 885/2006 af 21.6.2006 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1290/2005 for så vidt angår godkendelse af betalingsorganer og andre organer og regnskabsafslutning for EGFL og ELFUL (EUT L 171, s. 90).